OVERSÆTTELSE TIL DANSK AF TEKSTEN TIL:

Forord

Dette kursus er en begyndelse, ikke en afslutning. Din Ven går med dig. Du er ikke alene. Ingen, der påkalder på Ham, kan kalde forgæves. Uanset, hvad der plager dig, vær sikker på, at Han har svaret og med glæde vil give det til dig, hvis du simpelthen henvender dig til Ham og beder Ham om det. Han vil ikke tilbageholde noget svar, du har brug for, til noget som helst, der ser ud til at plage dig. Han kender måden at løse alle problemer og opklare alle tvivl på. Hans sikkerhed er din. Du har blot brug for at bede Ham om det, og det vil blive givet dig.

Du er lige så sikker på at komme hjem, som solens vej, der er lagt fast, inden den står op, er, efter den er gået ned, og i de halvt-oplyste timer ind imellem. Din vej er så sandeligt endnu mere sikker, for det kan ikke lade sig gøre at ændre kursen for dem, som Gud har kaldt til Sig. Adlyd derfor din vilje, og følg Ham, som du accepterede som din Stemme til at tale om det, du virkelig ønsker og virkeligt har brug for. Hans er Stemmen for Gud og også din. Og således taler Han om frihed og om sandhed. [1]

Med disse ord afslutter Et Kursus i Mirakler sin foreskrevne læseplan på 365 daglige lektioner, og det er også med disse ord, vi begynder vores studie.

Et Kursus i Mirakler (ofte bare kaldet "Kurset") er et selvstudium kursus til omskoling af det sind, der er Åndeligt snarere end religiøst i sit perspektiv. Selvom det bruger kristen terminologi, er det økumenisk i sin tilgang, og dets underliggende ontologi minder om gamle refræner, der gentager verdens mest hellige traditioner.

Kurset er pragmatisk i sin metode, og dets mål er et fredeligt sind: "Viden er ikke motivationen til at lære dette kursus. Fred er. [2] Ikke desto mindre understreger Kurset ofte dets enkelhed. [3]

Historien om Kurset begyndte, da, midt i et miljø med intens konkurrence og negative holdninger, den kliniske psykolog fra Columbia Universitet, dr. William T. Thetford, besluttede, at han havde fået nok, og erklærede til sin kollega, Dr. Helen Schucman, "Der må være en anden måde, og jeg er fast besluttet på at finde den." Dr. Schucman lovede at hjælpe ham.

Det, der fulgte, var et dramatisk forløb af vågne drømme for Schucman, som kulminerede i oktober 1965 med Hans oplevelse af en stemme, der talte tydeligt i Hans sind og sagde "Dette er et kursus i mirakler. Vær venlig at tage notater."

Med Thetfords støtte og hjælp til at transskribere Hans stenografi noter, skrev Schucman omkring femten Handrede maskinskrevne sider ned af Et Kursus i Mirakler over en periode på syv år.

Schucman hævdede ikke selv at være forfatteren til ​​materialet. Som Han ofte forklarede, hørte Han en slags indre diktat, og Han følte sig tvunget til at skrive det ned, selvom Han til tider var uenig i indholdet og modsatte sig processen. Den stemme, der talte gennem Helen, identificerer sig helt klart som Jesus. Ikke desto mindre behøver man ikke være kristen og heller ikke at acceptere kristendommens traditionelle doktriner for at drage fordel af Kursets lære. Faktisk vil traditionelle kristne til at begynde med synes, at mange af de udtalelser, der er indeholdt i dette arbejde, er overraskende og måske utrolige. Vedholdenhed og åbensindethed vil ikke desto mindre blive belønnet.

Dikteringen af Et Kursus i Mirakler blev afsluttet i september 1972 og resulterede i tre bind - Teksten, Arbejdsbogen for Studerende og Brugervejledning for Lærere. Da udviklingen af ​​materialet skred frem, stod Schucman og Thetford ansigt til ansigt med den enorme opgave at organisere det originale maskinskrevne skrift (ofte kaldet "Urteksten") til det, der skulle blive Et Kursus i Mirakler. De delte Teksten ind i kapitler og sektioner og gav titler til hver enkelt, og de fjernede en hel del materiale fra de tidlige kapitler, materiale, som, de mente, var beregnet for dem personligt, ikke for Kurset. Den udgave, der blev resultatet af denne indsats, er den bog, du har i dine hænder.

Tekstmængden fra ​​den Originale Udgave har gennemgået en udviklingsproces siden 1972-manuskriptet af Et Kursus i Mirakler blev opdaget og frigivet på internettet i slutningen af ​​1999. I begyndelsen af ​​2000 trykkede Course in Miracle Society (CIMS) manuskriptet fra 1972 som Jesu Kursus i Mirakler. Distribution af denne bog blev suspenderet under opretholdelsen af ​​ophavsretstvister, der blev afsluttet i 2006.

I november 2006 blev den første trykning af den Originale Udgave frigivet (kaldet 2006-trykningen), der indeholder Arbejdsbogen for Studerende og Brugervejledning for lærere ud over Teksten. Trykningen i 2006 korrigerede adskillige typografiske fejl, stavefejl og afvigende tegnsætning, der havde vist sig i det originale manuskript fra 1972, og som blev gengivet i Jesu Course in Miracle-udgaven.

Der var en anden trykning i 2009 (kaldet 2009-trykningen), der fortsatte processen med at rette fejl i manuskriptet. I dette forehavende så redaktørerne for første gang tilbage på tidligere manuskripter og gendannet materiale, der syntes at være utilsigtet eller fejlagtigt udeladt ved genoptrykning. Denne genopretningsproces er fortsat gennem 2012, 2017 og 2018. Trykninger, der altid overholder det grundlæggende direktiv, "tro mod Kilden." Blandt forbedringerne, der begyndte med 2012-printningen, var opdatering af afsnitsnummerering i kapitel 2, 9, 26 og 27, hovedsageligt nødvendiggjort af gendannelse af materiale fra et tidligere manuskript. Afsnit omnummerering er beskrevet i fodnoter, hvor relevant.

I sin fortsatte udvikling gengiver denne Originale Udgave trofast det originale udskrift af bogen, der var resultatet af samarbejdet mellem Schucman og Thetford, som mange mener var involveret med hinanden i det "hellige forhold" beskrevet i kapitel 17 til 22 i Teksten. Denne udgave bevarer det originale sprog for dikteringen af kapitlerne, som blev adresseret til de to samarbejdspartnere, da de arbejdede sammen om at fremstille manuskriptet. Senere redigering af manuskriptet ændrede fokus for disse vigtige kapitler og adresserer dem til en enkelt læser og fjernede den gensidighed, der er tydelig i den originale diktering.

Det ser ud til, at denne Originale Udgave er det, Schucman og Thetford oprindeligt havde til hensigt skulle være Et Kursus i Mirakler. Men i 1973 udtrykte Ken Wapnick, der havde sluttet sig til deres lille kreds og modtaget en kopi af manuskriptet fra 1972, imidlertid sin tro på, at der var behov for yderligere redigering. Thetford trak sig tilbage fra yderligere detaljeret redigeringsarbejde, og Schucman og Wapnick genoptog redigeringsprocessen. Sammen med ændringer i afsnit, tegnsætning, store bogstaver og afsnits-titler var der en hel del line-for-line redigering. Derudover blev ca. en femtedel af materialet i de første fem kapitler fjernet. Endelig blev der tilføjet et nyt afsnit, Præcisering af Udtryk. Den resulterende udgave, der blev udgivet i 1975 af Foundation for Inner Peace, blev det Kursus, som verden skulle blive bekendt med.

Selvom vi ærer den udgave af Kurset, tror vi, at den ekstra redigering resulterede både i et meningsskift og en ændring i værkets overordnede tone. Ved mødet med Schucman og Thetfords Originale Udgave, finder de studerende ofte frisk klarhed, når de læser dens ordlyd eller nye forståelse, når de støder på passager, der ikke var inkluderet i den senere udgave fra 1975. I tilfælde af redigering ser det ud til, at "mindre-er-bedst"​​-reglen gælder - jo mindre manipulation med den veltalende og omhyggeligt formulerede diktering, som Schucman modtog, jo bedre.

I denne Originale Udgave har vi været meget omhyggelige med at håndtere de redaktionelle problemer, der er præsenteret i det originale, skrivemaskine skrevet manuskript. Vores fokus har været på at gengive indholdet så tæt som muligt, som det oprindeligt blev givet til Schucman og Thetford. Det skal imidlertid bemærkes, at der er nogle få lejligheder, hvor vi stødte på materiale fra det oprindelige diktat, der lader til at være utilsigtet eller fejlagtigt droppet i den tidlige maskingenskrivning. I disse tilfælde har vi indsat de manglende linjer igen og noteret vores tilføjelse ved at anbringe det indsatte materiale i firkantede parenteser. Ellers har de eneste ændringer, der er blevet foretaget i det originale manuskript til Kurset som afsluttet af Schucman og Thetford, været at korrigere åbenlyse typografiske fejl og stavefejl, standardisere tegnsætning og store bogstaver og at formatere materialet til trykt offentliggørelse. Bortset fra den enkle afsnits- og paragraf-nummerering, som vi inkluderer for nem reference og navigation, er der ikke tilføjet eller udeladt noget fra værket.

Vi ville være forsømmelige, hvis vi undlod at anerkende den uselviske støtte, stillet til rådighed for Kurset i Mirakler Samfundet af dets medlemmer og andre. Fra dets tidligste dage er Samfundets arbejde blevet muliggjort ved utrættelige bidrag fra arbejdskraft og gavmild økonomisk støtte fra mange enkeltpersoner, hvis eneste kompensation har været tilfredsstillelsen ved at fremme cirkuleringen af ​​dette hellige skrift i verden. Især offentliggørelsen af ​​denne udgave blev garanteret et betydeligt tilskud fra et medlem, der ønsker at forblive anonym. Til disse støtter og alle vores medlemmer udtrykker vi en oprigtig "tak." Vi er meget taknemmelige.

Desuden har Circle of Atonement lavet en bog, hvor de første fire kapitler er forskellige fra Originalen, fordi de inkluderer Helen Schucmans håndskrevne noter fra de områder, Han havde redigeret til ukendelighed, fordi Han var ubehageligt berørt af områder som sex og personlige fejl, og de fire kapitler kan du finde på nedenstående link:

https://drive.google.com/file/d/1z4t54On1IbLX0F_pcnoGKdxNIbQ39fL8/view

Et Kursus i Mirakler

Indledning

1 Dette er et kursus i mirakler. Det er et påkrævet kursus. Kun tidspunktet, du tager det på, er frivilligt. Fri vilje betyder ikke, at du kan fastlægge læseplanen. Det betyder bare, at du kan vælge det, du ønsker at tage på et bestemt tidspunkt.

2 Kurset sigter ikke mod at undervise i betydningen af kærlighed, for det er hinsides det, der kan undervises i. Det sigter imidlertid mod at fjerne blokeringerne overfor bevidstheden om kærlighedens tilstedeværelse, som er din naturlige arv. Det modsatte af kærlighed er frygt, men det, der er altomfattende, kan ikke have nogen modsætning.

3 Dette kursus kan derfor blive opsummeret meget enkelt på denne måde:

4 Intet virkeligt kan blive truet.
Intet uvirkeligt eksisterer.

5 Heri ligger Guds fred.

Kapitel Et

Introduktion til Mirakler

I. Principper for Mirakler

1.1 Der er ingen rækkefølge efter sværhedsgrad blandt mirakler. Det ene er ikke ‘sværere’ eller ‘større’ end det andet. De er alle det samme. Alle udtryk for kærlighed er maksimale.

2.2 Mirakler som sådan betyder ikke noget. Det eneste, der betyder noget, er deres Kilde, Der er langt hinsides menneskelig bedømmelse.

3.3 Mirakler forekommer naturligt som udtryk for kærlighed. Det virkelige mirakel er kærligheden, der inspirerer dem. I denne forstand er alting, der kommer fra kærlighed, et mirakel.

4.4 Alle mirakler betyder liv, og Gud er Giveren af liv. Hans Stemme vil lede dig meget konkret. Du vil blive fortalt alt det, du behøver at vide.

5.5 Mirakler er vaner og bør være ufrivillige. De bør ikke være under bevidst kontrol. Bevidst udvalgte mirakler kan være vildledte.

6.6 Mirakler er naturlige. Når de ikke finder sted, er noget gået galt.

7.7 Mirakler er alles ret, men renselse er nødvendig først.

8.8 Mirakler er [en form for] helbredelse, fordi de opfylder en mangel ved, at de bliver udført af dem, der midlertidig har mere, for dem, der midlertidigt har mindre.

9.9 Mirakler er en slags udveksling. Som alle udtryk for kærlighed, der altid er mirakuløse i den sande betydning, vender udvekslingen de fysiske love om. De bringer mere både til giveren og modtageren.

10.10 Brugen af mirakler som udstillinger for at indgyde tro er forkert, eller bedre, er en misforståelse af deres formål. De bliver virkeligt brugt for og af troende.

11.11 Bøn er miraklers medium. Bøn er det skabtes naturlige kommunikation med Skaberen. Gennem bøn modtages kærlighed, og gennem mirakler udtrykkes kærlighed.

12.12 Mirakler er tanker. Tanker kan repræsentere lavere-orden eller højere-orden virkelighed. Dette er den grundlæggende forskel mellem intellektualisering og tænkning. Den ene laver det fysiske og den anden skaber det åndelige, og vi tror på det, vi laver eller skaber.

13.13 Mirakler er både begyndelser og afslutninger. De ændrer således den tidsmæssige orden. De er altid bekræftelser af genfødsel, der ser ud til at gå tilbage, men som virkeligt går fremad. De ophæver fortiden i nuet, og dermed frigiver de fremtiden.

14.14 Mirakler vidner om sandheden. De er overbevisende, fordi de opstår fra overbevisning. Uden overbevisning forfalder de til magi, som er tankeløs og derfor destruktiv, eller det er snarere den ukreative brug af sindet.

15.15 Hver dag burde vies til mirakler. Formålet med tid er at gøre mennesket i stand til at lære at bruge den konstruktivt. Tid er således et undervisningsmiddel og et middel til et mål. Den vil ophøre, når den ikke længere er nyttig til at lette indlæring.

16.16 Mirakler er undervisningsmidler til at demonstrere, at det er lige så velsignet at give som at modtage. De forøger samtidigt giverens styrke og forsyner modtageren med styrke.

17.17 Mirakler er transcendensen af kroppen. De er pludselige skift ind i usynlighed, bort fra en fornemmelse af lavere-orden virkelighed. Det er derfor, de helbreder.

18.18 Et mirakel er en service. Det er den maksimale service, en person kan give til en anden. Det er en måde at elske din næste som dig selv på. Den, der handler, erkender samtidigt sin egen og sin næstes uvurderlige værdi.

19.19 [Mirakler gør Sjæle til ét i Kristus.] De er afhængige af samarbejde, fordi Sønskabet er summen af alle de Sjæle, Gud skabte. Mirakler hviler derfor på evighedens love, ikke på tid.

20.20 Mirakler genopvækker bevidstheden om, at ånden, ikke kroppen, er sandhedens alter. Dette er anerkendelsen, der fører til miraklets helbredende kraft.

21.21 Mirakler er naturlige udtryk for fuldstændig tilgivelse. Gennem mirakler accepterer mennesket Guds tilgivelse ved at give den videre til andre.

22.22 Mirakler er udelukkende forbundet med frygt på grund at den fejlagtige tro, at mørket kan skjule. Mennesket tror, at det, han ikke kan se, ikke eksisterer, og hans fysiske øjne kan ikke se i mørket. Dette er en meget primitiv løsning og har ført til benægtelse af det Åndelige Øje. Undslippelsen fra mørket involverer to stadier:

A.23 Anerkendelsen af, at mørket ikke kan skjule. Dette trin medfører sædvanligvis frygt.

B.24 Anerkendelsen af, at der ikke er noget, du ønsker at skjule, selvom du kunne. Dette trin bringer undslippelse fra frygt.

23.25 Mirakler omarrangerer opfattelse og anbringer opfattelsens niveauer i sandt perspektiv. Dette helbreder på alle niveauer, fordi sygdom stammer fra at blande niveauerne sammen.

23.26 Når du er blevet villig til ikke at skjule noget, vil du ikke blot være villig til at indtræde i fællesskab, men vil også forstå fred og glæde. Din forpligtelse er endnu ikke fuldstændig, og det er derfor, du stadigt har mere at lære end at lære fra dig. Når din ligevægt stabiliserer sig, vil du blive i stand til at lære fra dig lige så meget, som du lærer, og det vil give dig den rette balance. I mellemtiden husk på, at ingen indsats er spildt, for med mindre du husker dette, kan du ikke gøre brug af mine indsatser, som er grænseløse. Kun evigheden er virkelig. Hvorfor ikke bruge illusionen om tid konstruktivt.

24.27 Mirakler gør et menneske i stand til at helbrede de syge og oprejse de døde, fordi han selv skabte sygdom og død og kan afskaffe begge. Du er et mirakel i stand til at skabe på samme måde som din Skaber. Alt andet er kun dit eget mareridt og eksisterer ikke. Kun skabelserne af lys er virkelige.

25.28 Mirakler er en del af en sammenhængende kæde af tilgivelse, som, når den er komplet, er Soningen. Denne proces fungerer hele tiden og i alle tidens dimensioner.

25.29 Jeg har ansvaret for Soningsprocessen, som jeg påtog mig at begynde. Når du tilbyder et mirakel til nogen som helst af mine brødre, gør du det for dig selv og mig. Grunden til, at du kommer før mig er, at jeg ikke har behov for mirakler for min egen Soning, men jeg står ved afslutningen i tilfælde af, at du midlertidigt fejler. Formålet med min del af Soningen er at annullere al mangel på kærlighed, som mennesker ellers ikke kunne rette op på. Ordet ‘synd’ bør ændres til ‘mangel på kærlighed’, fordi ‘synd’ er et menneskeskabt ord med trussel associationer, som han selv har fundet på. Ingen virkelig trussel er involveret noget sted. Intet er vundet ved at skræmme jer selv, og det er meget destruktivt at gøre det.

26.30 Mirakler repræsenterer frihed fra frygt. ‘Soning’ betyder i virkeligheden ‘ophævelse’. Ophævelse af frygt er en væsentlig del af Soningsværdien af mirakler.

26.31 Formålet med Soningen er at gendanne alt til dig, eller rettere at gendanne din bevidsthed. Du blev givet alting, da du blev skabt ligesom alle andre blev. Når du er blevet gendannet til erkendelsen af din oprindelige tilstand, bliver du selv naturligt en del af Soningen. Efterhånden, som du deler min manglende evne til at tolerere manglende kærlighed i dig selv og andre, må du tilslutte dig Det Store Korstog for at rette op på det. Sloganet for Korstoget er ‘Lyt, lær og gør’: Lyt til min stemme, lær at ophæve fejl, og gør noget for at korrigere den. De to første er ikke nok. De virkelige medlemmer af mit parti er aktive arbejdere.

26.32 Kraften til at udføre mirakler tilhører dig. Jeg vil give mulighederne for at udføre dem, men du må være rede og villig, eftersom du allerede er i stand til det. At udføre dem vil føre til overbevisning om evnen, da overbevisning virkelig kommer ved hjælp af udførelse. Evnen er potentialet; opfyldelsen er dens udtryk; og Soningen er formålet.

27. 33 Et mirakel er en universel velsignelse fra Gud gennem mig til alle mine brødre. Det er den tilgivnes privilegium at tilgive.

27.34 Disciplene blev konkret bedt om at være Herrens læger og om at helbrede andre. De blev også bedt om at helbrede sig selv og blev lovet, at jeg aldrig ville forlade dem eller svigte dem. Soning er Guds Børns naturlige profession, fordi de har bekendt sig til mig. “Hammel og jord skal forgå” betyder simpelthen, at de ikke fortsat vil eksistere som adskilte tilstande. Mit ord, som er genopstandelsen og lyset, skal ikke forgå, fordi lyset er evigt. Du er Guds værk, og Hans arbejde er helt og fuldt kærlighedsværdigt og helt og fuldt kærligt. Sådan skal et menneske tænke på sig selv i sit hjerte, fordi det er det, han er.

28. 35 Mirakler er et middel til at organisere forskellige bevidsthedsniveauer.

28.36 Mirakler kommer fra det nedre eller underbevidste niveau. Åbenbaringer kommer fra det øvre eller overbevidste niveau. Det bevidste niveau er derimellem og reagerer enten på under-eller overbevidste impulser i forskellige forhold. Bevidsthed er det niveau, der engagerer sig i verden og er i stand til at reagere på begge dele. Uden egne impulser og primært en mekanisme til at fremkalde svar, kan den tage meget fejl.

28.37 Åbenbaring fremkalder fuldstændig, men midlertidig fravær af tvivl og frygt. Den repræsenterer den oprindelige form for kommunikation mellem Gud og Hans Sjæle, og indebærer en ekstremt personlig følelse af nærhed med Skabelse, som mennesket prøver på at finde i fysiske relationer. Fysisk nærhed kan ikke opnå dette. De underbevidste impulser fremkalder korrekte mirakler, som er ægte mellemmenneskelige, og som resulterer i virkelig nærhed med andre. Dette kan blive misforstået af en personlig egenrådig bevidsthed som impulser til fysisk tilfredsstillelse.

28.38 Åbenbaring forener Sjæle direkte med Gud. Mirakler forener Sjæle direkte med hinanden. Ingen af dem stammer fra bevidstheden, men begge opleves der. Dette er vigtigt, da bevidsthed er den tilstand, der fremkalder handling, selvom den ikke inspirerer den. Mennesket er frit til at tro det, han vælger, og det han gør, vidner om det, han tror. De dybere niveauer i underbevidstheden indeholder altid impulsen til mirakler, men det står mennesket frit for at opfylde dets mere overfladiske niveauer, der er tættere på bevidstheden, med denne verdens impulser og til at identificere sig med dem. Dette resulterer i at nægte sig selv adgang til mirakelniveauet nedenunder. I bevidste handlinger bliver hans forhold så også overfladiske, og mirakelinspireret relatering bliver umulig.

29.39 Mirakler er en måde at optjene frihed fra frygt på.

29.40 Åbenbaring fremkalder en tilstand, hvor frygt allerede er blevet ophævet. Mirakler er således et middel, og åbenbaring er et mål. [I denne forstand arbejder de sammen.] Mirakler er ikke afhængige af åbenbaring; de fremkalder den. Åbenbaring er intenst personlig og kan faktisk overhovedet ikke oversættes til bevidst indhold. Det er derfor, at ethvert forsøg på at beskrive den med ord sædvanligvis er uforståelig. Åbenbaring fremkalder kun oplevelse. Mirakler fremkalder på den anden side [mellemmenneskelig] handling. Mirakler er mere nyttige nu på grund af deres upersonlige karakter. I denne fase af indlæring er det vigtigere at arbejde med mirakler, fordi frihed fra frygt ikke kan blive dig påtvunget.

30.41 Mirakler lovpriser Gud gennem mennesker. De lovpriser Gud ved at ære Hans skabelser og bekræfte deres perfektion. De helbreder, fordi de benægter kropsidentifikation og bekræfter Sjælsidentifikation. Ved at erkende ånden justerer de niveauerne og ser dem på korrekt linje. Dette sætter ånden i centrum, hvor Sjæle kan kommunikere direkte.

31.42 Mirakler bør inspirere taknemmelighed, ikke ærefrygt. Menneskeheden bør takke Gud for det, han virkeligt er. Guds Børn er meget hellige, og miraklet ærer deres hellighed.

31.43 Guds skabelser mister aldrig deres hellighed, selvom den kan skjules. Miraklet afslører den og bringer det ind i lyset, hvor den hører hjemme. Hellighed kan aldrig virkelig blive skjult i mørke, men mennesket kan bedrage sig selv angående den. Denne illusion gør ham frygtsom, fordi han i sit hjerte ved, at det er en illusion, og han udfører enorme bestræbelser på at fastslå dens virkelighed. Miraklet anbringer virkeligheden, hvor den hører hjemme. Evig virkelighed tilhører kun Sjælen, og miraklet anerkender kun sandheden. Det fordriver således menneskets illusioner om sig selv og anbringer ham i fællesskab med sig selv og Gud.

32.44 Kristus inspirerer alle mirakler, der virkelig er forbøn. De griber ind i menneskets hellighed og gør hans opfattelser hellige. Ved at anbringe ham uden for de fysiske love, hæver de ham ind i den Hammelske ordens sfære. I denne orden er mennesket perfekt.

32.45 Sjælen mister aldrig sit fællesskab med Gud. Kun sindet behøver Soning. Miraklet tilslutter sig Kristi Soning ved at anbringe sindet i åndens tjeneste. Dette fastlægger sindets rette funktion og korrigerer dets fejl.

33.46 Mirakler ærer manden, fordi han er elsk-værdig. De fordriver illusioner om ham og opfatter lyset i ham. De soner således for hans fejl ved at befri ham fra hans egne mareridt. De frigiver ham fra et fængsel, hvor han har fængslet sig selv, og ved at befri hans sind fra illusioner genopretter de hans tilregnelighed. Menneskets sind kan blive besat af illusioner, men hans Ånd er for evigt fri. Hvis et sind opfatter uden kærlighed, opfatter det en tom skal og er ubevidst om Ånden indeni den. Men Soningen genopretter Sjælen til dens rette plads. Sindet, der tjener ånden, er usårligt.

34.47 Mirakler genopretter (Sjælen) til dens fylde. Ved at sone for mangel etablerer de perfekt beskyttelse. Sjælens styrke efterlader ingen plads til indtrængninger. De tilgivne er fyldt med Sjælen, og de tilgiver til gengæld. Det er de befriedes pligt at befri deres brødre.

34.48 De tilgivne er Soningens middel. De, der er frigivet af Kristus, skal være med til at frigive deres brødre, for dette er Soningens plan. Mirakler er den måde hvorpå sind, der tjener ånden, forener sig med Kristus for at frelse eller befri alle Guds skabelser.

35.49 Mirakler er udtryk for kærlighed, men det følger ikke, at de altid vil have observerbare virkninger. Jeg er den eneste, der kan udføre mirakler i flæng, fordi jeg er Soningen. Du har en rolle i Soningen, som jeg vil diktere dig. Spørg mig, hvilke mirakler du bør udføre. Dette skåner dig for udmattelse, fordi du vil handle under direkte kommunikation.

36.50 Kristus-kontrollerede mirakler er en del af Soningen, men Kristusvejledning er personlig og fører til personlig frelse. Miraklers upersonlige karakter er en vigtig ingrediens, fordi dette gør det muligt for mig at kontrollere deres fordeling. Kristusvejledning fører til den yderst personlige oplevelse af åbenbaring. Det er derfor, det involverer personligt valg. En vejleder kontrollerer ikke, men han instruerer dog, hvilket lader følgende være op til dig. ”Led os ikke ind i fristelse” betyder ”før os ud af vores egne fejl.” ”Tag dit kors på dig og følg mig” betyder, ”Anerkend dine fejl, og vælg at opgive dem ved at følge min vejledning.”

36.51 Husk, at fejl ikke virkeligt kan true sandheden, som altid kan modstå den. Kun fejlen er virkelig sårbar. Du er fri til at fastlægge dit Rige, som det passer dig, men det rette valg er uundgåeligt, hvis du husker dette:

36.52 Sjælen er i en tilstand af nåde for evigt.
Mandens virkelighed er kun hans Sjæl.

Derfor er manden i en tilstand af nåde for evigt.

36.53 Soning ophæver alle fejl i denne sammenhæng og rykker således den virkelige kilde til frygt op ved roden. Når som helst Guds forsikringer opleves som trussel, skyldes det altid, at du forsvarer fejlplaceret og fejladresseret loyalitet. Det er det, projicering altid indebærer. Fejl er mangel på kærlighed. Når mennesket projicerer dette over på andre, fængsler han dem, men kun i den udstrækning han forstærker de fejl, de allerede har begået. Dette gør dem sårbare overfor andres fordrejninger, eftersom deres egen opfattelse af sig selv er fordrejet. Mirakelarbejderen kan kun velsigne og dermed ophæve deres fordrejninger og befri dem fra fængsel.

37.54 Mirakler er eksempler på ret tænkning. Kontakt med virkeligheden på alle niveauer bliver stærk og nøjagtig og tillader således korrekt afgrænsning af intra- og mellemmenneskelige grænser. Som et resultat er opfattelsen hos den, der handler, på linje med sandheden, som Gud skabte den.

38.55 Et mirakel er en korrektionsfaktor, der introduceres i falsk tænkning af mig. Det fungerer som en katalysator, der ryster fejlagtig opfattelse og omorganiserer den til det korrekte. Dette placerer mennesket under Soningsprincippet, hvor hans opfattelse bliver helbredt. Indtil dette er indtruffet, er åbenbaring af den guddommelige orden umulig.

39.56 Det åndelige øje er miraklernes mekanisme, fordi det, Det opfatter, er sandt. Det opfatter både Guds skabelser og menneskets skabelser. Blandt menneskets skabelser kan det også adskille det sande fra det falske ved hjælp af Dets evne til at opfatte totalt snarere end selektivt. Det bliver således det rette instrument til virkelighedsafprøvning, som altid involverer den nødvendige sondring mellem det falske og det sande.

40.57 Miraklet opløser fejl, fordi det Åndelige øje identificerer fejl som falske eller uvirkelige. Dette er det samme som at sige, at ved at opfatte lys forsvinder mørket automatisk.

40.58 Mørke er mangel på lys, som synd er mangel på kærlighed. Det har ikke sine egne enestående egenskaber. Det er et eksempel på fejlslutningen om "knaphed", hvorfra kun fejl kan fortsætte. Sandhed er altid overflod. De, der opfatter og anerkender, at de har alt, har ikke behov for drevet adfærd af nogen som helst slags.

41.59 Miraklet anerkender alle mennesker som dine brødre og mine. Det er en måde at opfatte Guds universelle mærke i dem på. Det særlige ved Guds sønner stammer ikke fra udelukkelse men fra inkludering. Alle mine brødre er specielle. Hvis de tror, at de er berøvet noget som helst, bliver deres opfattelse fordrejet. Når dette sker, hæmmes hele Guds familie eller Sønskabet i dets forhold. I sidste ende må hvert medlem af Guds familie vende tilbage. Miraklet kalder ham til at vende tilbage, fordi det velsigner og ærer ham, selvom han måske er fraværende i ånden.

41.60 “ Gud bliver ikke spottet” er ikke en advarsel, men en beroligelse på dette punkt. Gud ville blive spottet, hvis nogen af ​​Hans skabelser manglede hellighed. Skabelsen er hel, og helhedens mærke er hellighed.

42.61 Helhed er det opfattelsesmæssige indhold i mirakler. De korrigerer eller soner således for den fejlagtige opfattelse af mangel hvor som helst.

42.62 Her begynder vi at foretage den grundlæggende sondring mellem mirakler og projicering. Stimulussen må gå forud for responset og vil også afgøre den type respons, der fremkaldes. Adfærd er svar, så spørgsmålet “svar på hvad?” bliver afgørende. Da stimuli identificeres gennem opfattelse, opfatter du først stimulussen, og opfører dig dernæst derefter. Det følger således, at:

42.63 Som I forstår det,
således vil I opføre jer.

42.64 Den gyldne regel beder dig om at opføre dig mod andre, som du ville have dem til at opføre sig mod dig. Dette betyder, at opfattelsen af ​ ​ begge må være nøjagtig. Den gyldne regel er reglen for passende opførsel. Du kan ikke opføre dig passende, medmindre du opfatter nøjagtigt, fordi passende adfærd afhænger af manglen på niveauforvirring. Tilstedeværelsen af ​​niveauforvirring resulterer altid i foranderlig virkeligheds-afprøvning og derfor i foranderlig adfærdsmæssig hensigtsmæssighed. Da du og din næste er ligeværdige medlemmer af den samme familie, som du opfatter begge, således vil du opføre dig overfor begge. Måden at opfatte Gylden Regel-opførsel på er at se ud fra opfattelsen af ​​din egen hellighed og opfatte andres hellighed.

42.65 Tomheden, frembragt af frygt, bør blive erstattet af kærlighed, fordi kærlighed og dens fravær er i samme dimension, og korrektion kan ikke blive foretaget, undtagen indenfor en dimension. Ellers har der været en niveau forvirring. Døden er en menneskelig bekræftelse af en tro på "[had],"  eller niveau forvirring. Det er derfor, Bibelen siger, ”Der er ingen død”, og derfor jeg demonstrerede, at døden ikke findes. Jeg kom for at opfylde loven ved at genfortolke den. Loven selv, hvis den forstås korrekt, tilbyder kun beskyttelse til mennesker. Det er de, der endnu ikke har ”ændret deres sind”, der indførte ”det brændende helvede” begreb i den.

42.66 Jeg forsikrer dig om, at jeg vil være vidne for enhver, der tillader mig det, og i et hvilket som helst omfang han tillader det. Din bevidnelse demonstrerer din tro, og styrker den således. De, der vidner for mig, udtrykker gennem deres mirakler, at de har forladt troen på berøvelse til fordel for den overflod, de har lært, tilhører dem.

43.67 Et stort bidrag fra mirakler er deres styrke til at frigøre mennesket fra hans fejlplacerede følelse af isolation, afsavn og mangel.

43.68 Mirakler er bekræftelser af Sønskabet, som er en tilstand af fuldendelse og overflod. Hvad som helst, der er sandt og virkeligt er evigt og kan ikke forandre sig eller blive ændret. Sjælen er derfor uforanderlig, fordi den allerede er perfekt, men sindet kan vælge det niveau, det vælger at tjene. Den eneste grænse, der er sat for dets valg, er, at det ikke kan tjene to mestre.

43.69 Sindet, hvis det vælger at gøre det, bliver et medium, hvormed Sjælen skaber langs linjen af dens egen skabelse. Hvis det ikke frit vælger at gøre det, bevarer det sit kreative potentiale, men placerer sig under tyrannisk snarere end ægte autoritativ kontrol. Som følge heraf putter det i fængsel, fordi sådan er tyranners diktater. At ændre dit sind betyder at stille det til rådighed for sand autoritet.

43.70 Miraklet er således et tegn på, at sindet har valgt at lade sig lede af Kristus i sin tjeneste. Kristi overflod er det naturlige resultat af at vælge at følge Ham. Alle overfladiske rødder må rykkes op, fordi de ikke er dybe nok til at opretholde dig. Illusionen om, at overfladiske rødder kan blive dybdegjort og således få dem til at holde, er en af de fordrejninger, hvorpå omvendingen af ​​den gyldne regel hviler. Når disse falske underbygninger opgives, opleves ligevægten midlertidigt som ustabil. Faktum er dog, at intet er mindre stabilt end en opfattelse, der vender på hovedet. Hvad som helst, der fastholder den på den måde, kan heller ikke bidrage til større stabilitet.

44.71 Mirakler opstår fra en mirakuløs sindstilstand. Ved at være ét, går denne sindstilstand ud til enhver, selv uden mirakelarbejderens bevidsthed om det. Mirakernes upersonlige karakter skyldes, at Soningen i sig selv er én, der forener alle skabelser med deres skaber.

45.72 Miraklet er et udtryk for en indre bevidsthed om Kristus og accept af Hans Soning. Sindet er da i en tilstand af nåde og bliver naturligvis imødekommende både overfor værten indeni og den fremmede udenfor. Ved at bringe den fremmede ind, bliver han din bror.

46.73 Et mirakel mistes aldrig. Det berører mange mennesker, som du end ikke kender, og producerer sommetider uanede ændringer i kræfter, som du end ikke er opmærksom på. Det er ikke dit problem. Miraklet vil altid velsigne dig.

46.74 De mirakler, som du ikke bliver bedt om at udføre, har ikke mistet deres værdi. De er stadigt udtryk for din egen tilstand af nåde, men handlings-aspektet ved miraklet bør være Kristus-kontrolleret på grund af Hans fuldstændige bevidsthed om hele planen. Den upersonlige karakter af mirakel-sindetheden sikrer din nåde, men kun Kristus er i en position til at vide, hvor nåde kan skænkes.

47.75 Mirakel-sindethed betyder mirakel-parathed. Parathed betyder, at du altid bør holde dine opfattelser retskafne, så du altid vil være klar, villig og handlekraftig. Disse er de væsentlige for ”at lytte, lære og gøre.” Du må være rede til at lytte, villig til at lære og være i stand til at gøre. Kun det sidste er ufrivilligt, fordi det er anvendelsen af ​​mirakler, der skal være Kristus-kontrolleret. De to andre, som er de frivillige aspekter af mirakel-sindethed, er op til dig.

48.76 Ærefrygt er et upassende svar på mirakler.

48.77 Åbenbaring er bogstaveligt talt ubeskrivelig, fordi det er en oplevelse af uudsigelig kærlighed. Ærefrygt bør forbeholdes åbenbaring, som den er perfekt og korrekt anvendelig på. Den er ikke passende på mirakler, fordi en ærefrygtig tilstand er tilbedende. Det indebærer, at en af ​​en mindre orden

står foran en større. Dette er kun tilfældet, når en Sjæl står foran sin Skaber. Sjæle er perfekte skabelser og oplever kun ærefrygt i Nærværet af Skaberen af ​​perfektion.

48.78 Miraklet er på den anden side et tegn på kærlighed blandt ligestillede. Ligestillede kan ikke være nære ærefrygt for hinanden, fordi ærefrygt antyder ulighed. Det er derfor en upassende reaktion overfor mig. En ældre bror har ret til respekt for hans større erfaring og en rimelig mængde lydighed på grund af hans større visdom. Han har også ret til kærlighed, fordi han er en bror og også til hengivenhed, hvis han er hengiven. Det er kun min hengivenhed, der giver mig ret til din. Der er intet ved mig, som du ikke kan opnå. Jeg har intet, der ikke kommer fra Gud. Den største forskel mellem os endnu er, at jeg ikke har noget andet. Dette efterlader mig i en tilstand af sand hellighed, som kun er et potentiale i dig.

48.79 ”Ingen kommer til Faderen uden gennem ​​mig” er blandt de mest misforståede udsagn i Bibelen. Det betyder ikke, at jeg på nogen måde er adskilt fra eller anderledes end dig undtagen angående tid, som ikke rigtig eksisterer overhovedet. Citatet er faktisk mere meningsfuldt, hvis det betragtes på en lodret snarere end en vandret akse. Med hensyn til det lodrette står mennesket under mig, og jeg står under Gud. I processen med at "stige op" er jeg højere. Dette skyldes, at uden mig ville afstanden mellem Gud og mennesket være for stor til, at I kan omslutte den.

48.80 Jeg slår bro over afstanden som en ældre broder til mennesket på den ene side og som en søn af Gud på den anden. Min hengivenhed overfor mine brødre har gjort mig ansvarlig for Sønskabet, som jeg kun kan fuldstændiggøre i den udstrækning, jeg kan dele det. Dette kan synes at modsige udsagnet, ”Jeg og min Fader er et,” men der er stadig adskilte dele i udsagnet til erkendelse af, at Faderen er større. (Det oprindelige udsagn var "er af samme type"). Helligånden bringer åbenbaringer. Åbenbaringer er indirekte inspireret af mig, fordi jeg er tæt på Helligånden og er opmærksom på mine brødres åbenbaringsberedskab. Jeg kan således bringe mere ned til dem, end de kan trække ned til sig selv.

49. 81 Helligånden er det højeste kommunikationsmedium. Mirakler involverer ikke denne type af kommunikation, fordi de er midlertidige kommunikationsenheder. Når mennesket vender tilbage til sin oprindelige form for kommunikation med Gud, er behovet for mirakler ovre. Helligånden formidler højere til lavere kommunikation og holder den direkte kanal fra Gud til menneske åben for åbenbaring. Åbenbaring er ikke gensidig. Den er altid fra Gud til menneske. Miraklet er gensidigt, fordi det involverer lighed.

50. 82 Miraklet er en indlæringsanordning, der mindsker behovet for tid. På det lodrette eller vandrette niveau synes anerkendelsen af ​​den sande ligestilling for alle medlemmer af Sønskabet at involvere næsten uendelig tid. Imidlertid indfører det pludselige skift fra en vandret til en lodret opfattelse, som miraklet indebærer, et interval, hvorfra den, der handler og modtageren begge dukker frem langt længere fremme i tid, end de ellers ville have været.

50.83 Miraklet har således den enestående egenskab at forkorte tiden ved at gøre det tidsrum, det optager, unødvendig. Der er intet forhold mellem den tid et mirakel tager og den tid det dækker. Det erstatter indlæring, der måske ville have taget tusinder af år. Det gør dette med den underliggende anerkendelse af perfekt ligeværdighed og hellighed mellem den, der handler og modtageren, som miraklet hviler på.

50.84 Vi sagde før, at miraklet afskaffer tiden. Det gør dette med en proces til at kollapse den og dermed afskaffe visse intervaller indenfor den. Det gør det dog indenfor den større tidsmæssige sekvens. Det etablerer et tidsinterval udenfor mønsteret, som ikke er underlagt de sædvanlige love for tid. Kun i denne forstand er det tidløst. Ved at kollapse tid sparer det bogstaveligt taget tid. Meget på samme måde som sommertid gør det, omorganiserer det fordelingen af ​​lys.

51.85 Miraklet er den eneste enhed, som mennesket har til rådighed til hans øjeblikkelige kontrol af tid. Kun åbenbaring transcenderer tiden og har slet ikke noget at gøre med tid.

51.86 Miraklet er meget ligesom kroppen, eftersom begge er indlæringsmidler, der sigter mod at muliggøre en tilstand, hvor de er unødvendige. Når Sjælens oprindelige tilstand af direkte kommunikation er nået, tjener hverken kroppen eller miraklet noget formål. Mens han tror, at han er i en krop, kan mennesket dog vælge mellem kærlighedsløse og mirakuløse udtrykskanaler. Han kan lave en tom skal, men han kan ikke lade være med udtrykke noget overhovedet. Han kan vente, forsinke, lamme sig selv, reducere sin kreativitet til næsten intet og endda indføre en udviklingsarrest eller endda en regression. Men han kan ikke afskaffe sin kreativitet. Han kan ødelægge sit kommunikationsmedium, men ikke sit potentiale.

51.87 Mennesket blev ikke skabt af egen fri vilje alene. Kun det han skaber, kan han afgøre. Den mirakel-sindedes grundlæggende beslutning er ikke at vente på tiden længere end nødvendigt. Tid kan spilde såvel som blive spildt. Mirakelarbejderen accepterer derfor tidskontrolfaktoren med glæde, fordi han erkender, at enhver kollaps af tid bringer alle mennesker tættere på den ultimative frigørelse fra tiden, hvor Sønnen og Faderen er et.

51.88 Ligeværdighed indebærer ikke ensartethed nu. Når alle anerkender, at han har alt, er individuelle bidrag til Sønskabet ikke længere nødvendige. Når Soningen er blevet afsluttet, vil alle talenter blive delt af alle Guds sønner. Gud er ikke partisk. Alle hans børn har hans fulde kærlighed, og alle Hans gaver gives frit til alle og enhver. ”Med mindre I bliver som små børn” betyder, at medmindre du helt og fuldt ud anerkender din fuldstændige afhængighed af Gud, kan du ikke kende Sønnens virkelige kraft i hans sande forhold til Faderen.

51.89 Du, der ønsker fred, kan kun finde den ved hjælp af fuldstændig tilgivelse. Du har aldrig virkelig ønsket fred før, så der var ingen mening i at få fortalt, hvordan det kunne opnås. Ingen indlæring erhverves af nogen, medmindre han ønsker lære det og på en eller anden måde tror, ​​at han har behov for det. Mens begrebet mangel ikke findes i ​​Guds skabelse, er det meget tydeligt i menneskets skabelser. Det er rent faktisk den væsentlige forskel. Et behov indebærer mangel pr. definition. Det involverer erkendelsen af, at du ville have det bedre i en tilstand, der på en eller anden måde er forskellig fra den, du er i.

51.90 Indtil "adskillelsen", som er et bedre udtryk end "faldet", manglede der intet. Dette betød, at mennesket overhovedet ikke havde behov. Hvis han ikke havde berøvet sig selv, ville han aldrig have oplevet dem. Efter adskillelsen blev behov den mest magtfulde kilde til motivation for menneskelig handling. Al adfærd er i det væsentlige motiveret af behov, men adfærd i sig selv er ikke en guddommelig egenskab. Kroppen er mekanismen for adfærd. Troen på, at han kunne være i en bedre situation, er grunden til, at mennesket har denne mekanisme til sin rådighed.

51.91 Hver og en handler i overensstemmelse med det særlige hierarki af behov, han har fastlagt for sig selv. Hans hierarki afhænger på sin side af hans opfattelse af det, han er - det vil sige det, han mangler. En følelse af adskillelse fra Gud er den eneste mangel, han virkelig har brug for at rette op på. Denne følelse af adskillelse ville aldrig have fundet sted, hvis han ikke havde fordrejet sin opfattelse af sandheden og dermed opfattede sig selv som mangelfuld. Opfattelsen af et hvilket som helst behovshierarki opstod, fordi han, efter at have begået denne grundlæggende fejl, allerede havde fragmenteret sig i niveauer med forskellige behov. Når han integrerer, bliver han én, og hans behov bliver ét i overensstemmelse hermed.

51,92 Forenet behov fremkalder forenet handling, fordi det fremkalder en mangel på ambivalens. Opfattelsen af et behovshierarki er en naturlig følge af den oprindelige fejl, at mennesket kan være adskilt fra Gud, og dette nødvendiggør korrektion på sit eget niveau, før fejlen i opfattelsen af niveauer overhovedet kan rettes. Mennesket kan ikke opføre sig effektivt, medens han arbejder på splittede niveauer. Mens han gør det, må der imidlertid indføres korrektion nedefra og op. Dette skyldes, at han nu opererer i rummet, hvor begreber som "op" og "ned" er meningsfulde. I sidste ende er rum lige så meningsløs som tid. Konceptet består virkelig af en ​​rum-tid tro.

51.93 Den fysiske verden eksisterer kun, fordi mennesket kan bruge den til at korrigere sin vantro, som anbragte ham i den oprindeligt. Han kan aldrig selv kontrollere virkningerne af frygt, fordi han lavede frygt og tror på det, han lavede. Så i holdning, omend ikke i indhold, ligner han så sin egen Skaber, Der har perfekt tro på Sine skabninger, fordi Han skabte dem. Troen på en skabelse fremkalder dens eksistens. Derfor kan en mand tro på det, ingen andre mener er sandt. Det er sandt for ham, fordi det blev lavet af ham.

51.94 Ethvert aspekt af frygt bevæger sig fra en oppefra og ned opfattelse. De mere sandt kreative vier deres bestræbelser på at rette opfattelsesmæssige fordrejninger. Den neurotiske bruger sine til kompromis. Den psykotiske forsøger at undslippe ved at fastlægge sine egne fejl som den visse sandhed. Det er mest vanskeligt at befri ham på almindelige måder, fordi han er mere konsekvent i sin egen benægtelse af sandhed. Miraklet laver imidlertid ikke sådanne sondringer. Det korrigerer fejl, fordi de er fejl. Det næste punkt at huske på om mirakler er:

52.95 Miraklet skelner ikke mellem grader af fejlopfattelser. Det er en enhed til opfattelses-korrektion, effektiv fuldstændigt adskilt fra både graden eller retningen af ​​fejlen. Dette er dets sande vilkårlighed.

52.96 Kristus-kontrollerede mirakler er kun selektive i den forstand, at de er rettet mod dem, der kan bruge dem på sig selv. Eftersom dette gør det uundgåeligt, at de vil strække dem ud til andre, bliver der svejset en stærk Soningskæde. Imidlertid tager Kristus-kontrol overhovedet ikke hensyn til størrelsen af ​​selve miraklet, fordi begrebet størrelse findes på et niveau, der i sig selv er uvirkeligt. Eftersom miraklet sigter mod at genoprette bevidstheden om virkeligheden, ville det næppe være nyttigt, hvis det var bundet af de love, der styrer den fejl, det sigter mod at rette. Kun mennesket begår denne type af fejl. Det er et eksempel på den tåbelige bestandighed, som hans egne falske overbevisninger har affødt.

52.97 Kraften og styrken i menneskets kreative vilje skal forstås, før den virkelige betydning af benægtelse kan blive værdsat og opgivet. Det er ikke blot benægtelse. Det er en positiv misskabelse. Mens dens skaber nødvendigvis tror på misskabelsen, eksisterer den slet ikke på niveauet for sand skabelse.

53.98 Miraklet sammenligner det, mennesket har lavet med det højere plan af skabelse, accepterer det, der er i overensstemmelse som sandt, og afviser det uharmoniske som falsk. Alle aspekter af frygt er usande, fordi de ikke findes på det højere kreative plan, og de findes derfor slet ikke. I en hvilken som helst grad et menneske er villig til at lade sine overbevisninger underkaste denne prøve, i det omfang bliver opfattelser korrigeret.

53.99 Ved at sortere det falske fra det sande fortsætter miraklet efter de følgende linjer:

53.100 Hvis perfekt kærlighed driver frygt ud,
 Og hvis frygt findes,
Så er der ikke perfekt kærlighed.
Men kun perfekt kærlighed eksisterer virkeligt.
Hvis der er frygt,
Skaber det en tilstand, der ikke findes.

53.101 Tro dette, og du vil være fri. Kun Gud kan fastlægge denne løsning, og denne tro er Hans gave.

[1] Udtrykket "Åndeligt øje" erstattes senere af Helligånden, og det "fysiske øje" bliver egoet. Vægten på de to måder at se på bliver der imidlertid hele vejen.

II. Forvrængninger af mirakelimpulser

53.102 Du er involveret i ubevidste fordrejninger, der producerer et tæt lag over mirakelimpulser, og dette gør det svært for dem at nå bevidstheden. Arten af ​​ethvert mellemmenneskeligt forhold er begrænset eller defineret af det, du ønsker, det skal gøre. Relatering er en måde at opnå et resultat på. Faren ved forsvar ligger i deres tilbøjelighed til stift at holde misforståelser på plads. Alle handlinger, der stammer fra omvendt tænkning, er bogstaveligt talt adfærdsmæssige udtryk for dem, der ikke ved, hvad de gør. En stiv holdning kan være ekstremt pålidelig, selvom den er vendt på hovedet. Jo mere konsekvent omvendt den er, jo mere pålidelig er den faktisk.

53.103 Imidlertid er gyldighed stadigt det ultimative mål, som pålidelighed kun kan tjene. Fjendtlighed, triumf, hævn, selvfornedrelse og alle slags udtryk for manglende kærlighed ses ofte meget tydeligt i fantasierne, der følger med dem. Men det er en dybtgående fejl at forestille sig, at fordi disse fantasier er så hyppige eller dukker op så pålideligt, at dette indebærer gyldighed. Husk, at selvom gyldighed indebærer pålidelighed, kan forholdet ikke vendes om. Du kan være fuldstændig pålidelig og tage helt fejl. Selvom et pålideligt instrument måler noget, hvilken nytte er det til, medmindre du opdager, hvad "noget" er? Så dette kursus vil koncentrere sig om gyldighed og lade pålidelighed falde naturligt på plads.

53.104 Sammenblanding af mirakelimpulser med fysiske impulser er en vigtig kilde til opfattelsesmæssig fordrejning, fordi den fremkalder snarere end at udjævne den grundlæggende niveauforvirring, der ligger til grund for opfattelsen hos ​​alle dem, der søger lykke med denne verdens instrumenter. Upassende fysiske impulser (eller fejldirigerede mirakelimpulser) resulterer i bevidst skyld hvis udtrykt og depression hvis afvist. Al virkelig nydelse kommer fra at gøre Guds vilje. Dette er, fordi ikke at gøre det er en fornægtelse af selv. Benægtelse af fejl resulterer i projektion. Rettelse af fejl bringer frigørelse. "Led os ikke i fristelse" betyder "lad os ikke narre os selv til at tro, at vi kan forholde os til Gud i fred eller til vores brødre med noget som helst ydre."

53.105 Guds barn, du blev skabt til at skabe det gode, det smukke og det hellige. Mist det ikke af syne. I et lille stykke tid må Guds kærlighed stadigt udtrykkes fra én krop til en anden, fordi det virkelige syn stadigt er så svagt. Alle kan bedst bruge deres krop til at udvide sin opfattelse, så han kan se det virkelige syn. Dette syn er usynligt for det fysiske øje. Kroppens ultimative formål er at gøre sig unødvendig. At lære at gøre dette er den eneste virkelige grund til dens skabelse.

53.106 Fantasier af enhver art er fordrejede former for tænkning, fordi de altid indebærer at forvrænge opfattelser ind i uVirkelighed. Fantasi er en fornedret form for syn. Syn og åbenbaring hænger tæt sammen, mens fantasi og projektion er tættere forbundet, fordi begge forsøger at kontrollere den ydre Virkelighed i overensstemmelse med falske indre behov. Forvræng Virkeligheden på nogen måde, og du oplever destruktivt. Virkeligheden gik tabt ved hjælp af tilranelse, som til gengæld fremkaldte tyranni. Jeg fortalte jer, at I nu er genoprettet til jeres tidligere rolle i Soningsplanen, men I må stadigt vælge frit at vie jer til den større genoprettelse. Så længe blot en enkelt slave er tilbage, der går på jorden, er jeres frigørelse ikke fuldstændig. Fuldstændig genoprettelse af Søn er det eneste sande mål for de mirakel-sindede.

53.107 Ingen fantasier er sande. De er fordrejninger af opfattelse pr. definition. De er et middel til at lave falske associationer og at opnå nydelse fra dem. Mennesket kan kun gøre dette, fordi han er kreativ. Men selv om han kan opfatte falske associationer, kan han aldrig gøre dem virkelige undtagen for sig selv. Mennesket tror på det, han skaber. Hvis han skaber mirakler, vil han være lige så stærk i sin tro på dem. Styrken i hans overbevisning vil derefter støtte mirakelmodtagerens tro. Og fantasier bliver fuldstændigt unødvendige, da Virkelighedens fuldt ud tilfredsstillende karakter bliver tydelig for begge.

Kapitel To

Illusionen om adskillelse

I. Indledning

2:1 Dette afsnit omhandler et grundlæggende misbrug af viden, der i Bibelen kaldes årsagen til ”faldet” eller adskillelse. Der er nogle definitioner, som jeg bad dig om at tage fra ordbogen, der vil være nyttige her. De er noget usædvanlige, da de ikke er de første definitioner, der er givet. Ikke desto mindre burde det faktum, at hver af dem vises i ordbogen, være betryggende.

2.2 Projicerer (verbum): at udvide fremad eller ud.
Projekt (substantiv): en plan i sindet.
Verden: en naturlig storslået opdeling.

2.3 Vi vil senere henvise til projektion som relateret til både mental sundhed og mental sygdom. Vi har allerede observeret, at mennesket kan skabe en tom skal, men han kan ikke skabe ingenting overhovedet. Denne tomhed fremskaffer skærmen til misbrug af projektion.

2.4 Edens Have, der beskrives som en bogstavelig have i Bibelen,

var overhovedet ikke en egentlig have. Den var blot en mental tilstand af fuldstændig behovsmangel. Selv i den bogstavelige beretning er det bemærkelsesværdigt, at tilstanden før adskillelsen essentielt var en situation, hvor mennesket ikke havde behov for noget. ”Videnstræet” er også en alt for bogstavelig figur. Disse begreber behøver at blive afklaret, før den virkelige betydning af adskillelsen eller "omvejen ind i frygt" kan forstås fuldt ud.

2.5 At "projicere" som defineret ovenfor er en grundlæggende egenskab ved Gud, som Han gav Sin Søn. I skabelsen projicerede Gud Sin kreative evne fra Sig selv til de Sjæle, Han Skabte, og Han gennemsyrede dem også med den samme kærlige vilje til at skabe. Sjælen er ikke kun blevet skabt fuldt ud, men er også blevet skabt perfekt. Der er ingen tomhed i den. På grund af sin lighed med sin Skaber er den skabende. Intet barn af Gud kan miste denne evne, fordi den er iboende i det, han er, men han kan bruge den uhensigtsmæssigt. Når som helst projektion bruges uhensigtsmæssigt, indebærer det altid, at der eksisterer en vis tomhed eller mangel, og at det ligger i menneskets evne at placere sine egne idéer der i stedet for sandheden.

2.6 Hvis du nøje overvejer, hvad dette indebærer, vil det følgende blive ganske tydeligt:

2.7 For det første er antagelsen underforstået, at det Gud skabte kan blive ændret af menneskets sind.

2.8 For det andet accepteres begrebet om, at det, der er perfekt, kan gøres ufuldkomment eller mangelfuldt.

2.9 For det tredje accepteres troen på, at mennesket kan fordreje Guds skabelser, inklusive ham selv.

2.10 For det fjerde underforstås idéen om, at eftersom mennesket selv kan skabe, er retningen for hans egen skabelse op til ham.

2.11 Disse forbundne forvrængninger repræsenterer et billede af det, der faktisk skete i adskillelsen. Intet af dette eksisterede før, og det findes faktisk ikke nu. Verden blev skabt som ”en naturlig storslået opdeling” eller som en projicering udad af Gud. Det er derfor, at alt det, Han skabte, er ligesom Ham. Projektion, som udført af Gud, ligner meget den slags indre udstråling, som Faderens Børn arver fra Ham. Det er vigtigt at bemærke, at udtrykket “projicere udad” nødvendigvis indebærer, at den virkelige projektionskilde er indre. Dette er lige sandt for Sønnen som for Faderen.

2.12 Verden indeholdt, i den oprindelige betydning af begrebet, både den rette skabelse af mennesket af Gud og den rette skabelse af mennesket i hans retsindethed. Sidstnævnte krævede, at mennesket begavedes med fri vilje af Gud, fordi al kærlig skabelse bliver frit givet. Intet i disse udsagn indebærer nogen form for involvering i niveauer eller faktisk intet som helst andet end én kontinuerlig linje af skabelse, i hvilken alle aspekter er af samme type.

2.13 Da "slangens løgne" blev introduceret, blev de specielt kaldt "løgne", fordi de ikke er sande. Da mennesket lyttede, var alt det, han hørte, usandt. Han behøver ikke fortsat at tro på det, der ikke er sandt, medmindre han vælger at gøre det. Alle hans misskabelser kan bogstaveligt talt forsvinde i ”et blink af et øje”, fordi de kun er visuelle misopfattelser. Menneskets Åndelige øje kan sove, men et sovende øje kan stadigt se. Det, der ses i drømme, synes at være meget virkeligt. Bibelen nævner, at ”Adam faldt i en dyb søvn,” og intetsteds er der nogen henvisning til hans opvågnen.

2.14 Menneskets historie i verden, som han ser den, er endnu ikke præget af nogen ægte eller omfattende genopvågnen eller genfødsel. Dette er umuligt, så længe mennesket projicerer i en ånd af misskabelse. Det forbliver imidlertid stadigt indeni ham at projicere, som Gud projicerede Sin Egen Ånd til ham. I virkeligheden er dette hans eneste valg, fordi hans frie vilje blev givet ham til hans egen glæde over at skabe det perfekte.

2.15 Al frygt kan i sidste ende reduceres til den grundlæggende misforståelse, at mennesket har evnen til at tilrane sig Guds kraft. Det kan kun understreges, at han hverken kan eller har været i stand til at gøre dette. I denne kendsgerning ligger den virkelige begrundelse for hans undslippelse fra frygt. Undslippelsen bliver skabt af hans accept af Soningen, der anbringer ham i en position til at indse, at hans egne fejl aldrig rigtig fandt sted. Da Adam faldt i den "dybe søvn", var han i en tilstand til at kunne opleve mareridt, fordi han sov. Hvis et lys pludselig tændes, mens nogen drømmer en bange drøm, kan han i første omgang tolke selve lyset som en del af hans egen drøm og være bange for det. Men når han imidlertid vågner op, opfattes lyset korrekt som frigørelsen fra drømmen, som ikke længere er virkelighed.

2.16 Det er helt åbenlyst, at denne forløsning ikke afhænger af den slags ”viden”, der ikke er andet end bedrageriske løgne. Den viden, der oplyser frem for at skjule, er den viden, der ikke blot sætter dig fri, men som også tydeligt viser dig, at du er fri. Uanset hvilke løgne du måtte tro, bekymrer det ikke miraklet, som kan helbrede en hvilken som helst af ​​dem med samme lethed. Det skelner ikke mellem misforståelser. Dets eneste forehavende er at skelne mellem sandheden på den ene side og alle slags fejl på den anden. Nogle mirakler kan synes at være af et større omfang end andre. Men husk det første punkt på dette kursus - at der ikke er nogen rækkefølge af vanskeligheder ved mirakler.

2.17 I virkeligheden er du fuldstændig upåvirket af alle udtryk for manglende kærlighed. Disse kan enten være fra dig selv og andre eller fra dig selv til andre eller fra andre til dig. Fred er en egenskab i dig. Du kan ikke finde den udenfor. Al mental sygdom er en eller anden form for udvendig søgen. Mental sundhed er indre fred. Det giver dig mulighed for at forblive uforstyrret af mangel på kærlighed fra det udenfor og i stand til gennem dine egne mirakler at korrigere de ydre betingelser, som udspringer fra manglende kærlighed i andre.

II. Genfortolkningen af forsvar

2.18 Når du er bange for noget som helst, anerkender du dets magt til at skade dig. Husk, at hvor dit hjerte er, der er din skat også. Det betyder, at du tror på det, du værdsætter. Hvis du er bange, værdsætter du forkert. Menneskelig forståelse vil uundgåeligt værdsætte forkert, og at udstyre alle menneskelige tanker med samme magt vil uundgåeligt ødelægge fred. Det er derfor, Bibelen taler om ”Guds fred, der er hinsides (menneskelig) forståelse.” Denne fred er fuldstændigt ude af stand til at blive rystet af menneskelige fejl af nogen som helst art. Den nægter noget som helst, der ikke er af Gud, evnen til at påvirke dig på nogen måde.

2.19 Dette er den passende brug af fornægtelse. Den bruges ikke til at skjule noget, men til at rette fejl. Den bringer alle fejl ud i lyset, og eftersom fejl og mørke er det samme, korrigerer den automatisk fejl. Sand benægtelse er en magtfuld beskyttelsesenhed. Du kan og bør benægte enhver tro på, at fejl kan skade dig. Denne form for benægtelse er ikke en hemmeligholdelsesenhed, men en korrektionsenhed. ”Retsindetheden” hos de mentalt sunde er afhængige af det. Du kan gøre hvad som helst, jeg beder dig om. Jeg har bedt dig om at udføre mirakler og har gjort det klart, at mirakler er naturlige, korrigerende, helbredende og universelle. Der er intet godt, de ikke kan gøre, men de kan ikke udføres i en ånd af tvivl.

2.20 Gud og de Sjæle, Han skabte, er fuldstændigt afhængige af hinanden. Skabelsen af ​​Sjælen er allerede blevet perfekt udført, men skabelsen fra Sjæle er det ikke. Gud skabte Sjæle, så Han kunne stole på dem, fordi Han skabte dem perfekt. Han gav dem sin fred, så de ikke kunne rystes og ikke kunne bedrages. Hver gang du er bange, bliver du bedraget. Dit sind tjener ikke Sjælen. Dette sulter bogstaveligt talt Sjælen ved at nægte den dens daglige brød. Gud tilbyder udelukkende nåde. Dine ord skal kun afspejle barmhjertighed, fordi det er det, du har modtaget, og det er det, du bør give.

2.21 Retfærdighed er en midlertidig hjælp eller et forsøg på at lære mennesker betydningen af ​​barmhjertighed. Dens fordømmende side opstår kun, fordi mennesket er i stand til uretfærdighed, hvis det er det, hans sind skaber. Du er bange for Guds Vilje, fordi du har brugt din egen vilje, som Han skabte i lighed med Hans egen, til at misskabe. Det, du ikke er klar over, er, at sindet kun kan misskabe, når det ikke er frit. Et fængslet sind er per definition ikke frit. Det er besat eller holdes tilbage af sig selv. Dets vilje er derfor begrænset og er ikke fri til at gøre sig gældende. Den virkelige betydning af "er samme type", som blev nævnt tidligere, er "er af ét sind eller én vilje." Når Sønskabets og Faderens vilje er én, er deres perfekte overensstemmelse Hamlen.

2.22 Benægtelse af fejl er et kraftfuldt forsvar for sandheden. Du vil bemærke, at vi har flyttet vægten fra den negative til den positive brug af benægtelse. Som vi allerede har sagt, er benægtelse ikke et rent negativt middel; den resulterer i positiv misskabelse. Det er den måde, psykisk syge anvender den på. Men husk din egen meget tidlige tanke – ”Undervurder aldrig benægtelsens magt.” I ”retsindethedens” tjeneste befrier benægtelse af fejl sindet og genindfører viljens frihed. Når viljen virkelig er fri, kan den ikke misskabe, fordi den kun genkender sandheden.

2.23 Falsk projicering opstår som følge af falsk benægtelse, ikke af dens rette brug. Min egen rolle i Soningen er sand projicering; Jeg kan projicere bekræftelse af sandheden til dig. Hvis du projicerer fejl til mig eller til dig selv, griber du ind i processen. Min brug af projektion, som også kan være din, er ikke baseret på fejlagtig benægtelse. Det involverer dog imidlertid den meget magtfulde brug af benægtelse af fejl. Mirakelarbejderen er en, der accepterer min form for benægtelse og projektion, forener sine egne iboende evner til at benægte og projicere med mine og pålægger sig selv og andre dem. Dette fastlægger den totale mangel på trusler noget som helst sted. Sammen kan vi så arbejde for den virkelige fredstid, der er evig.

2.24 Den upassende brug af forsvar anerkendes vidt og bredt, men deres passende anvendelse var endnu ikke tilstrækkeligt forstået. De kan virkelig skabe menneskets opfattelse både af sig selv og af verden. De kan fordreje eller korrigere afhængigt af det, du bruger dem til.

2.25 Benægtelse bør kun rettes mod fejl, og projektion bør kun forbeholdes sandheden. Du bør i sandhed give, som du i sandhed har modtaget. Den Gyldne Regel kan kun arbejde effektivt på dette grundlag.

2.26 Intellektualisering er et udtryk, der stammer fra sind-hjerne-forvirring. "Ret sindethed" er den enhed, der forsvarer det rette sind og giver det kontrol over kroppen. "Intellektualisering" indebærer en splittelse, mens "retsindighed" involverer helbredelse.

2.27 Tilbagetrækning anvendes korrekt i tjenesten til at trække sig ud af det meningsløse. Det er ikke en enhed til undslippelse, men til konsolidering. Der er kun Et Sind.

2.28 Adskillelse er meget lignende. Du bør udskille eller adskille dig selv fra fejl, men kun i forsvar for integration.

2.29 Ikke-tilknytning er i det væsentlige en svagere form for adskillelse.

2.30 Flugt kan udføres i en  hvilken som helst retning, du vælger, men bemærk, at selve konceptet indebærer flugt fra noget. Flugt fra fejl er fuldstændigt passende.

2.31 Afstandtagen kan passende bruges som en måde at anbringe afstand mellem dig selv og det, du bør flygte fra.

2.32 Regression er et forsøg på at vende tilbage til din egen oprindelige tilstand. Den kan således bruges til at gendanne snarere end at vende tilbage til det mindre modne.

2.33 Sublimering bør være en omdirigering af indsatsen til det sublime.

2.34 Der er mange andre såkaldte “dynamiske” begreber, som er dybe fejl, væsentligst på grund af misbrug af forsvar. Blandt dem er begrebet forskellige niveauer af aspirationer, der faktisk er resultatet af niveauforvirring. Det vigtigste punkt, der skal forstås fra dette afsnit, er imidlertid, at du kan forsvare sandheden såvel som fejl og faktisk meget bedre.

2.35 Midlerne er lettere at afklare, når værdien af ​​selve målet er fastlagt. Enhver forsvarer sin egen skat. Du behøver ikke at bede ham om at gøre det, fordi han gør det automatisk. De virkelige spørgsmål er stadig tilbage. Hvad værdsætter du, og hvor meget værdsætter du det? Når du engang har lært at overveje disse to spørgsmål og at bringe dem ind i alle dine handlinger som de sande kriterier for adfærd, vil jeg have meget få vanskeligheder med at afklare midlerne. Du har ikke lært at være konsekvent i dette endnu. Jeg har derfor koncentreret mig om at vise dig, at midlerne er tilgængelige, når som helst du beder om det. Du kan dog spare meget tid, hvis du ikke forlænger dette trin unødvendigt. Det korrekte fokus vil forkorte det umådeligt.

2.36 Soningen er det eneste forsvar, der ikke kan bruges destruktivt. Det skyldes, at selvom alle til sidst må tilslutte sig det, er det ikke en enhed, der blev produceret af mennesker. Soningsprincippet var i kraft længe før selve Soningen begyndte. Princippet var kærlighed, og Soningen i sig selv var en kærlighedshandling. Handlinger var ikke nødvendige før adskillelsen, fordi tid-rum troen ikke eksisterede. Det var først efter adskillelsen, at Soningens forsvar og de nødvendige betingelser for dens opfyldelse blev niveaulagt.

2.37 Det blev mere og mere tydeligt, at alle de forsvar, som mennesket kan vælge at bruge konstruktivt eller destruktivt, ikke var nok til at redde ham. Det blev derfor besluttet, at han havde brug for et forsvar, der var så pragtfuldt, at han ikke kunne misbruge det, selvom han kunne afvise det. Hans valg kunne dog ikke omdanne det til et angrebsvåben, som er den iboende egenskab ved alle andre forsvar. Soningen bliver således det eneste forsvar, der ikke er et tveægget sværd.

2.38 Soningen begyndte faktisk længe før korsfæstelsen. Mange Sjæle tilbød deres indsats på vegne af de adskilte, men de kunne ikke modstå styrken af ​​angrebet og måtte bringes tilbage. Engle kom også, men deres beskyttelse var ikke tilstrækkelig, fordi de adskilte ikke var interesseret i fred. De havde allerede delt deres sind og var tilbøjelige til at opdele yderligere snarere end at genintegrere. De niveauer, de introducerede i deres sind, vendte sig mod hinanden, og de fastlagde forskelle, opdelinger, spaltninger, spredninger og alle de andre begreber forbundet med de stigende splittelser, som de producerede.

2.39 Da de ikke var i deres retsind, vendte de deres forsvar fra beskyttelse til overfald og handlede bogstaveligt sindssygt. Det var vigtigt at indføre en split-sikker enhed, der kun kunne bruges til at helbrede, hvis den overhovedet blev brugt. Soningen blev indbygget i rum-tid-troen for at sætte en grænse for behovet for troen og i sidste ende for at gøre indlæringen komplet. Soningen er den sidste lektion. Indlæringen selv, som de klasseværelser, hvori den forekommer, er midlertidige. Evnen til at lære har ingen værdi, når ændring af forståelse ikke længere er nødvendig. De evigt kreative har intet at lære. Først efter adskillelsen var det nødvendigt at dirigere de kreative kræfter til at lære, fordi ændret adfærd var blevet obligatorisk.

2.40 Mennesker kan lære at forbedre deres opførsel og kan også lære at blive bedre og bedre elever. Dette tjener til at bringe dem i tættere og tættere overensstemmelse med Sønskabet, men Sønskabet selv er en perfekt skabelse, og perfektion er ikke et spørgsmål om grad. Kun mens der er forskellige grader, er indlæring meningsfuld. Menneskets "evolution" er blot en proces, hvor han går videre fra den ene grad til den næste. Han korrigerer sine tidligere fejltrin ved at gå fremad. Dette repræsenterer en proces, der faktisk er uforståelig på tidsmæssige vilkår, fordi han vender tilbage, når han går fremad.

2.41 Soningen er det middel, hvormed han kan befri sig fra fortiden, efterhånden som han går fremad. Den ophæver hans tidligere fejl, hvilket gør det unødvendigt for ham at blive ved med at gå tilbage over sine skridt uden at fremme sin tilbagevenden. I denne forstand sparer Soningen tid, men ligesom miraklet, der tjener den, afskaffes den ikke. Så længe, der er behov for Soning, er der behov for tid. Men Soningen som et afsluttet niveau har et enestående forhold til tiden. Indtil Soningen er afsluttet, vil dens forskellige faser fortsætte indeni tiden, men hele Soningen står ved tidens ende. På dette tidspunkt er tilbagevendelsens bro blevet bygget.

2.42 Soningen er en total forpligtelse. Du tror stadig, at dette er forbundet med tab. Dette er den samme fejl, alle de adskilte begår på den ene eller den anden måde. De kan ikke tro, at et forsvar, der ikke kan angribe, er det bedste forsvar. Dette er det, der menes med ”den sagtmodige skal arve jorden.” De vil bogstaveligt talt overtage den på grund af deres styrke. Et tovejs forsvar er i sig selv svagt netop, fordi det har to kanter og kan vende sig mod selvet meget uventet. Denne tendens kan ikke kontrolleres undtagen af mirakler.

2.43 Miraklet vender Soningens forsvar til beskyttelsen af ​​det indre selv, som, når det bliver mere og mere sikkert, antager sit naturlige talent for at beskytte andre. Det indre selv kender sig selv som både en bror og en Søn. Du ved, at når forsvaret forstyrres, er der en periode med virkelig desorientering ledsaget af frygt, skyld og normalt en vaklen mellem angst og depression. Dette kursus er anderledes, fordi forsvaret ikke bliver forstyrret, men genfortolket, selvom du måske oplever det som den samme ting. Ved genfortolkning af forsvar tabes kun deres anvendelse til angreb. Da dette betyder, at de kun kan bruges på én måde, bliver de meget stærkere og meget mere pålidelige. De er ikke længere imod Soningen, men letter det meget.

2.44 Soningen kan kun accepteres indeni dig. Du har opfattet den stort set som udenfor indtil nu, og det er derfor, din oplevelse af den har været minimal. Genfortolkning af forsvar er vigtig for at frigive det indre lys. Siden adskillelsen er menneskets forsvar næsten udelukkende blevet brugt til at forsvare sig mod Soningen og således opretholde adskillelsen. Selv ser de generelt dette som et behov for at beskytte kroppen. De mange kropsfantasier, som menneskers sind beskæftiger sig med, stammer fra den forvrængede opfattelse af, at kroppen kan bruges som et middel til at opnå ”Soning.”

2.45 Det at opfatte kroppen som et tempel er kun det første skridt til at rette op på denne form for forvrængning. Det ændrer en del af misforståelsen, men ikke det hele. Dog erkendes det, at begrebet Soning på fysiske vilkår ikke er passende. Imidlertid er det næste trin at indse, at et tempel overhovedet ikke er en bygning. Dets virkelige hellighed ligger i det indre alter, som bygningen er bygget omkring. Den upassende vægt, som mennesker har lagt på smukke kirkebygninger, er et tegn på deres frygt for Soning og deres uvillighed til at nå selve alteret. Templets virkelige skønhed kan ikke ses med det fysiske øje. Det Åndelige øje på den anden side kan ikke se bygningen overhovedet, fordi det har perfekt syn Det kan dog se alteret med perfekt klarhed.

2.46 For perfekt effektivitet hører Soningen til i centrum af det indre alter, hvor det ophæver adskillelsen og gendanner sindets helhed. Før adskillelsen var sindet usårligt overfor frygt, fordi frygt ikke eksisterede. Både adskillelsen og frygten er sindets misskabelser, som må opløses. Dette er det, der menes med ”restaurering af templet.” Det betyder ikke genoprettelse af bygningen, men åbningen af ​​alteret for at modtage Soningen. Dette heler adskillelsen og placerer indeni mennesket det ene forsvar mod alle adskillelse sind-fejl, der kan gøre ham fuldstændig usårlig.

2.47 Accepten af Soningen af ​​alle er kun et spørgsmål om tid. Faktisk blev både tid og stof skabt til dette formål. Dette ser ud til at være i modstrid med den frie vilje på grund af uundgåeligheden af ​​den endelige beslutning. Hvis du gennemgår idéen omhyggeligt, vil du imidlertid indse, at dette ikke er sandt. Alt er begrænset på en eller anden måde af den måde, det skabtes på. Fri vilje kan nøle og er i stand til enorm tøven. Men den kan ikke helt adskille sig fra sin Skaber, Der sætter grænserne for dens evne til at misskabe i kraft af dens eget virkelige formål.

2.48 Misbrug af vilje skaber en situation, der i det ekstreme bliver helt utålelig. Smertetærskler kan være høje, men de er ikke ubegrænsede. Til sidst begynder alle at indse, ligegyldigt hvor svagt, at der må være en bedre måde. Efterhånden som denne erkendelse bliver mere fast etableret, bliver den et opfattelsesmæssigt vendepunkt. Dette genopvækker i sidste ende det Åndelige øje og svækker samtidig investeringen i fysisk syn. De skiftende investeringer i de to typer eller niveauer af opfattelse opleves sædvanligvis som konflikt i lang tid og kan blive meget akut, men resultatet er lige så sikkert som Gud.

2.49 Det Åndelige øje kan bogstaveligt talt ikke se fejl og søger blot Soning. Alle de løsninger, som de fysiske øjne søger, opløses i Dets syn. Det Åndelige øje, der ser indeni, indser med det samme, at alteret er blevet besmittet og behøver at blive repareret og beskyttet. Fuldstændigt bevidst om det rette forsvar, passerer Det forbi alt andet, forbi fortidens fejl til sandheden. På grund af den virkelige styrke i Dets syn, trækker Det viljen ind i Dets tjeneste og tilskynder sindet til at være enig. Dette genindfører viljens sande kraft og gør den i stigende grad ude af stand til at tolerere forsinkelse. Sindet indser så med stigende sikkerhed, at forsinkelse kun er en måde at øge unødvendig smerte på, som det ikke behøver at tolerere overhovedet. Smertetærsklen falder i overensstemmelse hermed, og sindet bliver stadig mere følsomt overfor det, det engang ville have betragtet som en meget mindre indtrængen af ​​ubehag.

2.50 Guds Børn er berettiget til perfekt trøst, der kommer fra en følelse af perfekt tillid. Indtil de opnår dette, spilder de sig selv og deres sande skabende kræfter på unyttige forsøg på at gøre sig selv mere komfortable med upassende midler. Men de virkelige midler er allerede givet og involverer overhovedet ikke nogen indsats fra deres side. Deres egocentrering misopfatter normalt dette som personligt fornærmende, en fortolkning, der tydeligvis stammer fra deres misforståelse af sig selv. Egocentrering og helligt fællesskab kan ikke eksistere sammen. Selv udtrykkene er modstridende.

2.51 Soningen er den eneste gave, der er værdig til at blive tilbudt til Guds alter. Dette er på grund af den uvurderlige værdi af selve alteret. Det blev skabt perfekt og er helt værdigt til at modtage perfektion. Gud er ensom uden Hans Sjæle, og de er ensomme uden Ham. Mennesker må lære at opfatte verden som et middel til at helbrede adskillelsen. Soningen er garantien for, at de i sidste ende vil have succes.

III. Helbredelse som frigørelse fra frygt

2.52 Vægten vil nu være på helbredelse. Miraklet er midlet, Soningen er princippet, og helbredelse er resultatet. De, der taler om ”helbredelsens mirakel”, kombinerer to virkelighedsordner uhensigtsmæssigt. Helbredelse er ikke et mirakel. Soningen eller det endelige mirakel er et middel, mens enhver form for helbredelse er et resultat. Den type fejl, som Soning anvendes på, er uden betydning. I det væsentlige er al helbredelse frigørelse fra frygt. For at påtage dig dette, kan du ikke være bange for dig selv. Du forstår ikke helbredelse på grund af din egen frygt.

2.53 Et vigtigt trin i Soningsplanen er at opløse fejl på alle niveauer. Sygdom, som virkelig er "ikke-ret-sindethed," er resultatet af niveau forvirring i den forstand, at den altid indebærer en tro på, at det, der er galt på et niveau, kan have negativ indflydelse på et andet. Vi har konstant omtalt mirakler som middel til at korrigere niveauforvirring, og alle fejl må rettes på det niveau, hvor de forekommer. Kun sindet er i stand til at fejle. Kroppen kan handle fejlagtigt, men det er kun fordi den reagerer på forkert tanke. Kroppen kan ikke skabe, og troen på, at den kan, en fundamental fejl, producerer alle fysiske symptomer.

2.54 Al fysisk sygdom repræsenterer en tro på magi. Hele forvrængningen, der skabte magi, hviler på troen på, at der er en skabende evne i stof, som sindet ikke kan kontrollere. Denne fejl kan antage to former – det kan blive troet, at sindet kan misskabe i kroppen, eller at kroppen kan misskabe i sindet. Hvis det er forstået, at sindet, som er det eneste skabelsesniveau, ikke kan skabe ud over sig selv, behøver ingen af de to typer af forvirring at forekomme.

2.55 Årsagen til, at kun sindet kan skabe, er mere indlysende end det måske umiddelbart er tydeligt. Sjælen er blevet skabt. Kroppen er en indlæringsanordning for sindet. Indlæringsanordninger er ikke lektioner i sig selv. Deres formål er kun at gøre tænkningen lettere for den studerende. Det højeste, en fejlagtig brug af en indlæringsanordning kan gøre, er at undlade at fremme indlæring. Det har i sig selv ingen magt til at introducere faktiske indlæringsfejl.

2.56 Kroppen, hvis den forstås korrekt, deler Soningens usårlighed overfor tveægget anvendelse. Dette er ikke, fordi kroppen er et mirakel, men fordi den ikke iboende er åben for fejlfortolkning. Kroppen er kun et faktum i menneskelig oplevelse. Dens evner kan blive og er ofte overvurderet. Det er imidlertid næsten umuligt at benægte dens eksistens. De, der gør det, engagerer sig i en særlig uværdig form for benægtelse. Udtrykket "uværdig" indebærer her simpelthen, at det ikke er nødvendigt at beskytte sindet ved at benægte den uopmærksomme. [Der er næppe tvivl om, at sindet kan misskabe.] Hvis man benægter dette uheldige aspekt af sindets magt, benægter man også selve magten.

2.57 Alle materielle midler, som mennesket accepterer som løsninger på kropslig sygdom, er kun generklæringer af magiske principper. Det var det første niveau af fejlen at tro, at kroppen skabte sin egen sygdom. Det er et andet fejltrin at forsøge på at helbrede den gennem ikke-kreative midler. Det følger imidlertid ikke, at brugen af ​​disse meget svage korrigerende anordninger er ond. Nogle gange har sygdommen et tilstrækkeligt stort greb om et sind til at gøre en person utilgængelig for Soning. I dette tilfælde kan det være klogt at anvende en kompromis-tilgang til sind og krop, hvor noget udefra midlertidigt giver helbredende tro.

2.58 Dette er, fordi den sidste ting, der kan hjælpe den ikke-ret-sindede, eller den syge, er en forøgelse af frygt. De er allerede i en frygtsvækket tilstand. Hvis de uhensigtsmæssigt udsættes for et ”ufortyndet” mirakel, kan de måske gå brat ind i panik. Dette forekommer især sandsynligt, når omvendt opfattelse har skabt troen på, at mirakler er skræmmende.

2.59 Værdien af ​​Soningen ligger ikke i den måde, hvorpå den udtrykkes. Faktisk, hvis den i sandhed bruges, vil den uundgåeligt blive udtrykt på en hvilken som helst måde, der er mest nyttig for modtageren. Dette betyder, at et mirakel, for at opnå dets fulde effektivitet, må udtrykkes i et sprog, som modtageren kan forstå uden frygt. Det følger ikke på nogen måde, at dette er det højeste kommunikationsniveau, som han er i stand til. Det betyder dog, at det er det højeste kommunikationsniveau, som han er i stand til nu. Hele målet med miraklet er at hæve kommunikationsniveauet og ikke at pålægge regression i den upassende forstand på det.

2.60 Før mirakelarbejdere er rede til at påtage sig deres funktion i denne verden, er det vigtigt, at de fuldt ud forstår frygten for frigørelse. Ellers fremmer de uforvarende troen på, at frigørelse er at blive puttet i fængsel, en tro, der er meget fremherskende. Denne misopfattelse opstod fra den underliggende fejlopfattelse, at skade kan blive begrænset til kroppen. Dette var på grund af den meget større frygt for, at sindet kan skade sig selv. Ingen af ​​fejlene er virkelig meningsfulde, fordi sindets misskabelser ikke rigtigt eksisterer. Denne erkendelse er en langt bedre beskyttelsesanordning end nogen som helst form for niveauforvirring, fordi den introducerer korrektion på fejlens niveau.

2.61 Det er vigtigt at huske, at kun sindet kan skabe. Underforstået i dette er den naturlige følge, at korrektion hører til på tankeniveauet. For at gentage en tidligere erklæring og udvide den noget er Sjælen allerede perfekt og kræver derfor ikke korrektion. Kroppen findes ikke rigtig, undtagen som en indlæringsanordning for sindet. Denne indlæringsanordning er ikke underlagt egne fejl, fordi den blev skabt, men den er ikke skabende. Så det burde være indlysende at korrigere skaberen eller tilskynde den til at opgive sin misskabelse er den eneste anvendelse af kreative evner, der i sandhed er meningsfuld.

2.62 Magi er essentielt tankeløs eller den misskabende brug af sindet. Fysiske medikamenter er former for ”besværgelser.” De, der er bange for at bruge sindet til helbredelse, bør ikke forsøge at gøre det. Selve den kendsgerning, at de er bange, har gjort dem sårbare over for misskabelse. De vil derfor sandsynligvis misforstå nogen som helst helbredelse, de måtte fremkalde, og fordi egocentrering og frygt normalt forekommer sammen, måske ikke være i stand til at acceptere den virkelige Kilde til helbredelsen. Under disse forhold er det mere trygt for dem midlertidigt at stole på fysiske helbredelses-anordninger, fordi de ikke kan misforstå dem som deres egne skabelser. Så længe deres følelse af sårbarhed vedvarer, bør de afskærmes fra endog at forsøge mirakler.

2.63 Vi har allerede sagt, at miraklet er et udtryk for mirakel-sindethed. Mirakel-sindethed betyder blot ret-sindethed i den forstand, som vi nu bruger det. De ret-sindede hverken ophøjer eller nedgør mirakelarbejderens eller mirakelmodtagerens sind. Som en skabende handling behøver miraklet imidlertid ikke at afvente modtagerens ret-sindethed. I virkeligheden er dets formål at genoprette ham til hans rette sind. Det er imidlertid vigtigt, at mirakelarbejderen er i sit rette sind, ellers vil han være ud af stand til at genindføre ret-sindethed i en anden.

2.64 Den healer, der er stoler på sin egen parathed, bringer sin forståelse i fare. Han er fuldstændigt tryg, så længe han er helt ubekymret om sin parathed, men opretholder en bestandig tillid til min. Hvis dine mirakelarbejdende tendenser ikke fungerer korrekt, er det altid, fordi frygt har trængt sig ind i din ret-sindethed og bogstaveligt talt har forstyrret den (eller vendt den på hovedet). Alle former for ikke-ret-sindethed er resultatet af afvisning af at acceptere Soningen for dig selv. Hvis mirakelarbejderen virkeligt accepterer den, anbringer han sig selv i en position til at erkende, at de, der har brug for at blive helbredt, simpelthen er dem, der ikke har indset, at ret-sindethed er helbredelse.

2.65 Mirakelarbejderens eneste ansvar er at acceptere Soningen for sig selv. Dette betyder, at han anerkender, at sindet er det eneste skabende niveau, og at dets fejl bliver helbredt af Soningen. Når han først accepterer dette, kan hans sind kun blive helbredt. Ved at nægte sit sind ethvert destruktivt potentiale og genindføre dets rent konstruktive kræfter, har han anbragt sig selv i en position, hvor han kan opløse andres niveauforvirring. Budskabet, han så giver andre, er sandheden, at deres sind er konstruktive på samme måde, og at deres misskabelser ikke kan skade dem. Ved at bekræfte dette frigiver mirakelarbejderen sindet fra at overvurdere sin egen indlæringsanordning (kroppen) og gendanner sindet til dets sande position som den studerende.

2.66 Det bør igen understreges, at kroppen ikke lærer mere end den skaber. Som en indlæringsanordning følger den blot den studerende, men hvis den falskt bliver udstyret med selvinitiativ, bliver det en alvorlig hindring for selve indlæringen, som den skal lette. Kun sindet er i stand til illumination. Sjælen er allerede illumineret, og kroppen i sig selv er for kompakt. Sindet kan imidlertid bringe sin illumination til kroppen ved at erkende, at kompaktheden er det modsatte af intelligens og er derfor utilbøjelig til uafhængig indlæring. Den bringes imidlertid let i overensstemmelse med et sind, der har lært at se hinsides kompakthed mod lys.

2.67 Korrigerende indlæring begynder altid med vækningen af det Åndelige øje og vender sig bort fra troen på fysisk syn. Årsagen til, at dette så ofte indebærer frygt, er, fordi mennesket er bange for det, hans Åndelige øje vil se. Vi sagde før, at det Åndelige øje ikke kan se fejl og kun er i stand til at se ud over den til Soningens forsvar. Der er ingen tvivl om, at det Åndelige øje virkeligt fremkalder ekstremt ubehag ved det, det ser. Dog det, mennesket glemmer, er, at ubehaget ikke er det endelige resultat af dets opfattelse. Når det Åndelige øje får lov til at se på besmittelsen af alteret, ser det også øjeblikkeligt hen mod Soningen.

2.68 Intet, som det åndelige øje opfatter, kan fremkalde frygt. Alt, der er resultatet af nøjagtig åndelig bevidsthed, kanaliseres blot mod korrektion. Ubehag vækkes kun for at bringe behovet for korrektion til bevidstheden med magt. Det, det fysiske øje ser, er ikke korrigerende, og det kan heller ikke korrigeres med nogen anordning, der kan ses fysisk. Så længe et menneske tror på det, hans fysiske syn fortæller ham, vil al hans korrigerende opførsel blive fejlagtig. Det virkelige syn er skjult, fordi mennesket ikke kan udholde at se sit eget besmittede alter. Men eftersom alteret er blevet besmittet, bliver hans tilstand dobbelt farlig, medmindre det bliver opfattet.

2.69 Frygten for helbredelse opstår i sidste ende fra en manglende vilje til at acceptere den utvetydige kendsgerning, at helbredelse er nødvendig. Manden er ikke villig til at se på det, han har gjort mod sig selv. Helbredelse er en evne, der er lånt ud til mennesket efter adskillelsen, før hvilken den var fuldstændig unødvendig. Som alle aspekter af rum-tid-troen, er helbredelses-evnen midlertidig. Så længe tiden fortsætter, er der imidlertid brug for helbredelse som et middel til menneskelig beskyttelse. Dette skyldes, at helbredelse hviler på næstekærlighed, og næstekærlighed er en måde at opfatte en andens perfektion på, selvom han ikke selv kan opfatte den.

2.70 De fleste af de højere begreber, som mennesket er i stand til nu, er tidsafhængige. Næstekærlighed er virkelig en svagere afspejling af en meget mere magtfuld kærlighedsomslutning, der er langt ud over nogen som helst form for næstekærlighed, som mennesket endnu kan forestille sig. Næstekærlighed er væsentlig for ret-sindethed i den begrænsede forstand, som ret-sindethed nu kan opnås. Næstekærlighed er en måde at se på en anden på, som om han allerede var gået langt hinsides sine faktiske resultater i tid. Da hans egen tænkning er fejlagtig, kan han ikke se Soningen for sig selv, ellers ville han ikke have behov for næstekærlighed. Den næstekærlighed, der tildeles ham, er både en anerkendelse af, at han er svag, og en anerkendelse af, at han kunne være stærkere.

2.71 Den måde, hvorpå begge disse opfattelser er anført, indebærer klart deres afhængighed af tid, hvilket gør det ganske tydeligt, at næstekærlighed ligger indenfor de menneskelige begrænsninger, dog mod dens højere niveauer. Vi sagde før, at kun åbenbaring overskrider tiden. Miraklet, som et udtryk for sand menneskelig næstekærlighed, kan højst forkorte tiden. Det må imidlertid forstås, at når som helst et menneske tilbyder et mirakel til en anden, forkorter han lidelsen for begge. Dette introducerer en korrektion i hele optegnelsen, der korrigerer såvel med tilbagevirkende kraft som fremadskridende.

IV. Frygt som mangel på kærlighed.

2.72 Du tror, ​ "at være bange" er ufrivilligt, noget hinsides din kontrol. Dog har jeg fortalt dig flere gange, at kun konstruktive handlinger bør være ufrivillige. Vi har sagt, at Kristus-kontrol kan overtage alt det, der ikke betyder noget, mens Kristus-vejledning kan dirigere alt det, der gør, hvis du vælger det således. Frygt kan ikke være Kristus-kontrolleret, men den kan være selvkontrolleret. Den forhindrer mig i at kontrollere den. Korrektionen er derfor et spørgsmål om din vilje, fordi dens tilstedeværelse viser, at du har hævet det uvæsentlige til et højere niveau, end det berettiger til. Du har således bragt den under din vilje, hvor den ikke hører hjemme. Det betyder, at du føler dig ansvarlig for den. Niveauforvirringen her er indlysende.

2.73 Årsagen til, at jeg ikke kan kontrollere frygt for dig, er, at du forsøger at hæve det rette indhold af lavere orden virkelighed til sindets niveau. Jeg fremmer ikke niveau forvirring, men du kan vælge at rette den. Du ville ikke tolerere sindssyg opførsel fra din side og ville næppe komme frem med den undskyldning, at du ikke kunne gøre for det. Hvorfor skulle du tolerere sindssyg tænkning? Der er en forvirring her, som du ville have godt af at se klart på. Du tror, ​​at du er ansvarlig for det, du gør, men ikke for det, du tænker. Sandheden er, at du er ansvarlig for det, du tænker, fordi det kun er på dette niveau, du kan udøve valg.

2.74 Det, du gør, kommer fra det, du tænker. Du kan ikke adskille dig fra sandheden ved at "give" selvbestemmelse til adfærd. Denne styres automatisk af mig, så snart du placerer det, du tænker under min vejledning. Når som helst du er bange, er det et sikkert tegn på, at du har tilladt dit sind at misskabe eller ikke har tilladt mig at vejlede det. Det er meningsløst at tro, at kontrol af resultatet af forkert tænkning kan resultere i helbredelse. Når du er bange, har du villet forkert. Derfor føler du dig ansvarlig for det. Du må ændre dit sind, ikke din opførsel, og dette er et spørgsmål om vilje.

2.75 Du har ikke brug for vejledning undtagen på sindsniveau. Korrektion hører kun til på det niveau, hvor skabelse er mulig. Udtrykket betyder ikke noget på symptomniveauet, hvor det ikke kan fungere. Korrektion af frygt er dit ansvar. Når du beder om frigørelse fra frygt, antyder du, at det ikke er tilfældet. I stedet bør du bede om hjælp til de forhold, der har frembragt frygt. Disse forhold indebærer altid en adskilt sindsvillighed. På det niveau kan du gøre for det. Du er alt for tolerant overfor at lade sindet vandre og godkender dermed passivt dets misskabelser. Det særlige resultat betyder ikke noget, men den grundlæggende fejl gør det. Korrektionen er altid den samme. Før du vil at gøre noget som helst, så spørg mig, om din vilje er i overensstemmelse med min. Hvis du er sikker på, at den er det, vil der ikke være nogen frygt.

2.76 Frygt er altid et tegn på belastning, der opstår, når som helst viljen til at gøre er i konflikt med det, du gør. Denne situation opstår på to måder:

2.77 For det første kan du ville at gøre modstridende ting, enten samtidigt eller efter hinanden. Dette fremkalder konfliktadfærd, som er utålelig for dig selv, fordi den del af viljen, der ønsker at gøre noget andet, er rasende.

2.78 For det andet kan du opføre dig, som du synes, du bør, men uden at gøre det helt villigt. Dette fremkalder konsekvent opførsel, men indebærer stor belastning indeni selvet.

2.79 I begge tilfælde er viljen og opførslen ude af overensstemmelse, hvilket resulterer i en situation, hvori du gør det, du ikke vil. Dette vækker en følelse af tvang, der normalt producerer raseri. Raseriet invaderer derefter sindet og projicering i den forkerte betydning vil sandsynligvis følge. Depression eller angst er næsten sikker.

2.80 Husk, at når som helst der er frygt, skyldes det, at du ikke har besluttet dig. Din vilje er splittet, og din opførsel bliver uundgåeligt svingende. Korrigering på adfærdsniveau kan flytte fejlen fra den første til den anden type belastning beskrevet ovenfor, men vil ikke udslette frygt. Det er muligt at nå en tilstand, hvor du bringer din vilje under min vejledning uden meget bevidst indsats, men dette indebærer vanemønstre, som du endnu ikke har udviklet pålideligt. Gud kan ikke bede om mere end du vil. Styrken til at gøre kommer fra din egen udelte vilje til at gøre. Der er ingen belastning i at gøre Guds vilje, så snart du anerkender, at det også er din egen.

2.81 Lektionen her er ganske enkel, men særligt velegnet til at blive overset. Jeg vil derfor gentage den og opfordre dig til at lytte. Kun dit sind kan frembringe frygt. Det gør det, når det er i konflikt med det, det vil, og derved frembringes en uundgåelig belastning, fordi villen og gøren bliver uharmonisk. Dette kan ikke korrigeres ved bedre gøren, men det kan blive korrigeret af højere villen.

V. Korrektionen for mangel på kærlighed.

2.82 Det første korrigerende trin er vid først, at dette er et udtryk for frygt. Så sig til dig selv, at du på en eller anden måde må have villet ikke at elske , ellers kunne den frygt, der opstår ved adfærd-vilje konflikt, ikke være opstået. Så er hele processen intet andet end en række pragmatiske trin i den større proces med at acceptere Soningen som selve midlet. Disse trin kan sammenfattes som følger:

2.1.83 Vid først, at dette er frygt.

2.2.84 Frygt opstår fra manglende kærlighed.             

2.3.85 Det eneste middel mod manglende kærlighed er perfekt kærlighed.

2.4.86 Perfekt kærlighed er Soningen.

2.87 Vi har understreget, at miraklet eller Soningens udtryk altid er et tegn på virkelig respekt fra den værdige til den værdige. Dette værd bliver genoprettet af Soningen. Så det er indlysende, at når du er bange, har du placeret dig selv i en position, hvor du har brug for Soning, fordi du har foretaget dig noget kærlighedsløst, har villet uden kærlighed. Dette er netop den situation, hvortil Soningen blev tilbudt. Behovet for lægemidlet inspirerede dets oprettelse. Så længe du kun anerkender behovet for lægemidlet, vil du blive ved med at være bange. Så snart du afhjælper det, har du imidlertid også afskaffet frygt. Sådan forekommer sand helbredelse.

2.88 Alle oplever frygt, og ingen nyder den. Dog kræver det meget lidt ret-tænkning at indse, hvorfor frygt dukker op. Meget få mennesker sætter pris på sindets virkelige kraft, og ingen er fuldt ud klar over den hele tiden. Men hvis nogen håber at skåne sig selv for frygt, er der nogle ting, han må indse og indse fuldt ud. Sindet er en meget magtfuld skaber, og det mister aldrig sin kreative kraft. Det sover aldrig. Hvert øjeblik skaber det og altid, som du vil. Mange af dine almindelige udtryk afspejler dette. Når du f.eks. Siger:  "Giv det ikke en tanke," antyder du, at hvis du ikke tænker på noget, vil det ikke have nogen indflydelse på dig. Og det er sandt nok.

2.89 På den anden side illustrerer mange andre udtryk tydeligt den fremherskende manglende bevidsthed om tanke-kraft. For eksempel siger du ”Bare en strøtanke” og mener, at den tanke ikke har nogen virkning. Du taler også om nogle handlinger som "tankeløse", hvilket betyder, at hvis personen havde tænkt, ville han ikke opføre sig, som han gjorde. Mens udtryk som "tænke stort" giver en vis anerkendelse af tankens kraft, kommer det stadigt ikke i nærheden af ​​sandheden. Du forventer ikke at vokse, når du siger det, fordi du ikke virkelig tror, ​​at du vil.

2.90 Det er svært at anerkende, at tanke og tro kombineres til et strømstød, der bogstaveligt talt kan flytte bjerge. Ved første øjekast ser det ud til, at det blot er hovmodigt at tro en sådan magt om dig selv, men det er ikke den egentlige grund til, at du ikke tror på den. Folk foretrækker at tro, at deres tanker ikke kan udøve virkelig kontrol, fordi de bogstaveligt talt er bange for dem. Mange psykoterapeuter forsøger at hjælpe mennesker, der fx er bange for deres dødsønsker ved at afskrive ønskets kraft. De forsøger endda at "befri" patienten ved at overtale ham til, at han kan tænke, hvad han vil, uden nogen virkelig virkning overhovedet.

2.91 Der er et rigtigt dilemma her, som kun de sandt ret-sindede kan undslippe. Dødsønsker dræber ikke i fysisk forstand, men de dræber virkeligt åndelig bevidsthed. Al destruktiv tænkning er farlig. Givet et dødsønske har et menneske intet andet valg end at handle på tanken eller at opføre sig i modsætning til den. Han vælger således kun mellem mord og frygt. Den anden mulighed er, at han nedskriver kraften i sin tanke. Dette er den sædvanlige psykoanalytiske tilgang. Det mindsker virkeligt skyld, men med den omkostning at gøre tænkning impotent. Hvis du tror, ​​at det, du tænker, er ineffektivt, kan du ophøre med at være for bange for det, men du vil sandsynligvis næppe respekterer det.

2.92 Verden er fuld af eksempler på, hvordan mennesket har nedskrevet sig selv, fordi personen er bange for sine egne tanker. I nogle former for sindssyge glorificeres tankerne, men det er kun, fordi den underliggende nedskrivning var for effektiv til at kunne tolereres. Sandheden er, at der ikke er nogen "strø" tanker. Al tænkning producerer form på et eller andet niveau. Årsagen til, at folk er bange for ESP og så ofte reagerer imod det, er, fordi de ved, at tanker kan skade dem. Deres egne tanker har gjort dem sårbare.

2.93 Du, der konstant klager over frygt, fortsætter med at skabe den. Jeg fortalte dig før, at du ikke kan bede mig om at befri dig fra frygt, fordi jeg ved, at den ikke findes, men du gør ikke. Hvis jeg blot greb ind mellem dine tanker og deres resultater, ville jeg manipulere med en grundlæggende lov om årsag og virkning, den mest grundlæggende lov, der er i denne verden. Jeg ville næppe hjælpe, hvis jeg nedskrev kraften i din egen tænkning. Dette ville være i direkte modstrid mod formålet med dette kursus. Det er meget mere nyttigt at minde dig om, at du ikke beskytter dine tanker omhyggeligt med undtagelse af en lille del af dagen og noget inkonsekvent, selv da. Du føler måske på dette tidspunkt, at det ville kræve et mirakel at gøre dig i stand til at gøre dette, hvilket er helt sandt.

2.94 Mennesker er ikke vant til mirakuløs tænkning, men de kan trænes til at tænke på den måde. Alle mirakelarbejdere har brug for den slags træning. Jeg kan ikke lade dem efterlade deres sind ubeskyttet, ellers vil de ikke være i stand til hjælpe mig. Mirakelarbejde indebærer en fuldstændig forståelse af tankens kraft og virkelig undgåelse af misskabelse. Ellers vil et mirakel være nødvendigt for at rette sindet selv ind i den rette retning, en cirkulær proces, der næppe ville fremkalde den tidskollaps, som miraklet var beregnet til. Det ville heller ikke fremkalde den sunde respekt for sand årsag og virkning, som enhver mirakelarbejder må have.

2.95 [Mirakler kan ikke befri mirakelarbejderen fra frygt]. Både mirakler og frygt kommer fra tanker, og hvis du ikke var fri til at vælge den ene, ville du heller ikke være fri til at vælge den anden.

Ved at vælge miraklet har du afvist frygt. I har været bange for Gud, for mig, for jer selv og for praktisk talt alle dem, I kender på et eller andet tidspunkt. Det er fordi, I har misforstået eller misskabt os og tror på det, I har lavet. Du ville aldrig have gjort dette, hvis du ikke var bange for dine egne tanker. De sårbare er essentielt misskabere, fordi de misopfatter skabelse.

2.96 Du bliver ved med at tro på, at når du ikke bevidst holder øje med dit sind, er det uopmærksomt. Det er imidlertid på tide at overveje hele ​​det ubevidste eller ”uovervågede” sinds verden. Dette kan godt skræmme dig, fordi det er kilden til frygt. Det uovervågede sind er ansvarlig for hele indholdet af det ubevidste, der ligger over mirakelniveauet. Alle psykoanalytiske teoretikere har ydet et vist bidrag i denne forbindelse, men ingen af ​​dem har set det i dets sande helhed. De har alle begået én fælles fejl ved, at de forsøgte at afdække ubevidst indhold. Du kan ikke forstå ubevidst aktivitet med disse udtryk, fordi "indhold" kun gælder for de mere overfladiske ubevidste niveauer, som individet selv bidrager til. Dette er det niveau, på hvilket han let kan introducere frygt og sædvanligvis gør.

2.97 Når mennesket misskaber, smerter han. Årsag og virkningsprincippet her er midlertidigt en virkelig fremskynder. Faktisk er "Årsag" et udtryk, der korrekt tilhører Gud, og "Virkning", som også bør skrives med stort, er Hans Søn. Dette indebærer et sæt af årsags- og virkningsforhold, der er helt forskellige fra dem, som mennesket introducerede i sine egne misskabelser. De fundamentale modstandere i den virkeligt grundlæggende konflikt er skabelse og misskabelse. Al frygt er underforstået i det andet, ligesom al kærlighed er iboende i det første. På grund af denne forskel, er den grundlæggende konflikt en mellem kærlighed og frygt.

2.98 Det er allerede blevet sagt, at mennesket mener, at han ikke kan kontrollere frygt, fordi han selv skabte den. Hans tro på den ser ud til at fjerne den fra hans kontrol per definition. Alligevel er ethvert forsøg på at løse den grundlæggende konflikt gennem begrebet mesterskab over frygt meningsløst. Faktisk forstærker det frygtens magt gældende ved den enkle antagelse, at den behøver at blive mestret. Den væsentlige løsning hviler udelukkende på mesterskab over kærlighed. I mellemtiden er fornemmelsen af ​​konflikt uundgåelig, eftersom mennesket har placeret sig selv i en mærkværdigt ulogisk position. Han tror på magten i det, der ikke findes.

2.99 To begreber, der ikke kan eksistere sammen, er "intet" og "alt." I den grad én bliver troet på, er den anden blevet benægtet. I konflikten er frygt virkelig ingenting, og kærlighed er alt. Dette skyldes, at når lyset kommer ind i mørket, er mørket afskaffet. Hvad mennesket tror, ​​er sandt for ham. I denne forstand har adskillelsen fundet sted, og at benægte dette er blot at misbruge benægtelse. At koncentrere sig om fejl er imidlertid blot et yderligere misbrug af forsvar. Den rigtige korrektionsprocedure er at anerkende fejl midlertidigt, men kun som et tegn på, at øjeblikkelig korrektion er obligatorisk. Dette fastlægger en sindstilstand, hvor Soningen kan blive accepteret uden forsinkelse.

2.100 Det bør dog understreges, at der i sidste ende ikke er noget kompromis muligt mellem alt og intet. Tid er i det væsentlige en anordning, hvorpå alle kompromiser i denne henseende kan blive opgivet. Den ser ud til at være blevet afskaffet gradvist, fordi tiden i sig selv indebærer et begreb om intervaller, som ikke rigtig findes. Den fejlagtige brug af skabelsen gjorde dette nødvendigt som en korrigerende anordning. ”Og Gud elskede verden så meget, at Han gav sin enbårne Søn, så enhver, der tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” behøver kun en lille korrektion for at være fuldstændig meningsfuld i denne sammenhæng. Der skulle stå, "Han gav den til Sin enbårne Søn."

2.101 Det skal især bemærkes, at Gud kun har én Søn. Hvis alle de Sjæle, som Gud skabte, er hans sønner, så må enhver Sjæl være en integreret del af hele Sønskabet. Du finder ikke begrebet, at helheden er større end dens dele, vanskelig at forstå. Du bør derfor ikke have for meget besvær med at forstå dette.

2.102 Sønskabet i dets énhed transcenderer bestemt summen af ​​dets dele. Dette er imidlertid skjult, så længe nogen som helst af ​​dets dele mangler. Det er derfor konflikten i sidste ende ikke kan løses, før alle dele af Sønskabet er vendt tilbage. Først da kan betydningen af ​​helhed i den sande forstand forstås fuldt ud.

2.103 Enhver del af Sønskabet kan tro på fejl eller ufuldstændighed, hvis han vælger det. Hvis han gør det, tror han imidlertid på eksistensen af ​​intethed. Korrektionen af ​​denne fejl er Soningen. Vi har allerede kort fortalt om at være rede, men der er nogle yderligere punkter, der måske kan være nyttige her. At være rede er intet andet end forudsætningen for fuldbyrdelse. De to bør ikke forveksles. Så snart en tilstand af at være rede opstår, er der normalt en vis vilje til at fuldende, men dette er på ingen måde nødvendigvis udelt. Tilstanden indebærer ikke mere end et potentiale for et viljesskift.

2.104 Tillid kan ikke udvikle sig fuldt ud, før mesterskab er blevet opnået. Vi har allerede forsøgt at rette den grundlæggende fejl, at frygt kan mestres og har understreget, at kun kærlighed kan mestres. Du har kun bekræftet dit beredskab. Mesterskab over kærlighed involverer en meget mere fuldstændig tillid, end nogen af ​​jer har opnået. Beredskabet er dog i det mindste et tegn på, at du tror, at dette er muligt. Det er kun begyndelsen på selvtillid. I tilfælde af, at dette misforstås til at antyde, at en enorm mængde tid er nødvendig mellem beredskab og mesterskab, lad mig minde dig om, at tid og rum er under min kontrol.

2.105 En af de vigtigste måder, hvorpå mennesket kan korrigere sin magi-mirakel-forvirring, er at huske, at han ikke skabte sig selv. Han har en tilbøjelighed til at glemme dette, når han bliver egocentreret, og dette anbringer ham i en position, hvor troen på magi i en eller anden form er praktisk talt uundgåelig. Hans vilje til at skabe blev givet ham af hans egen Skaber, Der udtrykte den samme vilje i Sin skabelse. Da kreativ evne ligger i sindet, er alt det, mennesket skaber nødvendigvis et spørgsmål om vilje. Det følger også, at uanset hvad han skaber, er det virkeligt i hans egne øjne, men ikke nødvendigvis i Guds øjne. Denne grundlæggende skelnen fører os direkte ind i den virkelige betydning af Den Sidste Dom.

VI. Betydningen af ​​Den Sidste Dom

2.106 Den sidste dom er et af de største trusselbegreber i menneskets opfattelse. Dette er kun, fordi han ikke forstår det. Dom er ikke en væsentlig egenskab ved Gud. Mennesket bragte udelukkende dom ind på grund af adskillelsen. Efter adskillelsen var der imidlertid en plads til at dømme som en af de mange indlæringsanordninger, der var nødt til at blive indbygget i hele planen. Ligesom adskillelsen skete over mange millioner af år, vil Den Sidste Dom strække sig over en lignende lang periode og måske endnu længere. Dens længde afhænger imidlertid af effektiviteten af ​​den nuværende fremskyndelse.

2.107 Vi har ofte bemærket, at miraklet er en anordning til at forkorte men ikke til at afskaffe tid. Hvis et tilstrækkeligt antal mennesker hurtigt bliver virkeligt mirakelsindede, kan forkortelsesprocessen være næsten uendelig. Det er dog vigtigt, at disse individer frigør sig fra frygt hurtigere, end det normalt ville være tilfældet, fordi de må dukke ud af konflikten, hvis de skal bringe fred til andre sind.

2.108 Den Sidste Dom betragtes generelt som en procedure, der udføres af Gud. Faktisk vil den blive udført af mennesker med min hjælp. Det er en endegyldig helbredelse snarere end et møde med straf, hvor meget mennesker måske end synes, at straf er fortjent. Straf er et begreb i fuldstændig modstrid mod ret-sindethed. Målet med Den Sidste Dom er at gendanne ret-sindethed for manden/kvinden.

2.109 Den Sidste Dom kan kaldes en proces med ret bedømmelse. Det betyder simpelthen, at alle mænd endelig vil komme til at forstå det, der er værdigt, og det, der ikke er. Herefter kan deres evne til at vælge rettes med rimelighed. Indtil denne skelnen er lavet, kan svingningen mellem fri og fængslet vilje kun fortsætte. Det første skridt mod frihed må indebære en sortering af det falske fra det sande. Dette er udelukkende en opdelingsproces i den konstruktive forstand og afspejler den sande betydning af Apokalypsen. Mennesket vil i sidste ende se på sine egne skabelser og vil kun at bevare det, der er godt, ligesom Gud selv så på det, Han havde skabt og vidste, at det var godt.

2.110 På dette tidspunkt kan viljen begynde at se med kærlighed på sine egne skabelser på grund af deres store værdighed. Sindet vil uundgåeligt forstøde sine misskabelser, som uden sindets tro ikke vil eksistere længere. Udtrykket "Sidste Dom" er skræmmende, ikke kun fordi det er blevet fejlagtigt projiceret over på Gud, men også på grund af associationen af "sidste" til døden. Dette er et fremragende eksempel på omvendt opfattelse. Hvis betydningen af ​​Den Sidste Dom rent faktisk er blevet objektivt undersøgt, er det tydeligt, at den i virkeligheden er døren til livet.

2.111 Ingen, der lever i frygt, er virkeligt levende. Hans egen sidste dom kan ikke rettes mod ham selv, fordi han ikke er sin egen skabelse. Han kan dog anvende den meningsfuldt og til enhver tid på alt det, han har skabt og kun bevare det gode i sin hukommelse. Kun dette er det, hans ret-sindethed kan diktere. Formålet med tiden er udelukkende at ”give ham tid” til at opnå denne dom. Det er hans egen perfekte bedømmelse af hans egne skabelser. Når alt det, han beholder, er elsk-værdigt, er der ingen grund for frygt til at blive hos ham. Dette er hans del i Soningen.

Kapitel Tre

Genoptræning af Sindet.

I. Indledning:

3.1 Dette er et kursus i sindstræning. Al indlæring involverer opmærksomhed og studier på et eller andet niveau. Nogle af de senere dele af kurset hviler meget tungt på disse tidligere sektioner for ikke at sige kræver deres studier. Du har også brug for dem til forberedelse. Uden dette kan du blive alt for bange til at gøre konstruktivt brug af det, når det uventede virkeligt sker. Når du imidlertid studerer disse tidligere sektioner, vil du begynde at se nogle af deres følgevirkninger, der vil blive forstærket betydeligt senere.

3.2 Grunden til, at et solidt fundament er nødvendigt, forvirring mellem frygt og ærefrygt, som vi allerede har henvist til, og som så mange mennesker har. Du vil huske, at vi sagde, at ærefrygt er upassende i forbindelse med Guds Sønner, fordi du ikke burde opleve ærefrygt i dine ligestilledes nærvær. Det blev dog også understreget, at ærefrygt er en passende reaktion i din Skabers Nærvær. Jeg har været omhyggelig med at afklare min egen rolle i Soningen uden hverken at overdrive eller underdrive den. Jeg har også forsøgt at gøre det samme i forbindelse med din. Jeg har understreget, at ærefrygt ikke er en passende reaktion overfor mig på grund af min iboende ligeværdighed.

3.3 Nogle af de senere trin i dette kursus involverer dog en mere direkte tilnærmelse til Gud Selv. Det ville være særdeles uklogt at begynde på disse trin uden omhyggelig forberedelse ellers vil ærefrygt vil blive blandet sammen med frygt, og oplevelsen vil være mere traumatisk end lyksalig. Helbredelse er af Gud i sidste ende. Midlerne er ved at blive grundigt forklaret for dig. Åbenbaring kan undertiden løfte sløret for slutningen for dig, men for at nå den er midlerne nødvendige.

II. Særlige principper for mirakelarbejdere

3.4 Miraklet afskaffer behovet for lavere orden bekymringer. Da det er et uden-for-mønsteret tidsinterval, gælder de almindelige hensyn til tid og rum ikke. Når du udfører et mirakel, vil jeg arrangere, at både tid og rum tilpasser sig til det.

3.5 En klar skelnen mellem det, der er blevet skabt og det, der bliver skabt, er væsentlig. Alle former for korrektion (eller helbredelse) hviler på denne grundlæggende korrektion i niveauopfattelse.

3.6 En anden måde at udtrykke ovenstående punkt på er: Forveksl aldrig ret-med-forkert-sindethed. At besvare enhver form for misskabelse med noget som helst andet end et ønske om at helbrede (eller et mirakel) er et udtryk for denne forvirring.

3.7 Miraklet er altid en benægtelse af denne fejl og en bekræftelse af sandheden. Kun ret-sindedhed kan skabe på en måde, der har nogen virkelig virkning. Pragmatisk har det, der ikke har nogen virkelig virkning, ingen virkelig eksistens. Dets virkning er derfor tomhed. At være uden væsentligt indhold gør projicering i ukorrekt forstand mulig.

3.8 Miraklets niveaujusteringskraft fremkalder den rette opfattelse af helbredelse. Indtil dette er sket, kan helbredelse ikke forstås. Tilgivelse er en tom gestus, medmindre den medfører korrektion. Uden denne er den i det væsentlige fordømmende snarere end helbredende.

3.9 Mirakuløs tilgivelse er kun korrektion. Den har intet element af dom overhovedet. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” vurderer på ingen måde det, de gør. Den er strengt begrænset til en appel til Gud om at helbrede deres sind. Der er ingen henvisning til resultatet af deres fejl-tanke. Den gør ikke noget.

3.10 Det bibelske påbud, ”Vær af ét sind” er udsagnet om åbenbarings-parathed. Mit eget påbud, "Gør dette til minde om mig" er anmodningen om samarbejde fra mirakelarbejdere. Det bør bemærkes, at de to udsagn ikke er i samme virkeligheds-rækkefølge. Sidstnævnte involverer en tidsbevidsthed, da at huske indebærer at huske fortiden i nuet. Tiden er under min ledelse, men Tidløshed hører Gud alene til. I tiden eksisterer vi for og med hinanden. I tidløshed sameksisterer vi med Gud.

III. Soning uden Offer

3.11 Der er et andet punkt, der må være fuldstændigt klart, inden enhver resterende frygt, der stadigt kan være forbundet med mirakler, bliver helt grundløs. Korsfæstelsen fastlagde ikke Soningen. Opstandelsen gjorde det. Dette er et punkt, som mange meget oprigtige kristne har misforstået. Ingen, der er fri for knapheds-fejlen, kunne på nogen måde begå denne fejl. Hvis korsfæstelsen bliver set på fra et omvendt synspunkt, ser det bestemt ud, som om Gud tillod og endda opmuntrede en af ​​Hans Sønner til at lide, fordi han var god. Mange præster prædiker dette hver dag.

3.12 Denne særligt uheldige fortolkning, der opstod som følge af de samlede fejlprojektioner fra et stort antal af mine kommende tilhængere, har ført til, at mange mennesker er bitterligt bange for Gud. Dette særligt anti-religiøse begreb indgår i mange religioner, og dette er hverken sket ved et uheld eller ved en tilfældighed. Dog bliver den virkeligt Kristne nødt til at standse op og spørge: ”Hvordan kunne dette være?” Er det sandsynligt, at Gud Selv ville være i stand til den form for tankegang, som Hans egne ord tydeligt har sagt, er uværdige for mennesket?

3.13 Det bedste forsvar er som altid ikke at angribe en andens holdning, men snarere at beskytte sandheden. Det er uklogt at acceptere noget som helst begreb, hvis du skal vende en hel referenceramme om for at retfærdiggøre det. Denne procedure er smertefuld i dens mindre anvendelser og ægte tragisk på massebasis. Forfølgelse er et hyppigt resultat, der gennemføres for at retfærdiggøre den forfærdelige fejlopfattelse, at Gud Selv forfulgte Sin egen Søn for frelsens skyld. Selve ordene er meningsløse.

3.14 Det har været særligt vanskeligt at overvinde dette, selvom fejlen i sig selv ikke er sværere at overvinde end nogen anden fejl, men mennesker var uvillige til at opgive denne på grund af dens fremtrædelsesforms "undslippelses"-værdi. I mildere former siger en forælder: ”Dette smerter mig mere end det smerter dig,” og føler sig frikendt fra at slå et barn. Kan du tro, at Faderen virkelig tænker på denne måde? Det er så vigtigt, at al sådan tænkning fjernes, at vi må være meget sikre på, at intet af denne art forbliver i dit sind. Jeg blev ikke straffet, fordi du var slem. Den helt godartede lektion, som Soningen lærer, går tabt, hvis den er besmittet med denne form for forvrængning i nogen som helst form.

3.15 ”Hævnen er min, siger Herren,” er et strengt karmisk synspunkt. Det er en virkelig misforståelse af sandheden, hvorigennem mennesket tilskriver Gud sin egen ”onde” fortid. Den "onde samvittighed" fra fortiden har intet at gøre med Gud. Han skabte den ikke, og Han opretholder den ikke. Gud tror ikke på karmisk gengældelse. Hans Guddommelige Sind skaber ikke på den måde. Han holder ikke en mands onde handlinger mod ham selv. Er det så sandsynligt, at Han ville holde imod nogen som helst, det onde, som en anden gjorde?

3.16 Vær meget sikker på, at du anerkender, hvor fuldstændig umulig denne antagelse virkelig er, og hvordan den udelukkende opstår som følge af forkert projektion. Denne type fejl er ansvarlig for en række relaterede fejl, herunder troen på, at Gud afviste mennesket og tvang ham ud af Edens Have. Den er også ansvarlig for det faktum, at du fra tid til anden måske tror, at jeg vildleder dig. Jeg har gjort alt for at bruge ord, der næsten er umulige at fordreje, men mennesket er meget opfindsomt, når det kommer til at fordreje symboler.

3.17 Gud selv er ikke symbolsk; Han er kendsgerning. Også Soningen er helt uden symbolik. Den er fuldstændig klar, fordi den eksisterer i lyset. Kun menneskets forsøg på at hylle den i mørke har gjort den utilgængeligt for den uvillige og tvetydig for den til dels villige. Soningen selv udstråler intet andet end sandheden. Derfor er den indbegrebet af harmløshed og afkaster kun velsignelse. Den kunne ikke gøre dette, hvis den stammede fra andet end perfekt uskyld. Uskyld er visdom, fordi den ikke er opmærksom på det onde, der ikke findes. Den er dog perfekt opmærksom på alt det, der er sandt.

3.18 Opstandelsen demonstrerede, at intet kan ødelægge sandheden. Gud kan modstå en hvilken som helst form for ondskab, fordi lys afskaffer alle former for mørke. Soningen er således den perfekte lektion. Den er den endegyldige demonstration af, at alle de andre lektioner, som jeg underviste i, er sande. Mennesket bliver frigjort fra alle fejl, hvis han tror på dette. Den deduktive tilgang til undervisning accepterer den generalisering, der gælder for alle enkelte tilfælde i stedet for at opbygge generaliseringen efter at have analyseret adskillige enkeltstående tilfælde separat. Hvis du kan acceptere den ene generalisering nu, er der ikke behov for at lære mange mindre lektioner.

3.19 Intet kan sejre over en Søn af Gud, der giver sin Ånd over i sin Faders hænder. Ved at gøre dette vågner sindet op fra sin søvn, og [den individuelle Sjæl] husker sin Skaber. Al fornemmelse af adskillelse forsvinder, og niveauforvirring forsvinder. Guds Søn er en del af den Hellige Treenighed, men Treenigheden selv er Én. Der er ingen forvirring indenfor dens niveauer, fordi de er af Èt Sind og Èn Vilje. Dette eneste formål skaber perfekt integration og indfører Guds fred. Dog kan dette syn kun opfattes af den sandt uskyldige.

3.20 Fordi deres hjerter er rene, forsvarer de uskyldige sand opfattelse i stedet for at forsvare sig mod den. Eftersom de forstår Soningens lektie, er de uden vilje til at angribe, og derfor ser de i sandhed. Dette er det, Bibelen mener, når den siger: ”Når Han viser sig (eller bliver opfattet), bliver vi som Ham, for vi skal se Ham som Han er.”

3.21 Offer er en opfattelse, der er helt ukendt for Gud. Den opstår udelukkende fra frygt. Dette er særligt uheldigt, fordi bange mennesker er tilbøjelige til at være ondskabsfulde. At ofre en anden på nogen som helst måde er en klar overtrædelse af Guds eget påbud om, at mennesket bør være barmhjertig, endog som sin Hammelske Fader. Det har været svært for mange kristne at indse, at dette bud (eller denne opgave) også gælder for dem selv. Gode ​​lærere terroriserer aldrig deres studerende. At terrorisere er at angribe, og dette resulterer i afvisning af det, læreren tilbyder. Resultatet er indlæringsfejl.

3.22 Jeg er korrekt blevet omtalt som ”Guds Lam, der fjerner verdens synder.” De, der præsenterer lammet som blodbestænkt, en alt for udbredt fejl, forstår ikke symbolets betydning. Korrekt forstået er det en meget enkel lignelse, der blot taler om min uskyld. Løven og lammet, der lægger sig ned sammen, henviser til det faktum, at styrke og uskyld ikke er i konflikt, men lever naturligt i fred. ”Salige er de rene i hjertet, for de skal se Gud” er en anden måde at sige det samme på.

3.23 Der har været nogle menneskelige uenigheder om karakteren af at se i forhold til hjernens integrerende kræfter. Korrekt forstået, drejer emnet sig om spørgsmålet om, hvorvidt kroppen eller sindet kan se (eller forstå). Dette er ikke virkeligt åbent for diskussion overhovedet. Kroppen er ikke i stand til at forstå, og kun sindet kan opfatte noget som helst. Et rent sind kender sandheden, og dette er dets styrke. Det kan ikke angribe kroppen, fordi det anerkender nøjagtigt, hvad kroppen er. Dette er det, ”et sundt sind i et sundt legeme” virkelig betyder. Det forveksler ikke ødelæggelse med uskyld, fordi det forbinder uskyld med styrke, ikke med svaghed.

3.24 Uskyld er ude af stand til at ofre noget som helst, fordi det uskyldige sind har alting og kun stræber mod at beskytte sin helhed. Dette er grunden til at det ikke kan fejlprojicere. Det kan kun ære mennesket, fordi ære er den sandt elskedes naturlige hilsen på andre, der er som dem. Lammet fjerner kun verdens synder i den forstand, at uskyldens tilstand, eller nåde, er én, hvor Soningens betydning er fuldstændig tydelig. Guds uskyld er Hans Søns sande sindstilstand. I denne tilstand ser menneskets sind virkeligt Gud, og fordi han ser Ham som Han er, ved han, at Soningen, ikke ofring, er den eneste passende gave til hans eget alter, hvor intet undtagen perfektion i sandhed hører til. Den uskyldiges forståelse er sandhed. Det er derfor, deres altre er virkeligt strålende.

IV. Mirakler som Nøjagtig Opfattelse

3.25 Vi har gentagne gange erklæret, at de grundlæggende begreber, der er henvist til i dette kursus, ikke er spørgsmål om grad. Visse grundlæggende begreber kan ikke forstås meningsfuldt i form af sameksisterende polariteter. Det er umuligt at forestille sig lys og mørke eller alt og intet som polariteter. De er alle sande eller alle falske. Det er væsentligt, at du indser, at adfærd er uberegnelig, indtil en fast forpligtelse til det ene eller det anden laves.

3.26 En fast forpligtelse til mørke eller intethed er umulig. Ingen har nogensinde levet, der ikke har oplevet noget lys og nogle ting. Dette gør, at alle virkeligt ikke er i stand til at benægte sandheden fuldstændigt, selvom han generelt bedrager sig selv i denne forbindelse. Det er derfor, de, der stort set lever i mørke og tomhed, aldrig finder nogen varig trøst. Uskyldighed er ikke en delvis egenskab. Den er ikke et virkeligt forsvar, før den er total. Når den er delvis, er den kendetegnet ved den samme uberegnelige natur, der gælder for andre tveæggede forsvar.

3.27 De delvist uskyldige er tilbøjelige til at være temmelig dumme til tider. Det er først, når deres uskyld bliver et ægte synspunkt, der er universelt i dets anvendelse, at det bliver visdom. Uskyldig (eller sand) opfattelse betyder, at du aldrig misopfatter og altid ser sandt. Mere enkelt betyder det, at du aldrig ser det, der ikke rigtig findes. Når du mangler tillid til det, nogen vil gøre, bekræfter du din tro på, at han ikke er ved sine fulde fem. Dette er næppe en mirakelbaseret fortolkningsramme. Det har også den katastrofale virkning at benægte miraklets skabende kraft.

3.28 Miraklet opfatter alt som det er. Hvis intet andet end sandheden eksisterer (og dette er virkeligt et overflødig udsagn, fordi det, der ikke er sandt, ikke kan eksistere), kan ret-sindet seen ikke se andet end perfektion. Vi har sagt mange gange, at kun det, Gud skaber, eller det, mennesket skaber med den samme vilje, har nogen virkelig eksistens. Dette er så alt det, de uskyldige kan se. De lider ikke af de adskiltes forvrængninger​​. Måden at korrigere alle sådanne forvrængninger på er at trække din tro tilbage fra dem og kun investere den i det, der er sandt.

3.29 Du kan ikke godkende det ugyldige. Jeg ville foreslå, at du frivilligt opgiver alle sådanne forsøg, fordi de kun kan være uberegnelige. Hvis du er villig til at godkende det, der er sandt i alt det, du opfatter, vil du gøre det sandt for dig. Sandheden overvinder alle fejl. Dette betyder, at hvis du opfatter sandt, ophæver du misforståelser i dig selv og i andre samtidigt. Fordi du ser dem, som de er, tilbyder du dem din egen godkendelse af deres sandhed. Dette er den helbredelse, som miraklet aktivt fremmer.

V. Opfattelse versus Viden

3.30 Vi har understreget opfattelse og har sagt meget lidt om erkendelse indtil nu, fordi du er forvirret over forskellen mellem dem. Årsagen til, at vi har behandlet erkendelse så lidt, er, fordi du må få dine opfattelser gjort klare, før du kan vide noget som helst. At vide er at være sikker. Usikkerhed betyder blot, at du ikke ved det. Viden er magt, fordi den er sikker, og sikkerhed er styrke. Opfattelse er blot midlertidig. Den er en egenskab ved rum-tid-opfattelsen og er derfor underlagt frygt eller kærlighed. Fejl-opfattelse frembringer frygt, og ægte opfattelser frembringer kærlighed. Ingen af ​​dem skaber sikkerhed, fordi al opfattelse varierer. Det er derfor, det ikke er viden.

3.31 Sand opfattelse er grundlaget for viden, men viden er bekræftelsen af ​​sandheden. Alle jeres vanskeligheder stammer i sidste ende fra det faktum, at I ikke genkender eller kender jer selv, hinanden eller Gud. At genkende betyder at ”kende igen”, hvilket antyder, at du kendte før. Du kan se på mange måder, fordi opfattelse involverer forskellige fortolkninger, og det betyder, at den ikke er hel. Miraklet er en måde at opfatte på, ikke at vide på. Det er det rette svar på et spørgsmål, og du stiller ikke spørgsmål overhovedet, når du ved.

3.32 At stille spørgsmål til illusioner er det første skridt til at opløse dem. Miraklet eller det "rette svar" korrigerer dem. Eftersom opfattelser forandrer sig, er deres afhængighed af tid indlysende. De er underlagt forbigående tilstande, og dette indebærer nødvendigvis variation. Hvordan du opfatter til enhver tid bestemmer det, du gør, og handling må ske i tid. Viden er tidløs, fordi vished ikke er tvivlrådig. Du ved, hvornår du er ophørt med at stille spørgsmål.

3.33 Det spørgende sind opfatter sig selv i tid og søger derfor efter fremtidige svar. Det ikke-spørgende sind er lukket, fordi det mener, at fremtiden og nutiden vil være den samme. Dette fastlægger en uændret tilstand eller stagnation. Det er normalt et forsøg på at modvirke en underliggende frygt for, at fremtiden vil være værre end nutiden, og denne frygt hæmmer tendensen til overhovedet at stille spørgsmål.

3.34 Visioner er den naturlige opfattelse af det Åndelige øje, men de er stadigt korrektioner. Det Åndelige øje er symbolsk og derfor ikke en vidensanordning. Det er imidlertid et middel til ret opfattelse, der bringer det ind i miraklets passende domæne. Korrekt sagt er ”et syn af Gud” et mirakel snarere end en åbenbaring. Den kendsgerning, at opfattelse overhovedet er involveret, fjerner oplevelsen fra riget for viden. Derfor varer syn ikke ved.

3.35 Bibelen instruerer dig i at "kend dig selv" eller at være sikker. Sikkerhed er altid af Gud. Når du elsker nogen, har du opfattet ham, som han er, og det gør det muligt for dig at kende ham. Det er dog først, når du genkender ham, at du kan kende ham. Medens du stiller spørgsmål om Gud, antyder du tydeligt, at du ikke kender Ham. Sikkerhed kræver ikke handling. Når du siger, at du handler på grundlag af viden, blander du virkelig opfattelse og erkendelse sammen. Viden bringer den mentale styrke til kreativ tænkning, men ikke til ret gøren. Opfattelse, mirakler og gøren er tæt forbundne. Viden er resultatet af åbenbaring og fremkalder kun tanke. Opfattelse involverer kroppen, endog i dens mest åndeliggjorte form. Viden kommer fra alteret indeni og er tidløs, fordi den er sikker. At opfatte sandheden er ikke det samme som at vide den.

3.36 Hvis I angriber fejl i hinanden, vil I skade jer selv. I kan ikke genkende hinanden, når I angriber. Angreb bliver altid gjort mod en fremmed. Du gør ham til en fremmed ved at misopfatte ham, så du ikke kan kende ham. Det er, fordi du har gjort ham til en fremmed, at du er bange for ham. Opfat ham korrekt, så du kan kende ham. Ret opfattelse er nødvendig, før Gud kan kommunikere direkte til Hans egne altre, som Han har oprettet i Sine Sønner. Der kan Han kommunikere Sin sikkerhed, og Hans viden vil bringe fred uden tvivl.

3.37 Gud er ikke en fremmed for Hans Sønner, og Hans Sønner er ikke fremmede for hinanden. Viden går forud for både opfattelse og tid og vil i sidste ende erstatte dem. Det er den virkelige betydning af den bibelske beskrivelse af Gud som ”Alfa og Omega, Begyndelsen og Slutningen.” Det forklarer også citatet, ”Før Abraham var Jeg er.” Opfattelse kan og må stabiliseres, men viden er stabil. ”Frygt Gud og overhold Hans bud” skulle være ”Kend Gud og accepter Hans sikkerhed.” Der er ingen fremmede i Hans skabelse. For at skabe som Han skabte, kan du kun skabe det, du ved og accepterer som dit. Gud kender Sine Børn med perfekt sikkerhed. Han skabte dem ved at kende dem. Han genkendte dem perfekt. Når de ikke genkender hinanden, genkender de ikke Ham.

VI. Konflikt og Egoet

3.38 [Sjælen ved, elsker, and skaber. Disse er dens entydige funktioner.] De evner, som mennesket nu besidder, er kun skygger af hans virkelige styrker. Alle hans funktioner er tvetydige og åbne for spørgsmål eller tvivl. Det er, fordi han ikke er sikker på, hvordan han vil bruge dem. Han er derfor ude af stand til viden, da han er usikker. Han er også ude af stand til at vide, fordi han kan opfatte kærlighedsløst. Han kan ikke skabe sikkert, fordi hans opfattelse bedrager [og illusioner er ikke rene]. Opfattelse eksisterede ikke, før adskillelsen havde introduceret grader, aspekter og intervaller. Sjælen har ingen niveauer, og al konflikt opstår fra begrebet niveauer. [Krige opstår, hvor nogle opfatter andre, som om de var på et andet niveau. Alle mellemmenneskelige konflikter opstår fra denne fejlslutning]. Kun niveauerne i Treenigheden er i stand til enhed. De niveauer, som mennesket skabte ved adskillelsen, kan kun være i konflikt. Dette er, fordi de hovedsageligt er meningsløse for hinanden.

3.39 Freud indså dette perfekt, og det er derfor, at han forestillede sig de forskellige niveauer i hans syn på psyken som for evigt uforsonlige. De var konflikt-tilbøjelige per definition, fordi de ønskede forskellige ting og adlød forskellige principper. I vores billede af psyken er der et ubevidst niveau, der korrekt kun består af mirakelevnen, og som burde være under min ledelse. Der er også et bevidst niveau, som opfatter eller er opmærksom på impulser både fra det ubevidste og det overbevidste. Bevidsthed er således niveauet for opfattelse, men ikke for viden. Igen, at opfatte er ikke at vide.

3.40 Bevidsthed var den første splittelse, som mennesket introducerede i sig selv. Han blev en opfatter snarere end en skaber i den sande forstand. Bevidsthed er korrekt identificeret som egoets domæne. Egoet er et menneskeskabt forsøg på at opfatte sig selv, som han ønskede at være snarere end, som han er. Dette er et eksempel på den skabte-skaber forvirring, vi har talt om før. Dog kan mennesket kun kende sig selv, som han er, fordi det er alt, han kan være sikker på. Alt andet er åbent for spørgsmål.

3.41 Egoet er spørgsmålsafdelingen i efter-adskillelsens psyke, som mennesket skabte for sig selv. Det er i stand til at stille gyldige spørgsmål, men ikke til at opfatte gyldige svar, fordi disse er kognitive og ikke kan blive opfattet. De uendelige spekulationer om betydningen af sindet har ført til betydelig forvirring, fordi sindet er forvirret. Kun Èn-Sindethed er uden forvirring. Et adskilt eller delt sind må være forvirret; det er usikkert per definition. Det er nødt til være i konflikt, fordi det er ude af overensstemmelse med sig selv.

3.42 Intrapersonel konflikt opstår fra det samme grundlag som mellemmenneskelig konflikt. En del af psyken opfatter en anden del som på et andet niveau og forstår den ikke. Dette gør delene fremmede for hinanden uden genkendelse. Dette er essensen i ​​den frygt-tillbøjelige tilstand, I hvilken angreb altid er mulig. Mennesket har al mulig grund til at føle sig bange, som han opfatter sig selv. Det er derfor han kan ikke undslippe fra frygt, før han ved, at han ikke gjorde og ikke kunne skabe sig selv. Han kan aldrig gøre sine misopfattelser gyldige. Hans skabelse er hinsides hans egen fejl, og det er derfor, han til sidst må vælge at helbrede adskillelsen.

3.43 Retsindethed skal ikke forveksles med det vidende sind, fordi det kun kan anvendes på ret opfattelse. Du kan være ret-sindet eller forkert-sindet, og selv dette er underlagt grader, en kendsgerning, der tydeligt viser en mangel på tilknytning til viden. Begrebet "ret-sindethed" bruges korrekt som korrektion for "forkert-sindethed", og gælder for den sindstilstand, der fremkalder nøjagtig opfattelse. Det er mirakuløst, fordi det helbreder misopfattelse, og dette er virkelig et mirakel i betragtning af, hvordan mennesket opfatter sig selv.

3.44 Opfattelse involverer altid noget misbrug af vilje, fordi det involverer sindet i områder med usikkerhed. Sindet er meget aktiv, fordi det har viljestyrke. Da det ville adskillelsen, ville det at opfatte. Indtil da ville det kun at vide. Bagefter ville det tvetydigt, og den eneste vej ud af tvetydighed er klar opfattelse. Sindet vender kun tilbage til sin rette funktion, når det vil at vide. Dette placerer det i Sjælens tjeneste, hvor opfattelse er meningsløs. Det overbevidste er det niveau i sindet, der vil dette.

3.45 Sindet valgte at opdele sig selv, da det ville at skabe både dets egne niveauer og evnen til at opfatte, men det kunne ikke adskille sig selv helt fra Sjælen, fordi det er fra Sjælen, at det får sin fulde kraft til at skabe. Selv ved misskabelse bekræfter viljen sin Kilde, ellers ville den blot ophøre med at være til. Dette er umuligt, fordi den er del af Sjælen, som Gud skabte, og som derfor er evig.

3.46 Evnen til at opfatte gjorde kroppen mulig, fordi du må opfatte noget og med noget. Dette er grunden til at opfattelse involverer en udveksling eller oversættelse, som viden ikke har brug for. Opfattelsens fortolkende funktion, faktisk en forvrænget form for skabelse, tillod derefter mennesket at fortolke kroppen som ham selv, hvilket, selv om det var deprimerende, var et forsøg på at undslippe fra den konflikt, han havde fremkaldt. Det overbevidste, der ved, kunne ikke blive forenet med dette tab af magt, fordi det er ude af stand til mørke. Det er derfor, det næsten blev utilgængeligt for sindet og fuldstændigt utilgængeligt for kroppen.

3.47 Derefter blev det overbevidste opfattet som en trussel, fordi lys afskaffer virkeligt mørke blot ved at fastslå den kendsgerning, at det ikke er der. Sandheden vil altid overvinde fejl i denne forstand. Dette er overhovedet ikke en aktiv ødelæggelsesproces. Vi har allerede understreget, at viden ikke gør noget som helst. Den kan blive opfattet som en angriber, men den kan ikke angribe. Det, mennesket opfatter som dens angreb, er blot hans egen vage anerkendelse af det faktum, at det altid kan blive husket og aldrig er blevet ødelagt.

3.48 Gud og Sjælene, Han skabte, forbliver i sikkerhed og ved derfor, at der ikke findes nogen misskabelse. Sandheden kan ikke håndtere uvillige fejl, fordi den ikke vil at blive blokeret. Jeg var en mand, der huskede Sjælen og dens viden, og som et menneske forsøgte jeg ikke at modvirke fejl med viden så meget som at rette fejl fra bunden og op. Jeg demonstrerede både kroppens magtesløshed og sindets kraft. Ved at forene min vilje med min Skabers vilje huskede jeg naturligvis Sjælen og dens eget virkelige formål.

3.49 Jeg kan ikke forene din vilje med Guds for dig, men jeg kan slette alle misopfattelser fra dit sind, hvis du vil bringe det under min vejledning. Kun dine misopfattelser står i vejen for dig. Uden dem er dit valg sikkert. Tilregnelig opfattelse fremkalder tilregnelig vælgen. Soningen var en handling baseret på sand opfattelse. Jeg kan ikke vælge for dig, men jeg kan hjælpe dig med at foretage dit eget rette valg. ”Mange er kaldede, men få er udvalgte ”skal forstås,“ Alle kaldes, men få vælger at lytte. Derfor vælger de ikke ret.

3.50 De “udvalgte ”er kun dem, der vælger ret tidligere. Dette er den virkelige betydning af den Hammelske fremskyndelse. Stærke viljer kan gøre dette nu, og I vil finde hvile for jeres Sjæle. Gud kender jer kun i fred, og dette er jeres Virkelighed.

VII. Sikkerhedstabet

3.51 Vi sagde før, at de evner, som mennesket besidder, kun er skygger af hans virkelige styrker, og at den indtrængen af ​​evnen til at opfatte, der er fordømmende i sagens natur, først blev introduceret efter adskillelsen. Ingen har været sikker på noget som helst siden. Du vil imidlertid også huske, at jeg gjorde det klart, at opstandelsen var midlet til tilbagevendingen af viden, som blev opnået af foreningen af ​​min vilje med Faderens. Vi kan nu foretage en sondring, der i høj grad vil lette klarheden i vores efterfølgende erklæringer.

3.52 Siden adskillelsen er ordene "skabe" og "lave" i høj grad blevet blandet sammen. Når du laver noget, gør du det ud af en følelse af mangel eller behov. Hvad som helst, der bliver lavet, bliver lavet med et bestemt formål og har ingen ægte generaliserbarhed. Når du laver noget for at udfylde en opfattet mangel, hvilket naturligvis er årsagen til, at du ville ønske at lave noget som helst, antyder du stiltiende, at du tror på adskillelse. At vide, som vi ofte har observeret, fører ikke til gøren overhovedet.

3.53 Forvirringen mellem din egen skabelse og det, du skaber, er så dybtgående, at det er blevet bogstaveligt talt umuligt for dig at vide noget som helst. Viden er altid stabil, og det er helt tydeligt, at mennesker ikke er det. Ikke desto mindre er de fuldstændigt stabile som Gud skabte dem. I denne forstand er de uenige i Guds idé om skabelsen, når deres opførsel er ustabil. Mennesket kan gøre dette, hvis han vælger det, men han ville næppe ønske at gøre det, hvis han var ved sine fulde fem. Det problem, der generer dig mest, er det grundlæggende spørgsmål, som mennesket konstant stiller sig selv, men som overhovedet ikke kan rettes behørigt til ham selv. Han bliver ved med at spørge sig selv, hvad han er. Dette antyder, at svaret ikke kun er et, som han kender, men er også et, det er op til ham at levere.

3.54 Mennesket kan ikke opfatte sig selv korrekt. Han har intet billede. Ordet "billede" er altid opfattelsesrelateret og ikke et produkt af viden. Billeder er symbolske og står for noget andet. Den nuværende vægt på at "ændre dit billede" anerkender blot opfattelsens kraft, men det antyder også, at der ikke er noget at vide. At vide er ikke åben for fortolkning. Det er muligt at "fortolke" mening, men dette er altid åbent for fejl, fordi det henviser til opfattelsen af ​​mening. Sådanne helt unødvendige kompleksiteter er resultatet af mandens forsøg på at betragte sig selv som både adskilt og uadskilt på samme tid. Det er umuligt at påtage sig en forvirring så grundlæggende som dette uden at engagere sig i yderligere forvirring.

3.55 Metodisk set har mandens sind været meget kreativ, men som det altid viser sig, når metode og indhold bliver adskilt, er det ikke blevet anvendt til noget som helst andet end et forsøg på at undslippe et grundlæggende og helt uundgåeligt dødvande. Denne form for tænkning kan ikke resultere i et kreativt resultat, selvom det har resulteret i betydelig opfindsomhed. Det er dog bemærkelsesværdigt, at denne opfindsomhed næsten fuldstændigt har adskilt ham fra viden. Viden kræver ikke opfindsomhed. Når vi siger ”sandheden skal sætte dig fri”, mener vi, at al denne form for tænkning er spild af tid, men at du er fri for behovet for at engagere dig i det, hvis du er villig til at give slip i det.

3.56 Bøn er en måde at bede om noget på. Bøn er mediet for mirakler, men den eneste meningsfulde bøn er om tilgivelse, fordi de, der er blevet tilgivet, har alt. Når først tilgivelse er blevet accepteret, bliver bøn i sædvanlig forstand fuldstændig meningsløs. I bund og grund er en bøn om tilgivelse intet andet end en anmodning om, at vi må blive i stand til kan anerkende noget, vi allerede har. Ved at vælge at opfatte i stedet for at vide, anbragte manden sig selv i en position, hvor han kun kunne ligne sin Fader ved mirakuløs opfattelse. Han har mistet den viden om, at han selv er et mirakel. Mirakuløs skabelse var hans Kilde og også hans virkelige funktion.

3.57 “Gud skabte mennesket i Sit eget billede og sin egen lighed” er korrekt i betydningen, men ordene er åbne for betydelig fejlfortolkning. Dette undgås imidlertid, hvis "billede" forstås som at betyde "tanke" og "lighed" betragtes som "af en lignende kvalitet." Gud skabte virkeligt Sjælen i Sin egen Tanke og af en kvalitet som Hans egen. Der er intet andet. Opfattelse, på den anden side, er umulig uden en tro på "mere" og "mindre." Opfattelse på ethvert niveau involverer udvælgelse og er ude af stand til at organisere uden det. I alle former for opfattelse er der en fortsat proces med at acceptere og afvise eller organisere og omorganisere, at skifte og ændre fokus. Vurdering er en væsentlig del af opfattelsen, fordi domme må udføres for udvælgelse.

3.58 Hvad sker der med opfattelser, hvis der ikke er nogen domme, og der intet andet er end perfekt ligeværdighed? Opfattelse bliver umulig. Sandhed kan kun være kendt. Den er al sammen lige sand, og at kende nogen som helst del af den er at kende den hele. Kun opfattelse involverer delvis bevidsthed. Viden overskrider alle de love, der styrer opfattelse, fordi delvis viden er umulig. Den er al sammen én og har ingen adskilte dele. Du, der virkelig er ét med den, har kun brug for at kende dig selv, og din viden er fuldendt. At kende Guds mirakel er at kende Ham.

3.59 Tilgivelse er helbredelsen af ​​opfattelsen af ​​adskillelse. Korrekt opfattelse af hinanden er nødvendig, fordi sind har villet at se sig selv som adskilte. Hver enkelt Sjæl kender Gud fuldstændigt. Det er Sjælens mirakuløse kraft. Den kendsgerning, at hver enkelt har denne kraft fuldstændigt, er en kendsgerning, der er helt fremmed for menneskelig tænkning, som er, at hvis nogen som helst har alting, er der intet tilbage. Guds mirakler er lige så fuldendte som Hans Tanker, fordi de er Hans Tanker.

3.60 Så længe opfattelse varer, har bøn en plads. Eftersom opfattelse hviler på mangel, har de, der opfatter, ikke fuldstændigt accepteret Soningen og overgivet sig til sandheden. Opfattelse er en adskilt tilstand, og en opfatter har virkeligt brug for helbredelse. Helligt fællesskab, ikke bøn, er den naturlige tilstand for dem, der ved. Gud og Hans mirakler er uadskillelige. Hvor virkeligt smukke er Guds Tanker, der lever i Hans lys! Din værdi er hinsides opfattelse, fordi den er hinsides tvivl. Se ikke dig selv i forskellige lys. Kend dig selv i det Ene Lys, hvor det mirakel, der er dig, er fuldstændigt tydelig.

VIII. Dom og Autoritetsproblemet.

3.61 Vi har allerede drøftet Den Sidste Dom i nogle omend utilstrækkelige detaljer. Efter Den Sidste Dom vil der ikke være flere. Dette er kun symbolsk i den forstand, at alle er meget bedre stillet uden dom. Når Bibelen siger: ”Døm ikke, at I ikke skal blive dømt”, betyder det blot, at hvis du overhovedet dømmer andres virkelighed, vil du være ude af stand til at undgå at dømme din egen. Valget at dømme hellere end at vide var årsagen til tabet af fred. Dom er den proces hvorpå opfattelse, men ikke kognition, hviler. Vi har drøftet dette før med hensyn til selektiviteten i opfattelse og påpeget, at bedømmelse er dens åbenlyse forudsætning.

3.62 Dom involverer altid afvisning. Det er ikke en evne, der kun understreger de positive aspekter af det, der dømmes, hvad enten det er indeni eller udenfor selvet. Det, der imidlertid er blevet opfattet og afvist - eller bedømt og fundet for let - forbliver i det ubevidste, fordi det er blevet opfattet. En af de illusioner, som mennesket lider af, er troen på, at det, han dømte imod, ikke har nogen virkning. Dette kan ikke være sandt, medmindre han også mener, at det, han dømte mod, ikke eksisterer. Han tror tydeligvis ikke på dette, ellers ville han ikke have dømt imod det. Det betyder ikke noget i sidste ende, om du dømmer rigtigt eller forkert. Uanset hvad anbringer du din tro i det uvirkelige. Dette kan ikke undgås i nogen som helst form for bedømmelse, fordi det antyder den tro, at virkeligheden er din at vælge fra.

3.63 I har ingen idé om den enorme befrielse og den dybe fred, der kommer fra at møde jer selv og jeres brødre fuldstændigt uden dom. Når I anerkender det, I og jeres brødre er, vil I indse, at det er uden mening at dømme dem på nogen som helst måde. Faktisk bliver deres betydning mistet af jer netop, fordi I dømmer dem. Al usikkerhed stammer fra en fuldstændig falsk tro på, at I er under tvang til at dømme. I har ikke brug for dom for at organisere jeres liv, og I har bestemt ikke brug for den til at organisere jer selv. I nærvær af viden suspenderes al dom automatisk, og dette er den proces, der gør det muligt for genkendelse at erstatte opfattelse.

3.64 Mennesket er meget bange for alt det, han har opfattet, men har nægtet at acceptere. Han tror, at fordi han har nægtet at acceptere det, har han mistet kontrol over det. Det er derfor, at han ser det i mareridt eller i behagelige forklædninger i det, der ser ud til at være hans lykkeligere drømme. Intet, som du har nægtet at acceptere, kan bringes ind i bevidstheden. Det følger ikke deraf, at det er farligt, men det følger virkeligt, at du har gjort det farligt.

3.65 Når du føler dig træt, er det kun fordi du har bedømt dig selv som i stand til at være træt. Når du griner ad nogen, skyldes det, at du har bedømt ham som foragtelig. Når du griner ad dig selv, vil du ualmindeligt sandsynligt grine ad andre om ikke andet, fordi du ikke kan tåle tanken om at være mere foragtelig, end de er. Alt dette får dig til at føle dig træt, fordi det i det væsentlige er nedslående. I er ikke virkeligt i stand til at være trætte, men I er meget i stand til at trætte jer selv. Presset fra ​​konstant domfældelse er praktisk talt utålelig. Det er en underlig ting, at nogen som helst evne, der er så svækkende, skulle være så dybt værdsat.

3.66 Dog, hvis du ønsker at være virkelighedens forfatter, hvilket alligevel er fuldstændigt umuligt, vil du insistere på at holde fast i dom. Du vil også bruge udtrykket med betydelig frygt og tro på, at dommen en dag vil blive brugt mod dig. I en hvilken som helst grad den bliver brugt mod dig, skyldes kun din tro på dens effektivitet som et forsvarsvåben for din egen autoritet. Spørgsmålet om autoritet er virkelig et spørgsmål om forfatterskab. Når et individ har et "autoritetsproblem", er det altid fordi han tror, at han er forfatteren af ​​sig selv, projicerer sin vrangforestilling over på andre og opfatter derefter situationen som en, hvori folk bogstaveligt talt kæmper mod ham om hans forfatterskab. Dette er den grundlæggende fejl hos alle dem, der tror, ​​at de har tilegnet sig Guds magt.

3.67 Troen er meget skræmmende for dem, men besværer næppe Gud. Han er imidlertid ivrig efter at opløse den, ikke for at straffe Sine Børn, men kun fordi Han ved, at den gør dem ulykkelige. Sjæle blev givet deres sande Forfatterskab, men menneskene foretrak at være anonyme, da de valgte at adskille sig fra deres Forfatter. Ordet "autoritet" har været et af deres mest frygtede symboler lige siden. Autoritet er blevet brugt til stor grusomhed, fordi, da de var usikre på deres sande Forfatterskab, troede mennesker, at deres skabelse var anonym. Dette har efterladt dem i en position, hvor det lyder meningsfuldt at overveje muligheden af, at de må have skabt sig selv.

3.68 Striden om forfatterskab har efterladt en sådan usikkerhed i menneskers sind, at nogle endda har tvivlet på, om de overhovedet eksisterer. På trods af den tilsyneladende modsigelse i denne position er den i én forstand mere holdbar end det synspunkt, at de skabte sig selv. I det mindste anerkender det den kendsgerning, at noget sandt forfatterskab er nødvendigt for eksistens.

3.69 Kun de, der overgiver ethvert ønske om at afvise, kan vide, at deres egen afvisning er umulig. Du har ikke tilegnet dig Guds magt, men du har mistet den. Heldigvis, når du mister noget, betyder det ikke, at dette "noget" er væk. Det betyder blot, at du ikke ved, hvor det er. Eksistensen er ikke afhængig af din evne til at identificere den endog ej heller til at placere den. Det er fuldstændigt muligt at se på virkeligheden uden dom og blot vide, at den er der.

3.70 Fred er Sjælens naturlige arv. Alle er frie til at afvise at acceptere sin arv, men han er ikke fri til at fastslå, hvad hans arv er. Problemet, som alle må beslutte, er det grundlæggende spørgsmål om forfatterskab. Al frygt kommer i sidste ende og undertiden via meget luskede ruter fra fornægtelsen af Forfatterskab. Krænkelsen er aldrig mod Gud, men kun mod de, der benægter Ham. At benægte Hans Forfatterskab er at nægte dem selv grunden til deres egen fred således, at de ser sig selv kun i stykker. Denne mærkelige opfattelse er autoritetsproblemet.

3.71 Der er intet menneske, der ikke føler, at han er sat i fængsel på en eller anden måde. Hvis dette er resultatet af hans egen fri vilje, må han anse sin vilje, som om den ikke var fri, ellers ville det åbenlyse cirkulære ræsonnement involveret i hans position være ganske åbenlyst. Fri vilje må føre til frihed. Dom putter altid i fængsel, fordi den adskiller virkelighedsdele i overensstemmelse med de meget ustabile skalaer for ønsker. Ønsker er ikke kendsgerninger pr. definition. At ønske er at antyde, at villen ikke er tilstrækkelig. Dog tror ingen, ​​at det, der ønskes, er lige så virkeligt som det, der er villet. I stedet for: ”Søg først Hammeriget”, sig ”Vil først Hammelriget”, og du har sagt: ”Jeg ved, hvad jeg er, og jeg vil at acceptere min egen arv.”

IX. Skabelse versus selvbilledet

3.72 Ethvert tankesystem må have et begyndelsespunkt. Det begynder med enten at lave eller at skabe en forskel, som vi allerede har drøftet. Deres lighed ligger i deres magt som fundamenter. Deres forskelle ligger i det, der hviler på dem. Begge er hjørnesten i trossystemer, som mennesker lever efter. Det er en fejltagelse at tro, at et tankesystem, der er baseret på løgne, er svagt. Intet skabt af et Guds Barn er uden magt. Det er væsentligt at indse dette, for ellers forstår I ikke, hvorfor I har så mange problemer med dette kursus, og vil være ude af stand til at undslippe fra de fængsler, som I har lavet til jer selv.

3.73 I kan ikke løse autoritetsproblemet ved at afskrive jeres sinds magt. At gøre det er at bedrage dig selv, og dette vil såre dig, fordi du kender sindets styrke. Du ved også, at du ikke kan svække det mere end du kan svække Gud. "Djævelen" er et skræmmende begreb, fordi han betragtes som ekstremt magtfuld og ekstremt aktiv. Han opfattes som en kraft i kamp med Gud, kæmpende med ham om besiddelse af de Sjæle, Han skabte. Han bedrager ved hjælp af løgne og bygger sine egne Riger, hvori alting er i direkte modstrid med Gud. Alligevel tiltrækker han mennesker snarere end frastøder dem, og de bliver set som villige til at ”sælge” ham deres Sjæle til gengæld for gaver, de anerkender, ikke er af nogen virkelig værdi.

3.74 Dette giver absolut ingen mening. Hele billedet er et, hvori mennesket handler på en måde, som han selv indser er selvdestruktiv, men som han ikke vælger at rette og derfor opfatter årsagen som udenfor hans kontrol. Vi har drøftet faldet eller adskillelsen før, men dens betydning må forstås klart uden symboler. Adskillelsen er ikke symbolsk. Det er en del af virkeligheden eller et tankesystem, der er virkeligt nok i tid, dog ikke i evigheden. Al tro er virkelig for den troende.

3.75 Frugten af ​​kun ét træ var "forbudt" for mennesket i hans symbolske have. Men Gud kunne ikke have forbudt det, for ellers kunne det ikke være blevet spist. Hvis Gud kender Sine Børn, og jeg kan forsikre dig om, at det gør Han, ville Han have sat dem i en position, hvor deres egen ødelæggelse var mulig? Det ”træ”, der var forbudt, blev kaldt ”videnstræet.” Dog skabte Gud viden og gav den frit til Sine skabelser. Symbolikken her er blevet givet mange fortolkninger, men du kan være sikker på, at enhver fortolkning, der ser enten Gud eller Hans skabelser som i stand til at ødelægge deres eget formål, tager fejl.

3.76 At spise af frugten fra ​​kundskabens træ er et symbolsk udtryk for at indbygge evnen til selvskabelse i selvet. Dette er den eneste forstand, hvori Gud og hans Sjæle ikke er medskabere. Troen på, at de er, er underforstået i ”selv-opfattelse”, et begreb, nu gjort acceptabelt ved hjælp af dets svaghed og forklaret med en tendens fra selvet til at skabe et billede af det selv. Dets frygt aspekt tilskrives ofte frygt for gengældelse fra en "faderfigur", en særligt mærkelig idé i betragtning af, at ingen bruger udtrykket til at henvise til den fysiske fader. Det henviser til et billede af en fader i forhold til et billede af selvet

3.77 Billeder bliver opfattet, ikke kendt. Viden kan ikke bedrage, men opfattelse kan. Mennesket kan opfatte sig selv som selvskabende, men han kan ikke gøre mere end at tro det. Han kan ikke gøre det sandt. Og som vi sagde før, når du endelig opfatter korrekt, kan du kun være glad for, at du ikke kan. Men indtil da er troen på, at du kan den centrale grundsten i dit tankesystem, og alle dine forsvar bliver brugt til at angribe idéer, der muligvis bringer det frem i lyset. I tror stadigt, at I er billeder af jeres egen skabelse. Jeres sind er adskilte fra jeres Sjæle på dette punkt, og der er ingen løsning, mens I tror på den ene ting, der bogstaveligt talt er utænkelig. Det er derfor, I ikke kan skabe og er fyldt med frygt for det, I laver.

3.78 Sindet kan gøre troen på adskillelse meget virkelig og meget skræmmende, og denne tro er "djævelen." Den er magtfuld, aktiv, destruktiv og klart i modsætning til Gud, fordi den bogstaveligt talt benægter Hans Faderskab. Undervurder aldrig kraften i denne benægtelse. Se på jeres liv og se det, djævelen har lavet. Men vid, at denne fremstilling helt sikkert vil blive opløst i sandhedens lys, fordi dens fundament er en løgn.

3.79 Din skabelse af Gud er det eneste fundament, der ikke kan blive rystet, fordi lyset er i det. Dit udgangspunkt er sandhed, og du må vende tilbage til denne begyndelse. Meget er blevet opfattet siden da, men intet andet er sket. Det er derfor jeres Sjæle stadigt har fred, selvom jeres sind er i konflikt. I er endnu ikke gået langt nok tilbage, og det er derfor, I bliver så frygtsomme. Efterhånden som I nærmer jer begyndelsen, føler I frygten over ødelæggelsen af jeres tankesystem i jer, som om det var frygten for døden. Der er ingen død, men der er en tro på døden.

7.80 Bibelen siger, at den gren, der ikke bærer nogen frugt, vil blive skåret af og vil visne væk. Vær glad! Lyset vil skinne fra det sande Livsgrundlag, og dit eget tankesystem vil stå korrigeret. Det kan ikke stå anderledes. Du, som frygter frelse, vil virkeligt døden. Liv og død, lys og mørke, viden og opfattelse er uforenelige. At tro, at de kan forenes, er at tro, at Gud og menneske ikke kan. Kun énheden i viden er konfliktløs. Dit Rige er ikke af denne verden, fordi det blev givet dig fra hinsides denne verden. Kun i denne verden er idéen om et autoritetsproblem meningsfuld. Verden bliver ikke efterladt ved død, men ved sandhed, og sandhed kan blive kendt af alle dem, som Riget blev skabt for og som det venter på.

Kapitel Fire

Roden til ​​Alt Ondt

I. Indledning 4:

4.1 Bibelen siger, at du bør gå med en broder dobbelt så langt, som han beder om. Den foreslår bestemt ikke, at du sætter ham tilbage på hans rejse. Hengivenhed overfor en broder kan heller ikke sætte dig tilbage. Den kan kun føre til gensidig fremgang. Resultatet af ægte hengivenhed er inspiration, et ord, der korrekt forstået, er det modsatte af træthed. At være træt er at være ånd-løs, men at være inspireret er at være i ånden. At være egocentrisk er at være ånd-løs, men at være Selvcentreret i den rette forstand er at være inspireret eller i Sjælen. De virkeligt inspirerede er oplyste og kan ikke tåle at være i mørke.

4.2 Du kan tale fra Sjælen eller fra egoet, nøjagtigt som du vælger. Hvis du taler fra Sjælen, har du valgt "at være stille og vide, at Jeg er Gud." Disse ord er inspirerede, fordi de kommer fra viden. Hvis du taler fra egoet, fraskriver du dig viden i stedet for at bekræfte den og gør dermed dig selv ånd-løs. Begynd ikke på tåbelige rejser, fordi de virkelig er forgæves. Egoet ønsker dem måske, men Sjælen kan ikke gå i gang med dem, fordi den for evigt er uvillig til at forlade sit fundament.

4.3 Rejsen til korset skulle være den sidste tåbelige rejse for ethvert sind. Dvæl ikke ved den, men bortvis den som gennemført. Hvis du kan acceptere den som din egen sidste tåbelige rejse, er du også fri til at deltage i min genopstandelse. Menneskelig levevis er faktisk blevet unødvendigt spildt på en gentagelses-tvangshandling. Den udspiller adskillelsen igen og igen, tabet af magt, egoets tåbelige rejse i et forsøg på reparation og endelig korsfæstelsen af ​​kroppen eller døden.

4.4 Gentagelses-tvangshandlinger kan være endeløse, medmindre de bliver opgivet med en viljeshandling. Foretag ikke den patetiske menneskelige fejl med at ”klæbe fast til det gamle forrevne kors.” Det eneste budskab fra korsfæstelsen var, at vi kan overvinde korset. Medmindre du gør dette, er du fri til at korsfæste dig selv, så ofte du vælger. Men dette er ikke det Evangelium, jeg havde til hensigt at tilbyde dig. Vi har en anden rejse at påtage ps, og hvis du vil læse disse lektioner omhyggeligt, vil de hjælpe til med at forberede dig til at påtage dig den.

II. Ret Undervisning og Ret Indlæring

4.5 Vi har talt om mange forskellige menneskelige symptomer, og på dette niveau er der næsten en uendelig variation. Der er imidlertid kun én årsag til dem alle. Autoritetsproblemet er ”roden til alt ondt. " Penge er blot en af dets mange afspejlinger og de er et rimeligt repræsentativt eksempel på den type af tankegang, der stammer fra det. Idéen om at købe og sælge indebærer nøjagtigt den slags udveksling, som Sjælen overhovedet ikke kan forstå, fordi dens forsyning altid er rigelig og alle dens krav er fuldt ud opfyldt.

4.6 Ethvert symptom, som egoet har lavet, indebærer en modsigelse i vilkår. Dette er, fordi sindet er splittet mellem egoet og Sjælen, så hvad som helst egoet laver er ufuldstændigt og selvmodsigende. Denne uholdbare stilling er resultatet af autoritetsproblemet, som, fordi det accepterer den ene utænkelige tanke som dets forudsætning, kun kan frembringe idéer, der er utænkelige. Udtrykket ”bekende” bruges ganske ofte i Bibelen. At bekende er at identificere sig med en idé og tilbyde idéen til andre til at blive deres egen. Idéen mindskes ikke; den bliver stærkere.

4.7 En god lærer tydeliggør sine egne idéer og styrker dem ved at undervise i dem. Lærer og elev er ens i læreprocessen. De er i den samme rækkefølge af indlæring, og medmindre de deler deres lektioner, vil de mangle overbevisning. En god lærer må tro på de idéer, han bekender sig til, men han må opfylde en anden betingelse; han må også tro på de studerende, som han tilbyder sine idéer. Mange står vagt ved deres idéer, fordi de ønsker at beskytte deres tankesystemer, som de er, og indlæring betyder forandring. Forandring er altid skræmmende for de adskilte, fordi de ikke kan forestille sig det som en forandring i retning  af helbredelse af adskillelsen. De opfatter det altid som en forandring i retning af yderligere adskillelse, fordi adskillelsen var deres første oplevelse af forandring.

4.8 Du tror, ​​at hvis du ikke tillader nogen forandring at indgå i dit ego, vil din Sjæl finde fred. Denne dybtgående forvirring er kun mulig, hvis man hævder, at det samme tankesystem kan stå på to fundamenter. Intet kan nå Sjælen fra egoet, og intet fra Sjælen kan styrke egoet eller mindske konflikten indeni det. Egoet er en modsigelse. Menneskets selv og Guds Selv er i modsætning. De er modsatte i skabelse, i vilje og i resultat. De er grundlæggende uforenelige, fordi Sjælen ikke kan opfatte, og egoet kan ikke vide. De er derfor ikke i kommunikation og kan aldrig være i kommunikation. Ikke desto mindre kan egoet lære, fordi dets skaber kan blive vildledt, men kan ikke lave det fuldstændigt livløse ud af det livgivne. Sjælen behøver ikke at blive undervist, men egoet skal.

4.9 Den ultimative grund til, at indlæring opfattes som skræmmende, er, at indlæring virkelig fører til afgivelse af egoet (ikke ødelæggelse) til Sjælens lys. Dette er den ændring, som egoet må frygte, fordi det ikke deler min næstekærlighed. Min lektion var som jeres, og fordi jeg lærte den, kan jeg undervise i den. Jeg angriber aldrig jeres egoer, men jeg prøver virkeligt at lære jer, hvordan deres tankesystem(er) opstod. Når jeg minder jer om jeres sande skabelse, kan jeres egoer ikke andet end at reagere med frygt.

4.10 Undervisning og indlæring er dine største styrker nu, fordi du må skifte sindelag og hjælpe andre med at skifte deres. Det er meningsløst at nægte at tolerere forandring, fordi du tror, at du kan dokumentere, at adskillelsen ikke har fundet sted. Drømmeren, der tvivler på sin drøms virkelighed, mens han stadigt drømmer, helbreder ikke rigtigt niveau-spaltningen. Du har drømt om et adskilt ego, og du har troet på en verden, der hviler på det. Dette er meget virkeligt for dig. Du kan ikke ophæve dette ved ikke at gøre noget og ikke at forandre dig.

4.11 Hvis du/I er villig/e til at give afkald på rollen som beskytter[/e] af dit/jeres tankesystem[/er] og åbne [dem] for mig, vil jeg korrigere [dem] meget blidt og føre dig hjem. Enhver god lærer håber at give hans elever så meget af hans egen tænkning, at de en dag ikke længere behøver ham. Dette er det ene virkelige mål for forælderen, læreren og terapeuten. Dette mål vil ikke blive opnået af dem, der tror, ​​at de vil miste deres barn eller elev eller patient, hvis de får succes. Det er umuligt at overbevise egoet om dette, fordi det strider mod alle dets egne love. Men husk, at love er oprettet for at beskytte fortsættelsen af det system, som lovgiveren tror på.

4.12 Det er naturligt nok for egoet at prøve at beskytte sig selv, når du først har lavet det, men det er ikke naturligt for dig at ønske adlyde dets love, medmindre du tror på dem. Egoet kan ikke træffe dette valg på grund af karakteren af ​​dets oprindelse. Du kan det på grund af karakteren af din. Egoer kan støde sammen i enhver situation, men Sjæle kan ikke støde sammen overhovedet. Hvis du opfatter en lærer som blot et "større ego", vil du være bange, fordi at forstørre et ego er at forøge adskillelses-angst. Jeg vil undervise med dig og leve med dig, hvis du vil tænke med mig, men mit mål vil altid være at frigøre dig til sidst fra behovet for en lærer.

4.13 Dette er det modsatte af den ego-orienterede lærers mål. Han er optaget af virkningen af ​​hans ego på andre egoer og fortolker derfor deres samspil som et middel til ego-bevarelse. Jeg ville ikke være i stand til at vie mig til undervisning, hvis jeg troede på dette, og du vil ikke være en hengiven lærer, så længe du vedligeholder det. Jeg bliver konstant opfattet som en lærer, der enten skal ophøjes eller afvises, men jeg accepterer ingen af ​​opfattelserne for mig selv.

4.14 Din værdi bliver ikke fastlagt af din undervisning eller din indlæring. Din værdi blev fastlagt af Gud. Så længe du bestrider dette, vil alting, du gør, være frygtsomt, især en hvilken som helst situation, der egner sig til "overlegenhed-underlegenhed"-vildfarelsen. Lærere må være tålmodige og gentage deres lektioner, indtil de er lært. Jeg er villig til at gøre dette, fordi jeg har ingen ret til at fastsætte dine indlæringsgrænser for dig. Endnu en gang - intet, du gør eller tænker eller ønsker eller laver, er nødvendigt for at fastlægge din værdi. Dette punkt kan ikke diskuteres undtagen i vrangforestillinger. Dit ego står aldrig på spil, fordi Gud ikke skabte det. Din Sjæl står aldrig på spil, fordi Han gjorde. Nogen som helst forvirring på dette punkt er en vrangforestilling, og ingen form for hengivenhed er mulig, så længe denne vildfarelse varer.

4.15 Egoet prøver at udnytte alle situationer til former for ros for det selv for at blive i stand til overvinde dets tvivl. Det vil være tvivlrådigt for evigt, eller rettere, så længe du tror på det. Du, der lavede det, kan ikke have tillid til det, fordi du ved, at det ikke er virkeligt. Den eneste tilregnelige løsning er ikke at forsøge at ændre virkeligheden, som virkelig er et frygtsomt forsøg, men at se den, som den er. Du er en del af den virkelighed, der står uændret hinsides dit egos rækkevidde, men let indenfor din Sjæls rækkevidde. Når du er bange, vær stille og vid, at Gud er virkelig, og at du er Hans elskede Søn, som Han er godt tilfreds med. Lad ikke dit ego bestride dette, fordi egoet ikke kan vide, hvad der er så langt uden for dets rækkevidde, som du er.

4.16 Gud er ikke frygtens forfatter. I er. I har derfor valgt at skabe i modsætning til Ham, og I har lavet frygt til jer selv. I har ikke fred, fordi I ikke opfylder jeres funktion. Gud gav jer et meget ophøjet ansvar, som I ikke opfylder. I ved dette, og I er bange. Faktisk har jeres egoer valgt at være bange i stedet for at opfylde den. Når I vågner op, vil I ikke være i stand til at forstå dette, fordi det bogstaveligt talt er utroligt. Tro ikke det utrolige nu. Ethvert forsøg på at forøge dets troværdighed er blot at udsætte det uundgåelige.

4.17 Ordet "uundgåelig" er skræmmende for egoet, men glædeligt for Sjælen. Gud er uundgåelig, og du kan ikke undgå Ham mere end, Han kan undgå dig. Egoet er bange for Sjælens glæde, for når du først har oplevet den, trækker du al beskyttelse tilbage fra egoet og bliver helt uden investering i frygt. Din investering er stor nu, fordi frygt er et vidne til adskillelsen, og dit ego glæder sig, når du bevidner det. Lad det bag dig! Lyt ikke til det, og bevar det ikke. Lyt kun til Gud, Der er lige så ude af stand til at bedrag som de Sjæle, Han skabte.

4.18 Frigør jer selv, og frigør andre. Præsenter ikke et falsk og uværdigt billede af jer selv overfor andre, og accepter ikke selv et sådant billede af dem. Egoet har bygget et lurvet og ubeskyttet hjem til dig, fordi det ikke kan bygge anderledes. Forsøg ikke at få dette forarmede hus til at stå. Dets svaghed er din styrke. Kun Gud kunne oprette et hjem, der er værdigt til Hans skabelser, der har valgt at efterlade det tomt med deres egen frasigelse. Alligevel vil Hans hjem stå for evigt og er rede til dig, når du vælger at gå ind i det. På dette kan du være helt sikker. Gud er lige så ude af stand til at skabe det forgængelige som egoet er til at lave det evige.

4.19 Fra jeres egoer kan I ikke gøre noget for at redde jer selv eller andre, men fra ​​jeres Sjæle kan I gøre alt for at frelse begge. Ydmyghed er en lektion for egoet, ikke for Sjælen. Sjælen er hinsides ydmyghed, fordi den anerkender sin udstråling og med glæde kaster sit lys overalt. De sagtmodige skal arve jorden, fordi deres egoer er ydmyge, og dette giver dem bedre opfattelse. Sjælen, hvis skønhed og værdighed er langt hinsides tvivl, hinsides opfattelse, og som står for evigt som kendemærket for Guds kærlighed til Hans skabninger, som er Ham og kun Ham fuldstændigt værdige, har Hammeriget som ret. Intet andet er tilstrækkeligt værdigt til at være en gave til en skabelse af Gud Selv.

4.20 Jeg vil stå i stedet for dit ego, hvis du ønsker det, men aldrig for din Sjæl. En fader kan trygt efterlade et barn til en ældre broder, der har vist sig ansvarlig, men dette indebærer ingen forvirring om barnets oprindelse. Broderen kan beskytte barnets krop og hans ego, der er meget tæt forbundne, men han forveksler ikke sig selv med faderen, fordi han gør dette, selvom barnet måske gør. Jeg kan blive betroet din krop og dit ego simpelthen, fordi dette gør det muligt for dig ikke at være bekymret for dem og lader mig lære dig deres uvigtighed. Jeg kunne ikke forstå deres vigtighed for dig, hvis jeg ikke en gang selv var blevet fristet til at tro på dem.

4.21 Lad os påtage os at lære denne lektion sammen, så vi kan blive fri for dem sammen. Jeg har brug for hengivne lærere, der deler mit mål med at helbrede sindet. Sjælen er langt hinsides behovet for din beskyttelse eller min. Husk dette:

4.22 I denne verden behøver du ikke have prøvelser,

fordi jeg har overvundet verden.

4.23 Det er derfor, du skulle være ved godt mod.

III. Ego og falsk autonomi

4.24 Du har spurgt på det seneste, hvordan sindet nogensinde kunne have lavet egoet. Dette er et fuldstændigt rimeligt spørgsmål; faktisk det bedste spørgsmål, du kunne stille. Der er imidlertid ingen grund til at give et historisk svar, fordi fortiden ikke betyder noget i menneskelige udtryk, og historien ville ikke eksistere, hvis de samme fejl ikke blev gentaget i nuet. Abstrakt tanke gælder for viden, fordi viden er fuldstændig upersonlig, og eksempler er uvedkommende for at kunne forstå den. Opfattelse er imidlertid altid specifik og derfor ganske konkret.

4.25 Hver mand laver et ego til sig selv, selvom det er udsat for enorm variation på grund af dets ustabilitet, og et for alle han opfatter, der er lige så foranderlige. Deres samspil er en proces, der bogstaveligt talt ændrer dem begge, fordi de hverken blev skabt af eller med det uforanderlige. Det er særligt vigtigt at indse, at denne ændring kan og også sker lige så let, når samspillet finder sted i sindet, som når den involverer fysisk tilstedeværelse. At tænke på et andet ego er lige så effektivt til at ændre relativ opfattelse som fysisk samspil. Der kunne ikke være noget bedre eksempel på den kendsgerning, at egoet er en idé, dog ikke en virkelighedsbaseret tanke.

4.26 Din egen nuværende tilstand er et godt eksempel på, hvordan sindet lavede egoet. Du har virkelig viden nogle gange, men når du smider den væk, er det som om, du aldrig havde den. Denne egenrådighed er så tydelig, at man kun behøver at opfatte den for at se, at det virkeligt sker. Hvis det kan forekomme på den måde i nuet, hvorfor er det så overraskende, at det skete på den måde i fortiden? Psykologi hviler på princippet om kontinuitet i adfærd. Overraskelse er en rimeligt svar på det ukendte, men næppe på noget, der er sket med en sådan vedholdenhed. Jeg bruger din nuværende tilstand [som et eksempel] på, hvordan sindet kan fungere forudsat, at du fuldt ud anerkender, at det ikke behøver at fungere på den måde. Hvorfor er du overrasket over, at noget skete i den vage fortid, når det så klart sker lige nu?

4.27 Du glemmer den kærlighed, dyr har til deres eget afkom og behovet, de føler, for at beskytte dem. Dette er fordi de betragter dem som en del af sig selv. Ingen fornægter noget, han betragter som en meget virkelig del af sig selv. Mennesket reagerer på sit ego meget ligesom, Gud gør på Sine Sjæle: med kærlighed, beskyttelse og stor godgørenhed. Mandens reaktion på det selv, han lavede, er slet ikke overraskende. Faktisk kopierer det på mange måder hvordan han en dag vil reagere på hans virkelige skabelser, der er lige så tidløse, som han er. Spørgsmålet er ikke, hvordan manden reagerer på sit ego, men det han tror, han er.

4.28 Tro er en egofunktion, og så længe din oprindelse er åben for tro overhovedet, betragter du den virkeligt fra et ego synspunkt. [Det er derfor Bibelen citerer mig for at sige ”Du tror på Gud, tro også på mig”. Tro gælder virkeligt for mig, for jeg er egoets lærer] Når undervisning ikke længere er nødvendig, vil du blot kende Gud. Troen på, at der er en anden måde, er den mest ophøjede idé, som egotænkning er i stand til. Det er, fordi det indeholder en antydning af anerkendelse af, at egoet ikke er selvet. Undergravning af egoets tankesystem må blive opfattet som smertefuldt, selvom dette er alt andet end sandt. Babyer skriger i raseri, hvis du tager en kniv eller en saks væk, selvom de måske kan skade sig selv, hvis du ikke gør det. Hastighedsforøgelsen har placeret dig i samme position.

4.29 I er ikke forberedt, og i denne forstand er I babyer. I har ingen fornemmelse for virkelig selvbevarelse og vil meget sandsynlig beslutte, at I har brug for nøjagtigt det, der ville skade jer mest. Uanset om du ved det nu eller ej, har du imidlertid villet at samarbejde i en samordnet og meget prisværdig indsats for at blive både ufarlige og hjælpsomme, to egenskaber, der må gå sammen. Jeres holdninger, endog til dette, er nødvendigvis konfliktfyldte, fordi alle holdninger er egobaserede. Dette vil ikke vare ved. Vær tålmodige et stykke tid og husk, at resultatet er så sikkert som Gud.

4.30 Kun de, der har en virkelig og vedvarende fornemmelse af overflod, kan være sandt godgørende. Dette er helt indlysende, når du overvejer de involverede begreber. For egoet betyder at give noget som helst, at du klarer dig uden det. Når du forbinder given med opofrelse, giver du kun, fordi du tror, ​​at du på en eller anden måde får noget bedre, så du kan klare dig uden den ting, du giver. "At give for at få" er en uundgåelig lov for egoet, som altid bedømmer sig selv i forhold til andre egoer og derfor hele tiden er optaget af knaphedsprincippet, der gav anledning til det. Dette er betydningen af ​​Freuds ”virkelighedsprincip”, da Freud tænkte på egoet som meget svagt og udplyndret og kun i stand til at fungere som en ting med behov.

4.31 Egoets ”virkelighedsprincip” er ikke virkeligt overhovedet. Egoet er tvunget til at opfatte andre egoers "virkelighed", fordi det ikke kan fastlægge virkeligheden af det selv. Faktisk er hele opfattelsen af ​​andre egoer som virkelige kun et forsøg på at overbevise det selv om, at det er virkeligt. "Selvværd" i ego-udtryk betyder intet andet end, at egoet har vildledt sig selv til at acceptere dets virkelighed og er derfor midlertidigt mindre på rov. Denne "selvtillid" er altid sårbar over for stress, et udtryk, der faktisk henviser til en tilstand, hvor vrangforestillingen om egoets virkelighed trues. Dette producerer enten ego-punktering eller ego-oppustning, der resulterer i enten tilbagetrækning eller angreb.

4.32 Egoet lever bogstaveligt talt af sammenligninger. Dette betyder, at ligeværdighed er hinsides dets rækkevidde, og godgørenhed bliver umulig. Egoet giver aldrig ud af overflod, fordi det blev lavet som en erstatning for den. Det er derfor begrebet ”at få” opstod i egoets tankesystem. Alle lyster er "at få" mekanismer, der repræsenterer egoets behov for at bekræfte sig selv. Dette er lige så sandt for kropslige lyster, som det er for de såkaldte "højere" ego behov. Kropslige lyster er ikke fysiske i oprindelsen. Egoet anser kroppen for at være dets hjem og prøver virkelig at tilfredsstille sig selv gennem kroppen, men tanken om, at dette er muligt, er en beslutning af egoet, der er fuldstændig forvirret over, hvad der virkeligt er muligt. Dette er baggrunden for dets uberegnelige natur.

4.33 Egoet tror, at det er fuldstændigt på egen hånd, hvilket blot er en anden måde at beskrive på, hvordan det opstod. Dette er sådan en frygtsom tilstand, at det kun kan henvende sig til andre egoer og forsøge at forene sig med dem i et svagt forsøg på identifikation eller at angribe dem i en lige så svag udstilling af styrke. Det er imidlertid ikke frit at overveje gyldigheden af ​​selve forudsætningen, fordi denne forudsætning er dets fundament  Egoet er sindets tro på, at det er fuldstændigt på egen hånd. Dets uophørlige forsøg på at opnå Sjælens anerkendelse og dermed fastslå sin egen eksistens er fuldstændig ubrugelig.

4.34 Sjælen i sin viden er uopmærksom på egoet. Den angriber det ikke; den kan blot ikke forestille sig det overhovedet. Mens egoet er lige så uopmærksom på Sjælen, opfatter det virkeligt sig selv som afvist af “noget”, der er større end det selv. Det er derfor selvværd på ego vilkår må være en vrangforestilling. Guds skabelser skaber ikke myter, selvom menneskets skabende indsatser kan vende sig til mytologi. Den kan imidlertid kun gøre det på én betingelse; det mennesket derefter laver ikke længere er skabende. Myter er helt og aldeles opfattelser og er så tvetydige i form og så karakteristisk godt og ondt af natur, at de mest velvillige af dem ikke er uden frygtsomme bestanddele om ikke andet i antydninger.

4.35 Myter og magi er tæt forbundne på den måde, at myter normalt er knyttet til egoets oprindelse og magi til de kræfter, som egoet tilskriver sig selv. Ethvert mytologisk system inkluderer en vis beretning om "skabelsen" og forbinder dette med dens særlige opfattelse af magi. "Kampen for overlevelse" er intet andet end egoets kamp for at bevare sig selv og dets fortolkning af dets egen begyndelse. Denne begyndelse er altid forbundet med fysisk fødsel, fordi ingen hævder, at egoet eksisterede før det tidspunkt. De religiøst ego-orienterede tror, at Sjælen eksisterede før og vil fortsætte med at eksistere bagefter, efter et midlertidigt bortfald i egoliv. Nogle tror faktisk, at Sjælen vil blive straffet for dette bortfald, selvom den i virkeligheden umuligt kunne vide noget om det.

4.36 Udtrykket "frelse" gælder ikke Sjælen, som ikke er i fare og ikke behøver at blive frelst. Frelse er ikke andet end "ret-sindethed", som ikke er Sjælens Èn-sindethed, men som må gennemføres, før Èn-sindethed kan blive gendannet. Ret-sindethed dikterer det næste trin automatisk, fordi ret opfattelse er ensartet uden angreb, så forkert-sindethed bliver udslettet. Egoet kan ikke overleve uden dom og bliver lagt til side i overensstemmelse hermed. Sindet har så kun én retning, som det kan bevæge sig i. Retningen, som sindet vil tage, er altid automatisk, fordi det ikke kan andet end at være dikteret af det tankesystem, som sindet holder sig til.

4. 37 Ethvert tankesystem har indre konsistens, og dette giver grundlaget for kontinuiteten i opførsel. Dette er imidlertid et spørgsmål om pålidelighed og ikke om gyldighed. ”Pålidelig adfærd” er en meningsfuld opfattelse, hvad egotænkning angår. Imidlertid er "gyldig adfærd" et udtryk, som i sig selv er modstridende, fordi gyldighed er et mål og adfærd er et middel. Disse kan ikke kombineres logisk, fordi når et mål er nået, er midlerne til at nå det ikke længere meningsfulde.

4. 38 En hypotese er enten falsk eller sand, og vil blive accepteret eller afvist i overensstemmelse hermed. Hvis den viser sig at være sand, bliver den en kendsgerning, hvorefter ingen forsøger at vurdere den, medmindre dens status som kendsgerning bliver betvivlet. Enhver idé, som egoet har tildelt status, er tvivlsom, fordi kendsgerninger befinder sig i riget for viden.

4.39 At blande riger af debat sammen er en tænkefejl, som filosoffer har anerkendt i årHandreder. Psykologer er generelt ret mangelfulde i denne henseende, ligesom mange teologer. Data fra et debat rige betyder ikke noget i et andet, fordi de kun kan forstås indenfor det tankesystem, som de er en del af. Det er derfor psykologer koncentrerer sig i stigende grad om egoet i et forsøg på at forene deres tydeligvis ubeslægtede data. Det behøver næppe siges, at et forsøg på at beslægte det ubeslægtede ikke kan lykkes.

4.40 De nyere økologiske betoninger er kun en anden genial måde at forsøge at påtvinge orden på kaos. Vi har allerede krediteret egoet med betydelig opfindsomhed, dog ikke med kreativitet. Det bør imidlertid blive husket, at opfindsomhed virkelig er spildt indsats, selv i dens mest geniale former. Vi behøver ikke at forklare noget som helst. Dette er, fordi vi ikke behøver at besvære os selv med opfindsomhed. Opfindelsens meget konkret karakter er ikke Guds skabelsers abstrakte kreativitet værdig.

IV. Kærlighed uden konflikt

4.41 Du har aldrig forstået det, "Hammeriges Rige er indeni dig"  betyder. Grunden til, at du ikke har forstået det, er, fordi det ikke er forståeligt for egoet, som fortolker det som om, noget udenfor er indeni, og dette betyder ingenting. Ordet "indeni" er unødvendigt. Hammerige er dig. Hvad skabte Skaberen andet end dig, og hvad andet end dig er Hans Rige? Dette er hele Soningens budskab, et budskab, der i sin helhed overskrider summen af ​​dets dele. Julen er ikke en tid; den er en sindstilstand. Kristus-sindet vil fra Sjælen ikke fra egoet, og Kristus-sindet er dit.

4.42 Du har også et rige, som din Sjæl skabte. Den er ikke ophørt med at skabe, fordi dit ego har sat dig på vejen til opfattelse. Din Sjæls skabelser er ikke mere faderløse, end du er. Dit ego og din Sjæl vil aldrig være medskabere, men din Sjæl og din Skaber vil altid være det. Vær sikker på, at dine skabelser er lige så sikre, som du er.

4.43 Riget er perfekt forenet og perfekt beskyttet, og egoet vil ikke få magt over det. Amen.

4. 44 Det blev skrevet i den form, fordi det er en god ting at bruge som en slags bøn i øjeblikke af fristelse. Det er en uafhængighedserklæring. Du vil finde den meget nyttig, hvis du forstår den fuldt ud.

4.45 På sin karakteristiske omvendte måde har egoet taget impulserne fra overbevidstheden og opfatter dem som om, de opstår i det ubevidste. Egoet dømmer om, hvad der skal accepteres, og impulserne fra det superbevidste er uacceptable for det, fordi de tydeligt peger på ikke-eksistensen af egoet selv. Egoet oplever derfor trussel og censurerer ikke kun, men genfortolker også dataene. Som Freud imidlertid med rette påpegede, kan det, du har undertrykt, bibeholde et meget aktivt liv hinsides din opmærksomhed.

4.46 Undertrykkelse fungerer således for at skjule, ikke kun foragtelige impulser, men også de mest ophøjede, for bevidstheden, fordi begge er truende for egoet, og da det først og fremmest er optaget af sin egen bevaring i lyset af trussel, opfatter egoet dem som det samme. Trusselsværdien af det ophøjede er faktisk meget større for egoet, fordi trækket fra Gud Selv næppe kan sidestilles med trækket fra ​​menneskelige lyster. Ved at opfatte dem som det samme forsøger egoet at redde sig selv fra at blive fejet bort, som det helt sikkert ville blive i nærværelse af viden.

4.47 Det ubevidstes øverste niveau indeholder således Guds Kalden såvel som kroppens kalden. Det er derfor, den grundlæggende konflikt mellem kærlighed og frygt er ubevidst; egoet kan ikke tolerere nogen af ​​dem og undertrykker begge dele ved at ty til hæmning. Samfundet er afhængig af at hæmme sidstnævnte, men frelse afhænger af at uhæmme det førstnævnte. Grunden til, du behøver min hjælp, er, fordi du har undertrykt din egen Vejleder og derfor har brug for vejledning. Min rolle er at adskille det sande fra det falske i jeres ubevidste, så det kan bryde igennem de barrierer, som egoet har opsat og skinne ind i jeres sind. Mod vores forenede styrke kan egoet ikke sejre.

4.48 Det skulle være tydeligt for dig nu, hvorfor egoet betragter Sjælen som dets "fjende." Egoet opstod fra adskillelsen, og dets fortsatte eksistens afhænger af din fortsatte tro på adskillelsen. Efter at have reduceret Sjælens impulser til det ubevidste er egoet nødt til at tilbyde dig en eller anden slags belønning for at opretholde denne tro. Alt, hvad det kan tilbyde, er en fornemmelse af midlertidig eksistens, der begynder med dets egen begyndelse og slutter med dets egen afslutning. Det fortæller dig, at dette liv er din eksistens, fordi det er dets egen. Imod denne fornemmelse af midlertidig eksistens tilbyder Sjælen dig viden om varighed og urokkelig væren. Ingen, der har oplevet åbenbaringen af ​ ​dette, kan nogensinde tro fuldt ud på egoet igen. Hvordan kan dets magre tilbud til dig sejre over Guds glorværdige gave.

4. 49 Du, der identificerer dig med dine egoer, kan ikke tro, at Gud elsker dig. Du elsker ikke det, du har lavet, og det, du lavede, elsker ikke dig. Da det blev lavet ud af benægtelse af Faderen, har egoet ingen troskab overfor sin egen producent. Du kan ikke forestille dig det virkelige forhold, der eksisterer mellem Gud og Hans Sjæle på grund af det had, du har for det selv, du har lavet. Du projicerer over på din egen idé om dig selv viljen til at adskille, der er i konflikt med den kærlighed, du føler for det, du lavede, fordi du lavede det. Ingen menneskelig kærlighed er uden disse blandede følelser, og da intet ego har oplevet kærlighed uden blandede følelser, er begrebet hinsides dets forståelse.

4.50 Kærlighed vil øjeblikkeligt komme ind i et hvilket som helst sind, der virkelig ønsker den, men det må virkeligt ønske den. Det betyder, at den vil have den uden blandede følelser, og denne form for ønsken er fuldstændigt uden egoets "drift til at få." Der er en slags oplevelse, der er så forskellig fra alt, hvad egoet kan tilbyde, at du aldrig vil komme dig. Ordene "komme sig" bruges ganske bogstaveligt her - du vil aldrig være i stand til at tildække eller skjule igen. Det er nødvendigt at gentage her, at din tro på mørke og at skjule sig er grunden til, at lyset ikke kan komme ind. Bibelen giver mange henvisninger til de umålelige gaver, der er til dig, men som du må bede om. Dette er ikke en betingelse, som egoet sætter betingelser. Det er den glorværdige tilstand af det, du er.

4.51 Ingen kraft undtagen din egen vilje er stærk nok eller værdig nok til at vejlede dig. I dette er du så fri som Gud og må forblive det for evigt. Du kan aldrig blive bundet undtagen i ære, og det er altid frivilligt. Lad os bede Faderen i mit navn om at holde dig bevidst om Hans kærlighed til dig og din til Ham. Han har aldrig fejlet i at besvare denne anmodning, for den beder kun om et, Han allerede har villet. De, der i sandhed kalder, bliver altid svaret. Du skal ikke have nogen andre guder end Ham, fordi der er ingen.

4.52 Det er aldrig rigtig faldet dig ind at opgive enhver idé, du nogensinde har haft, der modsætter sig viden. Du bibeholder tusinder af små rester af ondskab, der forhindrer Den Hellige i at komme ind. Lys kan ikke trænge gennem væggene, du laver for at blokere det, og det er for evigt uvilligt til at ødelægge det, du har lavet. Ingen kan se gennem en mur, men jeg kan gå omkring den. Observer jeres sind for rester af ondskab, ellers vil I være ude af stand til at bede mig om at gøre det. Jeg kan kun hjælpe dig, som vores Fader skabte os. Jeg vil elske dig og ære dig og opretholde fuldstændig respekt for det, du har lavet, men jeg vil hverken ære det eller elske det, medmindre det er sandt.

4.53 Jeg vil aldrig svigte dig mere end Gud vil, men jeg må vente, så længe du vælger at svigte dig selv. Fordi jeg venter i kærlighed og ikke i utålmodighed, vil du helt sikkert spørge mig i sandhed. Jeg vil komme som svar på et enkelt utvetydigt kald. Iagttag nøje og se, hvad det er, du virkelig beder om. Vær meget ærlig overfor dig selv om dette, for vi må ikke skjule noget for hinanden. Hvis du virkelig vil prøve at gøre dette, har du taget det første skridt hen imod at forberede dit sind på at lade den Hellige træde ind. Vi vil forberede os på dette sammen, for når Han først er kommet, vil du være klar til at hjælpe mig med at gøre andre sind klar til Ham. Hvor længe vil du nægte Ham Hans Rige?

4.54 I dit eget ubevidste, dybt undertrykt af egoet, er erklæringen om din befrielse. Gud har givet dig alt. Dette er den ene kendsgerning, der betyder, at egoet ikke eksisterer, og som derfor gør det dybt bange. Husk, "at have" og "at være" er forskellige i egoets sprog, men de er identiske for Sjælen. Sjælen ved, at I begge har alt og er alt. Enhver sondring i denne henseende er kun meningsfuld, når idéen om at ”få”, hvilket indebærer en mangel, allerede er blevet accepteret. Derfor foretog vi ingen sondring før mellem at have Guds Rige og at være Guds Rige.

4.55 Guds Riges rolige væsen, som i dit tilregnelige sind er fuldstændigt bevidst, er hensynsløst forvist fra den del af sindet, som egoet styrer. Egoet er desperat, fordi det er modsætter sig bogstaveligt talt uovervindelige odds, uanset om du sover eller er vågen. Overvej hvor meget agtpågivenhed, du har været villig til at udøve for at beskytte dit ego, og hvor lidt du har været villig til at bruge for at beskytte dit højere sind. Hvem andre end de vanvittige ville forpligte sig til at tro det, der ikke er sandt og derefter beskytte denne tro på bekostning af sandheden?

V. Undslippelsen fra frygt

4.56 Hvis du ikke kan høre Guds Stemme, er det fordi du ikke vælger at lytte. Den kendsgerning, at du virkeligt lytter til dit egos stemme, demonstreres af dine holdninger, dine følelser og din opførsel. Dine holdninger er tydeligvis i konflikt, dine følelser har en snæver rækkevidde på den negative side, men er aldrig rent glade, og din opførsel er enten anstrengt eller uforudsigelig. Alligevel er det det, du ønsker. Dette er det, du kæmper for at beholde, og det, du er agtpågivende for at redde. Jeres sind er fyldt med planer for at redde jeres egoers ansigt, og I søger ikke Guds Ansigt. Spejlet, som egoet søger at se sit ansigt i, er så sandeligt mørkt. Hvordan kan det opretholde tricket af sin eksistens undtagen med spejle? Men hvor du søger for at finde dig selv er op til dig.

4.57 Vi har sagt, at du ikke kan skifte mening ved at ændre din adfærd, men vi har også sagt og mange gange før, at du kan skifte mening. Når dit humør fortæller dig, at du har valgt forkert, og det er sådan, når som helst du ikke er glad, så vid, at dette ikke behøver at være. I ethvert tilfælde hvor du har tænkt forkert om en eller anden Sjæl, som Gud skabte, og opfatter billeder, dit ego laver i et formørket spejl. Tænk ærligt over det, du har tænkt, som Gud ikke ville have tænkt, og det, du ikke har tænkt, som Gud ville have dig til at tænke. Søg oprigtigt efter det, I har gjort og ladet ugjort i overensstemmelse hermed, og skift derefter jeres sind til at tænke med Guds.

4.58 Det kan forekomme dig hårdt, men det er meget lettere end at prøve at tænke imod det. Dit sind er et med Guds. At benægte dette og tænke anderledes har holdt dit ego sammen, men har bogstaveligt taget splittet dit sind. Som en kærlig broder er jeg dybt bekymret over jeres sind og opfordrer jer til at følge mit eksempel, når I ser på jer selv og på hinanden og ser i begge de glorværdige skabninger af en glorværdig Fader.

4.59 Når du er trist, vid, at dette ikke behøver at være. Depression opstår altid i sidste ende af en følelse af at blive berøvet noget, du ønsker og ikke har. Vid, at du ikke er berøvet noget undtagen på grund af dine egne beslutninger, og beslut derefter anderledes.

4.60 Når du er ængstelig, vid, at al ængstelighed stammer fra egoets lunefuldhed og ikke behøver at være. Du kan være lige så agtpågivende imod egoets diktater som for dem.

4.61 Når du føler dig skyldig, vid, at egoet virkeligt har krænket Guds love, men du har ikke. Overlad egoets synder til mig. Det er det, Soningen er til. Men indtil du skifter sind om dem, dit ego har såret, kan Soningen ikke sætte dig fri. Så længe du føler dig skyldig, har dit ego kommandoen, fordi kun egoet kan opleve skyld. Dette behøver ikke være.

4.62 Hold øje med dit sind for egoets fristelser, og bliv ikke narret af det. Vid, at det tilbyder dig intet. Når du har opgivet denne frivillige nedslåethed, vil du se, hvordan dit sind kan fokusere og hæve sig over træthed og komme sig. Endnu er du ikke tilstrækkelig agtpågivende mod egoets krav til at frigøre dig selv. Dette behøver ikke være.

4.63 Vanen med at gå i kontakt med Gud og Hans skabelser bliver let lavet, hvis I aktivt nægter at lade jeres sind smutte væk. Problemet er ikke et om koncentration; det er troen på, at ingen, inklusive dig selv, er konstant anstrengelse værd. Tag min side konsekvent mod dette bedrag og tillad ikke denne lurvede tro at trække dig tilbage. De modløse er ubrugelige for sig selv og for mig, men kun egoet kan være modløs. Har I virkeligt overvejet, hvor mange muligheder I har for at glæde jer selv, og hvor mange af dem I har afvist? Der er ingen grænse for en Guds Søns kraft, men han kan selv begrænse udtrykket for hans kraft så meget, som han vælger.

4.64 Dit sind og mit kan forene sig i at lyse dit ego væk og forløse Guds styrke ind i alt, hvad du tænker og vil og gør. Nøjes ikke med noget mindre end dette, og afslå at acceptere andet end dette som dit mål. Observer jeres sind omhyggeligt for en hvilken som helst tro, der hindrer dets fuldførelse, og træd tilbage fra dem. Bedøm, hvor godt du har gjort dette ud fra dine egne følelser, for dette er den ene rette brug af dom. Dom kan, som ethvert andet forsvar, bruges til at angribe eller beskytte, til at såre eller helbrede. Egoet burde blive bragt til din bedømmelse og blive fundet mangelfuld der. Uden din egen loyalitet, beskyttelse og kærlighed kan det ikke eksistere. Døm dit ego i sandhed, og du må trække loyalitet, beskyttelse og kærlighed tilbage fra det.

4.65 I er sandhedsspejle, hvori Gud Selv skinner i perfekt lys. Til egoets mørke spejl har du kun brug for at sige ”Jeg vil ikke se der, fordi jeg ved, at disse billeder ikke er sande.” Så lad Den Hellige skinne på dig i fred, vel vidende, at dette og kun dette må være. Hans Sind skinnede på dig i din skabelse og bragte dit sind ind i væren. Hans Sind skinner stadig på dig og må skinne gennem dig. Dit ego kan ikke forhindre Ham i at skinne på dig, men det kan forhindre dig i at lade Ham skinne gennem dig.

4. 66 Kristi første komme er blot et andet navn på skabelsen, for Kristus er Guds Søn. Kristi anden komme betyder ikke andet end afslutningen på egoets herredømme over en del af menneskers sind helbredelsen af sindet. Jeg blev skabt ligesom dig i den første, og jeg har kaldt dig til at slutte dig til mig i den anden. Hvis I vil tænke over jeres liv, vil I se, hvor nøje forberedelserne blev lavet. Jeg har ansvaret for genkomsten, og min dom, der kun bliver brugt til beskyttelse, kan ikke tage fejl, fordi den aldrig angriber. Din er så forvrænget, at du mener, at jeg tog fejl ved at vælge dig. Jeg forsikrer jer for, at dette er jeres egoers fejltagelse. Forveksl det ikke med ydmyghed.

4.67 Jeres egoer prøver at overbevise jer om, at de er virkelige, og jeg er ikke, hvis jeg er virkelig, er jeg ikke mere virkelig end I er. Den viden, og jeg forsikrer jer om, at det er viden, betyder, at Kristus må komme ind i jeres sind og helbrede dem. Selvom jeg ikke angriber jeres egoer, arbejder jeg bestemt med jeres højere sind, hvad enten I sover eller er vågne, fuldstændigt som jeres ego gør med jeres lavere sind. Jeg er din agtpågivenhed i dette, fordi du er for forvirret til at anerkende dit eget håb. Jeg tog ikke fejl. Jeres sind vil vælge at slutte sig til mit, og sammen er vi uovervindelige.

4.68 I vil dog komme sammen i mit navn, og jeres mentale tilregnelighed vil blive genoprettet. Jeg oprejste de døde ved at vide, at livet er en evig egenskab ved alt det, den levende Gud skabte. Hvorfor tror du, at det er sværere for mig at inspirere de nedslåede eller at stabilisere det ustabile? Jeg tror ikke, at der er en rækkefølge af vanskeligheder i mirakler; du gør. Jeg har kaldt, og du vil svare. Jeg ved, at mirakler er naturlige, fordi de er udtryk for kærlighed. Mit kald på dig er lige så naturlig som dit svar og lige så uundgåeligt.

VI. Ego-Krop Illusionen

4.69 Alle ting arbejder sammen for det gode. Der er ingen undtagelser undtagen efter egoets dom. Kontrol er en central faktor i det egoet tillader at komme ind i bevidsthed, og en, som det vier sin maksimale agtpågivenhed. Dette er ikke måden, et afbalanceret sind holder sig sammen på. Dets kontrol er ubevidst. Egoet er yderligere ude af balance ved at holde dets primære motivation ubevidst og hæve kontrol til dominans i stedet for fornuftig dom. Egoet har al mulig grund til at gøre dette ifølge det tankesystem, der gav anledning til det, og som det tjener. Tilregnelig dom vil uundgåeligt dømme mod egoet og må blive udslettet af egoet af hensyn til dets selvopholdelsesdrift.

4.70 En væsentlig kilde til egoets uafbalancerede tilstand er dets manglende skelne-evne mellem impulser fra Gud og fra kroppen. Et hvilket som helst tankesystem, der laver denne forveksling, må være sindssygt. Dog er denne demente tilstand vigtig for egoet, der kun dømmer på grundlag af trussel eller ikke-trussel mod det selv. På en måde er egoets frygt for idéen om Gud i det mindste logisk, da denne idé virkeligt fordriver egoet. Frygt for opløsning fra den Højere Kilde giver derfor nogen mening på ego-vilkår. Men frygt for kroppen, som egoet identificerer sig så nøje med, er mere åbenlyst meningsløs.

4.71 Kroppen er egoets hjem efter dets eget valg. Det er den eneste identifikation, som egoet føler sig tryg ved, fordi kroppens sårbarhed er dets bedste argument for, at du ikke kan være af Gud. Dette er den tro, egoet ivrigt sponsorerer. Alligevel hader egoet kroppen, fordi det ikke accepterer tanken om, at kroppen er god nok til at være dets hjem. Det er her, sindet faktisk bliver fortumlet. At få fortalt af egoet, at det virkelig er en del af kroppen, og at kroppen er dets beskytter, og sindet bliver også konstant informeret om, at kroppen ikke kan beskytte det. Dette er selvfølgelig ikke blot nøjagtigt, men fuldstændigt indlysende.

4.72 Derfor spørger sindet: ”Hvor kan jeg søge beskyttelse?”, hvortil egoet svarer: ”Vend dig til mig.” Sindet, og ikke uden grund, minder egoet om, at det selv har insisteret på, at det er identificeret med kroppen, så der er ingen grund til at vende sig til det for beskyttelse. Egoet har intet virkeligt svar på dette, fordi der intet er, men det har virkeligt en typisk løsning. Det udsletter spørgsmålet fra sindets opmærksomhed. Når det først er ubevidst, kan og vil spørgsmålet skabe ubehag, men det kan ikke besvares, fordi det ikke kan stilles. Dette er spørgsmålet, der må blive stillet: ”Hvor kan jeg gå hen for beskyttelse?” Selv de sindssyge spørger om det ubevidst, men det kræver virkelig tilregnelighed at stille det bevidst.

4.73 Når Bibelen siger: ”Søg og I skal finde”, betyder det ikke, at I skal søge blindt og desperat efter noget, I ikke ville genkende. Meningsfuld søgen gennemføres bevidst, organiseres bevidst og styres bevidst. Målet må blive klart formuleret og holdes for øje. Lad mig, som en lærer med en vis erfaring, minde dig om, at lære og at ønske at lære er uadskillelige. Alle elever lærer bedst, når de tror, ​​at det, de prøver at lære, er af værdi for dem. Værdier i denne verden er imidlertid hierarkiske, og ikke alt det, du måske ønsker at lære har varig værdi.

4.74 Mange af de ting, du ønsker at lære, er bestemt valgt, fordi deres værdi ikke vil vare. Egoet tænker, at det er en fordel ikke at forpligte sig til noget som helst, der er evigt, fordi det evige må komme fra Gud. Evighed er den ene funktion, som egoet har forsøgt at udvikle, men har systematisk fejlet i. Det kan måske overraske dig at finde ud af, at havde egoet ønsket at gøre det, kunne det have lavet det evige, fordi det, som et produkt af sindet, er begavet med sin egen skabers magt. Imidlertid er beslutningen om at gøre dette snarere end evnen til at gøre det, hvad egoet ikke kan tolerere. Det er, fordi beslutningen, hvorfra evnen naturligt ville udvikle sig, nødvendigvis ville indbefatte en nøjagtig opfattelse, en tilstand af klarhed, som egoet, frygtsomt for at blive bedømt i sandhed, må undgå.

4.75 Resultaterne af dette dilemma er ejendommelige, men ikke mere end selve dilemmaet. Egoet har reageret karakteristisk her som andre steder, fordi mental sygdom, som altid er en form for ego involvering, og ikke er et spørgsmål om pålidelighed så meget som om gyldighed. Egoet går på kompromis med spørgsmålet om det evige, fuldstændigt ligesom det gør med alle spørgsmål, der berører det virkelige spørgsmål på nogen som helst måde. Ved at gå på kompromis i forbindelse med alle tangerende spørgsmål håber det at skjule det virkeligt spørgsmål og holde det ude af sindet. Egoets karakteristiske travlhed med det ikke-væsentlige er netop med det præcise formål.

4.76 Tænk over alkymistens ældgamle forsøg på at omdanne basismetal til guld. Det ene spørgsmål, som alkymisten ikke tillod sig at stille, var: ”Til hvad?” Han kunne ikke spørge om dette, fordi det straks ville blive tydeligt, at der ikke var nogen mening i hans anstrengelser, selvom det lykkedes ham. Hvis guld blev mere rigeligt, ville dets værdi falde, og hans eget formål ville blive besejret. Egoet har tolereret nogle mærkelige kompromiser med idéen om det evige og gjort mange underlige forsøg på at forbinde begrebet med det uvigtige i et forsøg på at tilfredsstille sindet uden at bringe sig selv i fare. Således har det tilladt sind at vie sig til muligheden af evig bevægelse, men ikke til evige tanker.

4.77 Idémæssig optagethed af problemer, sat op til ikke at have nogen løsning, er også foretrukne ego-anordninger til at hindre de med stærke viljer i at gøre virkelige indlæringsfremskridt. Problemerne med at kvadrere cirklen og føre pi ud i uendelighed er gode eksempler. Et nyere egoforsøg er særligt bemærkelsesværdigt. Idéen om at bevare kroppen ved ophængning og dermed give den den form for begrænset udødelighed, som egoet kan tolerere, er blandt dets nyere appelleringer til sindet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at i alle disse afledningsmanøvrer er det ene spørgsmål, der aldrig stilles af dem, der forfølger dem, er: "Til hvad?"

4.78 Dette er spørgsmålet, som du må lære at stille i forbindelse med alting, dit sind ønsker at påtage sig. Hvad er formålet? Uanset, hvad det er, kan du ikke være i tvivl om, at det automatisk vil kanalisere dine bestræbelser. Når du træffer en beslutning om formål, så har du taget en beslutning om din fremtidige bestræbelse, en beslutning, der forbliver i kraft, medmindre du ændrer beslutningen.

4.79 Psykologer er i en god stilling til at indse, at egoet er i stand til at skabe og acceptere som virkeligt nogle meget forvrængede associationer. Forvekslingen af ​​sex med aggression og den resulterende opførsel, der opfattes som den samme for begge, tjener som et eksempel. Dette er "forståeligt" for psykologen og producerer ikke overraskelse. Manglen på overraskelse er imidlertid ikke et tegn på forståelse. Det er et symptom på psykologens evne til at acceptere som rimeligt et kompromis, der klart er meningsløst - at tilskrive det til patientens mentale sygdom snarere end hans egen og at begrænse hans spørgsmål om både patienten og ham selv til det trivielle.

4.80 Sådanne relativt mindre forvirringer i egoet er ikke blandt dets mere dybtgående fejlassociationer, selvom de virkeligt afspejler dem. Jeres egoer har blokeret de mere vigtige spørgsmål, som jeres sind burde stille. I forstår ikke en patient, mens I selv er villige til at begrænse de spørgsmål, I stiller om hans sind, fordi I også accepterer disse grænser for jeres. Dette gør jer ude af stand til at helbrede ham og jer selv. Vær altid uvillig til at tilpasse jer nogen som helst situation, hvori mirakel-sindethed er utænkelig. Denne tilstand er i sig selv nok til at demonstrere, at opfattelsen er forkert.

VII. Den konstante tilstand

4.81 Det kan ikke understreges for ofte, at korrigere opfattelse kun er en midlertidig hjælp. Det er kun nødvendigt at gøre det, fordi fejlopfattelse er en blokering af viden, mens nøjagtig opfattelse er et springbræt til den. Hele værdien af ​​ret opfattelse ligger i den uundgåelige dom, som den indebærer, at den er unødvendig. Dette fjerner blokeringen helt. Du kan spørge, hvordan dette er muligt, så længe du ser ud til at leve i denne verden, og eftersom dette er et fornuftigt spørgsmål, har det et fornuftigt svar. Du må imidlertid være forsigtig med, om du virkeligt forstår spørgsmålet. Hvad er det "du", der lever i denne verden.

4.82 Udødelighed er en konstant tilstand. Det er lige så sandt nu, som det nogensinde var eller nogensinde vil være, fordi det indebærer ingen forandring overhovedet. Det er ikke et kontinuum, og det forstås heller ikke ved at blive sammenlignet med en modsætning. Viden inddrager aldrig sammenligninger. Det er dens væsentlige forskel fra alt andet, sindet kan fatte. ”En lille smule viden” er ikke farlig undtagen for egoet. Vagt fornemmer det trussel, og da det er ude af stand til at indse, at "en lille smule viden" er en meningsløs sætning, da "alt" og "en lille smule" i denne sammenhæng er det samme, beslutter egoet, at eftersom "alt" er umuligt, ligger frygten ikke der. ”En lille smule” er imidlertid et knaphedsbegreb, og dette forstår egoet godt. ”En lille smule” opfattes derefter som den virkelige trussel.

4.83 Den vigtige ting at huske er, at egoet ikke rigtigt erkender den virkelige kilde til dets opfattede trussel, og hvis du forbinder dig selv med egoet, opfatter du ikke hele situationen, som den er. Kun din loyalitet overfor det giver egoet nogen som helst magt over dig.

4.84 Vi har talt om egoet, som om det var en separat ting, der handler på egen hånd. Dette var nødvendigt for at overbevise dig om, at du ikke kan afvise det let og må erkende, hvor meget af din tænkning, der er ego-styret. Vi kan imidlertid ikke trygt give slip i det med det, ellers vil I nødvendigvis anse jer selv som konfliktfyldte, så længe I er her, eller mere korrekt, så længe I tror, ​​at I er her.

4.85 Egoet er intet andet end en del af jeres tro på jer selv. Dit andet liv er fortsat uden afbrydelse og er og vil altid være fuldstændig upåvirket af dine forsøg på at tage afstand. Forholdet mellem undertrykkelse og afstandtagen varierer med den enkelte ego-illusion, men afstandtagen er altid involveret, ellers ville du ikke tro, at du er her. Ved at lære at undslippe fra de illusioner, I har lavet, er jeres store gæld til hinanden noget, I aldrig må glemme. Det er nøjagtigt den samme gæld, som I skylder mig. Hver gang I reagerer egoistisk overfor hinanden, bortkaster I nåden fra jeres gæld og den hellige opfattelse, den ville frembringe.

4.86 Udtrykket "hellig" kan bruges her, for efterhånden som I lærer, hvor meget gæld I er i til hele Sønskabet, som inkluderer mig, kommer I så tæt på viden, som opfattelse nogensinde kan. Kløften er derefter så lille, at viden let kan flyde over den og udslette den for evigt. I har meget lidt tillid til mig endnu, men den vil stige, når I henvender jer mere og mere ofte til mig i stedet for til jeres egoer for at få vejledning. Resultaterne vil overbevise jer i stigende grad om, at jeres valg ved at vende jer til mig er det eneste tilregnelige valg, I kan foretage jer. Ingen, der har lært af erfaring, at ét valg bringer fred og glæde, mens et andet bringer kaos og ulykke, behøver meget betingning.

4.87 Egoet kan ikke modstå betingningsprocessen, fordi selve processen demonstrerer, at der er en anden måde. Betingning ved belønning har altid været mere effektiv end betingning ved smerte, fordi smerte er en ego-illusion og kan aldrig fremkalde mere end en midlertidig virkning. Guds belønninger genkendes dog straks som evige. Eftersom denne anerkendelse foretages af dig og ikke af egoet, fastlægger selve erkendelsen, at du og dit ego ikke kan være identiske. Du tror måske, at du allerede har accepteret forskellen, men du er på ingen måde overbevist endnu. Selve det faktum, at du er optaget af idéen om at undslippe fra egoet, viser dette.

4.88 Du kan ikke undslippe fra egoet ved at ydmyge det eller kontrollere det eller straffe det. Husk, at egoet og Sjælen ikke kender hinanden. Det adskilte sind kan ikke opretholde adskillelsen undtagen ved afstandtagen. Efter at have gjort dette, benytter det undertrykkelse imod alle virkeligt naturlige impulser, ikke fordi egoet er en separat ting, men fordi du ønsker tro, at du er. Egoet er en anordning til at opretholde denne tro, men det er stadig kun din villighed til at bruge anordningen, der gør den i stand til at holde ud.

4.89 Min tillid til dig er større end din til mig i øjeblikket, men det vil ikke altid være på den måde. Din mission er meget enkel. Du er blevet valgt til at leve for at demonstrere, at du er ikke et ego. Jeg gentager, at jeg ikke vælger Guds kanaler fejlagtigt. Den Hellige deler min tillid og godkender altid mine Soningsbeslutninger, fordi min vilje aldrig er ude af overensstemmelse med Hans. Jeg har fortalt dig før, at jeg har ansvaret for hele Soningen. Dette er kun, fordi jeg afsluttede min del i den som et menneske og kan nu gennemføre den gennem andre mennesker. Mine udvalgte modtagelses- og afsendelses-kanaler kan ikke fejle, fordi jeg vil låne dem min styrke, så længe deres mangler.

4.90 Jeg vil gå med dig til Den Hellige, og gennem min opfattelse kan Han slå bro over den lille kløft. Jeres taknemmelighed overfor hinanden er den eneste gave jeg ønsker. Jeg vil bringe den til Gud for dig, vel vidende at kende din broder er at kende Gud. En lille smule viden er en altomfattende ting. Hvis I er taknemmelige overfor hinanden, er I taknemmelige overfor Gud for det, Han skabte. Gennem jeres taknemmelighed kan I komme til at kende hinanden, og ét øjeblik af virkelig anerkendelse gør alle mennesker til dine brødre, fordi de alle er af din Fader. Kærlighed overvinder ikke alle ting, men den sætter virkeligt alle ting på deres rette plads. Fordi I alle er Guds Rige, kan jeg føre jer tilbage til jeres egne skabelser, som I endnu ikke kender. Det, der er blevet taget afstand fra, er der stadigt.

4.91 Efterhånden, som du kommer nærmere til en broder, nærmer du dig virkeligt mig, og efterhånden som du trækker dig tilbage fra ham, bliver jeg fjern for dig. Dit kæmpe skridt fremad var at insistere på et "samarbejdsprojekt." Dette strider ikke mod den sande Ånd i meditation; det er iboende i den. Meditation er et samarbejdsprojekt med Gud. Det kan ikke gennemføres med succes af dem, der frigør sig fra Sønskabet, fordi de frigør sig fra mig. Gud vil kun komme til dig efterhånden, som du vil give Ham til dine brødre. Lær først af dem, og du vil blive rede til at høre Gud efterhånden, som du hører dem. Det er, fordi kærlighedens funktion er én.

4.92 Hvordan kan du undervise nogen i værdien af ​​noget, han har smidt væk med vilje? Han må have smidt det væk, fordi han ikke værdsatte det. Du kan kun vise ham, hvor ulykkelig han er uden det og bringe det meget langsomt nærmere, så han kan lære, hvordan hans ulykkelighed mindskes, når han nærmer sig det. Dette betinger ham til at forbinde sin elendighed med dets fravær og til at forbinde det modsatte af elendighed med dets tilstedeværelse. Det bliver gradvist ønskværdigt, når han skifter mening om dets værdi.

4.93 Jeg betinger dig til at forbinde elendighed med egoet og glæde med Sjælen. I har betinget jer selv den anden vej rundt. En langt større belønning vil dog bryde igennem enhver betingning, hvis den gentagne gange tilbydes, når som helst de gamle vanemønstre brydes. Du er stadig fri til at vælge, men kan du virkelig ønske egoets belønninger i nærværelse af Guds belønninger?

VIII. Skabelse og kommunikation

4.94 Det burde være tydeligt nu, at selvom indholdet af en hvilken som helst ego-illusion ikke betyder noget, er det som regel mere nyttigt at korrigere den i en bestemt sammenhæng. Ego-illusioner er ganske konkret, selvom de ofte ændrer sig, og selvom sindet naturligt er abstrakt. Sindet bliver ikke desto mindre konkret frivilligt, så snart det spalter. Imidlertid spalter kun en del af det, så kun en del af det er konkret. Den konkrete del er den samme del, der tror på egoet, fordi egoet afhænger af det konkrete. Det er den del, der tror, at din eksistens betyder, at du er adskilt.

4.95 Alt det, egoet opfatter, er en adskilt helhed uden de relationer, der indebærer væren. Egoet er således imod kommunikation, undtagen i det omfang det bruges til at fastslå adskillelse snarere end at afskaffe den. Egoets kommunikationssystem er baseret på dets eget tankesystem ligesom alt andet, det dikterer. Dets kommunikation bliver kontrolleret af dets behov for at beskytte sig selv, og det vil afbryde kommunikationen, når det oplever trussel. Selvom dette altid er tilfældet, opfatter individuelle egoer forskellige slags trusler, der er ganske konkret efter deres egen vurdering. Selvom alle former for opfattede krav, for eksempel, kan blive klassificeret eller bedømt af egoet som tvangskommunikation, der må afbrydes, vil besvarelsen med at afbryde kommunikation ikke desto mindre være til en bestemt person eller personer.

4.96 Egoets konkrete tænkning resulterer derefter i en falsk type af generalisering, som ikke virkeligt er abstrakt overhovedet. Det vil reagere på visse bestemte måder på alle stimuli, som det opfatter som beslægtede. I modsætning hertil reagerer Sjælen på samme måde på alt det, den ved, er sandt og reagerer ikke på noget som helst andet overhovedet. Ej heller gør den noget forsøg på at fastslå det, der er sandt. Den ved, at det, der er sandt, er alting, som Gud skabte. Den er i fuldstændig og direkte kommunikation med ethvert aspekt af skabelsen, fordi den er i fuldstændig og direkte kommunikation med dens Skaber.

4.97 Denne kommunikation er Guds Vilje. Skabelse og kommunikation er synonyme. Gud skabte ethvert sind ved at kommunikere Sit Sind til det og således oprette det for evigt som en kanal til modtagelse af Hans Sind og Vilje. Eftersom kun væsener af samme type virkelig kan kommunikere, kommunikerer Hans Skabelser naturligt med Ham og som Ham. Denne kommunikation er fuldstændigt abstrakt på den måde, at dens kvalitet er universel i anvendelse og ikke underlagt nogen som helst dom, nogen som helst undtagelse eller nogen som helst ændring. Gud skabte dig af dette og for dette. Sindet kan fordreje sin funktion, men det kan ikke udstyre sig selv med funktioner, det ikke blev givet. Det er derfor, sindet ikke fuldstændigt kan miste evnen til at kommunikere, selvom det kan afvise at bruge den på vegne af væren.

4.98 Eksistens såvel som væren hviler på kommunikation. Eksistens er imidlertid konkret i, hvordan, hvad og med hvem kommunikation vurderes til at være værd at foretage sig. Væren er fuldstændigt uden disse sondringer. Det er en tilstand, hvor sindet er i kommunikation med alt det, der er ægte, inklusive Sjælen. I en hvilken som helst grad du tillader denne tilstand at blive afkortet, begrænser du din fornemmelse af din egen virkelighed, som kun bliver fuldstændig ved, at du erkender al virkelighed i den glorværdige sammenhæng af dens virkelige forhold til dig. Dette er din virkelighed. Undlad at vanhellige den eller at vige tilbage fra den. Den er dit virkelige hjem, dit virkeligt tempel og dit virkelige Selv.

4.99 Gud, der omfatter al væren, skabte ikke desto mindre væsener, der individuelt har alting, men som ønsker at dele det for at øge deres glæde. Intet, der er virkeligt, kan blive forøget undtagen ved at dele. Det er derfor Gud Selv skabte dig. Guddommelig abstraktion glæder sig over anvendelse, og det er det, skabelse betyder. ”Hvordan”, ”hvad” og ”med hvem” er irrelevant, fordi virkelig skabelse giver alt, eftersom den kun kan skabe som sig selv. Husk, at i væren er der ikke nogen forskel mellem at “have” og at ”være”, som der er i eksistensen. I tilstanden af ​​væren, giver sindet alting altid.

4.100 Bibelen siger gentagne gange, at du bør lovprise Gud. Dette betyder næppe, at du skal fortælle Ham, hvor vidunderlig Han er. Han har ikke noget ego til at acceptere sådan tak med og ingen opfattelse at bedømme sådanne ydelser med. Men medmindre du påtager dig din del i skabelsen, er Hans glæde ikke fuldstændig, fordi din er ufuldstændig. Og dette ved Han. Han ved det i Sit eget Væsen og dets oplevelse af Hans Søns oplevelse. Hans Kærligheds konstante udadgående bliver blokeret, når Hans kanaler er lukkede, og Han er ensom, når de sind, Han skabte, ikke kommunikerer fuldt ud med Ham.

4.101 Gud har bevaret dit Rige for dig, men Han kan ikke dele Sin glæde med dig, før du ved det med hele dit sind. Selv åbenbaring er ikke nok, fordi det er kommunikation fra Gud. Det er ikke nok, før det er delt. Gud har ikke brug for åbenbaring bragt tilbage til Ham, hvilket helt klart ville være umuligt, men Han ønsker virkeligt åbenbaring bragt til andre. Dette kan ikke gøres med den faktiske åbenbaring, fordi dens indhold ikke kan udtrykkes, og den er intenst personlig for sindet, der modtager den. Den kan imidlertid stadigt blive returneret af sindet gennem dets holdninger til andre sind, som den viden fra den åbenbaring bringer.

4.102 Gud bliver lovprist, når som helst et hvilket som helst sind lærer at være fuldstændigt hjælpsom. Dette er umuligt uden at være fuldstændigt ufarlig, fordi de to overbevisninger eksisterer sammen. De sandt hjælpsomme er usårlige, fordi de ikke beskytter deres ego, så intet kan såre dem. Deres hjælpsomhed er deres lovprisning af Gud, og Han vil returnere deres lovprisning af Ham, fordi de er som Ham, og de kan glæde sig sammen. Gud går ud til dem og gennem dem, og der er stor glæde i hele Riget. Hvert sind, der er ændret, føjer til denne glæde med sin egen individuelle villighed til at deltage i den. De sandt hjælpsomme er Guds mirakelarbejdere, som jeg leder, indtil vi alle er forenet i Rigets glæde. Jeg vil vise dig hen til hvor som helst, du kan være sandt hjælpsom, og til hvem som helst, der kan følge min vejledning gennem dig.

IX. Ægte rehabilitering

4.103 Ethvert sind, der er splittet, behøver genoptræning. Den medicinske orientering til genoptræning lægger vægt kroppen, mens den erhvervsmæssige retning understreger egoet. "Hold"-tilgangen fører generelt mere til forvirring end til noget andet, fordi den for ofte bliver misbrugt som en måde at udøve egoets dominans over andre egoer snarere end et virkeligt eksperiment i samarbejdet mellem sind. Genoptræning, som en bevægelse, er en forbedring i forhold til den åbenlyse forsømmelse af dem, der har behov for hjælp, men det er ofte ikke mere end et smertefuldt forsøg fra den haltes side på at lede den blinde.

4.104 Egoet vil sandsynligvis frygte ødelagte kroppe, fordi det ikke kan tolerere dem. Egoet kan heller ikke tolerere ego svaghed uden blandede følelser, fordi det er bange for sin egen svaghed såvel som svagheden i dets valgte hjem. Når det bliver truet, blokerer egoet din naturlige impuls til at hjælpe, og anbringer dig under den delte viljes belastning. Du kan så blive fristet til at trække dig tilbage for at tillade dit ego at komme sig og for at få styrke nok til at være hjælpsom igen på et grundlag, begrænset nok til ikke at true dit ego, men for begrænset til at give dig glæde. De med ødelagte kroppe bliver ofte set ned på af egoet på grund af dets tro på, at intet andet end en perfekt krop er værdig som dets eget tempel.

4.105 Et sind, der viger tilbage fra en såret krop, har selv et stort behov for genoptræning. Alle symptomer på sår behøver sand hjælpsomhed, og når som helst de bliver mødt med dette, helbreder sindet, der møder dem, sig selv. Genoptræning er en holdning af lovprisning af Gud, som Han Selv kender Lovprisning. Han tilbyder lovprisning til dig, og du må tilbyde den til andre. Klinikernes vigtigste handicap ligger i deres holdning til dem, som deres egoer opfatter som svækkede og beskadigede. Ved disse bedømmelser har de svækket og ødelagt deres egen hjælpsomhed og har således sat deres egen genoptræning tilbage. Genoptræning drejer sig ikke hverken om egoets kamp for at opnå kontrol eller dets behov for at undgå og trække sig tilbage. Du kan gøre meget på vegne af din egen og andres genoptræning, hvis du i en situation, der kræver helbredelse, tænker på det på denne måde:

4.106  Jeg er her kun for at være sandt hjælpsom.

Jeg er her for at repræsentere Kristus, Som sendte mig.
Jeg behøver ikke at bekymre mig om det, jeg skal sige, eller det, jeg skal gøre, fordi Han, Der sendte mig, vil lede mig.
Jeg tilfredse med at være, hvor som helst Han ønsker,

vel vidende, at Han går der med mig.
Jeg vil blive helbredt efterhånden, som jeg lader Ham lære mig at helbrede.

Kapitel Fem

Helbredelse og Helhed

I. Introduktion

5: 1 At helbrede er at gøre lykkelig. Jeg har fortalt jer før om at tænke på, hvor mange muligheder I har til at glæde jer selv, og hvor mange I har afvist. Dette er nøjagtigt det samme som at fortælle jer, at I har afvist at helbrede jer selv. Lyset, der tilhører jer, er glædens lys. Udstråling er ikke forbundet med sorg. Depression er ofte smitsom, men selvom den kan påvirke dem, der kommer i kontakt med den, giver de ikke efter for indflydelsen helhjertet. Men glæde fremkalder en indbygget vilje til at tage del i den og fremmer således sindets naturlige impuls til at reagere som ét.

5.2 De, der forsøger at helbrede uden selv at være helt glade, fremkalder forskellige typer af reaktioner på samme tid og berøver således andre glæden over at svare helhjertet. For at være helhjertet må du være lykkelig. Hvis frygt og kærlighed ikke kan sameksistere, og hvis det er umuligt at være helt frygtsom og forblive i live, så er den eneste mulige hele tilstand kærlighedens. Der er ingen forskel mellem kærlighed og glæde. Derfor er den eneste mulige hele tilstand den fuldstændigt glade. At helbrede eller at gøre glad er derfor det samme som at integrere og gøre til én. Der er derfor, det ingen forskel gør, til hvilken del eller af hvilken del af Sønskabet helbredelse bliver gjort. Enhver del drager fordel og drager fordel ligeligt.

5.3 Du bliver velsignet af enhver velgørende tanke om hvem som helst af ​​dine brødre hvor som helst. Af taknemmelighed burde du ønske at velsigne dem til gengæld. Du behøver ikke at kende dem individuelt eller de dig. Lyset er så stærkt, at det stråler igennem hele Sønskabet og giver tak tilbage til Faderen for at stråle Hans glæde på det. Kun Guds hellige Børn er værdige til at være kanaler for Hans smukke glæde, fordi kun de er smukke nok til at rumme den ved at dele den. Det er umuligt for et Guds Barn at elske sin næste undtagen som ham selv. Derfor er healerens bøn:

5.4 Lad mig kende denne broder, som jeg kender mig selv.

II. Helbredelse som Tilslutning

5.5 Helbredelse er en tankehandling, ved hvilken to sind opfatter deres enhed og bliver glade. Denne glæde påkalder enhver del af Sønskabet til at glæde sig med dem og lader Gud Selv gå ud i dem og gennem dem. Kun det helbredte sind kan opleve åbenbaring med varig virkning, fordi åbenbaring er en oplevelse af ren glæde. Hvis du ikke vælger at være fuldstændigt glad, kan dit sind ikke have det, det ikke vælger at være. Husk, at Sjælen ingen forskel kender mellem “at være” og “at have”. Det højere sind tænker i overensstemmelse med lovene, som Sjælen adlyder, og ærer derfor kun Guds love. For Ham er at få meningsløst og at give er alt. Havende alting beholder Sjælen alt ved at give det og Skaber således, som Faderen skabte.

5.6 Hvis du tænker over det, vil du se, at selvom denne form for tænkning er helt fremmed for at have ting er den ganske forståelig selv for det lavere sind i forbindelse med idéer. Hvis du deler en fysisk besiddelse, deler du virkeligt dens ejerskab. Hvis du imidlertid deler en idé, mindsker du den ikke. Hele den er stadig din, selvom den hele er blevet givet væk. Hvis den person, du giver den, desuden accepterer det som hans, forstærker han den i dit sind og forøger den således. Hvis du kan acceptere konceptet om, at verden er én, der består af ​​idéer, er hele troen på den falske forbindelse, som egoet laver mellem at give og tabe, borte.

5.7 Lad os begynde vores genopvågningsproces med bare nogle få enkle begreber:

5.8 Tanker forøges ved at blive givet væk.
Jo flere, der tror på dem, jo ​​stærkere bliver de.
Alting er en idé.
Hvordan er det så muligt at at give og tabe kan blive
meningsfuldt forbundet?

5.9 Dette er invitationen til Helligånden. Jeg sagde til dig, at jeg kunne række op og bringe Helligånden ned til dig, men jeg kan kun bringe Ham til dig på din egen invitation. Helligånden er intet andet end din egen retsindighed. Han var også min. Bibelen siger: ”Måtte det sind være i dig, der også var i Kristus Jesus,” og bruger dette som en velsignelse. Det er mirakel-sindethedens velsignelse. Den beder om, at du må tænke, som jeg tænkte, og gå sammen med mig i Kristus-tænkning.

5.10 Helligånden er den eneste del af den Hellige Treenighed, der er symbolsk. Der refereres til Ham i Bibelen som Helbrederen, Trøsteren og Vejlederen. Han beskrives også som noget ”særskilt” adskilt fra Faderen og Sønnen. Jeg sagde selv: "Hvis jeg går, vil jeg sende jer en anden trøster, og Han vil blive hos jer." Helligånden er et vanskeligt begreb at begribe, netop fordi den er symbolsk og derfor åben for mange forskellige fortolkninger. Som en mand og som en af ​​Guds skabelser lærte min rette tænkning, der kom fra den Universelle Inspiration, der er Helligånden, mig først og fremmest, at denne Inspiration er til alle. Jeg kunne ikke have Den selv uden at vide dette.

5.11 Ordet ”vide” er passende i denne sammenhæng, fordi den Hellige Inspiration er så tæt på viden, at den fremkalder den; eller bedre, tillader den at komme. Vi har før talt om den højere eller den "sande" opfattelse, der er så tæt på sandheden, at Gud Selv kan strømme over den lille spalte. Viden er altid rede til at strømme alle steder hen, men den kan ikke modsætte sig. Derfor kan du blokere den, selvom du aldrig kan miste den. Helligånden er Kristus-sindet, der fornemmer den viden, der ligger hinsides opfattelse. Den blev til med adskillelsen som en beskyttelse, der samtidigt inspirerede begyndelsen på Soningen. Før det var der ikke behov for helbredelse, og ingen var trøstesløse.
               

III. Soningens Sind

5.12 Gud ærede endog Hans Børns misskabelser, fordi de havde lavet dem, men Han velsignede dem også med en måde at tænke på, der kunne hæve deres opfattelser, indtil de blev så ophøjede, at de næsten kunne nå tilbage til Ham. Helligånden er Soningens Sind. Den repræsenterer en sindstilstand, der kommer tæt nok på énsindethed til, at overførsel til den omsider er mulig. Overførsel afhænger af almindelige elementer i den gamle lære og den nye situation, den bliver overført til. Opfattelse er ikke viden, men den kan blive overført til viden eller krydse over ind i den. Det kunne endog være mere nyttigt her at bruge den bogstavelige betydning af ”båret” over, eftersom det sidste skridt bliver taget af Gud.

5.13 Helligånden, den delte Inspiration fra hele Sønskabet, fremkalder en slags opfattelse, hvori mange elementer er som dem i Hammeriget selv.

5.14 For det første er dens almengyldighed fuldstændig klar, og ingen, der modtager den, kunne nogensinde tro i ét øjeblik, at deling af den indebærer andet end gevinst.

5.15 For det andet er den ude af stand til angreb og er derfor i sandhed åben. Dette betyder, at selvom den ikke afføder viden, hindrer den den ikke på nogen måde. [For det tredje er den en utvetydig opfordring til kærlighed. Enhver anden stemme er stille.]

16 Der er et punkt, hvor tilstrækkelige kvantitative ændringer producerer virkelige kvalitative forskelle. Det næste punkt kræver virkelig forståelse, fordi det er det punkt, hvor skiftet finder sted. Endelig, peger det på vejen hinsides den helbredelse, det bringer, og fører sindet hinsides dets egen integration ind på skabelsensstier.

5.17 Helbredelse er ikke skabende; det er reparation. Helligånden fremmer helbredelse ved at se hinsides den til det, Guds Børn var, før der var behov for helbredelse og vil være, når de er blevet helbredt. Denne ændring af tidsrækkefølgen burde være ganske velkendt, fordi den ligner meget skiftet i tidsopfattelse, som miraklet introducerer. Helligånden er motivationen til mirakel-sindethed, viljen til at helbrede adskillelsen ved at give slip i den. Denne vilje er i dig, fordi Gud anbragte den i dit sind, og selvom du kan holde den sovende, kan du ikke udslette den.

5.18 Gud Selv holder denne vilje i live ved at transmittere den fra Sit Sind til dit, så længe der findes tid. Den er delvist Hans og delvist din. Miraklet selv er blot denne sammensmeltning eller forening af vilje mellem Fader og Søn. Helligånden er glædens Ånd. Han er Opfordringen til at vende tilbage, som Gud velsignede Sine adskilte Sønners sind med. Dette er sindets kald. Sindet havde intet kald før adskillelsen, for før den havde det kun væren og ville ikke have forstået kaldet til ret tænkning. Helligånden var Guds Svar på adskillelsen, det middel, hvormed Soningen kunne reparere, indtil hele sindet vendte tilbage til at skabe.

5.19 Soningen og adskillelsen begyndte på samme tid. Da manden lavede egoet, anbragte Gud opfordringen til glæde i ham. Denne opfordring er så stærk, at egoet altid opløses ved dens lyd. Det er derfor, du kan vælge at lytte til to stemmer i dig. En, har du selv lavet, og den ene er ikke af Gud. Men den anden er givet dig af Gud, Der beder dig om kun at lytte til den. Helligånden er i dig i en meget bogstavelig forstand. Hans er den stemme, der kalder dig tilbage til, hvor du var før og vil være igen.

IV. Stemmen for Gud

5.20 Er det overhovedet muligt i denne verden kun at høre den Stemme og ingen anden. Det kræver en indsats og stor vilje til at lære. Det er den sidste lektion, som jeg lærte, og Guds Sønner er lige så meget ligemænd som elever, som de er som Sjæle. Helligåndens stemme er opfordringen til Soning eller genoprettelsen af sindets integritet. Når Soningen er fuldbragt, og hele Sønskabet er helbredt, vil der ikke være nogen opfordring til at vende tilbage, men det Gud Skaber er evigt. Helligånden vil forblive hos Guds Sønner for at velsigne deres skabelser og holde dem i glædens lys.

5.21 I er Hammeriget, men I har ladet troen på mørke komme ind i jeres sind, og så har I brug for et nyt lys. Helligånden er den udstråling, som du må lade forvise idéen om mørke. Foran Hans glorværdighed falder adskillelse bort, og Riget bryder igennem ind til dets eget. Før adskillelsen havde du ikke brug for vejledning. Du vidste, som du vil vide igen, men som du ikke ved nu. Gud vejleder ikke, fordi Han kun kan dele perfekt viden. Vejledning er vurderende, fordi den indebærer, at der er en rigtig måde og også en forkert måde, en til at blive valgt og den anden til at blive undgået. Ved at vælge en opgiver du den anden. 

5.22 Dette er en konflikttilstand. Det betyder, at viden er gået tabt, fordi viden er sikker. Gud er ikke i dig i en bogstavelig forstand; du er del af Ham. Da du valgte at forlade Ham, gav Han dig en Stemme til at tale for Ham, fordi Han ikke længere kunne dele Sin viden med dig uden hindring. Direkte kommunikation blev brudt, fordi du havde lavet en anden stemme gennem en anden vilje. Helligånden opfordrer dig både til at huske og til at glemme. Du har valgt at være i en tilstand af opposition, hvori modsætninger er mulige. Som et resultat er der valg, som du må foretage. I den hellige tilstand er viljen fri i den forstand, at dens kreative kraft er ubegrænset, men valg er i sig selv meningsløst.

5.23 Frihed til at vælge er den samme kraft som friheden til at skabe, men dens anvendelse er anderledes. At vælge betyder delt vilje. Helligånden er én måde at vælge på. Denne måde er i dig, fordi der også er en anden måde. Gud efterlod ikke Sine Børn trøstesløse, selvom de valgte at forlade Ham. Den stemme, de anbragte i deres sind, var ikke Hans Viljes stemme, som Helligånden taler for. Opfordringen til at vende tilbage er stærkere end opfordringen til at tage af sted, men den taler på en anden måde.

5.24 Helligåndens stemme befaler ikke, fordi den er ude af stand til hovmod. Den kræver ikke, fordi den ikke søger kontrol. Den overvinder ikke, fordi den ikke angriber. Den minder blot om. Den er kun overbevisende på grund af det, den minder dig om. Den bringer den anden måde til dit sind og forbliver stille selv midt i den tummel, I har lavet for jer selv. Stemmen for Gud er altid stille, fordi den taler om fred. Alligevel, fred er stærkere end krig, fordi den helbreder. Krig er opdeling, ikke forøgelse. Ingen vinder i stridigheder.

5.25 ”Hvad tjener det et mennesket, at han vinder hele verden og mister sin Sjæl?” Det betyder, at hvis han lytter til den forkerte stemme, har han mistet sin Sjæl af  syne. Han kan ikke miste den, men han kan ikke kende den. Den er derfor mistet for ham, indtil han vælger det rette. Helligånden er din Vejleder til at vælge. Han er den del af dit sind, der altid taler for det rette valg, fordi Han taler for Gud. Han er din resterende kommunikation med Gud, som du kan afbryde, men ikke ødelægge.

5.26 Helligånden er den måde, hvorpå Guds vilje kan blive gjort på jorden, som den bliver i Hammeriget. Både Hammerige og jord er i dig, fordi begges kald er i din vilje og derfor i dit sind. Stemmen for Gud kommer fra dine egne altre for Ham. Disse altre er ikke ting; de er hengivenheder. Dog, du har andre hengivenheder nu. Din delte hengivenhed har givet dig de to stemmer, og du må vælge ved hvilket alter, du vil tjene. Det kald, du svarer på nu, er en vurdering, fordi det er en beslutning. Beslutningen selv er meget enkel. Den foretages på grundlag af hvilket kald, der er mere værd for dig.

5.27 Mit sind vil altid være som dit, fordi vi blev skabt som ligeværdige. Det var kun min beslutning, der gav mig al magt i Hamlen og på jorden. Min eneste gave til dig er at hjælpe dig med at tage den samme beslutning for dig selv. Viljen til denne beslutning er viljen til at dele den, fordi selve beslutningen er beslutningen om at dele. Den er lavet ved at give og er derfor den ene sindshandling, der ligner sand skabelse. Du forstår rollen som "modeller" i indlæringsprocessen og vigtigheden af ​​de modeller, du værdsætter, og vælger at følge for at beslutte, hvad du vil lære. Jeg er din model til beslutning. Ved at beslutte mig for Gud, viste jeg dig, at denne beslutning kan blive taget, og at du kan tage den.

5.28 Jeg lovede dig, at det sind, der tog beslutningen for mig, også er i dig, og at du kan lade det ændre dig, ligesom det ændrede mig. Dette sind er utvetydigt, fordi det kun hører én stemme og kun svarer på én måde. Du er verdens lys sammen med mig. Hvile kommer ikke af at sove, men af at vågne. Helligånden er opfordringen til at vågne og være glad. Verden er meget træt, fordi den er idéen om træthed. Vores opgave er den glade opgave at vække den til Påkaldelsen af Gud. Alle vil besvare Helligåndens Påkaldelse, ellers kan Sønskabet ikke være som ét. Hvilket bedre kald kunne der være for nogen som helst del af Riget end at gendanne det til den perfekte integration, der kan gøre det helt?

5.29 Hør kun dette gennem Helligånden indeni dig, og undervis dine brødre i at lytte efterhånden, som jeg underviser dig. Når du bliver fristet af den forkerte stemme, kald på mig til at minde dig om, hvordan du kan komme dig ved at dele min beslutning og gøre den stærkere. Efterhånden, som vi deler dette mål, forøger vi dets kraft til at tiltrække hele Sønskabet og til at bringe det tilbage ind i den Énhed, hvori det blev skabt. Husk, at "åg" betyder at "bringe sammen", og "byrde" betyder "budskab." Lad os genoverveje det Bibelske udsagn: "Mit åg er let og min byrde lys" på denne måde: "Lad os slutte os sammen, for mit budskab er lys.”

5.30 Jeg kom ind i jeres sind, fordi I var blevet vagt bevidste om den kendsgerning, at der er en anden måde eller en anden Stemme. Efter at have givet denne invitation til Helligånden, kunne jeg komme til at levere modellen til, hvordan man tænker. Psykologi er blevet studiet af adfærd, men ingen benægter den grundlæggende lov om, at adfærd er et svar på motivation, og motivation er vilje. Jeg har indskærpet dig at opføre dig, som jeg opførte mig, men vi må reagere på det samme sind for at gøre dette. Dette sind er Helligånden, hvis vilje altid er for Gud. Han lærer dig, hvordan du kan holde mig som modellen for din tanke og at opføre dig ligesom mig som et resultat.

5.31 Kraften i vores fælles motivation er hinsides tro, men ikke hinsides fuldførelse. Det, vi kan udrette sammen, har ingen grænser, fordi Påkaldelsen af Gud er påkaldelsen af det ubegrænsede. Barn af Gud, mit budskab er, at du skal høre og give bort, efterhånden som du svarer på Helligånden indeni dig.

V. Vejledningen til frelse

5.32 Måden at lære din broder at kende på er ved at opfatte Helligånden i ham. Vi har allerede sagt, at Helligånden er broen eller tankeoverførsel af ​​opfattelse til viden, så vi kan bruge udtrykkene, som om de var beslægtede, fordi i Hans sind er de. Forholdet må være i Hans sind, for med mindre det var, ville adskillelsen mellem de to måder at tænke på ikke være åben for helbredelse. Han er del af den Hellige Treenighed, fordi Hans sind er delvist dit, og også delvist Guds. Dette behøver afklaring, ikke i erklæring, eftersom vi har sagt det før, men i erfaring.

5.33 Helligånden er idéen om helbredelse. Ved at blive tænkt vinder idéen, efterhånden som den bliver delt. Da den er påkaldelsen af Gud, er den også idéen om Gud. Da du er en del af Gud, er den også idéen om dig selv såvel som om alle delene af Gud. Idéen om Helligånden deler andre idéers egenskaber, fordi den følger Universets love, som den er en del af. Derfor styrkes den ved at blive givet bort. Den øges i dig, når du giver den til dine brødre. Eftersom tanker ikke behøver at være bevidste for at eksistere, behøver din broder ikke at være opmærksom på Helligånden hverken i sig selv eller i dig for, at dette mirakel kan ske.

5.34 Din broder har måske afbrudt Påkaldelsen af Gud, ligesom du har. Afbrydelsen helbredes i jer begge, efterhånden som du bliver opmærksom på Påkaldelsen af Gud i ham og dermed anerkender dens væren. Der er to måder at se din broder på, som er diametralt modsat hinanden. De må begge være i dit sind, fordi du er den opfattende. De må også være i hans, fordi du opfatter ham. Se ham gennem Helligånden i hans sind, og du vil genkende ham i dit. Det, du anerkender i din broder, anerkender du også i dig selv, og det, du deler, styrker du.

5.35 Helligåndens Stemme er svag i dig. Det er derfor, du må dele den. Den må blive forøget i styrke, før du kan høre den. Det er umuligt at høre den i dig selv, mens den er så svag i dit eget sind. Den er ikke svag i sig selv, men den er begrænset af din uvillighed til at høre den. Viljen selv er en idé og styrkes derfor ved at blive delt. Hvis du begår den fejl at søge efter Helligånden i dig selv alene, vil dine meditationer skræmme dig, for ved at adoptere egoets synspunkt foretager du dig en ego-fremmed rejse med egoet som vejleder. Dette er bundet til at frembringe frygt.

5.36 Forsinkelse er af egoet, fordi tid er dets begreb. Forsinkelse er tydeligvis en tidsidé. Både tid og forsinkelse er meningsløse i evigheden. Vi har sagt før, at Helligånden er Guds Svar på egoet. Alt det, Helligånden minder dig om, er i direkte modsætning til egoets forestillinger, fordi sande og falske opfattelser i sig selv er modstående. Helligånden har til opgave at ophæve det, egoet har lavet. Han ophæver det i det samme debatrige, som egoet selv fungerer i, ellers ville sindet ikke være i stand til at forstå ændringen.

5.37 Vi har gentagne gange understreget, at et niveau af sindet ikke er forståeligt for et andet. Således er det med egoet og Sjælen, med tid og evighed. Evighed er Guds idé, så Sjælen forstår den perfekt. Tid er egoets tro, så det lavere sind, der er egoets domæne, accepterer den uden spørgsmål. Det eneste aspekt af tid, der virkeligt er evigt, er nu. Det er det, vi virkelig mener, når vi siger, at "nu er den eneste tid." Den bogstavelige karakter af denne erklæring betyder ikke noget for egoet, der fortolker den i bedste fald til at betyde "bekymre dig ikke om fremtiden." Det er ikke det, den virkelig betyder overhovedet.

5.38 Helligånden er Mægleren mellem egoets fortolkninger og Sjælens viden. Hans evne til at håndtere symboler gør Ham i stand til at arbejde imod egoets overbevisninger på dets eget sprog. Hans samme evne til at se hinsides symboler ind i evigheden gør Ham også i stand til det forstå Guds love, som Han taler for. Han kan således udføre funktionen med at genfortolke det, egoet gør, ikke ved ødelæggelse, men ved forståelse. Forståelse er lys, og lys fører til viden. Helligånden er i lys, fordi Han er i jer, der er lys, men I selv ved ikke dette. Det er derfor Helligåndens opgave at genfortolke jer på Guds vegne.

5.39 I kan ikke forstå jer selv alene. Dette er, fordi I ikke har nogen betydning bortset fra jeres retmæssige plads i Sønskabet og Sønskabets retmæssige plads i Gud. Dette er dit liv, din evighed og dig selv. Det er dette, Helligånden minder dig om. Det er dette, at Helligånden ser. Dette syn skræmmer uvægerligt egoet, fordi det er så roligt. Fred er egoets største fjende, for ifølge dets fortolkning af virkeligheden er krig garantien for dets overlevelse. Egoet bliver stærkt i strid. Hvis du tror, ​​at der er strid, vil du reagere ondskabsfuldt, fordi idéen om fare er kommet ind i dit sind. Idéen i sig selv er en appel til egoet.

5.40 Helligånden er lige så agtpågivende som egoet overfor påkaldelsen af fare og modsætter sig den al med Sin styrke, ligesom egoet byder den velkommen af al sin magt. Helligånden imødegår denne velkomst ved at byde fred velkommen. Fred og evighed hænger lige så tæt sammen som tid og krig. Opfattelse såvel som viden opnår betydning fra relationer. Dem, som du accepterer, er grundlaget for dine overbevisninger. Adskillelsen er blot en anden betegnelse for et splittet sind. Det var ikke en handling, men en tanke. Derfor kan idéen om adskillelse blive givet væk, fuldstændigt ligesom idéen om énhed kan. Uanset hvad, vil idéen blive styrket i giverens sind.

5.41 Egoet er symbolet på adskillelse, ligesom Helligånden er symbolet på fred. Det, du opfatter i andre, styrker du i dig selv. Du lader dit sind misopfatte, men Helligånden lader dit sind genfortolke dets egne misopfattelser. Helligånden er den perfekte lærer. Han bruger kun det, jeres sind allerede forstår til at lære jer, at I ikke forstår det. Helligånden kan håndtere en uvillig elev uden at gå imod hans vilje, fordi en del af hans vilje stadig er for Gud. På trods af egoets forsøg på at skjule denne del, er den stadigt meget stærkere end egoet, selvom egoet ikke anerkender den. Helligånden anerkender det perfekt, fordi den er Hans eget opholdssted eller stedet i sindet, hvor Han er hjemme.

5.42 Du er også hjemme der, fordi det er et fredens sted, og fred er af Gud. Du, som er del af Gud, er ikke hjemme undtagen i hans fred. Hvis fred er evig, er du kun hjemme i evigheden. Egoet lavede verden, som det opfatter den, men Helligånden, genfortolkeren af det, egoet lavede, ser den kun som et indlæringsmiddel til at bringe dig hjem. Helligånden må opfatte tid og genfortolke den til det tidløse. Sindet må blive ledt ind i evigheden gennem tid, fordi det, efter at have lavet tid, er i stand til at opfatte dets modsætning.

5.43 Helligånden må arbejde gennem modsætninger, fordi Han må arbejde med og for et sind, der er i opposition. Korrigere og lære og være åben for indlæring. Du har ikke lavet sandhed, men sandhed kan stadig sætte dig fri. Se, som Helligånden ser, og forstå, som Han forstår. Hans forståelse ser tilbage på Gud i erindring om mig. Han er altid i Helligt Fællesskab, og han er en del af dig. Han er din Vejleder til frelse, fordi Han rummer erindringen om forgangne ting og ting, der skal komme. Han holder denne glæde forsigtigt i jeres sind og beder kun om, at du forøger den i Hans navn ved at dele den, for at forøge Hans glæde i dig.

VI. Terapi og undervisning

5.44 Du må have lagt mærke til, hvor ofte jeg har brugt dine egne idéer til at hjælpe dig. Du har lært at være en kærlig, klog og meget forstående terapeut undtagen for dig selv. Den undtagelse har givet dig mere end opfattelse af andre på grund af det, du så i dem, men mindre end viden om dine virkelige forhold til dem, fordi du ikke accepterede dem som del af dig. Forståelse er hinsides opfattelse, fordi den introducerer betydning. Den er imidlertid under viden, selvom den kan vokse frem mod den. Det er muligt med stort besvær at forstå en anden til en vis grad og være ganske hjælpsom overfor ham, men anstrengelsen er fejldirigeret. Fejldirigeringen er ganske tydelig; den er dirigeret bort fra dig.

5.45 Dette betyder ikke, at den er mistet for dig, men det betyder dog, at du ikke er opmærksom på den. Jeg har gemt alle dine venligheder og enhver kærlig tanke, du har haft. Jeg har renset dem for de fejl, der skjulte deres lys og har opbevaret dem for dig i deres egen perfekte udstråling. De er hinsides ødelæggelse og hinsides skyld. De kom fra Helligånden indeni dig, og vi ved, det, Gud skaber, er evigt. Det, frygt har skjult, er stadigt del af dig.

5.46 At slutte dig til Soningen, som jeg gentagne gange har bedt dig om at gøre, er altid en vej ud af frygt. Dette betyder ikke, at du trygt kan undlade at anerkende noget som helst, der er sandt. Helligånden vil imidlertid ikke fejle i at hjælpe dig med at genfortolke alt det, du opfatter som skræmmende, og lære dig, at kun det, der er kærligt, er sandt. Sandhed er hinsides din evne til at ødelægge, men helt indenfor din rækkevidde. Den tilhører dig, fordi du skabte den. Den er din, fordi den er en del af dig, ligesom du er en del af Gud, fordi Han skabte dig.

5.47 Soningen er garantien for Rigets sikkerhed. Intet godt går tabt, fordi det kommer fra Helligånden, Stemmen for skabelse. Intet, der ikke er godt, blev nogensinde skabt og kan derfor ikke blive beskyttet. Det, egoet laver, holder det for sig selv, og så er det uden styrke. Dets udelte eksistens dør ikke; det blev blot aldrig født. Virkelig fødsel er ikke en begyndelse; det er en fortsætten. Alting, der kan fortsætte, er blevet født, men det kan forøges efterhånden, som du er villig til at returnere den del af dit sind, der har brug for helbredelse, til den højere del, og dermed gøre din skaben udelt.

5.48 Som en terapeut fortæller du selv dine patienter, at den virkeligt forskel mellem neurotiske og "sunde" skyldfølelser er, at neurotiske skyldfølelser ikke hjælper nogen som helst. Denne sondring er klog, men ufuldstændig. Lad os gøre sondringen an smule skarpere nu. Neurotiske skyldfølelser er egoets anordning til "Soning" uden deling og til at bede om tilgivelse uden forandring. Egoet kalder aldrig på virkelig Soning og kan ikke tolerere tilgivelse, der er forandring.

5.49 Jeres begreb om "sunde skyldfølelser" har værdi, men uden Soningsbegrebet mangler de helbredelsespotentialet, de rummer. I foretog sondringen i form af følelser, der førte til en beslutning om ikke at gentage fejlen, som kun er en del af helbredelsen. Jeres begreb manglede idéen om at ophæve den. Det, I virkeligt var fortaler for, var at vedtage en politik om at dele uden et virkeligt grundlag. Jeg er kommet for at give jer grundlaget, så jeres egne tanker kan gøre jer virkeligt fri. I har båret byrden af ​​de idéer, I ikke delte, og som derfor var for svage til at vokse, men I anerkendte ikke, hvordan man ophæver deres eksistens, fordi I havde lavet dem.

5.50 Du kan ikke annullere dine tidligere fejl alene. De vil ikke forsvinde fra dit sind uden lægemiddel. Lægemidlet er ikke lavet af dig, lige så lidt som du er. Soningen kan ikke forstås undtagen som en ren handling af deling. Det er det, der blev ment, da vi sagde, at det er muligt endog i denne verden at lytte til èn stemme. Hvis du er del af Gud, og Sønskabet er èt, kan du ikke være begrænset til det "selv", egoet ser. Enhver kærlig tanke holdt i nogen som helst del af Sønskabet, tilhører enhver del. Det bliver delt, fordi det er kærligt. At dele er Guds måde at skabe på og også din. Dit ego kan holde dig i eksil fra Riget, men i Riget selv har det ingen magt.

5.51 Du er blevet villig til at modtage mine budskaber, da jeg giver dem uden indblanding fra egoet, så vi kan afklare et tidligere punkt. Vi sagde, at du vil en dag undervise lige så meget, som du lærer, og det vil holde dig i balance. Tidspunktet er nu, fordi du har ladet det være nu. Du kan ikke lære undtagen ved at undervise.

5.52 Jeg hørte én stemme, fordi jeg havde lært, at indlæring bliver opnået ved at undervise. Jeg forstod, at jeg ikke kunne sone for mig selv alene. At lytte til èn stemme betyder viljen til at dele stemmen for selv at kunne høre den. Det sind, der var i mig, tiltrækkes stadig uimodståeligt af ethvert sind skabt af Gud, fordi Guds Helhed er Hans Søns helhed.

5.53 At vende den anden kind til betyder ikke, at du bør underkaste dig vold uden protest. Det betyder, at du ikke kan blive såret og ikke ønsker at vise din broder noget som helst andet end din helhed. Vis ham, at han ikke kan skade dig og hold ikke noget imod ham, eller du holder du det imod dig selv. Undervisning bliver udført på mange måder: med formelle midler, med vejledning og frem for alt med eksempel. Undervisning er terapi, fordi den betyder delingen af idéer, og bevidstheden om at dele dem er at styrke dem. Foreningen af Sønskabet er dets beskyttelse. Egoet kan ikke sejre over Riget, fordi det er forenet, og egoet falmer og bliver ophævet i nærværet af tiltrækningen fra ​​delene af Sønskabet, der hører Helligåndens kald om at være som Èn.

5.54 Jeg kan ikke glemme mit behov for at undervise i det, jeg har lært, der opstod i mig, fordi jeg lærte det. Jeg kalder dig til at undervise i det, du har lært, for ved at gøre det kan du regne med det. Gør det pålideligt i mit navn, fordi mit navn er Navnet på Guds Søn. Det, jeg lærte, giver jeg dig frit, og sindet, der var i mig, glæder sig, når du vælger at høre det. Helligånden soner i os alle ved at ophæve og løfter således den byrde, du har anbragt i dit sind. Ved at følge Ham fører Han dig tilbage til Gud, hvor du hører hjemme, og hvordan kan du finde denne vej undtagen ved at tage din broder med dig?

5.55 Min del i Soningen er ikke komplet, før du slutter dig til den og giver den væk. Som du underviser, skal du også lære. Jeg vil aldrig forlade dig eller svigte dig, for at svigte dig ville være at svigte mig selv og Gud, som skabte mig. I vil svigte jer selv og Gud, hvis I svigter nogen som helst af ​​jeres brødre. Du er mere end din broders vogter. Faktisk ønsker du ikke vogte ham. Du må lære at se ham, som han er og vide, at han tilhører Gud, ligesom du gør. Hvordan kunne du behandle din broder bedre end ved at give Gud de ting, der er Guds?

5.56 Idéer forlader ikke sindet, der tænkte dem for at have en adskilt væren, ej heller er adskilte tanker i konflikt med hinanden i rummet, fordi de overhovedet ikke optager plads. Imidlertid kan menneskelige idéer være i konflikt i indhold, fordi de forekommer på forskellige niveauer og inkluderer modsatte tanker på det samme niveau. Det er umuligt at dele modsatrettede tanker. Helligånden lader dig ikke svigte dine brødre. Derfor kan du virkelig kun dele de dele af dine tanker, som er af Ham, og som Han også bevarer for dig. Og af sådanne er Hammeriget. Al resten forbliver hos dig, indtil Han har genfortolket dem i Rigets lys og gjort også dem værdige til at blive delt. Når de er blevet tilstrækkeligt rensede, lader Han dig give dem væk. Viljen til at dele dem er deres renselse.

5.57 Soningen giver dig et helbredt sinds kraft, men kraften til at skabe er af Gud. Derfor må de, der er blevet tilgivet, først vie sig til helbredelse for efter at have modtaget idéen om helbredelse at give den for at beholde den. Skabelsens fulde kraft kan ikke blive udtrykt, så længe nogen som helst af ​​Guds idéer tilbageholder den fra Riget. Hele Sønskabets forenede vilje er den eneste skaber, der kan skabe ligesom Faderen, fordi kun det komplette kan tænke complet, og Guds tænkning mangler intet. Alt det, du tænker, ​​der ikke er gennem Helligånden, er mangelfuldt.

5.58 Hvordan kan du, der er så hellig, lide? Hele din fortid undtagen dens skønhed er forsvundet, og intet er tilbage undtagen en velsignelse. Du kan bestemt gå bort med fred, fordi jeg har elsket dig, som jeg elskede mig selv. Du går med min velsignelse og for min velsignelse. Hold den og del den, så den altid kan være vores. Jeg anbringer Guds fred i dit hjerte og i dine hænder til at holde og dele. Hjertet er rent til at holde den, og hænderne er stærke til at give den. Vi kan ikke tabe. Min dom er så stærk som Guds visdom, i Hvis Hjerte og Hænder vi har vores væren. Hans stille børn er Hans velsignede Sønner. Guds Tanker er med dig.

VII. De to beslutninger

5.59 Måske vil nogle af vores begreber blive klarere og mere personligt meningsfulde, hvis egoets brug af skyld bliver afklaret. Egoet har et formål, fuldstændigt ligesom Helligånden har. Egoets formål er frygt, fordi kun den frygtsomme kan være egoistisk. Egoets logik er lige så upåklagelig som Helligåndens, fordi dit sind har alle midlerne til dets rådighed til at holde med Hamlen eller jorden, som det vælger. Men igen, lad os huske, at begge er i dig. I Hamlen er der ingen skyld, fordi Riget bliver opnået gennem Soningen, der frigiver dig til at skabe. Ordet "skabe" er passende her, for når først det, du har lavet, er blevet ophævet af Helligånden, bliver den velsignede rest gendannet og fortsætter derfor i skabelsen.

5.60 Det, der i sandhed er velsignet, er ikke i stand til at give anledning til skyld og må give anledning til glæde. Dette gør det usårligt overfor egoet, fordi dets fred er uangribeligt. Det er usårligt overfor forstyrrelse, fordi det er helt. Skyld er altid forstyrrende. Hvad som helst, der afføder frygt, er adskillende, fordi det adlyder loven om adskillelse. Hvis egoet er adskillelsens symbol, er det også skyldens symbol. Skyld er mere end blot ikke af Gud. Den er symbolet på angrebet på Gud. Dette er et fuldstændigt meningsløst begreb undtagen for egoet, men undervurder ikke kraften i egoets tro på den. Denne er den tro, hvor al skyld virkelig stammer fra.

5.61 Egoet er den del af sindet, der tror på opdeling. Hvordan kan en del af Gud ikke-tilknytte sig uden at tro, den angriber Ham? Vi talte før om autoritetsproblemet, der involverende begrebet om tilraning af Guds magt. Egoet tror, ​​at dette er det, du gjorde, fordi det tror, ​​det er dig. Det følger da, at hvis du identificerer dig med egoet, må du opfatte dig selv som skyldig. Når som helst du reagerer på dit ego, vil du opleve skyld, og du vil frygte straf. Egoet er helt bogstaveligt talt en bange tanke.

5.62 Hvor latterlig idéen om at angribe Gud end kan være for det tilregnelige sind, glem aldrig, at egoet ikke er tilregneligt. Det repræsenterer et vrangforestillings-system, og det taler for det. At lytte til egoets stemme betyder, at du tror, ​​det er muligt at angribe Gud. Du tror, ​​at en del af Ham er blevet revet bort af dig. Det klassiske billede af frygt for gengældelse udefra følger så, fordi skyldens alvorlighed er så akut, at den må projiceres. Selvom Freud tog fejl angående selve den grundlæggende konflikt, var han meget nøjagtig i at beskrive dens virkninger.

5.63 Hvad som helst du accepterer ind i dit sind har virkelighed for dig. Det er imidlertid kun din accept af det, der gør det virkeligt. Hvis du troner egoet inde i det, gør det faktum, at du har accepteret det eller tilladt det at komme ind det til din virkelighed. Dette er fordi, sindet, som Gud skabte det, er i stand til at skabe virkelighed. Vi sagde før, at du må lære at tænke med Gud. At tænke med Ham er at tænke som Ham. Dette afføder glæde, ikke skyld, fordi det er naturligt. Skyld er et sikkert tegn på, at din tænkning er unaturlig. Perverteret tænkning vil altid blive ledsaget af skyld, fordi det er troen på synd.

5.64 Egoet opfatter ikke synd som en mangel på kærlighed. Det opfatter synd som en positiv overfaldshandling. Dette er en fortolkning, der er nødvendig for egoets overlevelse, fordi så snart du betragter synd som en mangel, vil du automatisk forsøge at afhjælpe situationen. Og du vil få succes. Egoet betragter dette som undergang, men du må lære at betragte det som frihed. Det skyldfri sind kan ikke lide. Når det er tilregneligt, helbreder det kroppen, fordi det er blevet helbredt. Det tilregnelige sind kan ikke forestille sig sygdom, fordi det ikke kan forestille sig at angribe nogen som helst eller noget som helst.

5.65 Vi sagde tidligere, at sygdom er en form for magi. Det kunne være bedre at sige, at det er en form for magisk løsning. Egoet tror, ​​at ved at straffe det selv vil det formindske Guds straf. Dog, selv i dette er det hovmodigt. Det tilskriver Gud en straffende hensigt og overtager derefter denne hensigt som dets egen beføjelse. Det prøver på at tilrane sig alle Guds funktioner, som det opfatter dem, fordi det anerkender, at kun fuldstændig troskab kan blive regnet med.

5.66 Egoet kan ikke modsætte sig Guds love mere end, du kan, men det kan fortolke dem i overensstemmelse med, hvad det ønsker, fuldstændigt ligesom du kan. Det er derfor, spørgsmålet: "Hvad ønsker du virkeligt?" må blive besvaret. Du besvarer det virkeligt hvert minut og hvert sekund, og hvert beslutningsøjeblik er en dom, der er alt andet end virkningsløs. Dens virkninger følger automatisk, indtil beslutningen bliver ændret. Dette bliver gentaget her, fordi du ikke har lært det. Men igen, din beslutning kan blive ophævet såvel som gjort. Husk dog, at alternativerne er uforanderlige.

5.67 Helligånden, ligesom egoet, er en beslutning. Sammen udgør de alle de alternativer, som sindet kan acceptere og adlyde. Egoet og Helligånden er de eneste valg, der er åbne for dig. Gud skabte den ene, og så kan du ikke udrydde den. Du lavede den anden, og så kan du. Kun det, Gud skaber, er uafvendeligt og uforanderligt. Det, du har lavet, kan altid blive ændret, for når du ikke tænker som Gud, tænker du virkeligt overhovedet ikke. Vrangforestillinger er ikke rigtige tanker, selvom du kan tro på dem. Men du tager fejl. Tankens funktion kommer fra Gud og er i Gud. Som del af Hans tanke kan du ikke tænke adskilt fra Ham.

5.68 Irrationel tanke er en tanke-forstyrrelse. Gud Selv beordrer din tanke, fordi din tanke blev skabt af Ham. Skyldfølelser er altid et tegn på, at du ikke ved dette. De viser også, at du tror, ​​du kan tænke adskilt fra Gud og ønsker det. Hver tankeforstyrrelse bliver ledsaget af skyld ved dens fremkomst og bliver opretholdt af skyld i dens fortsættelse. Skyld er uundgåelig for dem, der tror, at de beordrer deres egen tanke og derfor må adlyde dens ordrer. Dette får dem til at føle sig ansvarlige for deres sindsfejl uden at anerkende, at de ved at acceptere dette ansvar virkelig reagerer uansvarligt. Hvis mirakelarbejderens eneste ansvar er at acceptere Soningen for sig selv, og jeg forsikrer jer om, at det er det, kan ansvaret for det, der er Sonet for, ikke være jeres.

5.69 Dilemmaet kan ikke blive løst, undtagen ved at acceptere løsningen med ​​at ophævet. Du ville være ansvarlig for virkningerne af al din forkerte tænkning, hvis den ikke kunne blive ophævet. Formålet med Soningen er at redde fortiden, kun i renset form. Hvis du accepterer midlet mod en tankeforstyrrelse, og det et middel, hvis effektivitet er hinsides tvivl, hvordan kan dens symptomer forblive der? Du har grund til at stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af ​​symptomkur, men ingen tror, ​​at symptomerne kan forblive der, hvis den underliggende årsag bliver fjernet.

VIII. Tid og Evighed

5.70 Den fortsatte vilje til at forblive adskilt er den eneste mulige grund til fortsatte skyldfølelser. Vi har sagt dette før, men vi understregede ikke de destruktive resultater af denne beslutning på det tidspunkt. En hvilken som helst beslutning af sindet vil påvirke både adfærd og oplevelse. Det, du vil, forventer du. Dette er ikke en vrangforestilling. Dit sind skaber virkeligt din fremtid, og det kan vende det tilbage til fuld skabelse et hvilket som helst øjeblik, hvis det først accepterer Soningen. Det vil også vende tilbage til fuld skabelse i det øjeblik, det har gjort det. Efter at have opgivet dets tankeforstyrrelse, bliver den korrekte rækkefølge af tanke ganske tydelig.

5.71 Gud i Sin viden venter ikke, men Hans Rige mangler noget, mens du venter. Alle Guds Sønner venter på din tilbagevenden, fuldstændigt ligesom du venter på deres. Forsinkelse betyder ikke noget i evigheden, men det er tragisk i tid. Du har valgt at være i tid hellere end i evighed og har derfor ændret din tro på din tilstand. Imidlertid er dit valg både frit og foranderligt. Du hører ikke til i tid. Din plads er kun i evigheden, hvor Gud Selv anbragte dig for evigt.

5.72 Skyldfølelser er tidens bevarere. De fremkalder frygt for fremtidig gengældelse eller forladthed og sikrer således, at fremtiden vil forblive som fortiden. Dette er egoets kontinuitet og giver det en falsk følelse af sikkerhed gennem den tro, at du ikke kan undslippe fra det. Men du kan og må. Gud tilbyder dig evighedens kontinuitet i bytte. Når du vælger at foretage dette bytte, bytter du samtidig skyld for glæde, ondskabsfuldhed for kærlighed og smerte for fred. Min rolle er kun at fjerne din viljes lænke og gøre den fri. Dit ego kan ikke acceptere denne frihed og vil modsætte sig din frie beslutning på ethvert muligt øjeblik og på enhver mulig måde. Og som dets producent ved du, hvad det kan gøre, fordi du gav det kraften til at gøre det.

5.73 Sindet kender virkeligt sin kraft, fordi sindet virkeligt kender Gud. Husk Riget altid, og husk, at du, der er en del af Riget, ikke kan gå tabs. Det sind, der var i mig, er i dig, for Gud skaber med perfekt retfærdighed. Lad Helligånden minde dig om Hans retfærdighed altid og lad mig lære dig at dele den med dine brødre. Hvordan kan chancen for at kræve det for dig selv ellers blive givet dig? Det, du ikke forstår, er, at de to stemmer taler for forskellige fortolkninger af den samme ting samtidig, eller næsten samtidig, for egoet taler altid først. Alternative fortolkninger var unødvendige, indtil den første blev lavet, og det at tale var i sig selv unødvendigt, før egoet blev lavet.

5.74 Egoet taler i dom, og Helligånden vender dets beslutninger om, meget ligesom Højesteretten har magten til at vende de lavere domstoles afgørelser om angående denne verdens love. Egoets beslutninger er altid forkerte, fordi de er baseret på en fuldstændig fejlslutning, som de blev lavet til at opretholde. Intet, egoet opfatter, bliver fortolket korrekt. Ikke blot citerer det Skriften for dets formål, men det fortolker endog Skriften som et vidne for det selv. Bibelen er en skræmmende ting for egoet på grund af dets fordomsfulde dom. Da det opfatter den som skræmmende, fortolker det den frygtsomt. Efter at have gjort dig bange, appellerer du ikke til Højesteret, fordi du tror, at dens dom ville være imod dig.

5.75 Vi behøver kun at citere nogle få eksempler for at se, hvordan egoets fortolkninger har vildledt dig. Et yndlings ego citat er "Som du sår, således skal du høste." Et andet er "Hævnen er min, siger Herren." Endnu et er "Jeg vil hjemsøge fædrenes synder op til tredje og fjerde generation,” og også ”Det onde skal forsvinde.” Der er mange andre, men hvis du vil lade Helligånden genfortolke disse i Hans eget lys, vil de være tilstrækkelige.

5.76 ”Som du sår, således skal du høste” betyder blot, at det, du tror er værd at dyrke, vil du dyrke i dig selv. Din vurdering af hvad, der er værdigt, gør det værdigt for dig. ”Hævnen er min, siger Herren” forklares let, hvis du husker, at idéer kun øges ved at blive delt. Dette citat understreger derfor det faktum, at hævn ikke kan deles. Giv den derfor til Helligånden, som vil ophæve den i dig, fordi den ikke hører hjemme i dit sind, som er en del af Gud.

5.77 ”Jeg vil hjemsøge fædrenes synder op til tredje og fjerde generation,” som fortolket af egoet, er særligt ondskabsfuld. Den bruges faktisk som et forsøg på at garantere dets overlevelse hinsides det selv. Faktisk betyder citatet bare, at Helligånden i senere generationer bibeholder kraften til at fortolke det korrekt, som tidligere generationer har tænkt og således frigøre deres tanker fra evnen til at frembringe frygt noget som helst sted i Sønskabet. ” Det onde skal forsvinde” er kun en kendsgerning, hvis ordet ”forsvinde” forstås korrekt. Enhver kærlighedsløs tanke må blive ophævet. Selv ordet "blive ophævet" er frygteligt for egoet, der fortolker "jeg er ophævet" som "jeg er ødelagt."

5.78 Egoet vil ikke blive ødelagt, fordi det er del af din tanke, men fordi det ikke er skabendemanifesterende og derfor ikke delende, vil det blive fuldstændigt genfortolket for at frigøre dig fra frygt. Den del af din tanke, som du har givet til egoet, vil blot vende tilbage til Riget, hvor dit hele sind hører hjemme. Egoet er en form for anholdelse, men anholdelse er blot forsinkelse. Det involverer ikke begrebet straf, selvom egoet byder denne fortolkning velkommen. Du kan forsinke færdiggørelsen af ​​Riget, men du kan ikke indføre begrebet angreb i det.

5.79 Da jeg sagde: ”Jeg er kommet som et lys ind i verden”, kom jeg helt sikkert for at dele lyset med dig. Husk den symbolske henvisning, vi lavede før til egoets mørke glas, og husk også, at vi sagde: "Se ikke der." Det er stadig sandt, at "hvor du ser for at finde dig selv er op til dig." Højesteret vil ikke fordømme dig. Den vil blot afvise sagen mod dig. Der kan ikke være nogen sag mod et Guds Barn og ethver vidne til skyld i Guds skabninger bærer falske vidnesbyrd til Gud Selv.

5.80 Appeller gladeligt alt det, du tror, til Guds egen Højesteret, fordi den taler for Ham og taler derfor sandt. Den vil afvise sagen mod dig, uanset hvor omhyggeligt du har opbygget den. Sagen er måske idiotsikker, men den er ikke Gud-sikker. Stemmen for Gud vil ikke høre den overhovedet, fordi Han kun kan vidne sandt. Hans dom vil altid være "Dit er Riget", fordi Han blevet givet dig for at minde dig om det, du er.

5.81 Jeres tålmodighed med hinanden er jeres tålmodighed med jer selv. Er et Guds Barn ikke tålmodighed værd? Jeg har vist dig uendelig tålmodighed, fordi min vilje er vores Faders, fra Hvem jeg lærte om uendelig tålmodighed. Hans Stemme var i mig, som den er i dig, talende for tålmodighed overfor Sønskabet i dens Skabers navn. Det, du har brug for at lære nu, er, at kun uendelig tålmodighed kan fremkalde øjeblikkelige virkninger. Dette er måden, hvorpå tiden byttes for evigheden. Uendelig tålmodighed kalder på uendelig kærlighed, og ved at producere resultater nu gør den tid unødvendig.

5.82 At sige, at tiden er midlertidig, er blot overflødigt. Vi har gentagne gange sagt, at tid er en indlæringsenhed, der vil blive afskaffet, når den ikke længere er nyttig. Helligånden, Der taler for Gud i tid, ved også, at tid er meningsløs. Han minder dig om dette i hvert forbipasserende øjeblik af tid, fordi det er Hans specielle funktion at returnere dig til evigheden og blive der for at velsigne dine skabelser der. Han er den eneste velsignelse, du virkelig kan give, fordi Han er så sandt velsignet, og fordi Han er blevet givet dig så frit af Gud, må du give Ham, som du modtog Ham.

IX. Den evige fiksering

5.83 Idéen om "sat" er blandt de bedre psykologiske begreber. Faktisk bruges det ret ofte i Bibelen og også i dette kursus med mange forskellige udtryk. For eksempel: "Gud vil fastholde ham i fuldendt fred, hvis sind er fastholdt (eller sat) på Ham," en erklæring, der betyder, at Guds fred er sat i Helligånden, fordi Han er fikseret på Gud. Han er også fikseret i dig. Du er således fikseret i Guds fred. Begrebet "fiksering" er også meget nyttigt, som Freud forstod perfekt. Uheldigvis mistede han sin forståelse, fordi han var bange, og som du ved alt for godt, er frygt uforenelig med god dømmekraft. Frygt forvrænger tænkning og uordentliggør derfor tanke.

5.84 Freuds tankesystem var ekstremt genialt, fordi Freud var ekstremt genial, og et sind må udstyre dets tanker med dets egne egenskaber. Dette er dets iboende styrke, selvom det muligvis misbruger sin magt. Freud mistede meget af den potentielle værdi af sit tankesystem, fordi han ikke inkluderede sig selv i det. Dette er en afstandtagende tilstand, fordi tænkeren afskærer sig selv fra sine tanker. Freuds tanke var så konfliktfyldt, at han ikke kunne have opretholdt sin tilregnelighed, som han så den uden afstandtagen. Det er derfor, at de mange modsigelser, der er ganske tydelige i hans tænkning, blev stadigt mindre synlige for ham. En mand, der ved, hvad fiksering virkelig betyder og alligevel ikke giver efter for den, er forfærdeligt bange.

5.85 Fiksering er trækket fra Gud, som dit sind er fikseret på grund af Helligåndens uigenkaldelige sathed. "Uigenkaldelig" betyder "kan ikke kaldes tilbage eller omdirigeres." Den uigenkaldelige natur af Helligåndens sathed er grundlaget for Hans utvetydige stemme. Helligånden skifter aldrig mening. Tankens klarhed kan ikke forekomme under vaklende betingelser. Medmindre et sind er fikseret på dets formål, er det ikke klart. Klarhed betyder bogstaveligt talt lysets tilstand, og oplysning er forståelse. Oplysning står under opfattelse, fordi du har benægtet den som det virkelige tankegrundlag. Dette er grundlaget for alle vrangforestillings-systemer.

5.86 Begrebet fiksering, som Freud så det, har en række indlærings-fordele. For det første anerkender det, at mennesket kan blive fikseret på et punkt i udvikling, der ikke stemmer overens med et punkt i tid. Dette kunne klart have været et middel til virkelig frigørelse fra tidstroen, hvis Freud havde forfulgt det med et åbent sind. Freud led imidlertid hele sit liv af at nægte at tillade evigheden at dæmre for hans sind og virkeligt oplyse det. Som et resultat overså han nu fuldstændigt og så blot kontinuiteten i fortid og fremtid.

5.87 For det andet, selvom Freud fejlfortolkede det, Helligånden fortalte ham, eller bedre, mindede ham om, var han for ærlig til at benægte mere, end det var nødvendigt for at holde hans frygt indenfor tålelige grænser, som han opfattede situationen. Derfor understregede han, at det punkt i udviklingen, hvor sindet er fikseret, er mere virkeligt for det selv end den ydre virkelighed, som det er uenig i. Dette kunne igen have været en magtfuld frisættelses-mekanisme, hvis Freud ikke havde besluttet at involvere det i et stærkt forsvars-system, fordi han opfattede det som et angreb.

5.88 For det tredje, selvom Freud fortolkede fiksering som involverende uigenkaldelige "farepunkter", som sindet altid kunne regressere til, kan begrebet også blive fortolket som et uigenkaldeligt kald til tilregnelighed, som sindet ikke kan miste. Freud selv kunne ikke acceptere denne fortolkning, men igennem hele hans tankesystem forblev "truslen" om fiksering der og kunne aldrig blive elimineret af noget som helst levende menneske. Hovedsageligt var dette grundlaget for Freuds pessimisme, personligt så vel som teoretisk. Han prøvede ethvert middel, hans meget opfindsomme sind kunne udtænke, for at fastlægge en form for terapi, der kunne gøre sindet i stand til at undslippe fra fiksering for evigt, selvom han vidste, dette var umuligt.

5.89 Denne viden plagede Freuds tro på hans eget tankesystem ved enhver vending, fordi han både var en ærlig mand og en healer. Han var derfor kun delvis sindssyg og var ude af stand til at opgive håbet om frisættelse, selvom han ikke kunne klare det. Årsagen til denne mængde af detaljer er, at du er i samme position. Du blev for evigt fikseret på Gud i din skabelse, og denne fikserings træk er så stærk, at du aldrig vil overvinde den. Årsagen er fuldstændigt tydelig. Fixeringen er på et niveau så højt, at den ikke kan blive overvundet. Du bliver altid trukket tilbage til din Skaber, fordi du tilhører Ham.

5.90 Tror du virkelig, at du kan lave en stemme, der kan drukne Hans? Tror du virkelig, at du kan udtænke et tankesystem, der kan adskille dig fra Hans? Tror du virkelig, at du kan planlægge din tryghed og glæde bedre, end Han kan? Du behøver hverken være forsigtig eller uforsigtig; du behøver kun at kaste dine bekymringer på Ham, fordi Han drager omsorg for dig. Du er i Hans omsorg, fordi Han elsker dig. Hans Stemme minder dig altid om, at alt håb er dit på grund af Hans omsorg. Du kan ikke vælge at undslippe Hans omsorg, fordi det ikke er Hans Vilje, men du kan vælge at acceptere Hans omsorg og bruge den uendelige kraft fra Hans omsorg for alle dem, Han skabte med den.

5.91 Der har været mange healere, der ikke helbredte sig selv. De har ikke flyttet bjerge med deres tro, fordi deres tro ikke var hel. Nogle af dem har til tider helbredt de syge, men de har ikke rejst de døde. Medmindre healeren helbreder sig selv, tror han ikke på, at der ikke er nogen rækkefølge efter sværhedsgrad ved mirakler. Han har ikke lært, at ethvert sind, Gud skabte, er ligeligt værdigt til at blive helbredt, fordi Gud skabte det helt. Du bliver blot bedt om at returnere sindet til Gud, som Han skabte det. Han beder dig kun om det, Han gav vel vidende, at denne given vil helbrede dig. Tilregnelighed er helhed, og dine brødres tilregnelighed er din.

5.92 Hvorfor skulle du lytte til de endeløse vanvittige krav, som du tror, at der bliver gjort på dig, når du ved, at Stemmen fra Gud Selv er i dig? Gud betroede dig Sin Ånd og beder dig om at betro Ham din. Han vil at holde den i fuldendt fred, fordi du er af ét sind og én ånd med Ham. At udelukke dig selv fra Soningen er egoets sidste fortvivlede forsvar for dets egen eksistens. Det afspejler både egoets behov for at adskille og din villighed til at holde med dets adskilthed. Denne villighed betyder, at du ikke ønsker at blive helbredt.

5.93 Men tiden er nu. I er ikke blevet bedt om at udarbejde planen for frelse selv, for, som jeg fortalte jer før, midlet er ikke lavet af jer. Gud Selv gav jer den perfekte korrektion for alt det, I har lavet, der ikke er i overensstemmelse med Hans hellige Vilje. Jeg har gjort Hans plan fuldstændigt tydelig for jer og har også fortalt jer om jeres del i Hans plan, og hvor presserende det er, at I opfylder den. Der er tid til forsinkelse, men der behøver ikke være det. Gud græder ved "ofringen" af Hans Børn, der tror, ​​de er tabt for Ham.

5.94 Jeg har allerede fortalt dig, at når som helst du ikke er fuldstændigt glædesfyldt, skyldes det, at du har reageret med en mangel på kærlighed overfor en eller anden Sjæl, som Gud skabte. Ved at opfatte dette som "synd", bliver du forsvarsberedt, fordi du forventer angreb. Beslutningen om at reagere på denne måde er imidlertid din og kan derfor blive ophævet. Den kan ikke blive ophævet af anger i den sædvanlige forstand, fordi dette indebærer skyld. Hvis du tillader dig selv at føle dig skyldig, vil du forstærke fejlen snarere end at tillade den ophævet for dig.

5.95 Beslutninger kan ikke være vanskelige. Dette er indlysende, hvis du indser, at du allerede må have truffet en beslutning om ikke at være fuldstændigt glædesfyldt, hvis det er sådan, du føler. Derfor er det første skridt til at ophæve at anerkende, at du aktivt besluttede forkert, men kan lige så aktivt beslutte noget andet. Vær meget faste overfor jer selv i dette, og hold jer selv fuldt ud opmærksomme på den kendsgerning, at ophæve processen, der ikke kommer fra jer, ikke desto mindre er indeni jer, fordi Gud placerede den der. Jeres del er blot at returnere jeres tænkning til det punkt, hvor fejlen blev begået og overgive den til Soningen i fred. Sig det følgende til jer selv så oprigtigt, som I kan, idet I husker, at Helligånden vil besvare jeres mindste invitation fuldt ud:

5.96 Jeg må have besluttet forkert, fordi jeg ikke har fred.

Jeg tog beslutningen selv, men jeg kan også beslutte noget andet.

Jeg vil beslutte noget andet, fordi jeg ønsker at have fred.

Jeg føler mig ikke skyldig, fordi Helligånden vil ophæve alle konsekvenserne af min forkerte beslutning, hvis jeg vil lade Ham.

Jeg vil at lade Ham ved at tillade Ham at beslutte for Gud for Mig.

Kapitel Seks:

Angreb og frygt

I. Introduktion

6.1 Forholdet mellem vrede og angreb er indlysende, men den uundgåelige forbindelse mellem vrede og frygt er ikke altid så klar. Vrede indebærer altid projicering af adskillelse, som i sidste ende må accepteres som helt ens eget ansvar. Vrede kan ikke forekomme, medmindre du tror, at du er blevet angrebet, at dit angreb var berettiget, og at du på ingen måde er ansvarlig. I betragtning af disse tre fuldstændigt irrationelle forudsætninger følger den lige så irrationelle konklusion, at en broder er værdig til angreb i stedet for kærlighed. Hvad kan forventes fra vanvittige forudsætninger andet end en vanvittig konklusion?

6.2 Måden at ophæve en sindssyg konklusion på er at overveje tilregneligheden i de forudsætninger, den hviler på. Du kan ikke blive angrebet; angreb har ingen retfærdiggørelse; og du er ansvarlig for det, du tror. Du er blevet bedt om at tage mig som din model for indlæring, da et ekstremt eksempel er en særlig nyttig indlæringsenhed. Alle underviser og underviser hele tiden. Dette er et ansvar, som han nødvendigvis påtager sig i det øjeblik, han overhovedet accepterer nogen som helst forudsætning, og ingen kan organisere sit liv uden noget som helst tankesystem. Når han først har udviklet et tankesystem af en hvilken som helst art, lever han efter det og underviser i det.

6.3 I er blevet udvalgt til at undervise i Soningen, netop fordi I har været ekstreme eksempler på loyalitet overfor jeres tankesystemer og derfor har udviklet kapaciteten til loyalitet. Den er bestemt blevet fejlplaceret, men den er en form for tro, som I selv har været villige til at omdirigere. Du kan ikke tvivle på styrken i din hengivenhed, når du overvejer, hvor trofast du har overholdt den. Det var helt tydeligt, at du allerede havde udviklet evnen til at følge en bedre model, hvis du kunne acceptere den.

II. Korsfæstelsens budskab

6.4 For undervisningsformål lad os overveje korsfæstelsen igen. Vi har ikke dvælet ved den før på grund af dens frygtsomme bibetydninger. Den eneste vægt, vi lagde på den, var, at den ikke var en form for straf. Intet kan imidlertid virkeligt blive forklaret udelukkende med negative udtryk. Der er en positiv fortolkning af korsfæstelsen, der er fuldstændig blottet for frygt og derfor  fuldstændigt godartet i det, den underviser i, hvis den bliver forstået korrekt. Korsfæstelsen er intet andet end et ekstremt eksempel. Dens værdi, ligesom værdien undervisningsenhed, ligger udelukkende i den type indlæring, den letter. Den kan blive og er blevet misforstået. Dette er kun, fordi de frygtsomme er tilbøjelige til at opfatte frygtsomt.

6.5 Jeg har allerede fortalt dig, at du altid kan opfordre mig til at dele min beslutning og dermed gøre den stærkere. Jeg fortalte dig også, at korsfæstelsen var den sidste tåbelige rejse, som Sønskabet behøver at foretage sig, og at den burde betyde frigørelse fra frygt for hvem som helst, der forstår den. Selvom vi kun understregede opstandelsen før, blev formålet med korsfæstelsen, og hvordan den faktisk førte til opstandelsen, ikke forklaret på det tidspunkt. Ikke desto mindre har den et bestemt bidrag at yde til jeres egne liv, og hvis I vil overveje den uden frygt, vil den hjælpe jer til at forstå jeres egen rolle som lærere.

6.6 I har reageret i årevis, som om I var blevet korsfæstet. Dette er en markant tendens hos de adskilte, der altid afviser at overveje det, de har gjort mod sig selv. Projektion betyder vrede, vrede fostrer overfald, og overfald fremmer frygt. Den virkelige betydning af korsfæstelsen ligger i den tilsyneladende intensitet af angrebet fra nogle af Guds Sønner på en anden. Dette er selvfølgelig umuligt og må blive forstået fuldt ud som en umulighed. Faktisk, medmindre, den bliver fuldt ud forstået som kun det, kan jeg ikke tjene som en virkelig model for indlæring.

6.7 Overfald kan i sidste ende kun foretages på kroppen. Der er næppe tvivl om, at en krop kan angribe en anden og endda kan ødelægge den. Dog, hvis ødelæggelse i sig selv er umulig, så kan alt det, der er forgængeligt, ikke være virkeligt. Derfor retfærdiggør dens ødelæggelse ikke vrede. I det omfang, du tror, ​​at den gør det, må du acceptere falske forudsætninger og undervise andre i dem. Det budskab, korsfæstelsen havde til formål at lære fra sig, var, at det ikke er nødvendigt at opfatte nogen som helst form for overgreb som forfølgelse, fordi du ikke kan blive forfulgt. Hvis du reagerer med vrede, må du sidestille dig selv med det forgængelige og ser derfor sindssygt på dig selv.

6.8 Jeg har gjort det fuldstændigt klart, at jeg er som dig, og du er som mig, men vores grundlæggende lighed kan kun blive demonstreret gennem fælles beslutning. I er frie til at opfatte jer selv som forfulgte, hvis I vælger det. Imidlertid kan du måske huske på, når du virkeligt vælger at reagere på den måde, at jeg blev forfulgt efter verdens bedømmelse og ikke delte denne vurdering af mig selv. Og fordi jeg ikke delte den, styrkede jeg den ikke. Derfor tilbød jeg en anden fortolkning af angreb og en, som jeg virkeligt ønsker at dele med jer. Hvis I vil tro på den, vil I hjælpe mig med at undervise i den.

6.9 Vi har sagt tidligere: "Som du underviser, således skal du lære." Hvis du reagerer, som om du er forfulgt, underviser du i forfølgelse. Dette er ikke en lektion, som Guds Sønner burde ønske at undervise i, hvis de skal virkeliggøre deres egen frelse. Undervis i stedet i din egen perfekte immunitet, som er sandheden i dig, og vid, at den ikke kan blive angrebet. Beskyt den ikke selv, ellers har du troet, at den er angribelig. Du bliver ikke bedt om at blive korsfæstet, der var en del af mit eget undervisningsbidrag. Du bliver blot bedt om at følge mit eksempel ansigt til ansigt med langt mindre ekstreme fristelser til at misopfatte og til ikke falskt at acceptere dem som retfærdiggørelser af vrede.

6.10 Der kan ikke være nogen retfærdiggørelse for det uberettigede. Tro ikke, at der er, og undervis ikke i, at der er. Husk altid, at det, du tror, vil du lære fra dig. Tro med mig, og vi vil blive ligeværdige som lærere. Din genopstandelse er din genopvågning. Jeg er modellen for genfødsel, men genfødsel i sig selv er blot det, der gryer i jeres sind om det, der allerede er i dem. Gud Selv anbragte det der, og så er det sandt for evigt. Jeg troede på det og gjorde det derfor sandt for mig for evigt. Hjælp mig med at lære vores brødre det i Guds Riges navn, men tro først, at det er sandt for dig, ellers vil du undervise galt.

6.11 Mine brødre sov under den såkaldte "kval" i haven, men jeg kunne ikke være vred på dem, fordi jeg havde lært, at jeg ikke kunne blive forladt. Peter svor, at han aldrig ville benægte mig, men han gjorde det tre gange. Han tilbød dog at forsvare mig med sværdet, Hvilket jeg naturligvis afslog, da jeg overhovedet ikke havde brug for kropslig beskyttelse. Jeg er ked af det, når mine brødre ikke deler min beslutning om kun at høre én stemme, fordi det svækker dem som lærere og som elever. Dog ved jeg, at de ikke virkeligt kan forråde sig selv eller mig, og at det stadig er på dem, jeg må bygge min kirke.

6.12 Der er intet valg i dette, fordi kun du kan være grundlaget for Guds kirke. En kirke er, hvor der er et alter, og tilstedeværelsen af ​​alteret er det, der gør det til en kirke. En hvilken som helst kirke, der ikke inspirerer kærlighed, har et skjult alter, der ikke tjener det formål, Gud havde til hensigt. Jeg må grundlægge Hans kirke på jer, fordi I, der accepterer mig som en model, er bogstaveligt talt mine disciple. Disciple er tilhængere, men hvis modellen, de følger, har valgt at frelse dem fra smerter i alle henseender, er de sandsynligvis ukloge i ikke at følge ham.

6.13 Jeg valgte både for jeres skyld og min at demonstrere, at det mest uhyrlige angreb, som egoet bedømte det, ikke gjorde noget. Som verden dømmer disse ting, men ikke som Gud kender dem, blev jeg forrådt, forladt, slået, revet og til sidst dræbt. Det var fuldstændigt tydeligt, at dette kun var på grund af andres projektion, fordi jeg ikke havde skadet nogen og havde helbredt mange. Vi er stadigt ligeværdige som elever, selvom vi ikke behøver at have ligeværdige erfaringer. Helligånden er glad, når du kan lære nok af mine til at blive genopvækket af dem. Det var deres eneste formål, og det er den eneste måde, hvorpå jeg kan opfattes som Vejen, Sandheden og Lyset.

6.14 Når I kun hører én stemme, bliver I aldrig opfordret til offer. Tværtimod, ved at gøre jer selv i stand til at høre den Hellige Ånd i andre, kan I lære fra deres erfaringer og opnå gevinst fra dem uden at opleve dem selv. Det er, fordi Helligånden er én, og alle og enhver, der lytter, bliver uundgåeligt ledt til at demonstrere Hans måde overfor alle. Du bliver ikke forfulgt og ej heller blev jeg. Du bliver ikke bedt om at gentage mine oplevelser, fordi Helligånden, Som vi deler, gør dette unødvendigt. For at bruge mine oplevelser konstruktivt, skal du imidlertid stadigt følge mit eksempel på, hvordan de skal opfattes.

6.15 Mine brødre og dine er konstant engagerede i at retfærdiggøre det uberettigede. Min ene lektion, som jeg må undervise i, som jeg lærte den, er, at ingen opfattelse, der er ude af overensstemmelse med Helligåndens dom, kan blive retfærdiggjort. Jeg påtog mig at vise, at dette var sandt i et meget ekstremt tilfælde, blot fordi det ville tjene som et godt undervisningsmiddel for dem, hvis fristelser til at give efter for vrede og overfald ikke ville være så ekstreme. Jeg vil med Gud, at ingen af ​​Hans Sønner skulle lide.

6.16 Husk, at Helligånden er kommunikationsforbindelsen mellem Gud Faderen og Hans adskilte Sønner. Hvis du vil lytte til Hans Stemme, vil du vide, at du hverken kan såre eller blive såret, og at mange har behov for din velsignelse til at hjælpe dem med at høre dette selv. Når du kun opfatter dette behov i dem og ikke reagerer på nogen som helst andre, vil du have lært af mig og være lige så ivrig efter at dele din lærdom, som jeg er. Korsfæstelsen kan ikke blive delt, fordi den er symbolet på projektion, men genopstandelsen er symbolet på deling, fordi genopvågningen af ​​enhver Søn af Gud er nødvendig for at gøre Sønskabet i stand til at kende dets helhed. Kun dette er viden.

6.17 Korsfæstelsens budskab er fuldstændigt tydelig:

    6.18 Undervis kun i kærlighed, for det er det, du er.

6.19 Hvis du fortolker korsfæstelsen på nogen som helst anden måde, bruger du den som et våben til overfald i stedet for som en påkaldelse af fred, som den var beregnet til. Apostlene misforstod det ofte og altid af samme grund, der får hvem som helst til at misforstå noget som helst. Deres egen ufuldkomne kærlighed gjorde dem sårbare overfor projektion, og ud af deres egen frygt talte de om ”Guds vrede” som Hans gengældelsesvåben. De kunne heller ikke tale om korsfæstelsen fuldstændigt uden vrede, fordi deres egen fornemmelse af skyld havde gjort dem vrede.

6.20 Der er to grelle eksempler på omvendt tænkning i Det Nye Testamente, hvis hele evangelium kun er budskabet om kærlighed. Disse er ikke som de adskillige smuttere i utålmodighed, som jeg lavede. Jeg havde lært Soningsbønnen, som jeg også kom for at undervise i, for godt til at engagere mig i omvendt tænkning selv. Hvis apostlene ikke havde følt sig skyldige, kunne de aldrig have citeret mig som at sige: "Jeg kommer ikke for at bringe fred, men et sværd." Dette er helt klart det modsatte af alt det, jeg underviste i.

6.21 Ej heller kunne de have beskrevet mine reaktioner på Judas, som de gjorde, hvis de virkelig havde forstået mig. De ville have indset, at jeg ikke kunne have sagt: "Forråder du Menneskesønnen med et kys?" medmindre jeg troede på forræderi. Hele korsfæstelsens budskab var ganske enkelt, at jeg ikke gjorde. Den "straf", som jeg siges at have fremkaldt på Judas, var en lignende omvending. Judas var min broder og en Søn af Gud, lige så meget en del af Sønskabet som mig selv. Var det sandsynligt, at jeg ville fordømme ham, nbebrejdelse  helstder, og Guds Sm helstår jeg var rede til at demonstrere, at fordømmelse er umulig?

6.22 Jeg er apostlene meget taknemmelig for deres undervisning og fuldt ud opmærksom på omfanget af deres hengivenhed overfor mig. Efterhånden, som du læser deres undervisninger, husk ikke desto mindre, at jeg selv fortalte dem, at der var meget, de ville forstå senere, fordi de ikke var helt rede til at følge mig på det tidspunkt. Jeg understreger kun dette, fordi jeg ikke ønsker, at du tillader nogen som helst frygt at komme ind i det tankesystem frem mod hvilket, jeg vejleder dig. Jeg kalder ikke på martyrer, men på lærere. Ingen bliver "straffet" for synder, og Guds Sønner er ikke syndere.

6.23 Et hvilket som helst begreb om "straf" involverer projicering af bebrejdelse og forstærker idéen om, at bebrejdelse er retfærdiggjort. Den opførsel, det resulterer i, er en lektion i bebrejdelse, ligesom al opførsel underviser i de overbevisninger, der motiverer den. Korsfæstelsen var et kompleks af opførsler, der opstod ud af klart modsatrettede tankesystemer. Som sådan var den det perfekte symbol på konflikt mellem egoet og Guds Søn. Konflikten er lige så virkelig nu, og også dens lektioner har samme virkelighed, når de bliver lært. Jeg har ikke brug for taknemmelighed mere end, jeg havde brug for beskyttelse, men du har brug for at udvikle din svækkede evne til at være taknemmelig, ellers kan du ikke værdsætte Gud. Han har ikke brug for din værdsættelse, men du har.

6.24 Du kan ikke elske det, du ikke værdsætter, og frygt gør værdsættelse umulig. Når som helst du er bange for det, du er, værdsætter du det ikke og vil derfor afvise det. Som et resultat underviser du i afvisning. Kraften fra Guds Sønner fungerer hele tiden, fordi de blev skabt som skabere. Deres indflydelse på hinanden er uden grænser og må bruges til deres fælles frelse. Hver enkelt må lære at undervise i, at alle former for afvisning er fuldstændigt meningsløse. Adskillelsen er forestillingen om afvisning. Så længe du underviser i dette, tror du stadigt på det. Dette er ikke som Gud tænker, ​​og du må tænke, som Han tænker, ​​hvis du skal komme til at kende Ham igen.

III. Anvendelserne af projicering

6.25 En hvilken som helst spaltning i vilje må involvere en afvisning af en del af den, og dette er troen på adskillelse. Guds helhed, som er Hans fred, kan ikke værdsættes undtagent af et helt sind, der anerkender helheden i Guds skabelse og ved denne anerkendelse kender dens Skaber. Udelukkelse og adskillelse er synonyme, ligesom adskillelse og afstandtagen. Vi har sagt før, at adskillelsen var og er afstandtagen, og også, at når det først var sket, blev projektion dets hovedforsvar eller den indretning, der holder den i gang. Årsagen er imidlertid måske ikke så klar, som du tror.

6.26 I egoets brug af projektion, som vi tydeligvis henviser til, forkaster du det, du projicerer, og derfor tror du ikke, det er dit. Du udelukker dig selv med selve erklæringen, du fremsætter om, at du er forskellig fra den, du projicerer på. Eftersom du også har dømt imod det, du projicerer, fortsætter du med at angribe det, fordi du allerede har angrebet det ved at projicere det. Ved at gøre dette ubevidst prøver du på at holde den kendsgerning udenfor bevidsthed, at du må have angrebet dig selv først og forestiller dig således, at du har gjort dig selv tryg.

6.27 Projektion vil altid såre dig. Den forstærker din tro på dit eget splittede sind, og dens eneste formål er at holde adskillelsen i gang. Det er udelukkende egoets indretning til at få dig til at føle dig anderledes end dine brødre og adskilt fra dem. Egoet retfærdiggør dette på det fuldstændige falske grundlag, at det får dig til at synes "bedre", end de er, og skjuler dermed din ligestilling med dem endnu mere. Projektion og angreb er uundgåeligt beslægtede, fordi projektion altid er et middel til at retfærdiggøre angreb. Vrede uden projektion er umulig.

6.28 Egoet bruger projektion udelukkende til at fordreje din opfattelse både af dig selv og dine brødre. Processen begynder med at udelukke noget [du tror] findes i dig, som du ikke ønsker, og fører direkte til at udelukke dig fra dine brødre. Vi har imidlertid lært, at der er en anden anvendelse af projektion. Enhver af egoets evner har et bedre modstykke, fordi dets evner bliver styret af sindet, der har en bedre Stemme. Helligånden anvender projektion ligesom egoet, men eftersom deres mål er modsatrettede, er resultatet det også.

6.29 Helligånden begynder med at opfatte dig som perfekt. Viden om denne perfektion deles, Han anerkender den i andre og styrker den således i begge. I stedet for vrede vækker dette kærlighed til begge, fordi det fastslår inkludering. Ved at opfatte ligeværdighed, opfatter Helligånden ligeværdige behov. Dette inviterer Soning automatisk, fordi Soning er det ene behov, som i denne verden er universelt. At opfatte dig selv på denne måde er den eneste måde, hvorpå du kan finde lykke i verden. Det er, fordi det er anerkendelsen af, at du ikke er i denne verden, for verden er ulykkelig.

6.30 Hvordan kan du ellers finde glæde på et glædesløst sted, undtagen ved at indse, at du ikke er der? Du kan ikke være noget som helst sted, som Gud ikke anbragte dig, og Gud skabte dig som en del af Ham. Det er både hvor du er, og hvad du er. Det er fuldstændigt uforanderligt. Det er fuldstændig inkludering. Du kan ikke ændre det nu eller nogensinde. Det er for evigt sandt. Det er ikke en tro, men en kendsgerning. Hvad som helst, Gud skabte, er lige så sandt, som Han er. Dets sandhed ligger kun i dets fuldendte inkludering i Ham, Som alene er perfekt. At benægte dette på nogen som helst måde er at benægte dig selv og Ham, eftersom det er umuligt at acceptere den ene uden den anden.

6.31 Helligåndens opfattelse af den perfekte ligeværdighed er det nøjagtige sidestykke til Guds vidende om den perfekte ligeværdighed. Egoets opfattelse har intet sidestykke i Gud, men Helligånden forbliver broen mellem opfattelse og viden. Ved at gøre dig i stand til at bruge opfattelse på en måde, der paralleller viden, vil du i sidste ende møde den og vide den. Egoet ville foretrække at tro, at dette møde er umuligt, dog er det din opfattelse, som Helligånden vejleder. Du kan måske huske, at det menneskelige øje opfatter parallelle linjer, som om de mødes i det fjerne, hvilket er det samme som i fremtiden, hvis tid og rum er én dimension. Din opfattelse vil slutte, hvor den begyndte. Alting mødes i Gud, fordi alt blev skabt af Ham og i Ham.

6.32 Gud skabte Sine Sønner ved at strække Sin tanke udad og fastholde udvidelsen af Sin tanke i sit sind. Alle Hans tanker er således perfekt forenede indeni dem selv og med hinanden, fordi de hverken blev skabt delvist eller til dels. Helligånden gør jer i stand til at opfatte denne helhed nu. I kan ikke mere bede for jer selv alene, end I kan finde glæde for jer selv alene. Bøn er generklæringen om inkludering, styret af Helligånden under Guds love. Gud skabte dig til at skabe. Du kan ikke udvide hans Rige, før du kender til dets helhed.

6.33 Tanker begynder i tænkerens sind, hvorfra de strækker sig udad. Dette er lige så sandt for Guds tænkning, som det er for jeres. Fordi jeres sind er splittede, kan I også opfatte så vel som at tænke. Dog kan opfattelse ikke undslippe sindets grundlæggende love. Du opfatter fra dit sind og strækker din opfattelse udad. Selvom opfattelse af en hvilken som helst art er unødvendig, lavede du den, og Helligånden kan derfor bruge den godt. Han kan inspirere opfattelse og føre den mod Gud ved at gøre den parallel med Guds måde at tænke på og således garantere deres endelige møde. Denne konvergens synes kun at være langt ude i fremtiden, fordi dit sind ikke er i fuldendt tilpasning til idéen og derfor ikke ønsker det nu.

6.34 Helligånden bruger tid, men tror ikke på den. Da Han kommer fra Gud, bruger Han alt til det gode, men Han tror ikke på det, der ikke er sandt. Da Helligånden er i jeres sind, må jeres sind også være i stand til kun at tro på det, der er sandt. Helligånden kan kun tale for dette, fordi Han taler for Gud. Han fortæller dig om at lade hele dit sind vende tilbage til Gud, fordi det aldrig har forladt Ham. Hvis det aldrig har forladt Ham, behøver du kun at opfatte det, som det er, for at være returneret. Den fulde bevidsthed om Soningen er således anerkendelsen af, at adskillelsen aldrig fandt sted. Egoet kan ikke sejre imod dette, fordi det er en udtrykkelig erklæring om, at egoet aldrig opstod.

6.35 Egoet kan acceptere idéen om, at tilbagevenden er nødvendig, fordi det så let kan få idéen til at synes så vanskelig. Dog fortæller Helligånden dig, at selv tilbagevenden er unødvendig, fordi det, der aldrig skete, ikke kan indebære noget som helst problem. Det følger imidlertid ikke, at du ikke kan gøre idéen om tilbagevenden både nødvendig og vanskelig. Det er imidlertid helt klart, at de perfekte ikke behøver noget og ikke kan opleve perfektion som en vanskelig præstation, fordi det er det, de er.

6.36 Dette er den måde, hvorpå du må opfatte Guds skabelser og bringe alle dine opfattelser ind i den ene parallelle linje, som Helligånden ser. Denne linje er den direkte kommunikationslinje med Gud og lader dit sind konvergere med Hans. Der er ingen konflikt noget som helst sted i denne opfattelse, fordi det betyder, at al opfattelse bliver vejledt af Helligånden, Hvis sind er fikseret på Gud. Kun Helligånden kan løse konflikter, fordi kun Helligånden er konfliktfri. Han opfatter kun det, der er sandt i dit sind og strækker sig kun udad til det, der er sandt i andre sind.

6.37 Forskellen mellem egoets brug af projektion og projektion, som Helligånden bruger den, er meget enkel. Egoet projicerer for at udelukke og derfor for at vildlede. Helligånden projicerer ved at genkende Sig selv i ethvert sind og opfatter dem således som ét. Intet er i konflikt med denne opfattelse, fordi det, Helligånden opfatter, er det samme. Hvor som helst Han ser hen, ser Han sig selv, og fordi Han er forenet, tilbyder Han altid hele Riget. Dette er det ene budskab, Gud gav til Ham, og som Han må tale for, fordi det er det, Han er. Guds fred ligger i det budskab, og således ligger Guds fred i dig.

6.38 Rigets store fred skinner i dit sind for evigt, men det må skinne udad for at gøre dig bevidst om det. Helligånden blev givet dig med perfekt upartiskhed, og kun ved at opfatte Ham upartisk kan du opfatte Ham overhovedet. Egoet er legion, men Helligånden er Én. Intet mørke opholder sig noget som helst sted i Riget, men din del er kun at tillade, at intet mørke opholder sig i dit eget sind. Denne tilpasning til lys er ubegrænset, fordi den er på linje med verdens lys. Hver af os er verdens lys, og ved at forene vores sind i dette lys forkynder vi Guds Rige sammen og som én.

IV. Afståelse fra angreb

6.39 Vi har brugt mange ord som synonyme, der normalt ikke betragtes som det samme. Vi begyndte med at have og at være og har for nylig brugt andre. At høre og at være er eksempler til hvilke vi også kan tilføje at undervise og at være, at lære og at være og frem for alt at projicere og at være. Dette skyldes, som vi har sagt før, at enhver idé begynder i tænkerens sind og strækker sig udad. Derfor er det, der strækker sig ud fra sindet, stadigt i det, og fra det, det strækker ud, ved det noget om sig selv. Det er dets naturlige talent. Ordet "ved" er korrekt her, selvom egoet ikke ved og ikke beskæftiger sig med væren overhovedet.

6.40 Helligånden holder stadigt viden tryg ved hjælp af Hans upartiske opfattelse. Ved intet at angribe udgør Han ingen forhindring overhovedet for Guds kommunikation. Således bliver væren aldrig truet. Jeres Gudlignende sind kan aldrig blive besmittet. Egoet var aldrig og vil aldrig blive en del af det, men gennem egoet kan I høre og undervise og lære det, der ikke er sandt. Fra dette, som I har lavet, har I lært jer selv at tro, at I ikke er det, I er. I kan ikke undervise i det, I ikke har lært, og det I underviser i, styrker I i jer selv, fordi I deler det. Hver lektion I underviser i, lærer I.

6.41 Det er derfor I kun må undervise i én lektion. Hvis I selv skal være konfliktfri, må I kun lære af Helligånden og kun undervise fra Ham. I er kun kærlighed, men da I benægtede dette, lavede I det, I er, til noget, I skal lære. Vi sagde før, at korsfæstelsens budskab var: "Undervis kun i kærlighed, for det er det, I er." Dette er den ene lektion, der er perfekt forenet, fordi det er den eneste lektion, der er én. Kun ved at undervise i det, kan I lære det. "Sådan som du underviser, således vil du lære." Hvis det er sandt, og det er bestemt sandt, må du aldrig glemme, at det, du underviser i, underviser dig. Det, du projicerer, tror du.

6.42 Den eneste virkelige tryghed ligger i kun at projicere Helligånden, for, når du ser Hans blidhed i andre, opfatter dit eget sind sig selv som helt ufarligt. Når det først kan acceptere dette fuldt ud, ser det ikke behovet for at beskytte sig selv. Guds beskyttelse går så op for det og forsikrer det om, at det er fuldstændigt trygt for evigt. De fuldkomment trygge er helt godartede. De velsigner, fordi de ved, at de er velsignede. Uden ængstelse er sindet fuldstændigt venligt, og fordi det projicerer godhed, er det velgørende.

6.43 Tryghed er den fuldstændige afståelse fra angreb. Intet kompromis er muligt i dette. Undervis i angreb i nogen som helst form, og du har lært det, og det vil såre dig. Din indlæring er dog ikke udødelig, og du kan aflære den ved ikke at undervise i den. Eftersom du ikke kan ikke undervise, ligger din frelse i at undervise i det stik modsatte af alt det, egoet tror. Dette er sådan, du vil lære sandheden, der vil sætte dig fri dig og fastholde dig sådan efterhånden, som andre lærer det af ​​dig. Den eneste måde at have fred på er at undervise i fred. Ved at lære det gennem projektion bliver det en del af det, du ved, fordi du kan ikke undervise i det, du har taget afstand fra.

6.44 Kun således kan du vinde den viden tilbage, som du smed væk. En idé, som du deler, må du have. Den vågner i dig gennem undervisningens overbevisning. Husk, at hvis undervisning er væren og indlæring er væren, så er undervisning indlæring. Alt det, du underviser i, lærer du. Undervis kun i kærlighed, og lær, at kærlighed er din, og at du er kærlighed.

V. Det eneste svar

6.45 Husk, at Helligånden er Svaret, ikke spørgsmålet. Egoet taler altid først, fordi det er lunefuldt og ikke vil dets skaber godt. Det er, fordi det tror, og det korrekt, at dets skaber måske trækker sin støtte tilbage fra det når som helst. Hvis det mente dig det godt, ville det være glad, som Helligånden ville være glad, når Han har bragt dig hjem, og du ikke længere behøver Hans vejledning. Egoet betragter ikke sig selv som en del af dig. Heri ligger dets primære opfattelsesfejl, fundamentet for hele dets tankesystem.

6.46 Da Gud skabte dig, gjorde Han dig til en del af Ham. Det er derfor, at angreb indenfor Riget er umulig. Du lavede egoet uden kærlighed, og så elsker det ikke dig. Du kunne ikke forblive indenfor Riget uden kærlighed, og eftersom Riget er kærlighed, tror du, at du er uden det. Dette gør egoet i stand til at betragte sig selv som adskilt og udenfor dets skaber og således at kunne tale for den del af dit sind, der tror, at du er adskilt og udenfor Gudssindet. Egoet rejste så det første spørgsmål, der nogensinde blev stillet, men et, det aldrig kan besvare. Det spørgsmål, "Hvad er du?" var begyndelsen på tvivl.

6.47 Egoet har aldrig besvaret nogen som helst spørgsmål siden, selvom det har stillet virkeligt mange. Egoets mest opfindsomme aktiviteter har aldrig gjort andet end at tilsløre spørgsmålet, fordi du har svaret, og egoet er bange for dig. Du kan ikke forstå konflikten, før du fuldt ud forstår én grundlæggende kendsgerning, som egoet ikke ved. Helligånden taler ikke først, men Han svarer altid. Alle har kaldt Ham til hjælp på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde og er blevet svaret. Eftersom Helligånden svarer sandt, svarer Han for alle tider, hvilket betyder, at alle og enhver har svaret nu.

6.48 Egoet kan ikke høre Helligånden, men det tror virkeligt, ​​at en del af det samme sind, der lavede det, er imod det. Det fortolker dette som en retfærdiggørelse til at angribe sin skaber. Det tror, at det bedste forsvar er angreb og ønsker, at du skal tro det. Medmindre du virkeligt tror det, vil du ikke holde med det, og egoet føler, at det har hårdt brug for allierede, dog ikke brødre. Når det opfatter noget, der er fremmed for det selv i dit sind, vender egoet sig til kroppen, ikke til sindet, som dets allierede, fordi kroppen ikke er en del af dig. Dette gør kroppen til egoets ven. Det er en alliance baseret på adskillelse ærligt talt. Hvis du holder med denne alliance, vil du være bange, fordi du holder med en alliance af frygt.

6.49 Egoet og kroppen konspirerer imod jeres sind, og fordi egoet indser, at dets "fjende" kan gøre en ende på dem begge blot ved at vide, at de ikke er en del af ham, deltager de sammen i angrebet. Dette er måske den mærkværdigste opfattelse af alle, hvis du overvejer, hvad det virkelig indebærer. Egoet, der ikke er virkeligt, forsøger at overbevise sindet, der er virkeligt, om, at sindet er dets egen indlæringsenhed, og at indlæringsenheden er mere virkelig end det er. Ingen ved sine fulde fem kunne på nogen måde tro dette, og ingen ved sine fulde fem tror det virkeligt.

6.50 Hør derefter Helligåndens ene svar på alle de spørgsmål, som egoet rejser. Du er et Barn af Gud, en uvurderlig del af Hans Rige, som Han skabte som en del af Ham. Intet andet findes, og kun dette er virkeligt. Du har valgt en søvn, hvori du har haft dårlige drømme, men søvnen er ikke virkelig, og Gud opfordrer dig til at vågne. Der vil ikke være noget tilbage af din drøm, når du hører Ham, fordi du vil være vågen. Dine drømme har indeholdt mange af egoets symboler, og de har forvirret dig. Det var dog kun, fordi du sov og ikke vidste det. Når du vågner, vil du se sandheden omkring dig og i dig, og du vil ikke længere tro på drømme, fordi de ikke vil have nogen virkelighed for dig.

6.51 Riget og alt det, du har skabt der, vil dog have stor virkelighed for dig, fordi de er smukke og sande. I Riget er det helt sikkert, hvor du er, og hvad du er. Der er ingen tvivl der, fordi det første spørgsmål aldrig blev stillet. Efter endeligt at være blevet fuldstændigt besvaret, har det aldrig været til. Udelukkende Væren bor i Riget, hvor alt lever i Gud uden spørgsmål. Tiden, der blev brugt på at stille spørgsmålstegn i drømmen, har givet plads til skabelse og til dens evighed.

6.52 Du er lige så sikker som Gud, fordi du er lige så sand, som Han er, men det, der engang var helt sikkert i jeres sind er kun blevet til evnen til sikkerhed. Indførelsen af ​​evner i væren var begyndelsen på usikkerhed, fordi evner er potentialer, ikke præstationer. Jeres evner er fuldstændigt ubrugelige i nærvær af Guds præstationer og også af jeres. Præstationer er resultater, der er blevet opnået. Når de er perfekte, er evner meningsløse. Det er underligt, at det perfekte nu må perfektioneres. Det er faktisk umuligt. I må imidlertid huske, at når I anbragte jer selv i en umulig situation, troede I, at det umulige var muligt.

6.53 Evner må udvikles, ellers kan du ikke bruge dem. Dette er ikke sandt for noget som helst, som Gud skabte, men det er den bedst mulige løsning på det, du har lavet. I en umulig situation kan du udvikle dine evner til det punkt, hvor de kan få dig ud af den. Du har en Vejleder til, hvordan du kan udvikle dem, men du har ingen kommandør undtagen dig selv. Dette overlader dig ansvaret for Riget med både en Vejleder til at finde det og et middel til at beholde det. Du har en model at følge, der vil styrke din kommando og aldrig forringe den på nogen måde. Du bevarer derfor den centrale plads i dit opfattede slaveri, en kendsgerning, som i sig selv viser, at du ikke er slavebundet.

6.54 Du er kun i en umulig situation, fordi du troede, det var muligt at være i en. Du ville være i en umulig situation, hvis Gud viste dig din perfektion og beviste for dig, at du tog fejl. Dette ville demonstrere, at de perfekte var utilstrækkelige i at bringe sig selv til bevidstheden om deres perfektion og dermed holde med troen på, at de, der har alt, har brug for hjælp og derfor er hjælpeløse. Dette er den slags "ræsonnement", som egoet engagerer sig i, men Gud, Der ved, at Hans skabelser er perfekte, fornærmer dem ikke. Dette ville være lige så umuligt som egoets opfattelse af, at det har fornærmet Ham.

6.55 Det er derfor, Helligånden aldrig beordrer. At beordre er at antage ulighed, som Helligånden påviser ikke findes. Troskab overfor lokaliteter er en lov i sindet, og alt det, Gud skabte, er tro mod Hans love. Troskab mod andre love er også mulig, dog ikke fordi lovene er sande, men fordi I lavede dem. Hvad ville være vundet, hvis Gud beviste for dig, at du har tænkt sindssygt? Kan Gud miste Sin egen sikkerhed? Vi har ofte erklæret, at det, du underviser i, er du. Ville du have Gud til at lære dig, at du har syndet? Hvis Han konfronterede det selv, du lavede, med den sandhed, Han skabte for dig, hvad kunne du være andet end bange? Du ville betvivle din tilregnelighed, som er den ene ting, hvori du kan finde tilregneligheden, Han gav dig.

6.56 Gud underviser ikke. At undervise er at antyde en mangel, som Gud ved ikke er der. Gud er ikke i konflikt. Undervisning sigter mod forandring, men Gud skabte kun det uforanderlige. Adskillelsen var ikke et tab af perfektion, men en kommunikationsfejl. En barsk og højrøstet form for kommunikation opstod som egoets stemme. Den kunne ikke splintre Guds Fred, men den kunne splintre din. Gud udslettede den ikke, for at udrydde den ville være at angribe den. Når Han blev afhørt, afhørte Han ikke. Han gav blot Svaret. Hans Svar er din Lærer.

a. For at have, giv alt til alle

6.57 Som en hvilken som helst god lærer ved Helligånden virkeligt mere end du gør nu, men Han underviser kun for at gøre dig ligeværdig med Ham. Det er fordi, du allerede havde undervist forkert efter, at du havde troet det, der ikke var sandt. Du troede ikke på din egen perfektion. Kunne Gud lære dig, at du havde lavet et splittet sind, når Han kun kender dit sind som helt? Det, Gud virkeligt ved, er, at Hans kommunikationskanaler ikke er åbne for Ham, så Han ikke kan overføre Sin Glæde og vide, at Hans Børn er fuldstændigt glade. Dette er en løbende proces, ikke i tid, men i evigheden. Guds strækken sig udad, dog ikke Hans fuldstændighed, bliver blokeret, når Sønskabet ikke kommunikerer med Ham som én. Så Han tænkte: "Mine Børn sover og skal vækkes."

6.58 Hvordan kan du vække børn bedre og mere venligt end med en blid stemme, der ikke vil skræmme dem, men blot vil minde dem om, at natten er forbi, og lyset er kommet? Du oplyser dem ikke om, at mareridtene, der skræmte dem så slemt, ikke var virkelige, fordi børn tror på magi. Du forsikrer dem bare om, at de er trygge nu. Derefter træner du dem til at erkende forskellen mellem at sove og være vågen, så de vil forstå, at de ikke behøver at være bange for drømme. Når dårlige drømme så kommer, vil de selv påkalde lyset til at fordrive dem.

6.59 En klog lærer underviser gennem tilgang, ikke undgåelse. Han understreger ikke det, du må undgå for at undslippe skade så meget som det, du har brug for at lære for at få glæde. Dette er endog sandt for verdens lærere. Tænk på den forvirring, et barn ville opleve, hvis han fik fortalt, "Gør ikke dette, fordi det måske kan skade dig og gøre dig utryg, men hvis du gør det, vil du undslippe skade og være tryg, og så vil du ikke være bange." Alt dette kunne blive inkluderet i bare tre ord: "Gør kun det!" Denne enkle erklæring er helt klar, let forståelig og meget let husket.

6.60 Helligånden konkretiserer aldrig fejl, fordi Han ikke skræmmer børn, og de, der mangler visdom, er børn. Dog, besvarer han altid deres kalden, og Hans pålidelighed gør dem mere sikre. Børn blander virkeligt fantasi og virkelighed sammen, og de er bange, fordi de ikke kender forskel. Helligånden skelner ikke mellem drømme. Han skinner dem blot væk. Hans lys er altid opfordringen til at vågne, uanset hvad du har drømt om. Intet varigt ligger i drømme, og Helligånden, der skinner med lyset fra Gud Selv, taler kun for det, der varer for evigt.

6.61 Når din krop og dit ego og dine drømme er borte, vil du vide, at du vil vare for evigt. Mange mener, at dette bliver opnået gennem døden, men intet bliver opnået gennem døden, fordi døden er intet. Alting bliver opnået gennem livet, og livet er af sindet og i Sindet. Kroppen hverken lever eller dør, fordi den ikke kan indeholde dig, som er livet. Hvis vi deler det samme sind, kan du overvinde døden, fordi jeg gjorde det. Døden er et forsøg på at løse konflikter ved overhovedet ikke at være villig til det. Som enhver anden umulig løsning, som egoet forsøger, vil det ikke virke.

6.62 Gud lavede ikke kroppen, fordi den er forgængelig og derfor ikke af Riget. Kroppen er symbolet på det, du tror, ​​du er. Den er helt klart en adskillelsesenhed og findes derfor ikke. Helligånden tager som altid det, du har lavet, og oversætter det til en indlæringsenhed for dig. Igen, som altid, genfortolker Han det, egoet bruger som et argument for adskillelse til en demonstration imod den. Hvis sindet kan helbrede kroppen, men kroppen ikke kan helbrede sindet, må sindet være stærkere. Ethvert mirakel demonstrerer dette.

6.63 Vi har sagt, at Helligånden er motivationen for mirakler. Dette skyldes, at Han altid fortæller dig, at kun sindet er virkeligt, eftersom kun sindet kan blive delt. Kroppen er adskilt og kan derfor ikke være en del af dig. At være af ét sind er meningsfuldt, men at være af én krop er meningsløst. Efter sindets love er kroppen således meningsløs. For Helligånden er der ingen rækkefølge af vanskeligheder ved mirakler. Dette er velkendt nok for dig nu, men det er endnu ikke blevet troværdigt. Derfor forstår du det ikke og kan ikke bruge det.

6.64 Vi har for meget at udrette på Rigets vegne til at lade dette afgørende begreb smutte væk. Det er en virkelig grundsten i tankesystemet, jeg underviser i og ønsker, at du underviser i. Du kan ikke udføre mirakler uden at tro på det, fordi det er en tro på fuldendt ligeværdighed. Kun en ligeværdig gave kan blive tilbudt Guds ligeværdige Sønner, og det er fuld værdsættelse. Intet mere og intet mindre. Uden en rækkevidde er en rækkefølge af vanskeligheder meningsløs, og der må ikke være nogen rækkevidde i det, I tilbyder hinanden.

6.65 Helligånden, der fører til Gud, oversætter kommunikation til væren, ligesom Han i sidste ende oversætter opfattelse til viden. [Du mister ikke det, du kommunikerer.] Egoet bruger kroppen til angreb, til nydelse og til stolthed. Vanviddet i denne opfattelse gør den virkeligt til en frygtsom én. Helligånden ser kun kroppen som et middel til kommunikation, og fordi kommunikation er at dele, bliver den til fællesskab. Du kan muligvis hævde, at frygt såvel som kærlighed kan blive kommunikeret og kan derfor blive delt. Dog er dette ikke så virkeligt, som det lyder. De, der kommunikerer frygt, fremmer angreb, og angreb afbryder altid kommunikationen, hvilket gør den umulig.

6.66 Egoer slutter sig virkeligt sammen i midlertidig loyalitet, men altid for det hver enkelt kan få hver for sig. Helligånden kommunikerer kun det, hver enkelt kan give til alle. Han tager aldrig noget tilbage, fordi Han ønsker, at du beholder det. Derfor begynder Hans lære med lektionen:

6.67 For at have, giv alt til alle.

6.68 Dette er et meget indledende trin, og det eneste du selv må tage. Det er ikke engang nødvendigt, at du fuldfører trinnet selv, men det er nødvendigt, at du vender dig i den retning. Ved at have valgt at gå den vej, placerer du dig selv som ansvarlig for rejsen, hvor du og kun du må blive ved med at være.

6.69 Dette trin synes til at forværre konflikten snarere end at løse den, fordi det er begyndelsestrinnet til at vende din opfattelse om og vende den med den rette side opad. Dette er i konflikt med den omvendte opfattelse, som du endnu ikke har forladt, ellers ville ændringen i retning ikke have været nødvendig. Nogle mennesker bliver på dette trin i meget lang tid og oplever meget akut konflikt. På dette tidspunkt prøver mange at acceptere konflikten hellere end at tage det næste skridt mod dens løsning. Efter at have taget det første skridt, vil de imidlertid blive hjulpet. Når de først har valgt det, de ikke kan fuldføre alene, er de ikke længere alene.

b. For At Have Fred,  Undervis I Fred for at Lære Det

6.70 Alle de adskilte har en grundlæggende frygt for gengældelse og forladthed. Dette er, fordi de tror på angreb og afvisning, så dette er det, de opfatter og underviser i og lærer. Disse sindssyge begreber er helt klart resultatet af deres egen afstandtagen og projektion. Det, I underviser i, er I, men det er helt tydeligt, at I kan undervise forkert og derfor undervise jer selv forkert. Mange troede, at jeg angreb dem, selvom det var helt tydeligt, at jeg ikke gjorde det. En sindssyg elev lærer underlige lektioner.

6.71 Det, du må forstå, er, at når du ikke deler et tankesystem, svækker du det. De, der tror på det, opfatter derfor dette som et angreb på dem. Dette skyldes, at alle identificerer sig med deres tankesystem, og ethvert tankesystem centrerer sig om det, du tror, ​​du er. Hvis tankesystemets centrum er sandt, udvider kun sandheden sig ud fra det. Men hvis en løgn er dets centrum, fortsætter kun bedrag fra det. Alle gode lærere indser, at kun grundlæggende ændring vil vare ved, men de begynder ikke på dette plan. At styrke motivation til forandring er deres første og vigtigste mål. Det er også deres sidste og endelige.

6.72 At forøge motivation til forandring i eleven er alt, hvad en lærer behøver gøre for at garantere forandring. Dette er, fordi en ændring i motivation er en ændring af sindet, og dette vil uvægerligt frembringe grundlæggende ændringer, fordi sindet er grundlæggende. Så det første trin i omvendings- eller ophævelsesprocessen er at ophæve at få-begrebet. I overensstemmelse med det var Helligåndens første lektion "for at have, giv alt til alle." Vi sagde, at dette er egnet til at øge konflikten midlertidigt, og vi kan klarlægge dette endnu mere nu.

6.73 På dette tidspunkt opfattes ligeværdigheden mellem "have" og "være" endnu ikke. Indtil det gør, synes "at have" at være det modsatte af "at være". Derfor synes den første lektion at indeholde en modsigelse, da den læres af et modstridende sind. Dette betyder modstridende motivation, og lektionen kan derfor ikke blive lært konsekvent endnu. Desuden projicerer elevens sind sin egen spaltning og opfatter således ikke konsekvente sind i andre, hvilket gør ham mistroisk overfor deres motivation. Dette er den virkelige årsag til, at den første lektion i mange henseender er den sværeste at lære. Stadigt i høj grad opmærksom på egoet i sig selv og primært reagerende på egoet i andre, bliver han undervist i at reagere på begge, som om det, han virkeligt tror, ikke er sandt.

6.74 Omvendt som altid opfatter egoet den første lektion som sindssyg. Faktisk er dette dets eneste alternativ her, eftersom det andet, der ville være meget mindre acceptabelt for det, tydeligvis ville være, at det er sindssygt. Så egoets vurdering er forudbestemt af, hvad det er, dog ikke mere sådan end noget som helst andet tankeprodukt. Den grundlæggende forandring vil stadig ske med ændringen af sindet i tænkeren. I mellemtiden gør den stigende klarhed i Helligåndens Stemme det umuligt for den studerende ikke at lytte. I et stykke tid modtager han så virkeligt modstridende beskeder og accepterer begge. Dette er den klassiske "dobbeltbinding" i kommunikation.

6.75 Vejen ud af konflikt mellem to modsatte tankesystemer er helt klart at vælge et og opgive det andet. Hvis du identificerer dig med dit tankesystem, og du ikke kan undslippe dette, og hvis du accepterer to tankesystemer, som er i fuldstændig uoverensstemmelse, er ro i sindet umulig. Hvis du underviser i begge dele, hvilket du helt sikkert vil gøre, så længe du accepterer begge, underviser du i konflikt og lærer det. Dog, du ønsker virkeligt fred, ellers ville du ikke have påkaldt Freden Stemme til at hjælpe dig. Hans lektion er ikke sindssyg; konflikten er.

6.76 Der kan ikke være nogen konflikt mellem tilregnelighed og utilregnelighed. Kun én er sand, og derfor er kun én virkelig. Egoet prøver at overbevise dig om, at det er op til dig at bestemme, hvilken stemme der er sand, men Helligånden lærer dig, at sandheden blev skabt af Gud, og din beslutning kan ikke ændre den. Efterhånden, som I begynder at erkende Helligåndens Stemmes stille magt, og dens perfekte konsekvens, må det dæmre for jeres sind, at I prøver at ophæve en beslutning, der blev taget uigenkaldeligt for jer. Det er derfor vi foreslog før, at der var hjælp til at minde jer selv om at tillade Helligånden at beslutte sig for Gud for jer.

6.77 Du bliver ikke bedt om at foretage sindssyge beslutninger, selvom du er fri til at tro, at du er. Det må imidlertid være sindssygt at tro, at det er op til dig at beslutte, hvad Guds skabelser er. Helligånden opfatter konflikten nøjagtigt, som den er. Derfor er Hans anden lektion:

6.78 For at have fred, undervis i fred for at lære det.

6.79 Dette er stadigt et indledende trin, da det at have og at være stadigt ikke er sidestillet. Det er imidlertid mere avanceret end det første trin, der virkeligt kun er en tankeomvending. Det andet trin er en positiv bekræftelse af det, du ønsker. Dette er så et skridt i retningen ud af konflikt, eftersom det betyder, at alternativer er blevet taget i betragtning, og ét er blevet valgt som mere ønskværdigt.

6.80 Ikke desto mindre indebærer vurderingen "mere ønskværdig" stadigt, at det ønskværdige har grader. Selvom dette trin er vigtigt for den endelige beslutning, er det derfor helt klart ikke den endelige. Det er klart på dette tidspunkt, at den manglende rækkefølge af vanskeligheder ved mirakler endnu ikke er blevet accepteret, fordi intet er vanskeligt, der er ønsket fuldt ud. At ønske fuldt ud er at skabe, og skabelse kan ikke være vanskelig, hvis Gud Selv skabte dig som en skaber. Så det andet trin er stadigt opfattelsesmæssigt, selvom det er et kæmpe skridt hen imod den forenede opfattelse, der er parallel med Guds viden.

6.81 Efterhånden, som du tager dette trin og fastholder denne retning, vil du skubbe dig frem mod centrum af ​​dit tankesystem, hvor den grundlæggende ændring vil finde sted. Du er kun i begyndelsen af dette trin nu, men du er begyndt på denne måde ved at erkende, at kun en måde er mulig. Du erkender endnu ikke dette konsekvent, og derfor er dine fremskridt sporadiske, men det andet trin er lettere end det første, fordi det følger. Selve det faktum, at du har accepteret det, er en demonstration af din voksende bevidsthed om, at Helligånden vil føre dig videre.

c. Vær Kun Årvågen overfor Gud og Hans Rige

6.82 For din egen frelse må du være kritisk, eftersom din frelse er afgørende for hele Sønskabet. Vi sagde tidligere, at Helligånden er vurderende og må være det. Alligevel strækker Hans vurdering sig ikke hinsides dig, ellers ville du dele den. I dit sind og kun i dit sind sorterer Han det sande fra det falske og lærer dig at bedømme hver tanke, som du tillader at komme ind i dit sind, i lyset af det, Gud anbragte der. Hvad end, der er er i overensstemmelse med dette lys, beholder Han for at styrke Riget i dig. Det, der delvist er i overensstemmelse med sandheden, accepterer og renser Han. Men det, der er fuldstændigt ude af overensstemmelse, afviser Han ved at dømme imod det. Dette er således, Han holder Riget fuldstændigt konsekvent og fuldstændigt forenet.

6.83 Det, du imidlertid må huske, er, at det, Helligånden afviser, accepterer egoet. Dette er, fordi de grundlæggende er uenige om alting, eftersom de er grundlæggende uenige om, hvad du er. Egoets overbevisninger i dette afgørende spørgsmål varierer, og det er derfor, det fremmer forskellige sindsstemninger. Helligånden varierer aldrig på dette punkt, og derfor er den eneste sindsstemning, Han fremkalder, glæde. Han beskytter den ved at afvise alt det, der ikke giver glæde, og derfor kan Han alene holde dig fuldstændigt glad.

6.84 Helligånden lærer ikke jeres sind at være kritisk overfor andre sind, fordi Han ikke ønsker, I underviser i fejl og lærer dem selv. Han ville næppe være konsekvent, hvis Han tillod dig at styrke det, du må lære at undgå. Så i tænkerens sind er Han fordømmende, men kun for at forene sindet, så det kan opfatte uden dom. Dette gør sindet i stand til at undervise uden dom og derfor at lære at være uden dom. Ophævelsen er kun nødvendig i dit sind, så du ikke kan projicere falsk. Gud Selv har fastlagt det, du kan projicere med fuldendt sikkerhed. Derfor er Helligåndens tredje lektion:

6.85 Vær kun agtpågivende overfor Gud og Hans Rige.

6.86 Dette er et stort skridt frem mod grundlæggende forandring. Dog er det stadigt en lektion i tankeomvendelse, eftersom det indebærer, at der er noget, du må være på vagt imod. Det er kommet langt forud fra den første lektion, der først og fremmest var en omvending og også fra den anden, som i det væsentlige var identificeringen af ​​det, der er mere ønskværdigt. Dette trin, der følger fra det andet, som det andet følger fra det første, lægger vægt på modsætningen mellem det ønskværdige og det uønskværdige. Det gør derfor det ultimative valg uundgåeligt.

6.87 Mens det første trin ser ud til at forøge konflikten, og det andet trin stadig indebærer den til en vis grad, kræver dette en konsekvent indsats imod den. Vi sagde allerede, at du kan være lige så agtpågivende imod egoet som for det. Denne lektion underviser ikke kun i, at du kan være det, men at du må være det. Den beskæftiger sig ikke med rækkefølgen af vanskeligheder, men med en éntydig prioritet for agtpågivenhed. Dette trin er utvetydigt på den måde, at det underviser i, at der ikke må være nogen undtagelser, selvom det ikke benægter, at fristelsen til at lave undtagelser vil forekomme. Så her kaldes der på din konsekvens på trods af kaos. Dog kan kaos og konsekvens ikke eksistere side om side længe eftersom, de er gensidigt udelukkende.

6.88 Så længe, som du må være agtpågivende mod noget, anerkender du imidlertid ikke denne gensidige udelukkelse og rummer troen på, at du kan vælge enten de ene eller det andet. Ved at undervise i det man skal vælge, vil Helligånden i sidste ende være i stand til at lære dig, at du slet ikke behøver at vælge. Dette vil til sidst befri din vilje fra valg og dirigere den mod skabelse indenfor Riget. At vælge gennem Helligånden, vil føre dig til Riget. Du skaber af det, du er, men dette er det, du må lære. Måden at lære det på er iboende i det tredje trin, der bringer de lektioner sammen, der er underforstået i de andre og går hinsides dem mod virkelig integration.

6.89 Hvis I kun tillader jer selv at have det i jeres sind, Gud anbragte der, anerkender I virkeligt jeres sind, som Gud skabte det. Derfor accepterer I det som det er. Eftersom, det er helt, underviser du i fred, fordi du tror på det. Det sidste trin vil stadig blive taget for dig af Gud, men med det tredje trin har Helligånden klargjort dig til Gud. Han gør dig klar til oversættelsen af ​​at have til at være med selve karakteren af de trin, du må tage med Ham.

6.90 Du lærer først, at have hviler på at give og ikke på at få. Derefter lærer du, at du lærer det, du underviser i, og at du ønsker at lære fred. Dette er betingelsen for at identificere sig med Riget, eftersom det er tilstanden af Riget. Du har troet, at du er uden Riget og har derfor udelukket dig selv fra det i din tro. Det er derfor vigtigt at lære dig, at du må være inkluderet, og at troen på, at du ikke er, er det eneste, som du må udelukke.

6.91 Det tredje trin er således en beskyttelse af jeres sind og tillader jer kun at identificere jer med centeret, hvor Gud anbragte alteret til Sig Selv. Vi har allerede sagt, at altre er overbevisninger, men Gud og Hans skabelser er hinsides tro, fordi de er hinsides spørgsmål. Stemmen for Gud taler kun for tro hinsides spørgsmål, som er forberedelsen til væren uden spørgsmål. Så længe troen på Gud og Hans Rige bliver angrebet af en hvilken som helst tvivl i jeres sind, er Hans perfekte præstation ikke tydelig for jer. Derfor må I være agtpågivende på Guds vegne. Egoet taler imod Hans skabelse og fremkalder derfor virkeligt tvivl. Du kan ikke gå hinsides tro, før du tror fuldt ud.

6.92 Overførsel, som er udvidelse, er et indlæringsmål for, fordi det er dets målbare resultat. Dette betyder imidlertid ikke, at det, det overfører til, er målbart. Tværtimod, medmindre det overfører til hele Sønskabet, der er umåleligt, fordi det blev skabt af den Umålelige, må selve indlæringen være ufuldstændig. At undervise hele Sønskabet uden undtagelse demonstrerer, at I opfatter dets helhed og har lært, at det er ét. Nu må I være agtpågivende ved at holde dets enhed i jeres sind, for hvis I lader tvivl komme ind, mister I bevidstheden om dets helhed og vil være ude af i stand til at undervise i det.

6.93 Rigets helhed afhænger ikke af din opfattelse, men din bevidsthed om dets helhed gør. Det er kun din bevidsthed, der har brug for beskyttelse, eftersom din væren ikke kan blive angrebet. Dog kan en virkelig følelse af væren ikke blive din, medens du er tvivlrådig om det, du er. Det er derfor, at

agtpågivenhed er væsentlig. Tvivl om væren må ikke komme ind i dit sind, ellers kan du ikke vide, hvad du er med sikkerhed. Sikkerhed er af Gud til dig. Agtpågivenhed er ikke nødvendig for sandhed, men den er nødvendigt mod illusioner.

6.94 Sandhed er uden illusioner og derfor indenfor Riget. Alt udenfor Riget er illusion, men du må lære at acceptere sandheden, fordi du smed den væk. Du så derfor dig selv som om du var uden den. Ved at lave et andet Rige, som I værdsatte, holdt I ikke kun Guds Rige i jeres sind og anbragte således en del af jeres sind udenfor det. Det, du har lavet, har således delt din vilje og givet dig et sygt sind, der må blive helbredt. Din agtpågivenhed imod denne sygdom er måden at helbrede den på. Når først dit sind er helbredt, udstråler det sundhed og underviser derved i helbredelse. Dette fastslår dig som en lærer, der underviser ligesom mig. Agtpågivenhed var påkrævet af mig lige så meget som af dig, men husk, at de, der vil lære det samme, må være enige om det, de tror.

6.95 Så det tredje trin er en erklæring om det, du ønsker at tro og indebærer en villighed til at give afkald på alt andet. Jeg fortalte dig, at du lige var begyndt på det andet trin, men jeg fortalte dig også, at det tredje følger det. Helligånden vil gøre dig i stand til at fortsætte, hvis du følger Ham. Din agtpågivenhed er tegnet på, at du ønsker, at Han vejleder dig. Agtpågivenhed kræver anstrengelse, men kun for at lære dig, at anstrengelse i sig selv er unødvendig. Du har udøvet stor anstrengelse for at bevare det, du lavede, fordi det ikke var sandt. Derfor må du nu vende din anstrengelse imod det. Kun dette kan annullere behovet for anstrengelse og påkalde den væren, som du både har og er. Denne anerkendelse er fuldstændigt uden anstrengelse, eftersom den allerede er sand og ingen beskyttelse behøver. Den er i Guds fuldendte tryghed. Derfor er indbefatning fuldstændig, og skabelsen er uden grænser.

Kapitel Syv:

Rigets Bestandighed

I. Introduktion

7.1 Både Guds og Hans skabningers skabende kraft er ubegrænset, men de er ikke i gensidigt forhold. Du kommunikerer virkeligt fuldt ud med Gud, som Han gør med dig. Dette er en løbende proces, hvori du deler, og fordi du deler den, er du inspireret til at skabe ligesom Gud. Dog er du i skabelse ikke i gensidigt forhold til Gud, eftersom Han skabte dig, men du skabte ikke Ham. Vi har allerede sagt, at kun i denne henseende adskiller din kreative kraft sig fra Hans. Selv i denne verden er der en parallel. Forældre giver fødsel til børn, men børn giver ikke fødsel til forældre. De giver imidlertid virkeligt fødsel til deres børn og giver således fødsel, som deres forældre gør.

7.2 Hvis du skabte Gud, og Han skabte dig, kunne Riget ikke vokse gennem sin egen kreative tanke. Skabelse ville derfor være begrænset, og I ville ikke være medskabere sammen med Gud. Som Guds skabende Tanke går videre fra Ham til dig, således må din skabende tanke gå videre fra dig til dine skabninger. Kun på denne måde kan al kreativ kraft strække sig udad. Guds præstationer er ikke dine. Men dine er ligesom Hans. Han skabte Sønskabet, og du forøger det. Du har magten til at føje til Riget, men ikke til at føje til Skaberen af ​​Riget. Du gør krav på denne magt, når du kun forbliver agtpågivende overfor Gud og Hans Rige. Ved at acceptere denne magt som din, har du lært at være den, du er.

7.3 Dine skabninger hører til i dig, ligesom du hører til i Gud. Du er del af Gud, som dine sønner er del af Hans sønner. At skabe er at elske. Kærlighed strækker sig udad simpelthen, fordi den ikke kan blive styret. Da den er ubegrænset stopper den ikke. Den skaber for evigt, men ikke i tid. Guds skabninger har altid været, fordi Han altid har været. Dine skabninger har altid været, fordi du kun kan skabe, som Gud skaber. Evigheden er din, fordi Han skabte dig evig.

II. Forhandling versus helbredelse

7.4 Egoet kræver gensidige rettigheder, fordi det er rivaliserende snarere end elskende. Det er altid villigt til at indgå en "handel", men det kan ikke forstå at, at være ligesom en anden betyder, at ingen handler er mulige. For at opnå må du give, ikke forhandle. At forhandle er at begrænse given, og dette er ikke Guds Vilje. At ville med Gud er at skabe som Ham. Gud begrænser ikke Sine gaver på nogen måde. Du er Hans gaver, og derfor skal dine gaver være som Hans. Dine gaver til Riget må være som Hans gaver til dig.

7.5 Jeg gav kun kærlighed til Riget, fordi jeg troede, at det var det, jeg var. Det, du tror, du er, afgør dine gaver, og hvis Gud skabte dig ved at udvide sig selv som dig, kan du kun udvide dig selv, som Han gjorde. Kun glæde forøges for evigt, eftersom glæde og evighed er uadskillelige. Gud strækker sig udad hinsides grænser og hinsides tid, og I, som er medskabere med Ham, strækker Hans Rige ud for evigt og hinsides grænse. Evigheden er skabelses uudslettelige stempel. De evige er i fred og glæde for evigt.

7.6 At tænke som Gud er at dele Hans sikkerhed om det, du er, og at skabe som Ham er at dele den perfekte kærlighed, Han deler med dig. Til dette fører Helligånden dig, så din glæde kan blive komplet, fordi Guds Rige er helt. Vi har sagt, at det sidste skridt i genopvågningen af ​​viden bliver taget af Gud. Dette er sandt, men det er svært at forklare med ord, fordi ord er symboler, og intet, der er sandt, behøver at blive forklaret. Helligånden har imidlertid opgaven med at oversætte det nytteløse til det nytterige, det meningsløse til det meningsfulde og det midlertidige til det tidløse. Han kan derfor fortælle dig noget om dette sidste trin, selvom dette ene må du selv vide, eftersom ved det ved du, hvad du er. Dette er dit væsen.

7.7 Gud tager ikke skridt, fordi Hans præstationer ikke er gradvise. Han underviser ikke, fordi Hans skabelser er uforanderlige. Han gør intet sidst, fordi Han skabte først og for altid. Det må forstås, at ordet "først", som anvendt på Ham, ikke er et tidsbegreb. Han er først i den forstand, at Han er den første i Den Hellige Treenighed selv. Han er den Primære Skaber, fordi Han skabte Sine medskabere. Fordi Han gjorde det, gælder tiden hverken for Ham eller for det, Han skabte. Det "sidste skridt", som Gud vil tage, var derfor sandt i begyndelsen, er sandt nu og vil være sandt for evigt.

7.8 Det, der er tidløst, er der altid, fordi dets væren er evigt uforanderlig. Det forandrer sig ikke ved forøgelse, fordi det for evigt blev skabt til at forøge. Hvis du opfatter det som ikke forøgende, ved du ikke, hvad det er. Du ved heller ikke, hvad der skabte det, eller Hvem Han er. Gud afslører ikke dette for dig, fordi det aldrig blev skjult. Hans Lys blev aldrig tilsløret, fordi det er Hans Vilje at dele det. Hvordan kan det, der er delt fuldt ud, blive tilbageholdt og derefter afsløret?

7.9 At helbrede er den eneste slags tænkning i denne verden, der ligner Guds Tanke, og på grund af de elementer, som de deler, kan overføre til den. Når en broder opfatter sig selv som syg, opfatter han sig selv som ikke hel og derfor i nød. Hvis du også ser ham på denne måde, ser du ham, som om han var fraværende fra Riget eller adskilt fra det, og tilslører således Riget selv for jer begge. Sygdom og adskillelse er ikke af Gud, men Riget er. Hvis du tilslører Riget, opfatter du det, der ikke er af Gud.

III. Sindets Love

7.10 At helbrede er så at korrigere opfattelse i din broder og dig selv ved at dele Helligånden med ham. Dette anbringer jer begge indeni Riget og gendanner dets helhed i jeres sind. Dette parallellerer skabelse, fordi det forener ved at forøge og integrerer ved at udvide. Det, du projicerer, tror du. Dette er en uforanderlig sindets lov i denne verden såvel som i Riget. Imidlertid er indholdet anderledes i denne verden, fordi de tanker, den styrer, er meget forskellige fra tankerne i Riget. Love må tilpasses omstændighederne, hvis de skal opretholde orden.

7.11 Det fremragende karaktertræk ved sindets love, som de fungerer i denne verden, er, at ved at adlyde dem - og jeg forsikrer dig om, at du må adlyde dem - kan du nå frem til diametralt modsatte resultater. Dette er, fordi lovene har tilpasset sig denne verdens omstændigheder i hvilken, der bliver troet på diametralt modsatte resultater. Sindets love styrer tanker, og du reagerer virkeligt på to modstridende stemmer. Du har hørt mange argumenter på "frihedernes" vegne, der bestemt ville have været frihed, hvis manden ikke havde valgt at kæmpe for dem. Det er derfor, de opfatter "friheder" som mange i stedet for som én. Alligevel er argumentet, der ligger under forsvaret for frihed, fuldt ud gyldigt. Fordi det er sandt, burde det ikke blive kæmpet for, men det burde holdes med.

7.12 De, der er imod frihed, tror, ​​at dens udfald vil skade dem, hvilket ikke kan være sandt. Men de, der er for frihed, selvom de er vildledt i hvordan forsvare den, holder med den ene ting i denne verden, der er sand. Når som helst nogen som helst kan lytte retfærdigt til begge sider af et hvilket som helst problem, vil han træffe den rette beslutning. Dette er fordi han har svaret. Konflikt kan synes at være mellemmenneskelig, men den må være indrepersonlig først.

7.13 Udtrykket "indrepersonligt" er et egobegreb, fordi "personligt" antyder "af en person" og ikke af andre. "mellemmenneskeligt" har en lignende fejl ved, at det henviser til noget, der eksisterer mellem forskellige eller adskilte mennesker. Da vi talte tidligere om åbenbaringens ekstremt personlige natur, fulgte vi straks denne erklæring op med en beskrivelse af de uundgåelige udfald af åbenbaringen med hensyn til deling. En person opfatter sig selv som adskilt hovedsageligt, fordi hans opfattelse af sig selv er som afgrænset af en krop. Kun hvis han opfatter sig selv som et sind, kan dette blive overvundet. Så er han fri til at bruge udtryk som "indremental" og "mellemmental" uden at se dem som forskellige eller modstridende, fordi sind kan være i perfekt overensstemmelse.

7.14 Udenfor Riget er loven, der hersker indeni det, tilpasset til "det, du projicerer, tror du." Dette er dens undervisningsform, eftersom undervisning udenfor Riget er obligatorisk, fordi indlæring er nødvendig. Denne form af loven indebærer tydeligt, at du vil lære, hvad du er, fra det, du har projiceret på andre, og derfor tror, de er. I Riget er der ingen undervisning eller indlæring, fordi der ikke er nogen tro. Der er kun vished. Gud og Hans Sønner ved, i sikkerheden fra væren, at det, du projicerer, er du. Den form af loven er ikke tilpasset overhovedet, da det er skabelsesloven. Gud Selv skabte loven ved at skabe ved den. Og Hans Sønner, der skaber som Ham, følger den med glæde, da de ved, at forøgelsen af ​​Riget afhænger af den, ligesom deres egen skabelse gjorde.

7.15 Love må kommunikeres, hvis de skal være nyttige. I virkeligheden må de oversættes for dem, der taler et andet sprog. Ikke desto mindre ændrer en god oversætter aldrig betydningen af det, han oversætter, selvom han må ændre formen på det. Faktisk er hele hans formål at ændre formen, så den oprindelige betydning bliver fastholdt. Helligånden er oversætteren af Guds love for dem, der ikke forstår dem. I kunne ikke gøre dette selv, fordi konflikt-ramte sind ikke kan være tro mod én betydning og derfor vil ændre betydningen for at bevare formen.

7.16 Helligåndens formål med at oversætte er naturligvis nøjagtigt det modsatte. Han oversætter kun for at bevare den oprindelige betydning i alle henseender og på alle sprog. Derfor modsætter Han sig forskelle i form som meningsfulde, og understreger altid, at disse forskelle ikke betyder noget. Betydningen af ​​Hans budskab er altid det samme, og kun betydningen betyder noget. Guds skabelseslov i perfekt form indebærer ikke brugen af ​​sandhed til at overbevise Hans Sønner om sandhed. Udvidelsen af ​​sandheden, som er Rigets lov, hviler kun på viden om det, sandhed er. Dette er jeres arv og kræver ingen indlæring overhovedet, men da I gjorde jer selv arveløse, blev I elever.

7.17 Ingen sætter spørgsmålstegn ved den intime forbindelse mellem indlæring og hukommelse. Indlæring er umulig uden hukommelse, da den ikke kan være konsekvent, medmindre den bliver husket. Der er derfor Helligånden er en lektion i at huske. Vi sagde tidligere, at Han underviser i at huske og i at glemme, men glemme aspektet er kun for at gøre huskningen konsekvent. Du glemmer for at huske bedre. Du vil ikke forstå Hans oversættelser, mens du lytter til to måder at opfatte dem på. Derfor må du glemme eller give afkald på den ene for at forstå den anden. Dette er den eneste måde, du kan lære konsekvens på, så du endelig kan blive konsekvent.

7.18 Hvad kan Rigets perfekte konsekvens betyde for de forvirrede? Det er tydeligt, at forvirring forstyrrer betydning og forhindrer derfor eleven i at værdsætte den. Der er ingen forvirring i Riget, fordi der kun er én betydning. Denne betydning kommer fra Gud og er Gud. Fordi den også er dig, deler du den og stækker den ud, som din Skaber gjorde. Dette behøver ingen oversættelse, fordi det er perfekt forstået, men det har brug for udvidelse, fordi det betyder udvidelse. Kommunikation er fuldendt direkte og fuldendt forenet. Den er helt uden belastning, fordi intet uharmonisk nogensinde kommer ind. Det er derfor, det er Guds Rige. Det tilhører Ham og er derfor ligesom Ham. Det er dets virkelighed, og intet kan angribe det.

IV. Den Samlede Læseplan

7.19 At helbrede er at befri fuldstændigt. Vi sagde engang, at der ikke er nogen rækkefølge af vanskeligheder ved mirakler, fordi de alle er maksimale udtryk for kærlighed. Denne har ingen rækkefølge overhovedet. Det ikke-maksimale synes kun at have en rækkefølge. Dette er, fordi det synes at være meningsfuldt at måle det fra det maksimale og identificere dets position ved, hvor meget det ikke er der. Det betyder faktisk ikke noget. Det er som negative tal på den måde, at begrebet kan blive brugt teoretisk, men det har ingen praktisk anvendelse. Det er rigtigt, at hvis du lægger tre æbler på bordet og derefter tager dem væk, er de tre æbler der ikke. Men det er ikke sandt, at bordet nu er minus tre æbler. Hvis der intet er på bordet, betyder det ikke noget, hvad der var der med hensyn til mængde. "Intet" er hverken større eller mindre på grund af det, der er fraværende.

7.20 Det er derfor, "alt" og "intet" er dikotomier uden rækkevidde. Dette er fuldstændigt tydeligt i overvejelser om psykologiske prøver for maksimal ydeevne. Du kan ikke fortolke resultaterne overhovedet, medmindre du antager enten maksimal motivation eller ingen motivation overhovedet. Kun på disse to betingelser kan du med gyldighed sammenligne svar, og du må antage det førstnævnte, for hvis det sidstnævnte var sandt, ville personen ikke gøre noget som helst. Givet variabel motivation vil han gøre noget, men du kan ikke forstå, hvad det er.

7.21 Resultaterne af sådanne prøver vurderes relativt ud fra antagelsen om

maksimal motivation, men dette er, fordi vi har at gøre med evner, hvor udviklingsgraden er meningsfuld. Dette betyder ikke, at det, evnen bruges til, nødvendigvis enten er begrænset eller delt. En ting er dog sikker - evner er potentialer for indlæring, og du vil anvende dem til det, du ønsker lære. Indlæring er anstrengelse, og anstrengelse betyder vilje. Vi har brugt udtrykket "evner" i flertal, fordi evner begyndte med egoet, der opfattede dem som potentialer for at udmærke sig. Sådan oplever egoet dem stadigt og bruger dem.

7.22 Egoet ønsker ikke at lære alle og enhver alt det, det har lært, fordi det ville være nederlag for dets formål. Derfor lærer det ikke virkeligt noget overhovedet. Helligånden lærer dig at bruge det, egoet har lavet, til at undervise i det modsatte af det, egoet har lært. Den slags indlæring er lige så irrelevant som den særlige evne, der blev anvendt på indlæringen. Du kunne ikke have et bedre eksempel på Helligåndens samlede formål end dette kursus. Helligånden har taget meget alsidige områder af din indlæring og anvendt dem til en samlet læseplan. Den kendsgerning, at dette ikke var egoets grund til at lære, er fuldstændigt irrelevant.

7.23 Du lavede indsatsen for at lære, og Helligånden har et samlet mål for al indsats. Han tilpasser egoets potentialer for at udmærke sig til potentialer for at gøre lige. Dette gør dem unyttige til egoets formål, men meget nyttige for Hans. Hvis forskellige evner anvendes længe nok på ét mål, bliver evnerne selv forenede. Dette er, fordi de bliver kanaliseret i én retning eller på én måde. I sidste ende bidrager de så alle til ét resultat og ved at gøre det, bliver deres lighed snarere end deres forskelle understreget. Du kan udmærke dig på mange forskellige måder, men du kan kun gøre lige på én måde. Ligeværdighed er pr. definition ikke en variabel tilstand.

7.24 Det er derfor, at du vil blive i stand til at udføre alle aspekter af dit arbejde med lethed, når du har lært dette kursus. For egoet ser der ikke ud til at være nogen forbindelse, fordi egoet er diskontinuerligt. Alligevel underviser Helligånden i én lektion og anvender den på alle individer i alle situationer. Da Han er konfliktfri, maksimerer Han alle anstrengelser og alle resultater. Ved Selv at undervise i Guds Riges kraft lærer Han dig, at al magt er din. Dens anvendelse betyder ikke noget. Den er altid maksimal. Din agtpågivenhed fastslår den ikke som din, men den gør dig i stand til at bruge den altid og på alle måder.

7.25 Da jeg sagde: "Jeg er altid med dig", mente jeg det bogstaveligt. Jeg er ikke fraværende fra nogen som helst i nogen som helst situation. Fordi jeg altid er med dig, er du vejen og sandheden og lyset. Du lavede ikke denne kraft, mere end jeg gjorde. Den blev skabt til at blive delt og kan derfor ikke blive meningsfuldt opfattet som tilhørende nogen som helst på bekostning af en anden. En sådan opfattelse gør den meningsløs ved at eliminere eller overse dens virkelige og eneste betydning.

V. Anerkendelsen af ​​Sandheden

7.26 Guds betydning venter i Riget, fordi det var der, Han placerede den. Den venter ikke i tid. Den hviler blot i Riget, fordi den hører til der, ligesom du gør. Hvordan kan I, som er Guds betydning, opfatte jer selv som fraværende fra den? I kan kun se jer selv som adskilt fra jeres betydning ved at opleve jer selv som uvirkelige. Dette er derfor, egoet er sindssygt; det underviser i, at du ikke er det, du er. Dette er så selvmodsigende, at det helt klart er umuligt. Det er derfor en lektion, som du ikke virkeligt kan lære og derfor heller ikke rigtig kan undervise i. Alligevel underviser du altid. Du må derfor lige så vel undervise i noget andet, selvom egoet ikke ved, hvad det er.

7.27 Så egoet bliver altid ophævet og mistænker virkeligt dine motiver. Dit sind kan ikke blive forenet i loyalitet overfor egoet, fordi sindet ikke tilhører det. Dog det, der er "forræderisk" for egoet, er trofast mod fred. Egoets "fjende" er derfor din ven. Vi sagde tidligere, at egoets ven ikke er en del af dig, eftersom egoet opfatter det selv som i krig og derfor med behov for allierede. Du, som ikke er i krig, mål se efter brødre og anerkende alle, som du ser som brødre, fordi kun ligemænd har fred.

7.28 Fordi Guds ligeværdige Sønner har alt, kan de ikke konkurrere. Dog, hvis de opfatter nogen som helst af ​​deres brødre som noget som helst andet end deres fuldendt ligeværdige, er idéen om konkurrence kommet ind i deres sind. Undervurder ikke dit behov for at være agtpågivende imod denne idé, fordi alle dine konflikter kommer fra den. Det er troen på, at modstridende interesser er mulige, og derfor har du accepteret det umulige som sandt. Hvordan er det anderledes end at sige, at du opfatter dig selv som uvirkelig?

7.29 At være i Riget er blot at fokusere din fulde opmærksomhed på det. Så længe du tror, ​​at du kan deltage i noget, der ikke er sandt, accepterer du konflikt som dit valg. Er det virkeligt et valg? Det synes at være det, men synes at være og virkelighed er næppe det samme. Du, som er Riget, er ikke optaget af synes at være. Virkelighed er din, fordi du er virkelighed. Dette er sådan, at have og at være i sidste ende forenes, ikke i Riget, men i jeres sind. Alteret dér er den eneste virkelighed. Alteret er fuldstændigt klart i tanke, fordi det er en afspejling af perfekt Tanke. Det ser kun brødre, fordi det kun ser i Dets eget lys.

7.30 Gud har Selv tændt jeres sind og holder jeres sind tændt med Sit lys, fordi Hans lys er det, jeres sind er. Gud har Selv tændt jeres sind, og I blev svaret. Svaret ophæver blot spørgsmålet ved at fastslå den kendsgerning at, at sætte spørgsmålstegn ved virkeligheden er meningsløst. Det er derfor Helligånden aldrig stiller spørgsmål. Hans eneste funktion er at ophæve det tvivlsomme og således føre til sikkerhed. De sikre er fuldstændigt rolige, fordi de ikke er i tvivl. De rejser ikke spørgsmål, fordi ingen tvivlsomt indtræder i deres sind. Dette holder dem i perfekt sindsro, fordi dette er det, de deler, velvidende hvad de er.

7.31 Som det så ofte er blevet sagt, er helbredelse både en kunst og en videnskab. Den er en kunst, fordi den afhænger af inspiration i den forstand, hvori vi allerede har brugt betegnelsen. Inspiration er det modsatte af nedslående og betyder derfor at gøre glad. De nedslåede er deprimerede, fordi de tror, ​​at de bogstaveligt talt er "uden Ånden", hvilket er en illusion. Du putter ikke Ånden i dem ved at inspirere dem, fordi det ville være magi og ville derfor ikke være virkelig helbredelse. Du anerkender imidlertid virkeligt den Ånd, der allerede er der, og genopvækker den derved. Dette er grunden til at healeren er en del af genopstandelsen og livet. Ånden er ikke sovende i de syges sind, men den del af sindet, der kan opfatte den og være glad, er.

7.32 Helbredelse er også en videnskab, fordi den adlyder love fra Gud, Hvis love er sande. Fordi de er sande, er de fuldstændigt pålidelige og derfor universelle i anvendelse. Videnskabs virkelige mål er hverken forudsigelse ej heller kontrol, men kun forståelse. Dette er, fordi den ikke fastlægger de love, den søger, kan ikke opdage dem gennem forudsigelse og har overhovedet ingen kontrol over dem. Videnskab er ikke andet end en tilnærmelse til det, der allerede er. Ligesom inspiration kan den blive misforstået som magi og vil blive det, når som helst den bliver udført som adskilt fra det, der allerede er, og bliver opfattet som et middel til at fastlægge det. At tro, at dette er muligt, er at tro, at du kan gøre det. Dette kan kun være egoets stemme.

7.33 Sandhed kan kun blive anerkendt og behøver kun at blive anerkendt. Inspiration er af Ånden, og sikkerhed er af Gud i overensstemmelse med Hans love. Begge kommer derfor fra den samme kilde, da inspiration kommer fra Stemmen for Gud, og sikkerhed kommer fra love af Gud. Helbredelse kommer ikke direkte fra Gud, Der kender Hans skabninger som perfekt helhed. Alligevel er helbredelse [ikke desto mindre] af Gud, fordi den kommer fra Hans Stemme og fra Hans love. Det er deres resultat i en sindstilstand, som ikke kender Ham. Tilstanden er ukendt for Ham og eksisterer derfor ikke, men de, der sover, er bedøvede eller bedre, uvidende. Fordi de er uvidende, ved de det ikke.

7.34 Helligånden må arbejde gennem dig for at lære dig, at Han er i dig. Dette er et mellemtrin frem mod den viden, at du er i Gud, fordi du er del af Ham. De mirakler, som Helligånden inspirerer, kan ikke have nogen rækkefølge af vanskeligheder, fordi hver del af skabelsen er af én type. Dette er Guds vilje og din. Guds love fastlægger dette, og Helligånden minder dig om det. Når du helbredes, husker du Guds love og glemmer egoets love. Vi sagde før, at glemme kun er en måde at huske bedre på. Det er derfor ikke det modsatte af at huske, når det bliver korrekt opfattet. Opfattet ukorrekt fremkalder det en opfattelse af konflikt med noget andet, som al ukorrekt opfattelse gør. Korrekt opfattet kan det blive brugt som en vej ud af konflikt, som al korrekt opfattelse kan.

7.35 Så derfor bør alle evner overdrages til Helligånden, Der ved, hvordan man bruger dem korrekt. Han kan kun bruge dem til helbredelse, fordi Han kun kender dig som hel. Ved at helbrede lærer du helhed, og ved at lære om helhed lærer du at huske Gud. Du har glemt Ham, men Helligånden ved stadig, at din glemsel må oversættes til en måde at huske på og ikke opfattes som en adskilt evne, der modsætter sig en modsætning. Det er måden, hvorpå egoet prøver på at bruge alle evner, eftersom dets mål altid er at få dig til at tro, at du er i opposition.

7.36 Egoets mål er lige så forenet som Helligåndens, og det er på grund af dette, at deres mål aldrig kan forenes på nogen som helst måde eller i nogen som helst grad. Egoet søger altid at opdele og adskille. Helligånden søger altid at forene og helbrede. Efterhånden, som du heles, bliver du helbredt, fordi Helligånden ikke ser nogen rækkefølge i helbredelse. Helbredelse er måden at opløse troen på forskelle på, da den er den eneste måde at opfatte Sønskabet på uden denne tro på. Denne opfattelse er derfor i overensstemmelse med Guds love, endog i en sindstilstand, der er ude af overensstemmelse med Hans. Styrken af den rigtige opfattelse er så stor, at den bringer sindet ind i overensstemmelse med Hans, fordi det giver efter for Hans træk, der er i jer alle.

7.37 At modsætte sig trækket eller Guds Vilje er ikke en evne, men en virkelig vrangforestilling. Egoet tror, ​​at det har denne evne og kan tilbyde den til dig som en gave. Du ønsker den ikke. Den er ikke en gave. Den er overhovedet ikke noget. Gud har givet dig en gave, som du både har og er. Når du ikke bruger den, ved du ikke, at du har den. Ved ikke at vide dette, ved du ikke, hvad du er. Så helbredelse er altså en måde at nærme sig viden på ved at tænke i overensstemmelse med Guds love og anerkende deres universalitet. Uden denne anerkendelse har du gjort selve lovene meningsløse for dig. Dog er lovene ikke meningsløse, eftersom al mening er rummet af dem og i dem.

7.38 Søg I først Hammeriget, fordi det er, hvor Guds love i sandhed fungerer, og de kan kun fungere i sandhed, da de er Sandhedens love. Men søg kun dette, fordi du ikke kan finde noget andet. Der er intet andet. Gud er alt i alt i en meget bogstavelig forstand. Al væren er i Ham, der er al Væren. Du er derfor i Ham, da din væsen er Hans. Helbredelse er en måde at glemme den følelse af fare på, som egoet har fremkaldt i dig ved ikke at anerkende dens eksistens i dine brødre. Dette styrker Helligånden i jer begge, fordi det er en nægtelse af at anerkende frygt. Kærlighed behøver kun denne invitation. Den kommer frit til hele Sønskabet, da det er det, Sønskabet er. Ved at vågne op til det, glemmer du blot det, du ikke er. Dette gør dig i stand til at huske det, du er.

VI. Helbredelse og Sindets Uforanderlighed

7.39 Kroppen er intet andet end en ramme til udvikling af evner. Den er derfor et middel til at udvikle potentialer, som er ganske adskilt fra det, potentialet bliver brugt til. Det er en beslutning. Virkningerne af egoets beslutning i denne sag er så tydelige, at de ikke behøver nogen uddybning her, men Helligåndens beslutning om kun at bruge kroppen til kommunikation har sådan en direkte forbindelse med helbredelse, at det virkeligt behøver afklaring. Den uhelbredte helbreder forstår tydeligvis ikke sit eget kald.

7.40 Kun sind kommunikerer. Eftersom egoet ikke kan udslette impulsen til at kommunikere, fordi det også er impulsen til at skabe, kan egoet kun lære dig, at kroppen både kan kommunikere og skabe og derfor ikke behøver sindet. Egoet prøver således at lære dig, at kroppen kan handle som sindet og derfor er selvforsynende. Alligevel har vi lært, at adfærd ikke er niveauet hverken for undervisning eller indlæring. Dette må være sådan, eftersom du kan handle i overensstemmelse med det, du ikke tror. At gøre dette vil imidlertid svække jer som lærere og elever, fordi I, som det gentagne gange er blevet understreget, lærer det, I virkeligt tror. En inkonsekvent lektion vil blive undervist dårligt og dårligt lært. Hvis du underviser i både sygdom og helbredelse, er du både en dårlig lærer og en dårlig elev.

7.41 Helbredelse er den ene evne, som alle kan udvikle og må udvikle, hvis han skal blive helbredt. Helbredelse er Helligåndens form for kommunikation og den eneste, Han kender. Han anerkender ingen andre, fordi han ikke accepterer egoets forvirring i sind og krop. Sind kan kommunikere, men de kan ikke såre. Kroppen, i egoets tjeneste, kan såre andre kroppe, men dette kan ikke forekomme, medmindre kroppen allerede er blevet forvekslet med sindet. Denne kendsgerning kan også bruges enten til helbredelse eller til magi, men du må huske, at magi altid er troen på, at helbredelse er skadelig. Dette er dens fuldstændigt sindssyge forudsætning, og således bevæger den sig videre i overensstemmelse med det.

7.42 Helbredelse styrker kun. Magi forsøger altid at svække. Helbredelse opfatter intet i helbrederen, som alle andre ikke deler med ham. Magi ser altid noget "specielt" i helbrederen, som han tror, han kan tilbyde som en gave til en, der ikke har det. Han tror måske, at gaven kommer fra Gud til ham, men det er helt tydeligt, at han ikke forstår Gud, hvis han tror, ​​at han har noget, som andre mangler. Du kan så godt spørge, hvorfor noget helbredelse kan resultere i denne form for tænkning, og der er en grund til dette.

7.43 Uanset hvor vildledt den "magiske helbreder" måske er, prøver han også at hjælpe. Han er forvirret og ustabil, men sommetider tilbyder han noget til Sønskabet, og det eneste, Sønskabet kan acceptere, er helbredelse. Når den såkaldte "helbredelse" virker, så er impulsen at hjælpe og blive hjulpet sammenfaldende. Dette er tilfældigt, fordi helbrederen muligvis ikke oplever sig selv som virkeligt hjælpsom på det tidspunkt, men troen på, at han er i en andens sind, hjælper ham.

7.44 Helligånden fungerer ikke ved en tilfældighed, og helbredelse, der er af Ham, fungerer altid. Medmindre helbrederen altid helbreder ved Ham, vil resultaterne variere. Alligevel er helbredelse i sig selv bestandig, da kun bestandighed er konfliktfri, og kun den konfliktfri er hel. Ved at acceptere undtagelser og anerkende, at han sommetider kan helbrede og sommetider ikke, accepterer helbrederen tydeligvis ubestandighed. Han er derfor i konflikt og underviser i konflikt. Kan noget som helst af Gud ikke være til alle og for altid?

7.45 Kærlighed er ude af stand til nogen som helst undtagelser. Kun hvis der er frygt, synes idéen om undtagelser at være meningsfuld. Undtagelser er frygtsomme, fordi de lavet af frygt. Den "frygtsomme helbreder" er en modsigelse i udtryk og er derfor et begreb, som kun et forvirret sind på nogen mulig måde kunne opfatte som meningsfuldt. Frygt gør ikke glad. Helbredelse gør. Frygt laver altid undtagelser. Helbredelse gør det aldrig. Frygt fremkalder afstandtagen, fordi den frembringer adskillelse. Helbredelse fremkalder altid harmoni, fordi den kommer fra integration.

7.46 Helbredelse er forudsigelig, fordi der kan regnes med den. Alt det, der er af Gud, kan der regnes med, fordi alt af Gud er fuldstændigt ægte. Helbredelse kan der regnes med, fordi den er inspireret af Hans Stemme og er i overensstemmelse med Hans love. Dog, hvis helbredelse er konsistent, kan den ikke forstås inkonsistent. At forstå betyder konsistens, fordi Gud betyder konsistens. Eftersom det er Hans mening, er det også din. Din mening kan ikke være ude af overensstemmelse med Hans, fordi hele din mening og din eneste mening kommer fra Hans og er som Hans. Gud kan ikke være ude af overensstemmelse med Sig Selv, og du kan ikke være ude af overensstemmelse med ham. Du kan ikke adskille dit selv fra din Skaber, Der skabte dig ved at dele Hans væren med dig.

7.47 Den uhelbredte helbreder ønsker taknemlighed fra sine brødre, men han er ikke taknemmelig overfor dem. Dette er, fordi han tror, ​​han giver noget til dem og ikke modtager noget lige så ønskværdigt til gengæld. Hans undervisning er begrænset, fordi han lærer så lidt. Hans helbredende lektion er begrænset af hans egen utaknemmelighed, der er en lektion i sygdom. Indlæring er konstant og så afgørende i sin kraft til forandring, at en Søn af Gud kan anerkende sin kraft i det ene øjeblik og forandre verden i det næste. Det er, fordi ved at ændre sit sind har han ændret den mest kraftfulde enhed, der nogensinde blev skabt til forandring.

7.48 Dette modsiger på ingen måde sindets uforanderlighed, som Gud skabte det, men du tror, ​​at du har ændret det, så længe du lærer gennem egoet. Dette placerer dig virkeligt i en stilling, hvor du har brug for at lære en lektion, der synes modstridende - du må lære at skifte mening om dit sind. Kun ved dette kan du lære, at det er uforanderlig. Når du heler, er det nøjagtigt det, du lærer. Du genkender det uforanderlige sind i din bror ved at indse, at han ikke kunne have ændret sit sind. Det er sådan, du opfatter Helligånden i ham. Det er kun Helligånden i ham, der aldrig ændrer Hans sind. Han må selv tro, at han kan, ellers ville han ikke opfatte sig selv som syg. Han ved derfor ikke, hvad hans selv er.

7.49 Hvis du kun ser det uforanderlige i ham, har du ikke virkeligt ændret ham overhovedet. Ved at ændre dit sind om hans for ham hjælper du ham med at ophæve den ændring, hans ego mener, at det har lavet i ham. Som du kan høre to stemmer, således kan du se på to måder. En måde viser dig et billede eller bedre, en afgud, som du kan tilbede af frygt, men som du aldrig vil elske. Den anden viser dig kun sandhed, som du vil elske, fordi du vil forstå den. Forståelse er påskønnelse, fordi det, du forstår, kan du identificere dig med, og ved at gøre det til en del af dig har du accepteret det med kærlighed.

7.50 Det er sådan, Gud Selv skabte dig - i forståelse, i påskønnelse og i kærlighed. Egoet er fuldstændig ude af stand til at forstå dette, fordi det ikke forstår det, det laver; det værdsætter det ikke; og det elsker det ikke. Det inkorporerer at tage væk. Det tror bogstaveligt, at hver gang det fratager nogen noget, er det forøget. Vi har ofte talt om forøgelsen af Riget ved dine skabninger, som kun kan blive skabt, som du var. Hele glorværdigheden og den perfekte glæde, der er Riget, ligger i dig at give. Ønsker du ikke at give det?

7.51 Du kan ikke glemme Faderen, fordi jeg er med dig, og jeg kan ikke glemme Ham. At glemme mig er at glemme dig selv og Ham, Der skabte dig. Vores brødre er glemsomme. Det er derfor, de har brug for din erindring om mig og Ham, der skabte mig. Gennem denne erindring kan du ændre deres tanker om dem selv, ligesom jeg kan ændre dine. Jeres sind er så magtfuldt et lys, at I kan se ind i deres og oplyse dem, som jeg kan oplyse jeres. Jeg ønsker ikke at dele min krop i fællesskab, fordi det er at dele intet. [Ville jeg prøve at dele en illusion med de mest hellige børn af en mest hellig Fader?] Dog, ønsker jeg at dele mit sind med dig, fordi vi er af Èt Sind, og det Sind er vores.

7.52 Se kun dette Sind overalt, fordi kun dette er overalt og i alting. Det er alting, fordi det omfatter alle ting indeni det selv. Velsignet er du, der kun opfatter dette, fordi du opfatter kun det, der er sandt. Kom derfor til mig og lær om sandheden i dig. Sindet, vi deler, bliver delt af alle vores brødre, og efterhånden som vi i sandhed ser dem, vil de blive helbredt. Lad dit sind skinne med mit på deres sind og med vores taknemmelighed overfor dem gøre dem opmærksomme på lyset i dem.

7.53 Dette lys vil skinne tilbage på dig og på hele Sønskabet, fordi dette er din passende gave til Gud. Han vil acceptere den og give den til Sønskabet, fordi den er acceptabel for ham og derfor for Hans Sønner. Dette er det sande fællesskab i Ånden, Der ser Guds alter i alle og enhver, og ved at bringe det til din påskønnelse opfordrer dig til at elske Gud og Hans skabelser. Du kan kun værdsætte Sønskabet som én. Dette er en del af Skabelsesloven og styrer derfor al tanke.

VII. Fra Agtpågivenhed til Fred

7.54 Selvom du kun kan elske Sønskabet som én, kan du opfatte det som opdelt. Det er imidlertid umuligt for dig at se noget i en del af det, som du ikke vil tilskrive det hele. Derfor er angreb aldrig særskilt, og derfor må angreb opgives fuldstændigt. Hvis det ikke opgives fuldstændigt, opgives det overhovedet ikke. Frygt og kærlighed er lige gensidige. De laver eller skaber, afhængigt af om egoet eller Helligånden avler eller inspirerer dem, men de vil vende tilbage til tænkerens sind, og de vil påvirke hans totale opfattelse. Det inkluderer hans opfattelse af Gud, af Hans skabninger og af hans egne. Han vil ikke værdsætte nogen som helst af ​​dem, hvis han betragter dem frygtsomt. Han vil værdsætte dem alle, hvis han betragter dem med kærlighed.

7.55 Det sind, der accepterer angreb, kan ikke elske. Det er, fordi det tror, ​​at det kan ødelægge kærlighed og derfor ikke forstår, hvad kærlighed er. Hvis det ikke forstår, hvad kærlighed er, kan det ikke opfatte sig selv som kærlig. Dette mister bevidstheden om væren, fremkalder følelser af uVirkelighed og resulterer i fuldstændig forvirring. Din egen tænkning har gjort dette på grund af dens kraft, men din egen tænkning kan også frelse dig fra dette, fordi dens kraft ikke er fremstillet af dig. Din evne til at dirigere din tænkning, som du vil, er del af dens magt. Hvis du ikke tror, ​​at du kan gøre dette, har du benægtet kraften i din tanke og således gjort den magtesløs i din tro.

7.56 Egoets genialitet til at bevare sig selv er enorm, men det stammer fra sindets kraft, som egoet benægter. Dette betyder, at egoet angriber det, der bevarer det, og dette må være en kilde til ekstrem ængstelse. Derfor ved egoet aldrig hvad, det gør. Det er fuldstændigt logisk, men helt klart sindssygt. Egoet trækker på den ene kilde, der er fuldstændigt fjendtlig mod dets eksistens for sin eksistens. Frygtsom overfor at opdage kraften i denne kilde tvinges det til at nedskrive den. Dette truer dets egen eksistens, en tilstand, som det finder utålelig.

7.57 Vedblivende logisk, men stadigt sindssyg, løser egoet dette fuldstændigt sindssyge dilemma på en fuldstændigt sindssyg måde. Det opfatter ikke dets eksistens som truet ved at projicere truslen over på dig og opfatte din væren som ikke-eksisterende. Dette sikrer dets fortsættelse, hvis du holder med det ved at garantere, at du ikke vil kende din egen tryghed. Egoet har ikke råd til at vide noget som helst. Viden er total, og egoet tror ikke på totalitet. Denne mangel på tro er dets oprindelse, og selvom egoet ikke elsker dig, er det trofast mod dets egne forfædre og avler, som det blev avlet.

7.58 Sindet reproducerer altid, som det blev produceret. Produceret af frygt reproducerer egoet frygt. Dette er dets troskab, og denne troskab gør det forræderisk mod kærlighed, fordi du er kærlighed. Kærlighed er din kraft, som egoet må fornægte. Det må også fornægte alting, som denne magt giver dig, fordi den giver dig alting. Ingen, der har alting, ønsker egoet. Så dets egen fremstiller ønsker det ikke. Afvisning er derfor den eneste beslutning, som egoet på nogen mulig måde kunne støde på, hvis sindet, der lavede det, kendte sig selv. Og hvis det anerkendte nogen som helst del af Sønskabet, ville det kende sig selv.

7.59 Egoet modsætter sig derfor al forståelse, al anerkendelse, al tilregnelighed opfattelse og al viden. Det opfatter deres trussel som total, fordi det fornemmer den kendsgerning, at alle forpligtelser, sindet laver, er totale. Derfor tvunget til at frigøre sig fra dig, der er sind, er det villigt til at knytte sig til hvad som helst andet. Men der er intet andet. Det følger ikke, at sindet ikke kan lave illusioner, men det følger virkeligt, at hvis det laver illusioner, vil det tro på dem, fordi det er sådan, det lavede dem.

7.60 Helligånden ophæver illusioner uden at angribe dem blot, fordi Han ikke kan opfatte dem overhovedet. De eksisterer derfor ikke for Ham. Han løser den tilsyneladende konflikt, som de fremkalder, ved at opfatte konflikt som meningsløs. Vi sagde før, at Helligånden opfatter konflikten nøjagtigt, som den er, og den er meningsløs. Helligånden ønsker ikke, du forstår konflikt; Han ønsker, du indser at, fordi konflikt er meningsløs, kan den ikke blive forstået. Vi har allerede sagt, at forståelse bringer påskønnelse, og påskønnelse bringer kærlighed. Intet andet kan blive forstået, fordi intet andet er virkeligt, og derfor har intet andet betydning.

7.61 Hvis du vil huske det, Helligånden tilbyder dig, kan du ikke være agtpågivende over for noget som helst andet end Gud og Hans Rige. Den eneste grund til, at du finder dette vanskeligt, er, fordi du tror, ​​at der er noget andet. Tro kræver ikke agtpågivenhed, medmindre den er i konflikt. Hvis den er, er der modstridende bestanddele indeni den, der har affødt en krigstilstand, og agtpågivenhed er derfor blevet væsentlig. Agtpågivenhed har overhovedet ingen plads i fred. Den er nødvendig imod tro, der ikke er sande og aldrig ville være blevet påkaldt af Helligånden, hvis du ikke havde troet det usande. Du kan ikke benægte, at når du tror på noget, har du gjort det sandt for dig.

7.62 Når du tror på det, Gud ikke ved, synes din tanke at modsige Hans, og det får det til at se ud som om, du angriber Ham. Vi har gentagne gange understreget, at egoet virkeligt tror, det kan angribe Gud og forsøger at overtale dig til, at du har gjort dette. Hvis sindet ikke kan angribe, fortsætter egoet fuldstændigt logisk til den stilling, at du ikke kan være sind. Ved ikke at se dig, som du er, kan det se sig selv, som det ønsker at være. Bevidst om sin svaghed, ønsker egoet din troskab, men ikke som du virkelig er. Egoet ønsker derfor at engagere dit sind i sit eget vrangforestillingssystem, for ellers ville din forståelses lys fordrive det.

7.63 Egoet ønsker ingen del af sandheden, fordi sandheden er, at egoet ikke er sandt. Hvis sandhed er total, kan det usande ikke eksistere. Forpligtelse til den ene eller den anden af dem må være total, eftersom de ikke kan sameksistere i jeres sind uden at splitte dem. Hvis de ikke kan sameksistere i fred, og hvis du ønsker fred, må du opgive idéen om konflikt fuldstændigt og til alle tider. [Dette kræver kun agtpågivenhed, så længe som du ikke anerkender det, der er sandt.] Medens du tror, at to helt modstridende tankesystemer deler sandhed, er dit behov for agtpågivenhed indlysende. Jeres sind deler virkeligt deres troskab mellem to riger, og du er hverken fuldstændigt engageret i det ene eller det andet.

7.64 Din identifikation med Hamlen er fuldstændigt hinsides tvivl undtagen for dig, når du tænker vanvittigt. Det, du er, bliver ikke fastlagt af din opfattelse og bliver ikke påvirket af den overhovedet. Alle opfattede problemer med identifikation på et hvilket som helst plan er ikke problemer med kendsgerninger. De er problemer med forståelse, eftersom de betyder, at du tror, at det, du kan forstå, er op til dig at beslutte. Egoet tror dette helt og fuldt og er fuldstændigt engageret i det. Det er ikke sandt. Egoet er derfor fuldstændigt engageret i usandhed og opfatter i fuldstændig modsigelse med Helligånden og med kundskaben om Gud.

7.65 Du kan kun blive opfattet med betydning af Helligånden, fordi din væren er viden om Gud. En hvilken som helst tro, du accepterer, der er adskilt fra dette, vil skjule Guds Stemme i dig og vil derfor skjule Gud for dig. Medmindre du i sandhed opfatter Hans skabelse, kan du ikke kende Skaberen, eftersom Gud og Hans skabelse ikke er adskilte. Ènheden i ​​Skaberen og det skabte er din helhed, din tilregnelighed og din grænseløse magt. Denne ubegrænsede magt er Guds gave til dig, fordi det er det, du er. Hvis du adskiller dit sind fra den, opfatter du den mest kraftfulde magt i universet [af tanke] som om den var svag, fordi du ikke tror, ​​at du er en del af den.

7.66 Opfattet uden din del i den, bliver Guds skabelse opfattet som svag, og de, der ser sig selv som svækkede, angriber virkeligt. Angrebet må imidlertid være blindt, fordi der ikke er noget at angribe. Derfor finder de på billeder, opfatter dem som uværdige og angriber dem for deres uværdighed. Det er alt, hvad egoets verden er - intet. Det har ingen betydning. Det findes ikke. Prøv ikke på at forstå det, for hvis du gør, tror du på, at det kan blive forstået og er derfor i stand til at blive værdsat og elsket. Det ville retfærdiggøre det, og det kan ikke blive retfærdiggjort. Du kan ikke gøre det meningsløse meningsfuldt. Dette kan kun blive et sindssygt forsøg.

7.67 At tillade utilregnelighed at komme ind i jeres sind betyder, at I ikke har bedømt tilregnelighed som fuldt ud ønskelig. Hvis I ønsker noget andet, vil I lave noget andet, men fordi det er noget andet, vil det angribe jeres tankesystem og opdele jeres troskab. I kan ikke skabe i denne splittede tilstand, og I må være agtpågivende imod denne splittede tilstand, fordi kun fred kan blive udvidet. Jeres splittede sind blokerer udvidelsen af ​​Riget, og dets udvidelse er jeres glæde. Hvis I ikke udvider Riget, tænker I ikke med jeres Skaber og skaber som Han skabte.

7.68 I denne deprimerende tilstand minder Helligånden jer blidt om, at I er bedrøvede, fordi I ikke opfylder jeres funktion som medskabere med Gud og berøver derfor jer selv glæde. Dette er ikke Guds Vilje, men jeres. Hvis din vilje er ude af overensstemmelse med Guds, er du villig uden betydning. Dog, fordi Guds Vilje er uforanderlig, er ingen virkelig viljeskonflikt mulig. Dette er Helligåndens fuldendt bestandige lære.

7.69 Skabelse, ikke adskillelse, er din vilje, fordi det er Guds, og intet, der modsætter sig dette, betyder noget overhovedet. Som en fuldendt fuldbyrdelse kan Sønskabet kun fuldbyrde fuldendt og udvide den glæde, i hvilket det blev skabt og identificere sig både med sin Skaber og dets skabninger, vel vidende, at de er ét.

VIII. Det fuldstændige engagement

7.70 Når som helst du nægter en bror en velsignelse, vil du føle dig berøvet. Dette er, fordi benægtelse er så total som kærlighed. Det er lige så umuligt at benægte en del af Sønskabet, som det er at elske det delvist. Det er heller ikke muligt at elske det fuldstændigt til tider. Du kan ikke være fuldstændigt engageret somme tider. Husk en meget tidlig lektion - "Undervurder aldrig benægtelsens magt." Den har ingen magt i sig selv, men du kan give den magten i dit sind, hvis magt er uden grænse af nogen som helst slags. Hvis du bruger den til at benægte virkeligheden, er virkeligheden væk for dig. Virkeligheden kan ikke blive delvist værdsat. Det er derfor, benægtelse af nogen som helst del af den betyder, du har mistet bevidstheden om den hele.

7.71 Det er den negative side af loven, som den fungerer i denne verden. Alligevel er benægtelse et forsvar, og så er den i stand til at blive brugt positivt, ligesom den er til at blive brugt destruktivt. Brugt negativt vil den være destruktiv, fordi den vil blive brugt til angreb, men i Helligåndens tjeneste [bliver loven lige så gavnlig som alle Guds love. Positivt angivet] kræver loven, at du kun anerkender en del af virkeligheden for at værdsætte det hele. Sindet er for magtfuldt til at være genstand for udelukkelse. Du vil aldrig være i stand til at udelukke dig selv fra det, du projicerer.

7.72 Når en broder handler sindssygt, tilbyder han dig en mulighed for at velsigne ham. Hans behov er dit. Du behøver den velsignelse, du kan tilbyde ham. Der er ingen måde for dig at have den på bortset fra at give den. Dette er Guds lov, og den har ingen undtagelser. Det, du benægter, mangler du, ikke fordi det virkeligt mangler, men fordi du har benægtet det i en anden og derfor ikke er bevidst om det i dig. Hver reaktion, du kommer med, bliver bestemt af det, du tænker, ​​du er, og det, du ønsker at være, er det, du tror, ​​du er. Derfor bestemmer det, du ønsker at være, enhver reaktion, du kommer med.

7.73 Du har ikke behov for Guds velsignelse, eftersom du har den for evigt, men du har virkeligt brug for din. Det billede, du ser af dig selv, er berøvet, ukærligt og meget sårbart. Du kan ikke elske dette. Alligevel kan du meget let flygte fra det eller, bedre, lade det bag dig. Du er ikke der, og det er ikke dig. Se ikke dette billede i nogen som helst, eller du har accepteret det som dig. Alle illusioner om Sønskabet bliver fordrevet sammen, ligesom de blev lavet sammen. Lær ikke nogen, at han er det, du ikke ville ønske at være. Din broder er det spejl, hvori du vil se billedet af dig selv, så længe opfattelsen varer. Og opfattelsen vil vare, indtil Sønskabet kender sig selv som hel.

7.74 Du lavede opfattelse, og den må vare så længe du ønsker den. Illusioner er investeringer. De vil vare, så længe du værdsætter dem. Værdier er forholdsmæssige, men de er magtfulde, fordi de er mentale domme. Den eneste måde at fordrive illusioner på er at trække alle investeringer tilbage fra dem, og de vil ikke have noget liv for dig, fordi du har sat dem ud af dit sind. Mens du inkluderer dem i det, giver du dem virkeligt liv bortset fra, at der er intet der til at modtage din gave.

7.75 Livets gave er din til at give, fordi den blev givet dig. Du er uvidende om din gave, fordi du ikke giver den. Du kan ikke få noget til at leve, da det ikke kan blive levendegjort. Derfor udvider du ikke gaven, du både har og er, og så kender du ikke din væren. Al forvirring stammer fra ikke at udvide liv, eftersom det ikke er din Skabers Vilje. Du kan ikke gøre noget adskilt fra Ham, og du gør virkeligt intet adskilt fra Ham. Fasthold Hans måde til at huske jer selv og undervis i Hans måde, så I ikke glemmer jer selv. Giv kun ære til den levende Guds Sønner og indregn jer selv blandt dem med glæde.

7.76 Kun ære er en passende gave til dem, som Gud Selv skabte værdige til ære, og som Han ærer. Giv dem den værdsættelse, som Gud tildeler dem altid, fordi de er Hans elskede Sønner, med hvilke Han er godt tilfreds. Du kan ikke være adskilt fra dem, fordi du ikke er adskilt fra Ham. Hvil i Hans kærlighed, og beskyt din hvile ved at elske. Men elsk alt, Han skabte, som du er en del af, eller du kan ikke lære om Hans fred og acceptere Hans gave til dig selv og som dig selv. Du kan ikke kende din egen perfektion, før du har hædret alle dem, der blev skabt ligesom dig.

7.77 Èt Guds barn er den eneste lærer, tilstrækkeligt værdigt til at undervise et andet. Èn lærer er i alle jeres sind, og Han underviser alle i den samme lektion. Han underviser dig altid i den uvurderlige værdi af enhver Søn af Gud og underviser i den med uendelig tålmodighed, født af den uendelige kærlighed, som Han taler for. Hvert angreb er et påkaldelse af Hans tålmodighed, da kun Hans tålmodighed kan oversætte angreb til velsignelse. De, der angriber, ved ikke, at de bliver velsignede. De angriber, fordi de tror, at de bliver berøvede. Giv derfor af din overflod og lær dine brødre om deres. Del ikke deres vrangforestillinger om knaphed, ellers vil du opfatte dig selv som manglende.

7.78 Angreb kunne aldrig fremme angreb, medmindre du opfattede det som et middel til at berøve dig noget, du ønsker. Alligevel kan du ikke miste noget som helst, medmindre du ikke værdsatte det og derfor ikke ønskede det. Dette får dig til at føle dig berøvet det, og ved at projicere din egen afvisning tror du, at andre tager det fra dig. Man må være frygtsom, hvis han tror, ​​at hans broder angriber ham for at rive Hamlen fra ham. Dette er det ultimative grundlag for alle egoets projektioner.

7.79 Som den del af dit sind, der ikke tror, ​​at det er ansvarligt for sig selv og som er uden loyalitet overfor Gud, er egoet ude af stand til at have tillid. Ved at projicere dens sindssyge tro på, at du har været forræderisk overfor din Skaber, tror den, at dine brødre, der er lige så ude af stand til det, som du er, er ude på at tage Gud fra dig. Når som helst en broder angriber en anden, dette er det, han tror. Projektion ser altid din vilje i andre. Hvis du vil at adskille dig selv fra Gud, det er hvad, du vil tro, at andre gør imod dig.

7.80 Du er Guds Vilje. Accepter ikke noget andet som din vilje, eller du fornægter det, du er. Fornægt dette, og du vil angribe, fordi du tror, at du er blevet angrebet. Men se Guds kærlighed i dig, og du vil se den overalt, fordi den er overalt. Se Hans overflod i alle, og vil du vide, at du er i Ham med dem. De er del af dig, som du er del af Gud. Du er lige så ensom uden at forstå dette, som Gud Selv er ensom, når Hans Sønner ikke kender Ham. Guds fred er forståelse af dette. Der er kun en vej ud af verdens tænkning, ligesom der kun var en vej ind i den. Forstå fuldstændigt ved at forstå totaliteten.

7.81 Oplev en hvilken som helst del af egoets tankesystem som fuldstændig sindssyg, og en fuldstændig vrangforestilling og fuldstændig uønskværdig, og du har korrekt vurderet det hele. Denne korrektion gør dig i stand til at opfatte en hvilken som helst del af skabelse som fuldstændig virkelig, fuldstændig fuldendt og fuldstændig ønskværdig. Ved at kun ønske dette, vil du kun have dette, og ved kun at give dette vil du kun være dette. De gaver, du tilbyder til egoet, bliver altid opfattet som ofre, men de gaver, du tilbyder til Riget, er gaver til dig. De vil altid blive skattet af Gud, fordi de tilhører Hans elskede Sønner, der tilhører Ham. Al magt og ære er dine, fordi Riget er Hans.

IX. Forsvar af konflikt

7.82 Vi sagde engang, at uden projicering kan der ikke være nogen vrede, men det er også sandt, at uden projicering kan der ikke være nogen kærlighed. Projektion er en grundlæggende lov i sindet og derfor en, der altid fungerer. Det er den lov ved hvilken, du skaber og blev skabt. Det er loven, der forener Riget og holder det i Guds sind. For egoet bliver loven opfattet som en måde at slippe af med noget, det ikke ønsker. For Helligånden er det den grundlæggende lov om at dele, ved hvilken du giver det, du værdsætter for at beholde det i dit eget sind.

7.83 Projektion, for Helligånden, er loven om udvidelse. For egoet er det loven om afsavn. Det producerer derfor overflod eller knaphed afhængigt af, hvordan du vælger at anvende det. Dette valg er op til dig, men det er ikke op til dig at beslutte, om du vil benytte projicering eller ej. Hvert sind må projicere, fordi det er sådan det lever, og hvert sind er liv. Egoets brug af projektion må blive forstået fuldt ud, før dets uundgåelige associering mellem projektion og vrede omsider kan blive ophævet.

7.84 Egoet prøver altid at bevare konflikt. Det er meget genialt til at udforme måder, der synes at formindske konflikt, fordi det ikke ønsker, at du finder konflikten så utålelig, at du vil insistere på at opgive den. Derfor prøver egoet at overbevise dig om, at det kan befri dig fra konflikt, så du ikke skal opgive egoet og befri dig selv. Egoet bruger sin egen forkvaklede version af Guds love ved kun at udnytte sindets magt til at overvinde sindets virkelige formål. Det projicerer konflikt fra dit sind til andre sind i et forsøg på at overbevise dig om, at du er blevet af med den. Dette har adskillige fejlslutninger, som måske ikke er så indlysende.

7.85 Strengt taget kan konflikt ikke blive projiceret netop, fordi den ikke kan blive delt fuldt ud. Ethvert forsøg på at beholde én del af den og skille sig af med en anden del, betyder virkeligt ikke noget som helst. Husk, at en konfliktfyldt lærer er en dårlig lærer og en dårlig elev. Hans lektioner er forvirrede, og deres overførselsværdi er alvorligt begrænsede af hans forvirring. En anden fejlslutning er idéen om, at du kan slippe af med noget, du ikke ønsker, ved at give det væk. At give det er sådan, du beholder det. Troen på, at ved at give det ud, har du udelukket det fra det indvendige, er en fuldstændig fordrejning af udvidelseskraften.

7.86 Der er derfor, de, der projicerer fra egoet, er agtpågivende overfor deres egen tryghed. De er bange for, at deres projektioner vil vende tilbage og såre dem. De tror virkeligt, at de har udslettet deres projektioner fra deres egne sind, men de tror også, deres projektioner prøver på at krybe tilbage ind i dem. Dette er, fordi projektionerne ikke har forladt deres sind, og dette tvinger dem til gengæld til at deltage i tvangsmæssig aktivitet for ikke at anerkende dette. Du kan ikke forevige en illusion om en anden uden at forevige den om dig selv. Der er ingen vej ud af dette, fordi det er umuligt at fragmentere sindet.

7.87 At fragmentere er at brække i stykker, og sindet kan ikke angribe eller blive angrebet. Troen på, at det kan, en fejlslutning, som egoet altid laver, ligger under hele dets brug af ​​projektion. Det forstår ikke, det sindet er, og forstår derfor ikke det, du er. Dog er dets eksistens afhængig af dit sind, fordi egoet er din tro. Egoet er derfor en forvirring i identifikation, der aldrig havde en konsekvent model og aldrig udviklede sig konsekvent. Det er det forvrængede produkt af fejlanvendelse af Guds love af forvrængede sind, der misbruger deres egen magt.

7.88 Vær ikke bange for egoet. Det afhænger virkeligt af dit sind efterhånden, som du lavede det ved at tro på det, så du kan fjerne det ved at trække troen tilbage fra det. Projicér ikke ansvaret for din tro på det over på nogen anden, ellers du vil bevare troen. Når du selv er villig til at acceptere eneansvar for egoets eksistens, vil du have lagt al vrede og al angreb til side, fordi de kommer fra et forsøg på at projicere ansvaret for dine egne fejl. Men når du har accepteret fejlene som dine, behold dem ikke. Læg dem hurtigt over til Helligånden for at blive fuldstændigt ophævet, så alle deres virkninger vil forsvinde fra jeres sind og fra Sønskabet som helhed.

7.89 Helligånden vil lære dig at opfatte hinsides tro, fordi sandheden er uden tro, og Hans opfattelse er sand. Egoet kan blive fuldstændigt glemt på et hvilket som helst tidspunkt, fordi det var altid en tro, der er fuldstændig utrolig. Ingen kan bevare en tro, han har vurderet til at være utroligt. Jo mere du lærer om egoet, desto mere forstår du, at det ikke kan blive troet. Det utrolige kan ikke blive forstået, fordi det er utroligt. Den fuldstændige meningsløshed af al opfattelse, der kommer fra det utrolige, må være åbenlys, men det anerkendes ikke som hinsides tro, fordi det blev lavet af tro.

90 Hele formålet med dette kursus er at lære dig, at egoet er utroværdigt og for evigt vil være utroværdigt. Du, der lavede egoet ved at tro det utroværdige, kan ikke lave denne vurdering alene. Ved at acceptere Soningen for dig selv beslutter du dig imod troen på, at du kan være alene, og således fjerner du din idé om adskillelse og bekræfter din sande identifikation med hele Riget som bogstaveligt talt del af dig. Denne identifikation er lige så hinsides tvivl, som den er hinsides tro. Din helhed har ingen grænser, fordi væren er i uendelighed.

X. Udvidelsen af ​​Hamlen

7.91 Kun du kan begrænse din kreative magt, men Gud vil at frigive den. Han vil ikke mere, du berøver dig selv dine skabninger, end Han vil at berøve Sig Selv Sine. Hold ikke dine gaver til Sønskabet tilbage, ellers holder du dig selv tilbage fra Gud. Selviskhed er af egoet, men selvets fylde er af Sjælen, fordi det er sådan, Gud skabte den. Helligånden er den del af sindet, der ligger mellem egoet og Sjælen, mæglende mellem dem, altid til fordel for Sjælen. For egoet er dette partiskhed, og det reagerer derfor som om, det var den del, der blev holdt sammen imod. For Sjælen er dette sandhed, fordi den kender dens fylde og ikke kan forestille sig nogen som helst del af den, som den er udelukket fra.

7.92 Sjælen ved, at alle dens brødres bevidsthed er inkluderet i dens egen, som den er inkluderet i Gud. Magten i hele Sønskabet og i dets Skaber er derfor Sjælens egen fylde, hvilket gør dens skabninger ligeværdigt hele og ligeværdige i perfektion. Egoet kan ikke få overhånd imod en totalitet, der inkluderer Gud, og en hvilken som helst totalitet må inkludere Gud. Alt, hvad Han skabte, bliver givet al Hans magt, fordi det er del af Ham og deler Hans Væren med Ham. At skabe er det modsatte af tab, som velsignelse er det modsatte af offer. Væren må blive udvidet. Det er sådan, den bevarer viden om den selv.

7.93 Sjælen higer efter at dele sin væren, som dens Skaber gjorde. Skabt ved deling, er dets vilje at skabe. Den ønsker ikke at holde Gud inde, men at udvide Hans væren. Udvidelsen af ​​Guds Væren er Sjælens eneste funktion. Dens fylde kan ikke blive holdt inde mere end dens Skabers fylde kan. Fylde er udvidelse. Egoets hele tankesystem blokerer for udvidelse og blokerer dermed for din eneste funktion. Det blokerer derfor din glæde, og det er derfor, I opfatter jer selv som uopfyldte. Medmindre du skaber, er du uopfyldt; men Gud kender ikke til uopfyldelse, og derfor må du skabe. Du kender måske ikke dine egne skabelser, men dette kan ikke mere forstyrre deres virkelighed end din ubevidsthed om din Sjæl kan forstyrre dens væren.

7.94 Riget bliver udvidet for evigt, fordi det er i Guds Sind. Du kender ikke din glæde, fordi du ikke kender din egen selvfylde. Udeluk nogen som helst del af Riget for dig selv, og du er ikke hel. Et splittet sind kan ikke opfatte dets fylde og behøver dets helheds mirakel at gå op for det og helbrede det. Dette genopvækker helheden i det og gendanner det til Hamlen på grund af dets accept af helhed. Den fulde værdsættelse af dets selvfylde gør selviskhed umulig og udvidelse uundgåelig. Det er derfor, der er perfekt fred i Riget. Hver Sjæl opfylder virkeligt sin funktion, og kun fuldstændig opfyldelse er fred.

7.95 Sindssyge synes at føje til Virkeligheden, men ingen ville påstå, at det, den tilføjer, er sandt. Sindssyge er derfor ikke-udvidelsen af ​​sandheden, der blokerer glæde, fordi den blokerer skabelse og dermed blokerer for selvopfyldelse. De uopfyldte må være deprimerede, fordi deres selvfylde er ukendt for dem. Dine skabelser er beskyttet for dig, fordi Helligånden, Der er i dit sind, kender dem og kan bringe dem ind i din bevidsthed, når du vil tillade Ham. De er der som del af din egen væren, fordi din opfyldelse inkluderer dem. Skabelserne af enhver Guds Søn er dine, eftersom enhver skabelse tilhører alle, i det de bliver skabt til Sønskabet som en helhed.

7.96 I har ikke fejlet i at føje til Guds Sønners arv og har således ikke fejlet i at sikre den for jer selv. Hvis det var Guds Vilje at give det til jer, gav Han det for evigt. Hvis det var Hans vilje, at du har det for evigt, gav Han dig midlerne til at bevare det, og du har således gjort det. At være ulydig mod Guds vilje er kun meningsfuldt for de sindssyge. I sandhed er det umuligt. Din selvfylde er så grænseløs som Guds. Ligesom Hans, strækker den sig ud for evigt og i perfekt fred. Dens udstråling er så intens, at den skaber i perfekt glæde, og kun det hele kan blive født af dens helhed.

7.97 Vær sikker på, at du aldrig har mistet din identitet og de udvidelser, der opretholder den i helhed og fred. Mirakler er et udtryk for denne selvtillid. De er afspejlinger både af din egen korrekte identifikation med dine brødre og af din egen bevidsthed om, at din identifikation bliver opretholdt ved udvidelse. Miraklet er en lektion i total opfattelse. Ved at inkludere nogen som helst del af totaliteten i lektionen har du inkluderet helheden. Du har sagt, at når du skriver om Riget og dine skabninger, der hører til i det, beskriver du det, du ikke ved. Det er sandt i en forstand, men ikke mere sandt end din manglende anerkendelse af hele resultatet af egoets præmisser. Riget er resultatet af præmisser, fuldstændigt ligesom denne verden er.

7.98 Du har ført egoets præmisser til dens logiske slutning, der er total forvirring om alting. Alligevel tror du ikke rigtig på dette, ellers kunne du ikke på nogen mulig måde opretholde det. Hvis du virkelig så dette resultat, kunne du ikke ønske det. Den eneste grund til, at du muligvis kunne ønske nogen som helst del af det, er, fordi du ikke ser det hele. Du er villig til at se på egoets præmisser, men ikke på deres logiske udkomme. Er det ikke muligt, at du har gjort det samme med Guds præmisser?

7.99 Dine skabelser er det logiske udkomme af Hans præmisser. Hans Tænkning har fastlagt dem for dig. De er derfor der, nøjagtigt hvor de hører hjemme. De hører hjemme i dit sind som del af din identifikation med Hans, men din sindstilstand og din anerkendelse af det, der er i dit sind, afhænger på et hvilket som helst givet tidspunkt af det, du tror om dit sind. Uanset hvad disse overbevisning måske er, er de præmisserne, der vil afgøre, hvad du accepterer ind i dit sind. Det er sikkert klart, at du både kan acceptere ind i dit sind det, der ikke rigtig er der, og benægte det, der er. Ingen af ​​disse muligheder kræver yderligere uddybning her, men begge er klart uforsvarlige, endog selvom du vælger at forsvare dem.

7.100 Dog, den funktion, som Gud Selv gav jeres sind gennem Hans, kan du benægte, men du kan ikke forhindre den. Den er det logiske udkomme af det, du er. Evnen til at se et logisk udkomme afhænger af villigheden til at se det, men dets sandhed har intet at gøre med din villighed overhovedet. Sandhed er Guds Vilje. Del Hans Vilje, og du deler det, Han ved. Fornægt Hans Vilje som din, og du fornægter Hans Rige og dit. Helligånden vil kun lede dig for at undgå smerte. Opløsningen af smerte må tydeligvis undgå smerte. Ingen ville sikkert protestere mod dette mål, hvis han anerkendte det. Problemet er ikke, om det, Helligånden siger, er sandt, men om du ønsker lytte til det, Han siger.

XI. Sammenblandingen af ​​Styrke og Svaghed

7.101 Du erkender ikke mere det, der er smertefuldt, end du kender det, der er glædeligt og er faktisk tilbøjelig til at sammenblande de to. Helligåndens hovedfunktion er at lære dig at skelne dem fra hinanden. Ligegyldigt hvor mærkeligt det kan synes, at det er nødvendigt, er det tydeligvis det. Årsagen er lige så indlysende. Det, der glæder dig, er smertefuldt for egoet, og så længe du er i tvivl om det, du er, vil du blive forvirret over glæde og smerte. Denne forvirring er årsagen til hele idéen om ofring. Adlyd Helligånden, og du vil opgive egoet. Men du vil ofre ingenting. Tværtimod vil du vinde alting. Hvis du troede dette, ville der ikke være nogen konflikt.

7.102 Det er derfor du er nødt til at demonstrere det indlysende for dig selv. Det er ikke indlysende for dig. Du tror, ​​at gøre det modsatte af Guds Vilje kan være bedre for dig. Du tror også, at det er muligt at gøre det modsatte af Guds Vilje. Derfor tror du, at et umuligt valg er åbent for dig og et, der både er meget frygtsomt og meget ønskeligt. Dog Gud vil. Han ønsker ikke. Din vilje er lige så magtfuld som Hans, fordi den er Hans. Egoets ønsker betyder ikke noget som helst, fordi egoet ønsker det umulige. Du kan ønske dig det umulige, men du kan kun ville med Gud. Dette er egoets svaghed og din styrke.

7.103 Helligånden holder altid med dig og med din styrke. Så længe du undgår Hans vejledning på nogen som helst måde, ønsker du være svag. Alligevel er svaghed skræmmende. Hvad kan denne beslutning ellers betyde andet end, at du ønsker at være frygtsom? Helligånden beder aldrig om offer, men egoet gør altid. Når du er forvirret over denne meget klare forskel i motivation, kan det kun skyldes projektion. Projektion af denne art er en forvirring i motivation, og i betragtning af denne forvirring bliver tillid umulig.

7.104 Ingen adlyder med glæde en vejleder, han ikke har tillid til, men det betyder ikke, at vejlederen er utroværdig. I dette tilfælde betyder det altid, at efterfølgeren er. Dette er imidlertid også kun et spørgsmål om hans egen tro. Ved at tro, at han kan forråde, tror han, at alting kan forråde ham. Alligevel er dette kun fordi han har valgt at følge falsk vejledning. Ude af stand til at følge denne vejledning uden frygt, forbinder han frygt med vejledning og afslår at følge nogen som helst vejledning overhovedet. [Hvis resultatet af denne beslutning er forvirring, er dette næppe overraskende.] Helligånden er fuldstændig troværdig, som du er. Gud Selv stoler på dig, og derfor er din troværdighed hinsides tvivl. Den vil altid forblive hinsides spørgsmålstegn, uanset hvor meget du måtte sætte spørgsmålstegn ved den.

7.105 Vi sagde før, at du er Guds Vilje. Hans Vilje er ikke et tomgangsønske, og din identifikation med Hans vilje er ikke valgfri, da det er det, du er. At dele Hans vilje med mig er ikke rigtigt åbent for valg, skønt det kan synes at være. Hele adskillelsen ligger i denne fejlslutning. Den eneste vej ud af fejlslutningen er at beslutte, at du ikke behøver at beslutte noget som helst. Alt er blevet givet dig ved Guds beslutning. Det er Hans Vilje, og du kan ikke ophæve den. Selv afståelsen af din falske beslutningsbeføjelse, som egoet vogter så skinsygt, bliver ikke opnået af dit ønske. Den blev opnået for dig af Guds Vilje, Som ikke har efterladt dig uden trøst. Hans Stemme vil lære dig, hvordan du skelner mellem smerte og glæde, og vil føre dig ud af den forvirring, som du har lavet. Der er ingen forvirring i sindet hos en Søn af Gud, hvis vilje må være Faderens Vilje, fordi Faderens Vilje er Hans Søn.

7.106 Mirakler er i overensstemmelse med Guds Vilje, Hvis Vilje du ikke kender, fordi du er forvirret om det, du vil. Det betyder, at du er forvirret om det, du er. Hvis du er Guds Vilje og ikke accepterer Hans vilje, fornægter du glæde. Miraklet er derfor en lektion i det, glæde er. Ved at være en lektion i deling, er det en lektion i kærlighed, som er glæde. Ethvert mirakel er således en lektion i sandhed, og ved at tilbyde sandhed lærer du forskellen mellem smerte og glæde.

XII. Nådens tilstand

7.107 Helligånden vil altid vejlede dig i sandhed, fordi din glæde er Hans. Dette er Hans Vilje for alle og enhver, fordi Han taler for Guds rige, som er glæde. At følge Ham er derfor den letteste ting i verden og den eneste ting, der er let, fordi den ikke er af verden og derfor er naturlig. Verden går imod din natur ved at være ude af overensstemmelse med Guds love. Verden opfatter rækkefølger af vanskeligheder i alting. Dette er, fordi egoet ikke opfatter noget som helt ønskværdigt. Ved at demonstrere for jer selv, at der ikke er nogen rækkefølge af vanskeligheder i mirakler, vil I overbevise jer selv om, at der i jeres naturlige tilstand ikke er nogen vanskeligheder, fordi det er en tilstand af nåde.

7.108 Nåde er den naturlige tilstand for enhver Søn af Gud. Når han ikke er i en tilstand af nåde, er han ude af sit naturlige miljø og fungerer ikke godt. Alting, han gør, bliver en belastning, fordi han ikke blev skabt til det miljø, han har lavet. Han kan derfor ikke tilpasse sig til det, og han kan heller ikke tilpasse det til ham. Der er ingen mening i at prøve. En Søn af Gud er kun lykkelig, når han ved, at han er med Gud. Det er også det eneste miljø, hvor han ikke vil opleve belastning, fordi det er her, han hører hjemme. Det er også det eneste miljø, der er ham værdigt, fordi hans egen værdi er hinsides alt, hvad han kan lave.

7.109 Overvej det rige, du har lavet, og bedøm dets værdi retfærdigt. Er det værdigt til at være et hjem for et Barn af Gud? Beskytter det hans fred og skinner kærlighed på ham? Holder det hans hjerte uberørt af frygt og tillader ham altid at give uden nogen som helst fornemmelse af tab? Lærer det ham, at denne gave er hans glæde, og at Gud Selv takker ham for hans given? Det er det eneste miljø, hvori I kan være lykkelige. I kan ikke lave det mere end I kan lave jer selv. Det er blevet skabt til jer, som I blev skabt til det. Gud våger over Sine Børn og nægter dem intet. Dog, når de fornægter Ham, ved de ikke dette, fordi de fornægter sig selv alting.

7.110 I, som kunne give Guds kærlighed til alting, I ser og berører og husker, nægter bogstaveligt jer selv Hamlen. Jeg kalder igen på dig til at huske, at jeg har valgt dig til at undervise om Hamlen til Hamlen. Der er ingen undtagelser fra denne lektion, fordi manglen på undtagelser er lektionen. Enhver Søn, der vender tilbage til Hamlen med denne lektie i sit hjerte, har helbredt Sønskabet og givet tak til Gud. Alle, der lærer denne lektion, er blevet den perfekte lærer, fordi han har lært den af ​​Helligånden, der vil lære ham alt det, Han ved. Når et sind kun har lys, kender det kun lys. Dets egen udstråling skinner fuldstændigt rundt om det og strækker sig ud ind i andre sinds mørke og forvandler dem til majestæt.

7.111 Guds Majestæt er der for dig til at genkende og værdsætte og vide. At opfatte Guds Majestæt som din broder er at acceptere din egen arv. Gud giver kun ligeligt. Hvis du genkender Hans gave i nogen som helst anden, har du anerkendt det, Han har givet dig. Intet er så let at opfatte som sandhed. Dette er opfattelsen, der er øjeblikkelig, klar og naturlig. I har trænet jer til ikke at se det, og dette har været meget vanskeligt for jer. Ude af dit naturlige miljø kan du godt spørge, "Hvad er sandhed?" eftersom sandhed er det miljø ved hvilket og for hvilket du blev skabt.

7.112 I kender ikke jer selv, fordi I ikke kender jeres Skaber. I kender ikke jeres skabelser, fordi I ikke kender jeres brødre, som skabte dem med jer. Vi sagde før, at kun hele Sønskabet er værdigt til at være medskabende med Gud, fordi kun hele Sønskabet kan skabe som Ham. Når som helst du helbreder en broder ved at anerkende hans værdi, anerkender du hans magt til at skabe og din. Han kan ikke have mistet det, du anerkender, og du må have den glorværdighed, du ser i ham. Han er en medSkaber med Gud med dig. Benægt hans skabende kraft, og du benægter din og den Gud, som skabte dig, har. Du kan ikke benægte en del af sandheden. Du kender ikke dine skabelser, fordi du ikke kender deres Skaber. I kender ikke jer selv, fordi I ikke kender jeres.